fredag den 7. september 2012

Bloggen er flyttet


En hurtig forbrugeroplysning herfra: Jeg har for et par måneder siden flyttet bloggen over på mit eget domæne, hvor fremtidige indlæg vil blive udgivet. Formålet er sket i forbindelse med at jeg er begyndt at udbyde foredrag – og så er det jo også sådan, at en ’almindelig’ hjemmeside har flere muligheder med hensyn til at få flere sider med mere blandet indhold end tilfældet er på Blogspot, som jo dog immervæk er én side – og et hardcore blogunivers.

Dertil kommer at det også er lidt sjovere med eget domæne J

Det kan dog godt tænkes at jeg fremover vil komme til at poste diverse meddelelser og den slags her på siden, idet der stadig er besøgende her.

Den nye adresse er: danritto.dk 

mandag den 25. juni 2012

Da Vestager snigløb Thorning


Dagens store samtaleemne i dansk politik er nedfaldet efter skatteaftalen, som blev indgået i fredags. De umiddelbare konsekvenser er tydelige at se: regeringen vakler, regeringspartiet SF er truet af nedsmeltning – og statsministeren er blevet gjort til grin. Samtidig fremstår Lars Barfoed som den store, borgerlige sejrherre der fik Venstre tilbage til bordet.

Efterhånden som røgen letter og forløbet tydeliggøres, står det tiltagende klart at den radikale leder Margrethe Vestager har snigløbet både statsministeren og sine regeringspartnere – og at hun ønsker at hele verden skal have kendskab hertil.

Først vil jeg gerne opfordre til at man læser Trine Nebels blogindlæg her. Trine Nebel fremlægger forløbet kort, kontant og lidenskabsløst. Herunder ikke mindst forløbet omkring de nu berømte SMS-kontakter mellem Vestager og Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjorth.

Hvorefter hun så stiller de to væsentlige spørgsmål: For det første: hvordan kunne Dagbladet Politiken så hurtigt opnå aktindsigt i SMS-beskederne – faktisk bragte avisen jo historien allerede lørdag. Det andet spørgsmål lyder så hvordan Politiken kunne vide at der ’var noget at komme efter’ på SMS-fronten.

Senere i går fandt der så en udveksling sted på Twitter mellem Trine Nebel og journalist på DR, Mette Mayli Albæk. I denne offentlige udveksling mellem de to, udtalte Albæk at hun VIDSTE at sagsbehandlingstiden i ministeriet var på under tre timer. Hvilket er helt vildt ekstrem kort tid for en ansøgning om aktindsigt. Den slags plejer ellers at kunen tage uger, men ikke i dette tilfælde. Mette Mayli Albæk oplyste, at anmodningen om aktindsigt blev registreret i ministeriet fredag klokken 14.46. Klokken 17.15 lå SMS-korrespondancen der fra ministeriet.

For de politisk musikalske er det tydeligt, at Politiken som minimum har fået et tip fra en højtstående kilde i Økonomiministeriet og at samme højtstående kilde har haft en interesse i at få korrespondancen frigivet i en fart. Denne højtstående kilde må nødvendigvis være enten Vestager selv eller hendes spindoktor.

Med denne ekstra viden i baghånden, vil jeg opfordre læserne til at vende tilbage til Trine Nebels blog og læse den sidste del – dén, med deloverskriften ’konspirationsteori’. Ganske som Trine Nebel tror jeg nemlig heller ikke på tilfældigheder i politik – og med dét i baghovedet mener jeg faktisk, at Nebels konklusion om hvad der virkelig skete i fredags giver god mening.   


onsdag den 20. juni 2012

Jeg - en konservativ hippie!


Dette blogindlæg begyndte med en tegning på Facebook. Én af den slags, som vi FB-brugere ser nogle stykker af dagligt.

To personer sidder ved et bord. Den ene spørger den anden: ’Hvad laver du så?’. ’Jeg er bogholder’, lyder svaret. Hvortil den første kommenterer: ’Det var ikke det jeg mente. Jeg mente: Hvad gør du for at redde verden?’

Så enkelt kan det siges. Personligt er jeg både træt af og bekymret over hvor meget mange mennesker definerer sig selv via de krumspring de gør sig for at tjene til dagen og vejen. Som om det skulle være noget særligt! For sandheden er jo, hvis vi skal være helt ærlige, at langt de fleste mennesker arbejder i det jeg kalder ’luderjobs’. 


Luderjobs, forstået på den måde at man har sit arbejde fordi man har brug for pengene – og uden sentimentale følelser vil kunne droppe det den dag det er økonomisk muligt. For de fleste af os er den ikke længere end det.

Tag ikke fejl: Vi er alle nødvendige for at samfundet kan hænge sammen. Men det er sjældent derfor vi går på arbejde. De fleste af os gør det, fordi bankrådgiveren kender vores telefonnummer.

Selv har jeg det som den første i historien ovenfor. ’Hvad gør du for at redde verden?’. Personligt vurderer jeg andre menneskers eventuelle placering i mit liv ud fra svaret på spørgsmål som ’hvad tænder dig? Hvad gør livet værd at leve? Hvad begejstrer dig? Og selvfølgelig: hvad er du engageret i?’

Men når jeg så møder et menneske, som har fundet den perfekte balance: som tjener penge på noget de brænder for og synes er sjovt, så glæder jeg mig inderligt på deres vegne.

Tidligere i år mødtes jeg med en af mit partis toppolitikere. Han fortalte om en gang han var ude i selskabelig sammenhæng, og blev spurgt om hans baggrund uden for politik. Svaret var en eller anden handelsuddannelse – jeg husker ikke hvilken. Og han fortalte om sin samtalepartners chok over svaret – denne dygtige, talentfulde konservative toppolitiker – med en ’sølle’ handelsuddannelse?!?? Hvortil han så, vel tilbage i partiforeningens sikre skød, udbrød: hvad pokker tror folk at vi konservative er for nogen?!??

I virkeligheden er sandheden den, at toppolitiker bliver man hverken i kraft af uddannelse eller evnen til at tjene mange penge i erhvervslivet. Toppolitiker bliver man i kraft af en række menneskelige egenskaber.

 
Personligt forsøger jeg at undgå at spørge andre om hvordan de skaffer deres penge. Faktisk gider jeg ikke vide det. I stedet forsøger jeg at finde frem til hvad der driver dem. Hvorfor er det bedre at leve end at kaste sig i havnen? Se, dét er værd at kende svaret på.

Og her er det så at jeg ofte har spekuleret på om min indstilling til disse ting gør mig til en konservativ hippie? For sandheden er, at jeg faktisk har større lyst til at fortælle om min spadseretur i en nærliggende skov end snakke arbejde i min fritid. Og at jeg, hvis det absolut SKAL være, foretrækker at blive defineret ud fra min trang til skovens stille ro, min blogvirksomhed og mit engagement på tidsskriftet Sappho, Trykkefrihedsselskabet og Det Konservative Folkeparti.

I min verden er det nemlig vores engagement der tæller. Og i nogle menneskers øjne gør det mig vel til en slags hippie. En konservativ hippie, endda. 


tirsdag den 5. juni 2012

Konvertitter fra islam slagtes


Hvis man følger udviklingen i Mellemøsten, herunder særligt forholdene mellem de forskellige religioner, står flere ting lysende klart.

Den ene er at i samtlige muslimske lande bliver kristendommen og jøderne kraftigt forfulgt af islams tilhængere. Således undertrykkes mindretalsreligioner i varieret grad i de forskellige muslimske lande. Dette er for øvrigt helt i overensstemmelse med Muhammeds befaling om at disse skal føle sig undertrykte (Sura 9:29).

Men som det jo altid er med religion, så betyder det også noget andet. Nemlig en styrkelse. Kristendommen har historisk set altid været stærkest i katakomberne. Derfor undrer jeg mig ikke over de historier, der af og til kommer fra de muslimske lande i området. Om et Iran, hvor befolkningen har fået nok af islams perverse styre og hundredtusindvis har ladet sig døbe i hemmelighed. Af og til hører vi historierne via medierne: om præster der henrettes, om husmenigheder der bliver stormet og netværk af hemmelige undergrundsmenigheder der optrevles.

Vi husker også den nu berømte Neda, der blev skudt under urolighederne efter sidste valg og som havde et kors omkring halsen. Det var selvfølgelig ikke derfor hun blev skudt, men alligevel.

Denne bølge finder sted på trods af shariaens klare dødsdom til apostater fra islam. Som religionsstifteren Muhammed gør det klart i hadithen Sahi al-Burkhari 9:57: Whoever changes his islamic religion, kill him. I lande som Saudi Arabien og Iran tages denne befaling endog særdeles bogstavligt, og straffen for apostasi således er døden. Det samme er tilfældet i de nye, ’befriede’ lande som Libyen og Afghanistan.

Personligt er jeg ganske imponeret over mennesker, der trodser den slags straffe for at følge deres samvittighed.

Men det er ikke kun i Iran at de her ting sker. I hele Afrika er det et milliontal, der årligt forlader islam til fordel for kristendommen. Langt de fleste i landene syd for Sahara, men de islamiske lande i Nordafrika er dog stadig ganske godt med. I Egypten, eksempelvis, har jeg set pressehistorier om aftenskolekurser i hvordan man modstår kristne ’missionærer’.  Dette indikerer mindst to ting for mig: dels at nogen har en koncentreret missionsindsats i gang – dels at ’problemets’ omfang er stort nok til at blive taget alvorligt.

Samme tendens har været kendt i Tunesien og Algeriet, hvor der dog hidtil ikke har været straffesanktioner for apostasi fra islam. I Algeriet alene, har jeg et eller andet sted set at 1,5 millioner muslimer over en årrække er konverteret til kristendommen.

Problemet med den slags historier er, at de i sagens natur er vanskelige at få bekræftet.  For uanset regeringernes officielle linje overfor apostasi, er det stadig et farligt farvand at arbejde i. Udover lokale lovgivninger, er der nemlig også Muhammeds drabsbefaling at tage hensyn til – og dermed også diverse voldelige, islamiske grupper.

At konverteringer fra islam ikke er ufarligt for konvertitten, kender vi også til i Danmark. Således har flere kristne konvertitter på landets asylcentre oplevet at blive både chikaneret, overfaldet og truet med drab fra muslimer på grund af deres konversion. Det kan man blandt andet læse om i denne artikel fra tidsskriftet Sappho.dk, som siden er taget op af mainstreammedierne.

Senest er der dukket en video frem fra det forårsramte Tunesien, hvor en islamisk gruppe har fanget en konvertit fra islam og eksekveret Muhammeds drabsbefaling. Hvis ellers læserne har mave til den slags, kan man se videoen og en nærmere indholdsbeskrivelse her. Takket være det arabiske forår, kan vi forvente at komme til at se temmelig mange af den slags historier fremover.

Og her er det så at man kan undre sig. Når danske journalister og politikere konfronterer islamiske repræsentanter her i landet, sker det oftest med relativt sekundære emner som slør og badeforhæng i skolerne. Hvis bølgerne går højt bliver muslimerne måske stillet spørgsmål om eksempelvis steninger af utro kvinder – men så er spørgeren også sikker på at blive stemplet som racist. Men islams krav om drab på de der forlader religionen, diskuteres stort set ikke herhjemme.

Det synes jeg ærlig talt at vi skulle se at komme i gang med.

tirsdag den 29. maj 2012

Politiet bekræfter, at de bruger §266b politisk


Det er nu dokumenteret at politi og anklagemyndighed benytter straffelovens racismeparagraf politisk, forstået på den måde at muslimer beskyttes mens eskimoer, sydamerikanere, australnegre, mongoler, danskere og faktisk alle etniske grupper man kan komme i tanke om, ikke beskyttes.

Dette må være konklusionen, efter at debattør og bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet, Torben Mark Pedersen, i dag modtog sin sigtelse for racististiske udtalelser.

I forbindelse med sagen mod Jesper Langballe, valgte Torben Mark Pedersen  at gentage Langballes udtalelser på sin blog på 180 grader. Dog med en lille justering; der, hvor Langballe anvendte ordet ’muslimer’, erstattede Torben Mark Pedersen det i første omgang med ordet ’danskere.

Udtalelsen, som Torben Mark Pedersen skrev ind på sin blog, havde herefter følgende ordlyd:

”Der er danske fædre, der voldtager deres døtre," udtaler Torben Mark Pedersen for at håne, spotte, krænke, og latterliggøre.

"Selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, at der er danske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt," korrigerer Torben Mark Pedersen sig selv.”

I blogindlægget skriver jeg eksplicit, at der ikke er tale om en generaliserende udtalelse. Jeg skrev:

”Sætningerne er faktuelt sande. Ordene "der er" henviser til en delmængde, og der findes danske mænd, der voldtager deres døtre, og der findes danske mænd, der slår deres døtre ihjel. I Tøndersagen var der en far, der udover selv at voldtage sine to døtre, solgte dem til andre mænd, så de også kunne voldtage dem, og formiddagsbladene har tilbagevendende historier om mænd, der dræber deres børn.

Verden er forfærdelig. Der er danske mænd, der voldtager og slår deres døtre ihjel, og deriblandt skal der nok også være nogen eller i hvert fald en enkelt eller et par stykker, der i tidens løb har vendt det blinde øje til en onkels voldtægt. Der er i hvert fald adskillige eksempler på, at mødre har vendt det blinde øje til faderens voldtægt af døtre eller steddøtre.”

For nu at understrege sin pointe, copy/pasted Torben Mark Pedersen hereafter sin udtalelse et antal gange, hvor ordet ‘dansker’ – eller ‘muslim’ om man vil, blev erstattet af ordene negre, eskimoer, asiater, sydamerikanere af indiansk afstamning, australnegre, mongoler, katolikker, ateister, buddhister, hinduer, jøder og muslimer.

Tirsdag modtog Torben Frank Pedersen sin sigtelse efter straffelovens §266b, og det fremgår at han kun er sigtet for de udtalelser der vedrører de ovennævnte religiøse grupper.

Den logiske konklusion må hereafter være, at fornærmende udsagn om religiøse grupperinger betragtes som racisme, mens identiske udsagn om etniske grupper som negre og eskimoer er aldeles straffrie.

Læsere der vil vide mere, kan med fordel læse Torben Mark Pedersens egen redegørelse fra sagen på internettidsskriftet Sappho, som I øvrigt også er derfra jeg har sakset citaterne. Derudover har jeg tidligere argumenteret for racismeparagraffens afskaffelse her.

lørdag den 26. maj 2012

Kan Europarådet tages alvorligt?


Hvis man går hen på gaden og spørger en tilfældig person hvad ’menneskerettighederne’ egentlig er for en størrelse, lyder svaret som regel noget i retning af  ’retten til at tænke, tale og tro frit’. 

Og det er sådan set rigtig nok. I den danske grundlov har vi yderligere valgt at beslutte, at borgerne har ret til at forsamle sig i foreninger – såvel religiøse som sekulære, efter smag, behag og interesser.

Ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er således to af de frihedsrettigheder, der er med til at definere hvem vi er og hvilken type samfund vi lever i. Der er gennem tiden blevet skrevet lange tirader omkring disse frihedsrettigheders betydning for civilsamfundet, vores velstand og behagelige, relativt rige livsstil. Jeg har selv bidraget hertil, og kommer nok til at gøre det igen i fremtiden. 

Og hvis man så går hen på gaden én gang til, og spørger vores tilfældige offer fra før om hvilke opgaver der burde pålægges et internationalt institut for menneskerettigheder, tør jeg vædde på at de fleste svar vil falde over temaet at det er at overvåge at disse rettigheder bliver tilgodeset rundt omkring i landene. 

Det er sådan set også min opfattelse af hvordan det burde være.  Men sådan er det åbenbart ikke.

I den forløbne uge udkom Europarådet nemlig med en rapport omkring menneskerettighederne i Danmark, sådan som Rådet jævnligt udgiver rapporter om medlemslandene. Det er der såmænd ikke så meget at sige til – Menneskerettighederne er en del af Europarådets grundlag, og det er som sådan ikke unaturligt at udgive statusrapporter om medlemslandene.   

Den slags rapporter udkommer naturligvis med en række mere eller mindre gode råd, det gjorde rapporten fra Europarådet såmænd også. Intet mystisk ved dét. 

Ikke desto mindre er Europarådets rapport yderst bemærkelsesværdig. Bemærkelsesværdig, på grund af de råd som rapportørerne giver Danmark. 

Regeringen skal udstede retningslinjer for mediernes omtale af islam og muslimer, lyder det.

Der bør vedtages lovgivning der forbyder holocaust-benægtelse, nazistiske foreninger og foreninger der beskæftiger sig med islamkritik. 

Politi og domstole skal holde op med at videregive voldsmænds og andre kriminelles etnicitet. 

Med andre ord er det efter Europarådets opfattelse nu en forudsætning for menneskerettighedernes implementering i Danmark, at vi fjerner pressens frihed, forbyder ikke-voldelige foreninger og slører hvem der begår kriminalitet her i landet. I praksis en opgivelse af offentlighed i retsplejen, som de fleste af os i parentes bemærket betragter som så stor en selvfølge at det knap er værd at nævne. 

De synspunkter som Europarådet giver udtryk for, er ikke nye. Vi har tidligere hørt tilsvarende toner fra diverse imamer – ikke mindst i kølvandet på Muhammedkrisen. 

Men at det ligefrem skulle være en hindring for menneskerettighedernes frie udfoldelse i Danmark at islam kritiseres, at medierne redigerer sig selv uden statslig indblanding eller at borgerne ikke længere informeres om hvem forbryderne er, er dog en radikal nyskabelse. 

Personligt har jeg svært ved at tage Europarådets anbefalinger alvorligt. De er et indslag i debatten, javist. Men en indskrænkning af friheden til at tale frit, forsamle sig i ikke-voldelige foreninger eller retten til at bedrive medievirksomhed uden redaktionel indblanding  fra staten, er ikke udtryk for at ville menneskerettighederne det godt.  

Menneskerettigheder handler naturligvis ikke om mindre frihed til at ytre sig, mindre frihed til at lave foreninger – eller mindre pressefrihed. Rent faktisk er menneskerettighedernes kernebudskab netop det stik modsatte. Derfor risikerer Europarådet at gøre sig selv til en ligegyldig stemme i debatten om menneskerettighedernes stilling i Europa. 

Den underliggende præmis er naturligvis nogle muslimers påstand om at kritik af visse aspekter af deres religion opleves som en krænkelse. Den påstand behandler folketingsmedlem Marie Krarup ganske glimrende i hendes blog i Berlingske, som kan læses her. 

I øvrigt er jeg ganske overbevist om, at det store flertal af folketingets medlemmer heller ikke tager rapportens konklusioner særlig alvorlig. Dertil er rapportens konklusioner dels alt for vidtrækkende, dels i al for høj grad i direkte modstrid med de frihedsrettigheder som diverse menneskerettighedskonventioner netop handler om at beskytte og bevare.



søndag den 20. maj 2012

Guds love og menneskenes forordninger


I går kunne vi læse i Politiken om en ung kulturmuslimsk kvinde, Mersiha Cokovic, som fortalte om at være gift med en dansk mand. Vel at mærke en dansk mand, som ikke har været tvunget til at konvertere til islam, sådan som det ellers plejer at være nødvendigt i den slags tilfælde. 

For så vidt er det ikke et indlæg som burde fremkalde den helt store reaktion. Mennesker mødes, sød musik opstår – og de gifter sig. Den ældste historie i verden.

Ikke desto mindre er Mersihas klumme i Politiken interessant. Interessant, fordi den er et indlæg i en (åbenbart) længere serie om unge muslimske kvinders forhold til uddannelse, integration og valg af ægtefælle. Interessant også fordi de kvinder som Politiken hidtil har bragt artikler med i serien, kategorisk har afvist enten helt at gifte sig med etniske danskere eller, som den seneste for en uge siden, afvise at gifte sig med en ikke-muslim. 

Sidstnævnte holdning er for øvrigt helt i tråd med Muhammeds befaling til muslimerne: at mænd må gerne gifte sig med en ’vantro’, mens kvinder kun kan være sammen med en muslim. Teknisk set kan man således argumentere for at Mersiha Cokovic sådan set er en frafalden fra islam, og dermed forfalden den straf som shariaen tildeler sådanne.

Men det er ikke min hensigt med dette indlæg. Mersiha Cokovic er et sjældent eksempel på en integreret muslim. Integreret, fordi hun forstår at der er forskel på Guds love og menneskenes forordninger, som den svenske krimiforfatter Jan Guillou har skrevet. Det er nemlig en forståelse som er en forudsætning for at kunne kalde sig integreret her i landet, når man kommer med en muslimsk baggrund. At man forstår og erkender forskellen på Guds love og menneskenes forordninger. 

Ikke nok med at Mersiha Cokovic er en smuk pige, hun giver også håb. Håb for integrationen. Og håb om at jeg har haft ret, alle de gange jeg i ’gamle dage’ ude i Gellerup fortalte de fortabte indvandrerdrenge at deres verden har forandret sig, de vidste det bare ikke selv, når de undrede sig over at deres søstre uddannede sig og brugte så meget tid ved bøgerne.  

Men håbet er nu ikke større, end at der er plads til en vis skepsis. For som Mersiha Cokovic’s navn antyder, er hendes familiebaggrund i Bosnien.  Og i det tidligere Jugoslavien var det sådan inden borgerkrigen, at den muslimske befolkningsgruppe havde opnået en vis grad af sekularisme, hvilket naturligvis styrkede forholdet mellem befolkningsgrupperne. Det er selvfølgelig gået fløjten nu, men det er en anden historie.

Den baggrund må man formode, at hende forældre har haft med sig, da de ankom til Danmark. 

En historie som den Mersiha Cokovic beretter om, vil således ikke kunne fortælles af en kvinde med arabisk, pakistansk eller tyrkisk baggrund uden at den pågældende og hendes mand risikerede livet. Der er således stadig lang vej igen. Men Mersiha Cokovic’s eksempel viser vejen. 

Vejen til muslimernes integration i det danske samfund, er nemlig først og fremmest ikke at se sig selv som et herrefolk og danskerne som dhimmier. Dernæst at omfavne en samfundsstruktur, der stille alle sine borgere lige. Og til slut erkende, at religion hører til i hjertet og at det er moralsk forkasteligt at ville tvinge andre til at leve efter egne religiøse forskrifter. 

Alt dette har Mersiha Cokovic forstået, og derfor er hendes historie historien om en succes. 
Mersiha Cokovic har på Facebook fortalt, at hun har modtaget mange ’intolerante’ henvendelser fra herboende muslimer i anledning af sit indlæg i Politiken. Det kunne i den anledning være et interessant studie for os alle, såfrent Politiken ville tage skridtet fuldt ud og foretage et rundspørge til landets imamer om, hvorvidt de velsigner parrets forhold og den kendsgerning, at Cokovic stadig betragter sig som muslim.