fredag den 7. september 2012

Bloggen er flyttet


En hurtig forbrugeroplysning herfra: Jeg har for et par måneder siden flyttet bloggen over på mit eget domæne, hvor fremtidige indlæg vil blive udgivet. Formålet er sket i forbindelse med at jeg er begyndt at udbyde foredrag – og så er det jo også sådan, at en ’almindelig’ hjemmeside har flere muligheder med hensyn til at få flere sider med mere blandet indhold end tilfældet er på Blogspot, som jo dog immervæk er én side – og et hardcore blogunivers.

Dertil kommer at det også er lidt sjovere med eget domæne J

Det kan dog godt tænkes at jeg fremover vil komme til at poste diverse meddelelser og den slags her på siden, idet der stadig er besøgende her.

Den nye adresse er: danritto.dk 

mandag den 2. juli 2012

Foredrag udbydes!


Jeg tager gerne ud og holder foredrag i din forening eller uddannelsesinstitution. For tiden har jeg to ’faste’ foredrag, men jeg er åben overfor at holde foredrag eller oplæg over andre emner, der ligger inden for rammerne af personlig frihed, ytringsfrihed, islamisering og konservativ værdikamp. 

Her kan du læse om mit foredrag  Fra Multikulturel Forening til islamkritiker.
Her kan du læse om mit foredrag er ytringsfriheden truet.

Du kan læse mere om mine foredrag her.

Inde på hjemmesiden kan du også se hvordan du kontakter mig med henblik på at få mig booket. 

mandag den 25. juni 2012

Da Vestager snigløb Thorning


Dagens store samtaleemne i dansk politik er nedfaldet efter skatteaftalen, som blev indgået i fredags. De umiddelbare konsekvenser er tydelige at se: regeringen vakler, regeringspartiet SF er truet af nedsmeltning – og statsministeren er blevet gjort til grin. Samtidig fremstår Lars Barfoed som den store, borgerlige sejrherre der fik Venstre tilbage til bordet.

Efterhånden som røgen letter og forløbet tydeliggøres, står det tiltagende klart at den radikale leder Margrethe Vestager har snigløbet både statsministeren og sine regeringspartnere – og at hun ønsker at hele verden skal have kendskab hertil.

Først vil jeg gerne opfordre til at man læser Trine Nebels blogindlæg her. Trine Nebel fremlægger forløbet kort, kontant og lidenskabsløst. Herunder ikke mindst forløbet omkring de nu berømte SMS-kontakter mellem Vestager og Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjorth.

Hvorefter hun så stiller de to væsentlige spørgsmål: For det første: hvordan kunne Dagbladet Politiken så hurtigt opnå aktindsigt i SMS-beskederne – faktisk bragte avisen jo historien allerede lørdag. Det andet spørgsmål lyder så hvordan Politiken kunne vide at der ’var noget at komme efter’ på SMS-fronten.

Senere i går fandt der så en udveksling sted på Twitter mellem Trine Nebel og journalist på DR, Mette Mayli Albæk. I denne offentlige udveksling mellem de to, udtalte Albæk at hun VIDSTE at sagsbehandlingstiden i ministeriet var på under tre timer. Hvilket er helt vildt ekstrem kort tid for en ansøgning om aktindsigt. Den slags plejer ellers at kunen tage uger, men ikke i dette tilfælde. Mette Mayli Albæk oplyste, at anmodningen om aktindsigt blev registreret i ministeriet fredag klokken 14.46. Klokken 17.15 lå SMS-korrespondancen der fra ministeriet.

For de politisk musikalske er det tydeligt, at Politiken som minimum har fået et tip fra en højtstående kilde i Økonomiministeriet og at samme højtstående kilde har haft en interesse i at få korrespondancen frigivet i en fart. Denne højtstående kilde må nødvendigvis være enten Vestager selv eller hendes spindoktor.

Med denne ekstra viden i baghånden, vil jeg opfordre læserne til at vende tilbage til Trine Nebels blog og læse den sidste del – dén, med deloverskriften ’konspirationsteori’. Ganske som Trine Nebel tror jeg nemlig heller ikke på tilfældigheder i politik – og med dét i baghovedet mener jeg faktisk, at Nebels konklusion om hvad der virkelig skete i fredags giver god mening.   


onsdag den 20. juni 2012

Jeg - en konservativ hippie!


Dette blogindlæg begyndte med en tegning på Facebook. Én af den slags, som vi FB-brugere ser nogle stykker af dagligt.

To personer sidder ved et bord. Den ene spørger den anden: ’Hvad laver du så?’. ’Jeg er bogholder’, lyder svaret. Hvortil den første kommenterer: ’Det var ikke det jeg mente. Jeg mente: Hvad gør du for at redde verden?’

Så enkelt kan det siges. Personligt er jeg både træt af og bekymret over hvor meget mange mennesker definerer sig selv via de krumspring de gør sig for at tjene til dagen og vejen. Som om det skulle være noget særligt! For sandheden er jo, hvis vi skal være helt ærlige, at langt de fleste mennesker arbejder i det jeg kalder ’luderjobs’. 


Luderjobs, forstået på den måde at man har sit arbejde fordi man har brug for pengene – og uden sentimentale følelser vil kunne droppe det den dag det er økonomisk muligt. For de fleste af os er den ikke længere end det.

Tag ikke fejl: Vi er alle nødvendige for at samfundet kan hænge sammen. Men det er sjældent derfor vi går på arbejde. De fleste af os gør det, fordi bankrådgiveren kender vores telefonnummer.

Selv har jeg det som den første i historien ovenfor. ’Hvad gør du for at redde verden?’. Personligt vurderer jeg andre menneskers eventuelle placering i mit liv ud fra svaret på spørgsmål som ’hvad tænder dig? Hvad gør livet værd at leve? Hvad begejstrer dig? Og selvfølgelig: hvad er du engageret i?’

Men når jeg så møder et menneske, som har fundet den perfekte balance: som tjener penge på noget de brænder for og synes er sjovt, så glæder jeg mig inderligt på deres vegne.

Tidligere i år mødtes jeg med en af mit partis toppolitikere. Han fortalte om en gang han var ude i selskabelig sammenhæng, og blev spurgt om hans baggrund uden for politik. Svaret var en eller anden handelsuddannelse – jeg husker ikke hvilken. Og han fortalte om sin samtalepartners chok over svaret – denne dygtige, talentfulde konservative toppolitiker – med en ’sølle’ handelsuddannelse?!?? Hvortil han så, vel tilbage i partiforeningens sikre skød, udbrød: hvad pokker tror folk at vi konservative er for nogen?!??

I virkeligheden er sandheden den, at toppolitiker bliver man hverken i kraft af uddannelse eller evnen til at tjene mange penge i erhvervslivet. Toppolitiker bliver man i kraft af en række menneskelige egenskaber.

 
Personligt forsøger jeg at undgå at spørge andre om hvordan de skaffer deres penge. Faktisk gider jeg ikke vide det. I stedet forsøger jeg at finde frem til hvad der driver dem. Hvorfor er det bedre at leve end at kaste sig i havnen? Se, dét er værd at kende svaret på.

Og her er det så at jeg ofte har spekuleret på om min indstilling til disse ting gør mig til en konservativ hippie? For sandheden er, at jeg faktisk har større lyst til at fortælle om min spadseretur i en nærliggende skov end snakke arbejde i min fritid. Og at jeg, hvis det absolut SKAL være, foretrækker at blive defineret ud fra min trang til skovens stille ro, min blogvirksomhed og mit engagement på tidsskriftet Sappho, Trykkefrihedsselskabet og Det Konservative Folkeparti.

I min verden er det nemlig vores engagement der tæller. Og i nogle menneskers øjne gør det mig vel til en slags hippie. En konservativ hippie, endda. 


tirsdag den 5. juni 2012

Konvertitter fra islam slagtes


Hvis man følger udviklingen i Mellemøsten, herunder særligt forholdene mellem de forskellige religioner, står flere ting lysende klart.

Den ene er at i samtlige muslimske lande bliver kristendommen og jøderne kraftigt forfulgt af islams tilhængere. Således undertrykkes mindretalsreligioner i varieret grad i de forskellige muslimske lande. Dette er for øvrigt helt i overensstemmelse med Muhammeds befaling om at disse skal føle sig undertrykte (Sura 9:29).

Men som det jo altid er med religion, så betyder det også noget andet. Nemlig en styrkelse. Kristendommen har historisk set altid været stærkest i katakomberne. Derfor undrer jeg mig ikke over de historier, der af og til kommer fra de muslimske lande i området. Om et Iran, hvor befolkningen har fået nok af islams perverse styre og hundredtusindvis har ladet sig døbe i hemmelighed. Af og til hører vi historierne via medierne: om præster der henrettes, om husmenigheder der bliver stormet og netværk af hemmelige undergrundsmenigheder der optrevles.

Vi husker også den nu berømte Neda, der blev skudt under urolighederne efter sidste valg og som havde et kors omkring halsen. Det var selvfølgelig ikke derfor hun blev skudt, men alligevel.

Denne bølge finder sted på trods af shariaens klare dødsdom til apostater fra islam. Som religionsstifteren Muhammed gør det klart i hadithen Sahi al-Burkhari 9:57: Whoever changes his islamic religion, kill him. I lande som Saudi Arabien og Iran tages denne befaling endog særdeles bogstavligt, og straffen for apostasi således er døden. Det samme er tilfældet i de nye, ’befriede’ lande som Libyen og Afghanistan.

Personligt er jeg ganske imponeret over mennesker, der trodser den slags straffe for at følge deres samvittighed.

Men det er ikke kun i Iran at de her ting sker. I hele Afrika er det et milliontal, der årligt forlader islam til fordel for kristendommen. Langt de fleste i landene syd for Sahara, men de islamiske lande i Nordafrika er dog stadig ganske godt med. I Egypten, eksempelvis, har jeg set pressehistorier om aftenskolekurser i hvordan man modstår kristne ’missionærer’.  Dette indikerer mindst to ting for mig: dels at nogen har en koncentreret missionsindsats i gang – dels at ’problemets’ omfang er stort nok til at blive taget alvorligt.

Samme tendens har været kendt i Tunesien og Algeriet, hvor der dog hidtil ikke har været straffesanktioner for apostasi fra islam. I Algeriet alene, har jeg et eller andet sted set at 1,5 millioner muslimer over en årrække er konverteret til kristendommen.

Problemet med den slags historier er, at de i sagens natur er vanskelige at få bekræftet.  For uanset regeringernes officielle linje overfor apostasi, er det stadig et farligt farvand at arbejde i. Udover lokale lovgivninger, er der nemlig også Muhammeds drabsbefaling at tage hensyn til – og dermed også diverse voldelige, islamiske grupper.

At konverteringer fra islam ikke er ufarligt for konvertitten, kender vi også til i Danmark. Således har flere kristne konvertitter på landets asylcentre oplevet at blive både chikaneret, overfaldet og truet med drab fra muslimer på grund af deres konversion. Det kan man blandt andet læse om i denne artikel fra tidsskriftet Sappho.dk, som siden er taget op af mainstreammedierne.

Senest er der dukket en video frem fra det forårsramte Tunesien, hvor en islamisk gruppe har fanget en konvertit fra islam og eksekveret Muhammeds drabsbefaling. Hvis ellers læserne har mave til den slags, kan man se videoen og en nærmere indholdsbeskrivelse her. Takket være det arabiske forår, kan vi forvente at komme til at se temmelig mange af den slags historier fremover.

Og her er det så at man kan undre sig. Når danske journalister og politikere konfronterer islamiske repræsentanter her i landet, sker det oftest med relativt sekundære emner som slør og badeforhæng i skolerne. Hvis bølgerne går højt bliver muslimerne måske stillet spørgsmål om eksempelvis steninger af utro kvinder – men så er spørgeren også sikker på at blive stemplet som racist. Men islams krav om drab på de der forlader religionen, diskuteres stort set ikke herhjemme.

Det synes jeg ærlig talt at vi skulle se at komme i gang med.

tirsdag den 29. maj 2012

Politiet bekræfter, at de bruger §266b politisk


Det er nu dokumenteret at politi og anklagemyndighed benytter straffelovens racismeparagraf politisk, forstået på den måde at muslimer beskyttes mens eskimoer, sydamerikanere, australnegre, mongoler, danskere og faktisk alle etniske grupper man kan komme i tanke om, ikke beskyttes.

Dette må være konklusionen, efter at debattør og bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet, Torben Mark Pedersen, i dag modtog sin sigtelse for racististiske udtalelser.

I forbindelse med sagen mod Jesper Langballe, valgte Torben Mark Pedersen  at gentage Langballes udtalelser på sin blog på 180 grader. Dog med en lille justering; der, hvor Langballe anvendte ordet ’muslimer’, erstattede Torben Mark Pedersen det i første omgang med ordet ’danskere.

Udtalelsen, som Torben Mark Pedersen skrev ind på sin blog, havde herefter følgende ordlyd:

”Der er danske fædre, der voldtager deres døtre," udtaler Torben Mark Pedersen for at håne, spotte, krænke, og latterliggøre.

"Selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, at der er danske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt," korrigerer Torben Mark Pedersen sig selv.”

I blogindlægget skriver jeg eksplicit, at der ikke er tale om en generaliserende udtalelse. Jeg skrev:

”Sætningerne er faktuelt sande. Ordene "der er" henviser til en delmængde, og der findes danske mænd, der voldtager deres døtre, og der findes danske mænd, der slår deres døtre ihjel. I Tøndersagen var der en far, der udover selv at voldtage sine to døtre, solgte dem til andre mænd, så de også kunne voldtage dem, og formiddagsbladene har tilbagevendende historier om mænd, der dræber deres børn.

Verden er forfærdelig. Der er danske mænd, der voldtager og slår deres døtre ihjel, og deriblandt skal der nok også være nogen eller i hvert fald en enkelt eller et par stykker, der i tidens løb har vendt det blinde øje til en onkels voldtægt. Der er i hvert fald adskillige eksempler på, at mødre har vendt det blinde øje til faderens voldtægt af døtre eller steddøtre.”

For nu at understrege sin pointe, copy/pasted Torben Mark Pedersen hereafter sin udtalelse et antal gange, hvor ordet ‘dansker’ – eller ‘muslim’ om man vil, blev erstattet af ordene negre, eskimoer, asiater, sydamerikanere af indiansk afstamning, australnegre, mongoler, katolikker, ateister, buddhister, hinduer, jøder og muslimer.

Tirsdag modtog Torben Frank Pedersen sin sigtelse efter straffelovens §266b, og det fremgår at han kun er sigtet for de udtalelser der vedrører de ovennævnte religiøse grupper.

Den logiske konklusion må hereafter være, at fornærmende udsagn om religiøse grupperinger betragtes som racisme, mens identiske udsagn om etniske grupper som negre og eskimoer er aldeles straffrie.

Læsere der vil vide mere, kan med fordel læse Torben Mark Pedersens egen redegørelse fra sagen på internettidsskriftet Sappho, som I øvrigt også er derfra jeg har sakset citaterne. Derudover har jeg tidligere argumenteret for racismeparagraffens afskaffelse her.

søndag den 27. maj 2012

Indvandrere skal elske Danmark


Dagens Jyllandsposten bringer en interessant artikel om systematisk svindel med skattefradrag – en svindel, som foretages af personer med somalisk baggrund og bopæl i den vestlige del af Aarhus.

Sagen er ikke overraskende. Der har gennem nogen tid været rumlen i krogene om at SKAT havde gang i en større sag her i byen, som handlede om fusk med tast-selv systemet.  Dertil kommer, at ingen med et blot overfladisk kendskab til forholdene i vestbyen bør være overrasket over dagens hovedhistorie.

I går skrev jeg her på bloggen om Europarådet, som i en rapport har forlangt at danske myndigheder strammer grebet om  mediernes omtale af indvandrere i almindelighed – og muslimske indvandrere i særdeleshed. Hvis det står til Europarådet, skal det således slet ikke være tilladt at bringe historier som den Jyllandsposten havde på forsiden i dag. Det kan der siges meget om, og intet af det er godt.

Politikernes reaktion er som man kan forvente. For folketingets skatteordførere er der jo nærmest tale om det man i skak kalder for ’tvunget træk’. Politikernes udtalelser i avisen går således alle over temaet ’der skal slås hårdt ned og informeres bedre’. Det er jo så åbenlyst som det kan være.

Men den mest interessante iagttagelse kom i virkeligheden fra  arbejdsmarkeds- og integrationsforsker Shahamak Rezaei fra RUC, som mener at sagen i første omgang handler om de pågældende somalieres loyalitet overfor klanstrukturen i Somalia. At denne loyalitet overtrumfer deres loyalitet overfor Danmark, og at svindelen og overførslen af ’rovet’ til Somalia skal ses i dette lys.

Forskeren har selvfølgelig en pointe. For den ubarmhjertige sandhed er, at man som indvandrer må vælge. For de fleste danskere virker det helt naturligt, at man som indvandrer bør være loyal overfor sit nye land. Man skal holde med Danmark i fodbold – og i krig, hvis det bliver nødvendigt. Også hvis fjenden er éns gamle land. Sådan er de benhårde kendsgerninger. Dobbelt loyalitet er ganske enkelt ikke muligt. Man må vælge.

Hvilket bringer mig til historien om min nu afdøde oldefar, Henry George Ritto. Henry emigrerede til USA lige inden 2. Verdenskrig brød ud. Jeg nåede at besøge ham i Californien inden han døde. Hver morgen gik han ud foran sit hus og satte Stars & Stripes. Efter at jeg havde boet hos ham i nogle dage, kunne jeg ikke længere dy mig for at stille det oplagte spørgsmål: Hvordan har man det med, som indvandrer, at rejse ’det andet lands’ flag? Hvordan får man sig selv til det?

Dengang, som 18-årig, forbløffede hans svar mig. Men i dag forstår jeg gamle Henry. Hver morgen, fortalte han mig, sagde han til sig selv: ’America has been good to me – now I’ll be good to America’.  Og så satte han flaget. Og det bemærkelsesværdige var, at det havde han gjort siden første dag i landet.  Det skal så tilføjes, at han for længst havde glemt det danske sprog og ikke længere kunne huske hvad Livgarden var for en størrelse – men alligevel talte han med tydelig dansk accent.

Da Henry rejste til Amerika, traf han et valg. Han ville elske og ære sit nye land. Og det gjorde han så. Først i taknemmelighed, siden kærlighed.

Når talen her hjemme har været på uintegrerbare indvandrere fra Mellemøsten,  er min tanke tit faldet på Henry. For det er hårdt arbejde at være indvandrer. Først og fremmest inde i hovedet. Henry skulle holde op med at tænke på sig selv som dansker. I stedet skulle han elske og ære et fremmed land, hvor han ikke engang kunne sproget. Nøglen til det var viljen. Længere er den faktisk ikke.

Integration handler om vilje. Det handler også om drømme. For de fleste er det en drøm, der gør at man forlader sit fødeland. Det var det vist også for Henry. Men det er også drømmene der gør at man kan blive integreret. Da Henry flyttede til Amerika, drømte han ikke længere om Danmark. Han drømte om Amerika. Derfor blev han integreret, derfor blev Henry amerikaner. Derfor glemte han lykkeligt det danske sprog, livgarden og alt det andet. Fordi det var sit nye land han drømte om.

Og det er præcis her, at problemet med somaliernes loyalitet overfor klanstrukturen tilbage i ørkenlandet kommer ind i billedet. Det samme kan man for så vidt sige om de der kalder sig palæstinensere, som drømmer om et land der aldrig har fandtes og som nok heller aldrig kommer til det. Om de 3. og 4. generations tyrkiske indvandrere her i landet, der stadig definerer sig selv som tyrkere og ikke danskere.

De, der har skruet integrationsindsatsen sammen, har haft så travlt med at lære indvandrerne en hel masse om politiske strukturer, kvinders rettigheder og en hel masse mere, som dybest set ingenting siger de fleste af dem. Men vi har glemt det vigtigste. At kærligheden er et valg, og at de som indvandrere er forpligtede til at elske deres nye land. At de skal drømme om Danmark, ikke om afrikanske ørkenklaner, en sandstribe i Gaza eller den tyrkiske bazar. De skal drømme om Danmark. Og at det i virkeligheden er en pligt som indvandrer at elske sit nye land.

Vi skal lære dem at gøre som gamle Henry: Gå ud, sige til sig selv at ’Danmark har været god ved mig – nu vil jeg være god ved Danmark’  - og derefter hejse det danske flag. Først i taknemmelighed. Siden bliver det til kærlighed. Alt det andet – det med forståelse for kvinders rettigheder og diverse samfundsstrukturer, kommer som en naturlig følge af dette.

Længere er den faktisk ikke.