onsdag den 24. december 2008

Jul - et evigt mirakel

I aften er det juleaften, i nat fødes Frelseren atter engang og julen varer lige til Hellig Tre Konger den 6. januar. 

Desværre er det ofte nødvendigt at minde om at dette netop er selve kernen i Julefesten - at vi fejrer det største vidunder denne gamle Verden nogensinde har set; At Gud, i al sin kærlighed, lod sig inkarnere som menneske. Og ikke 'bare' som menneske, men endda i skikkelse af et fattigt og svagt lille, forsvarsløst barn. Alt sammen for at lede mennesket til frelsen, for at genoprette dén balance i Verden som menneskenes synd ellers havde ødelagt.

Men så skete det - den ubesmittede undfangelse, jomfrufødslen englenes sang og vi fejrer det stadig, nu 2000 år senere!

Meget i det danske samfund har forandret sig. Det offentlige Danmark blevet bange for kristendommen, de frygter selve vore rødder og kernen i vores egen kultur. Dette kan ses  mange steder i vort samfund - men intet steds mere tydeligt end i fejringen af det største mysterium i menneskehedens historie. I det offentlige rum trænger den politiske korrektheds fjendskab overfor kristendommen sig på. Overalt i det offentlige rum ser vi et mylder af guld, glimmer og nisser - men kun et fåtal julekrybber, for eksempel. Sammen med Påsken, er Julen én af de absolut største fester i den kristne tro, men alligevel oplever man at den kristne symbolik herpå bliver stedse mindre tydelig i det offentlige billede.

Dette er absolut ulogisk, idet folk med forstand herpå ellers kan oplyse at flere og flere danske familier er begyndt at gå den modsatte vej; med færre nisser i hjemmene - men derimod flere julekrybber. I det hele taget oplever vi i disse år en stadigt voksende interesse fra danskerne for den traditionelle, spirituelt orienterede kristendom. Pilgrimsrejser, pilgrimsvandringer, julekrybber og eksempelvis en øget interesse for Maria. Ikke blot den usunde interesse for Maria Magdalena, fostret af forfatteren Dan Brown, men også den sunde interesse for Guds Mor - den unge pige der sagde 'ja' til Guds engel og dén kvinde, der både undrende og sørgende stod under korset på Golgatha. Danskernes interesse for kristendom og for kristen spiritualitet er støt stigende, hvilket kristne præster i alle retninger kan bekræfte. Også butikskæden Netto har forstået dette, idet benævnte kæde i begyndelsen af december havde tilbud på et stort parti religiøst 'merchandise' - alt lige fra stearinlys med kristne motiver til Maria-statuetter. Disse røg for øvrigt meget hurtigt over disken, hvilket vel burde sende et signal til tåberne i Føtex og COOP!

Netop derfor har det været stærkt skuffende at følge december måneds 'jule-mania', sådan som det desværre er tilfældet hvert år. Guld og glimmer, nisser og ligegyldighed er hvad der præger julefejringen i det offentlige rum. Det mest ekstreme udtryk herfor kan ses i supermarkedskæderne COOP og Føtex, hvor man helt har valgt at undlade at give 'jule'pynten nogen som helst form for kristent indhold. Intet Jesusbarn, ingen Maria, ingen krybbe, ikke engang en sølle stjerne kan der blive plads til! 

Man kan fristes til at tro på at det er angsten for muhammedanerne der har taget overhånd; at muhammedanernes største sejr i Danmark i virkeligheden har været at fylde de toneangivende danskere med en frygt for sig selv! Man ser det i udenrigsministeriet, hvor de officielle julekort sidste år ikke ønskede en 'Merry Christmas' - men derimod et ' Seasons Greetings'. Og altså også  i supermarkederne og når diverse handelsstandsforeninger forurener det offentlige rum i hele december med deres ligegyldige og julefremmede nisse, guld & glimmer pjat. 

Her hos mig finder man hverken nisser eller julehjerter i december måned - eller på noget andet tidspunkt. Derimod kan tilfældige vandrere, der går forbi min lille have, komme til at se en statuette af Maria, Guds Mor, der flankeret af levende lys ser ud over hækken. 

Julen er Jesu fest. Det er en fest for kristendommens mirakel, for Guds kærlighed til os og en fest for det største og mest forunderlige JA der nogensinde er givet af noget menneske!

 

søndag den 7. december 2008

Hyldest til Pernille!

Én af ugens to store topnyheder i den danske medieverden (den anden var om direktøren som stak af med en milliard i lommen!), handlede om den tidligere kommunist-dronning Pernille Rosenkrantz-Theil, som var blevet socialdemokrat.

Og ganske som man kunne forvente, har damens partiskifte medført en lang række uinteressante analyser fra politiske kommentatorer, som alle har forsøgt at gætte sig frem til om Rosenkrantz-Theil vil styrke eller svække det socialdemokratiske projekt. Selv vil jeg ikke gøre mig klog herpå - i stedet vil jeg lade tiden vise om medlemsskabet bliver til fordel eller ulempe for hendes nye parti. 

I stedet vil jeg hylde Rosenkrantz-Theil for den indstilling hvormed hun har meldt sig ind i sit nye parti. Som ægte kommunist forstår hun til fulde at politik ikke handler om at være enig, men derimod om at forandre.

Pernille Rosenkrantz-Theil har nemlig i dagene efter sin indmeldelse udtalt, at hun er dybt uenig i Socialdemokratiets politik på alle væsentlige områder; alt lige fra NATO, krigen i Afghanistan, integration & udlændinge, EU, den økonomiske politik og en hel masse andet.Hele partiprogrammet, faktisk! Med andre ord: Kommunisternes tidligere dronning har ikke meldt sig ind i Socialdemokratiet for at hylde nogen som helst, og mindst af alle partiets formand, men derimod med et inderligt ønske om at forandre partiets politik på alle kerneområderne.

Tag ikke fejl; jeg er dybt uenig med Pernille Rosenkrantz-Theil på  alle de politikområder jeg kan komme i tanke om, og er heller ikke socialdemokrat - langt fra! Men hun har den rigtige indstilling. Politisk arbejde handler om forandring. Ordentligt politisk arbejde bunder i en vision om et andet  samfund, om forandring og forbedring. Hvis man ønsker sig alle ting som de er, kan man lige så godt blive hjemme!

Pernille Rosenkrantz-Theil har forstået at politik er en kampsport, og det er med dén indstilling at hun nu jagter en opstilling til folketinget for sit nye parti. Uenighederne til trods, er dette al ære og respekt værd!

Ikke mindst når man tager i betragtning, at Pernille Rosenkrantz-Theil med sin klippefaste tro på at kunne forandre først Socialdemokratiet og siden landet via parlamentarisk arbejde, i virkeligheden har begået en hyldest til dét demokrati som hun jo altid har foragtet!

tirsdag den 2. december 2008

Finanskrisen og den sorte kat!

Når man som jeg er lidt af en nyhedsjunkie, er det svært at undgå historier om den såkaldte finanskrise.  Såvel erhvervsjournalisterne som de politiske redaktioner har fået finanskrise på hjernen - og dét går ikke stille af! Der er faktisk ikke dén historie som ikke kan puttes ind under finanskrisens paraply.

Tag nu for eksempel Jyllandspostens erhvervs-sektion i går, som bekymret kunne meddele, at handlen og trafikken med øl over grænsen fra Tyskland er eksploderet gennem de seneste uger, hvis man sammenligner med resten af året. Hvorefter den dygtige og skarpsindige 'journalist' straks frejdigt kunne konstatere at denne abnorme trafik naturligvis skyldes finanskrisen! At årets julefrokoster muligvis kan have en finger med i spillet, blev end ikke overvejet.... men sådan er der så meget i disse tider; mediernes hysteri omkring finanskrisen kender ingen grænser!

Tag ikke fejl: jeg er ingen finanskrise-benægter. Rentesatserne taler jo deres eget sprog, prisen på penge er steget - der er ikke så meget mammon i omløb som for et år siden. Men man kunne måske godt forventer blot lidt mere rimelighed i mediernes dækning af emnet!

Men også i det lille hjem her i Århus Vest har finanskrisen ramt hårdt. Ikke nok med at min opsparing nu giver en højere rente - krisen har også fået negative konsekvenser. I går måtte jeg for eksempel gå den tunge vej til tandlægen for at få lavet en ny rodbehandling, idet stiften til min 'gamle' bro var knækket. Et helt klart resultat af finanskrisen - hvad ellers?!??? Og ikke nok med det, men vel ankommet hjem igen, måtte jeg se mig nødsaget til at give min højt elskede, sorte norske skovkat Putin en loppekur. Endnu et resultat af den onde finanskrise. For enhver ved jo, at når krisen kradser allermest, bider lopperne hårdest!

tirsdag den 21. oktober 2008

Ytringsfriheden og Folkekirken

I forbindelse med afstemningen om tronfølgeloven til næste år, har tilhængerne af en revision af grundloven allerede nu fremført deres egne argumenter. Som i virkeligheden er et argument for at stemme nej til regeringens forslag, idet det efter deres mening ikke er vidtrækkende nok.

Udspillet fra dhimmi-partierne Radikale og Enhedslisten er, i fin tråd med regeringens forslag, rettet direkte mod kongehusets stilling i forhold til Folkekirken. I al sin enkelhed foreslår de to partier, at monarken bør stilles frit i forhold til medlemsskab af Folkekirken. Sådan som reglerne er i dag, er det jo obligatorisk at være medlem af Folkekirken hvis man tænker sig at skulle være monark i Kongeriget Danmark. Dhimmi-partierne begrunder deres forslag med monarkens religionsfrihed - og udtrykker samtidig et ønske om en dag at kunne få en monark der er eksempelvis muhammedaner eller andet.

Tag ikke fejl; jeg kan også være fristet ved muligheden for at vores konge eller dronning skal kunne være eksempelvis katolik (hvilket jeg betragter som mere realistisk end de radikale og revolutionssocialistiske ønskedrømme om en kalif på Amalienborg!), men de to partiers forslag dækker dels over en manglende forståelse af forskellen på objekt og subjekt - i dette tilfælde monarken og monarkens person. Dels dækker forslaget i virkeligheden over et helt andet sigte, nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved helt at fjerne religionen fra det såkaldt offentlige rum. Lad os tage én ting ad gangen.

Monarken har allerede i dag samme religionsfrihed som alle andre. Det står således Hendes Majestæt frit for at udmelde sig af Folkekirken og lade sig indmelde i et hvilket som helst andet trossamfund hun måtte ønske sig. Konsekvensen vil naturligvis være at Majestæten i givet fald skal abdicere, men friheden har hun ikke desto mindre. 

Forslaget har da også et helt andet sigte end en bekymring over Den Gamle Dronnings religionsfrihed. For hvad er det nu lige at begrundelsen for Kongehusets tilknytning til Folkekirken er? Jo, begrundelsen er at den Danske Stat ikke er så sekulær som visse politikere ynder at påstå - nej, den danske statsmagt som sådan er ifølge grundloven en konfessionel statsmagt. Den danske stat er luthersk-evangelisk, den danske statmagt er som udgangspunkt kristen. Og det er som følge heraf at den samme grundlov som fastslår denne simple kendsgerning, også forudsætter at Statsmagtens overhoved, monarken, tilslutter sig denne tro. Hverken mere eller mindre. Og idet monarkens rolle i det danske samfund i hovedsagen er af ceremoniel og symbolsk betydning, er der da også en meget logisk sammenhæng heri.

Det er her værd at bemærke at tilsvarende krav ikke stilles til regeringscheferne. Således har Danmark siden grundloven i 1849 haft eksempelvis to katolske statsministre. Den ene hed ganske vist en konseilspræsident, men det er jo samme sag.

Og på trods af at jeg selv er medlem af et andet kristent trossamfund end Folkekirken, og ærlig talt ikke har den helt store hverken teologiske eller filosofiske respekt for Martin Luther, vil jeg alligevel kæmpe indædt for denne særstilling til Folkekirken. 

Lyder det underligt? Egentlig ikke. Folkekirkens særstilling i det danske samfund, kombineret med såvel ytrings- som religionsfriheden, er nemlig den bedste garant for at også jeg fortsat kan nyde ytringsfrihed i religiøse anliggender i det offentlige rum. Man må nemlig ikke glemme, at partier som Radikale, Enhedslisten og SF, samt dele af Socialdemokratiet, ofte og meget højlydt, har krævet religionen og religiøse ytringer ud af det offentlige rum. men den slags vil det jo være vanskeligt at komme afsted med, så længe selve Statsmagten bekender sig som kristen!
 
Det er derfor set i netop dette lys at venstrefløjens forslag om såkaldt 'religionsfrihed' for monarken skal ses. Dette kan ikke lade sig gøre uden helt at fjerne Folkekirkens særstatus i forhold til staten, det kan ikke lade sig gøre uden at fratage statsmagten dens konfessionelle status. Og  dermed vil vejen være banet for, som på fransk manér, at fjerne religiøse ytringer fra det offentlige rum; at forbyde kristne at bære kors og jøder at bære kalotter offentligt. 

Folkekirkens status som statskirke og statens konfession som  Luthersk-evangelisk er således én af de grundpiller, som ikke blot giver også mig selv som ikke-luthersk en vidtrækkende religiøs ytringsfrihed i det danske samfund; den er også i sidste ende et meget vigtigt bolværk mod muhammedanernes og dhimmi-partiernes kamp for at indføre kalifatet i Danmark - med en kalif siddende trygt og godt på Amalienborg.

søndag den 19. oktober 2008

Radikal nedsmeltning

Radikale på vej mod nedsmeltning. Sådan lød en overskrift i gårsdagens netudgave af Berlingske Tidende. Interesserede kan læse artiklen her. I det hele taget har mediernes dækning af det gamle, hæderkronede parti gennem siden MF Simon Emil Ammitzbøll's afgang fra partiet cirklet omkring ubehageligheder som Margrethe Vestagers lederevner, Ammitzbøll's egen kvindagtige og hysterisk følelsesladede indfaldsvinkel til sit politiske arbejde, samt frustrationen i partiets bagland over den mangel på politisk indflydelse som har været et grundvilkår siden 2001.

Selv har jeg været medlem af partiet i ca tyve år, frem til min udmeldelse i februar i år. Gennem mit således mangeårige medlemsskab bestred jeg en lang række tillidsposter - lige fra kredsformand i Esbjerg, medlem af partiets hovedbestyrelse i flere omgange samt kandidat til såvel folketing som by - og regionsråd. Jeg var således med til at opstille en ca 20-årig og meget veltalende Margrethe Vestager til folketinget i 1989 - og var også den kredsformand der nogle år senere fyrede hende fra samme post! Man kan roligt konkludere at det er et parti jeg kender ganske godt, og hvis udvikling jeg har fulgt gennem en årrække.

Da jeg i sin tid meldte mig ind i partiet, i sommeren 1988, fandt jeg en politisk bevægelse som var præget af stor åbenhed og frisind. Debatkulturen var åben og fordomsfri og der var virkelig plads til alle.

Siden har meget ændret sig, og ikke til det bedre. Jeg er overbevist om at det er disse ændringer, som i de seneste uger og måneder fører til en foreløbig kulmination på nogen tids begyndende nedsmeltning.

Da jeg for et par år siden efter nogen tid i udlandet vendte tilbage til det politiske arbejde, mødte jeg et parti som var undergået en drastisk forandring 'siden sidst'. Det reflekterede frisind som jeg var og er en stor beundrer af, havde mistet sin reflektion. Efterhånden var holdningen i partiet blevet dèn, at alle livsformer og alle anskuelser var lige gode - bortset naturligvis fra den traditionelle kristne, som i almindelighed betragtes som ond og forkert.

I Det Radikale Venstre i slutfirserne og halvfemserne, var det således ikke ualmindeligt at opleve folkekirkelige sognepræster og ihærdige medlemmer af menighedsråd udgøre en stor del af partiets ryggrad. I det nye Radikale Venstre, oplevede jeg muslimske medlemmer blive båret frem på hænder og fødder, mens eksempelvis arabere med en kristen baggrund per automatik blev sendt ud på et sidespor - fordi de jo ikke er rigtige indvandrere.

Jeg oplevede også at en militant politikgørelse af homofili havde sat rod i partiet. Det Radikale Venstre havde ganske enkelt udviklet sig til de 'mandlige' homofiles ukritiske politiske talerør. Tag ikke fejl: de homofile har altid været en del af partiet, men Det Radikale Venstre i sin reflekterende udgave havde altid modsat sig at blive spændt for nogen som helst vogn anden end sin egen. I dèt Radikale Venstre hvor jeg var kredsformand og folketingskandidat, værnede vi nemlig meget om partiets uafhængighed af særinteresser. Faktisk var dette en af grundpillerne i vores selvforståelse!

Siden har meget ændret sig. Under de to Muhammed-kriser, viste Det Radikale Venstre sig som et ukritisk talerør for imamerne i Islamisk Trossamfund. Dette fandt sted uden at der på noget tidspunkt blev foretaget en reflektion over hvorvidt islam i den ene eller anden form er en ideologi som det er ønskeligt skal nyde fremme i det danske samfund. Det Radikale frisind mistede sin reflektion, og partiet mistede sin troværdighed i hele debatten om fremtidens demokrati i Danmark og Vesten. Det Radikale Venstre har ganske enkelt tilladt sig selv at blive til Danmarks førende dhimmi-parti!

Tilsvarende er sket i forhold til de de militante homofiles kamp for at politikgøre deres egen afvigende seksualitet. Også her mistede partiets traditionelle frisind sin evne til reflektion, og er derfor blevet et ukritisk talerør for militante homofile. Ironisk nok personificeret ved blandt andet Simon Emil Ammitzbøll. Dette er sket uden på noget tidspunkt at gøre sig overvejelser om hvilket samfund det egentlig er man ønsker sig eller for den sags skyld hvilke forhold vi ønsker at vore børn skal vokse op under. Samtidig hænger partiets beundring for homofili for øvrigt heller ikke særlig godt sammen med den radikale falden på halen for imamerne!

Men sådan er der naturligvis så meget; i det øjeblik et parti mister sin evne til at reflektere over sin egen politik, kan man selvfølgelig heller ikke forvente at tingene skal hænge sammen længere!

I virkeligheden tror jeg såmænd ikke at det er partiets enegang i forhold til den politiske indflydelse som er den reelle årsag til den begyndende nedsmeltning. I virkeligheden handler det om partiets efterhånden manglende uafhængighed samt mistede evne til reflektion, som har medført en meget skrammet selvforståelse for partiet.

Partiets mulighed for overlevelse er ganske enkelt afhængigt af at man får gjort sig klart hvilke værdier Det Radikale Venstre egentlig står for - tilbage til rødderne! Såfremt dette ikke sker, må jeg stilfærdigt konstatere partiets endeligt.

lørdag den 11. oktober 2008

Gambleren Fogh

Gennem en længere årrække, har en evigt tilbagevendende diskussion blandt politiske nørder været behovet for en ændring af grundloven. Argumenterne for er mange: behovet for at klarlægge kongehusets stilling i samfundet, spørgsmålet om det rimelige ved folkekirkens særstilling, en opdatering af diverse menneskerettigheder & frihedsrettigheder - blot for at nævne et par af hovedpunkterne i diskussionen. 

Men det er faktisk ikke så nemt at ændre en grundlov. Før et forslag kan ophøjes til ny grundlov, skal det først være vedtaget i to på hinanden følgende folketing. Derudover skal det også til folkeafstemning - og hér er det så at de virkelige problemer opstår. For ved folkeafstemningen er det ikke nok 'bare' at få flertal - nej, der skal også være 40 procent af  samtlige stemmeberettigede der stemmer for forslaget. Og lige netop dér plejer det at kikse lidt. Den danske befolkning er nemlig af natur lidt konservativ, så ændringer er ikke sådan lige til at få igennem. Der er derfor almindelig enighed blandt nørderne om at der skal en ordentlig kioskbasker til for at få en ny grundlov igennem.

Der er også enighed om at denne kioskbasker skal have forbindelse til kongehuset, og at denne skal omhandle tronfølgen. I dette tilfælde om hvorvidt drenge altid skal have forrang for piger eller om den førstefødtes ret skal være gældende.

Det er også en kendt sag at statsministeren aldrig har været tilhænger af at åbne for en grundlovsdiskussion. Dette er der mange grunde til, blandt andet er det almindelig kendt at partiet Venstre er skræmte ved udsigten til eksempelvis at få diverse sociale rettigheder indskrevet i grundloven, samtidig med at Dansk Folkeparti er nervøse for Folkekirkens særstilling. 

Set i dette lys, er regeringens plan om at ændre tronfølgeloven uden om grundloven en politisk genistreg. Hvis planen lykkes, vil det effektivt demontere enhver grundlovsdiskussion  flere generationer frem i tiden. Forslaget til tronfølgelov blev allerede vedtaget i det tidligere folketing inden valget i november sidste år, så nu mangler 'kun' vedtagelsen ved en folkeafstemning, inden endnu en omgang i folketinget.

Men svagheden i statsministerens plan er og bliver den samme som ved en grundlovsændring; nemlig at få 40 procent af samtlige stemmeberettigede til at stemme for ved den nødvendige folkeafstemning. 

Statsministerens foreløbige løsning på problemet, at lægge folkeafstemningen sammen med EU-parlamentsvalget til næste år, er interessant. Først og fremmet fordi EU-parlamentet har mere end vanskeligt ved at trække danskerne til stemmeurnerne - det er faktisk en meget stor success, hvis stemmeprocenten kommer op på de halvtreds! Dertil kommer så, at en pæn del af de stemmeberettigede til EU-valget er borgere fra andre EU-lande som er bosat her i landet og som derfor ikke kan stemme om tronfølgeloven. 

For statsministeren er der dermed tale om et hasardspil af de helt store. En forudsætning for at tronfølgeloven kan komme igennem, er således en historisk høj stemmeprocent ved valget til EU-parlamentet - og midlet til at lokke vælgerne til, er en ny tronfølgelov. Vel at mærke en tronfølgelov som allertidligst vil komme til at få effekt om en 70-80 år.... mit personlige gæt er at der vil blive et flertal for tronfølgeloven, men at der ikke er tilstrækkeligt med ja-stemmer til at give et kvalificeret flertal.

Men hvis det lykkes for Fogh, vil sejren være en uhørt triumf. Han vil lukke munden på nørdernes  grundlovsdiskussion samt via en historisk høj stemmeprocent til EU-parlamentet kunne  sikre ikke blot dette organs kredibilitet som demokratisk organ i danskernes bevidsthed, men også sig selv indtil flere tiltalende muligheder. Han kan vælge enten at benytte sig af den vundne styrke til at søge et topjob i udlandet, og formandsposten i EU-kommissionen bliver jo ledig til næste år, eller han kan bruge sit vundne momentum til at sætte de danske EU-forbehold til afstemning.

Hvis afstemningen derimod går som jeg forventer at den vil, altså et flertal for men ikke nok, vil Fogh komme til at stå som en taber og hans skæbne vil meget let komme til at ligne Nyrup's efter EURO-afstemningen i 2000 - bare værre. For ikke blot vil statsministeren have tabt en folkeafstemning, hvilket er en alvorlig sag for enhver regering, men det er lige så sikkert som amen i kirken at grundlovsdiskussionen vil blusse op  med hidtil uhørt styrke og i værste fald blæse såvel Fogh som Folkekirken og kongehuset omkuld.



 

torsdag den 2. oktober 2008

USA's nedtur og den nye verdensorden

Den såkaldte finanskrise formoder jeg at eventuelle læsere allerede kender til, så den skal jeg nok lade være med at præsentere yderligere. I stedet vil jeg causere lidt over baggrunden for finanskrisen samt de mulige konsekvenser heraf. Kort og godt agter jeg at sige dét, som ikke ret mange andre tør sige. Ikke desto mindre tror jeg at min kortfattede analyse  alligevel er dén der kommer tættest på sandheden.

I disse dage læser man meget i bladene om disse forfærdeligt grådige bankfolk, som har raget til sig på kundernes bekostning - underforstået at det er en håndfuld bankdirektører, der er skyld i det igangværende finanskrak. Intet kan være mere usandt!

Først og fremmest er grådighed ikke en synd for en bankmand, men derimod en nødvendig kvalifikation til jobbet. At en bankmand er grådig, er lige så naturligt som at min kat elsker mus! Det er nærmest genetisk. På samme måde som at jeg aldrig ville hyre en advokat til at kæmpe min sag hvis han ikke er hensynsløs og koldhjertet, vil jeg aldrig betro mine penge til en bankmand som ikke er grådig.  Og hvis man graver lidt ned i sagerne, står det da også klart at det ikke er på direktørniveau at miseren er opstået.

I stedet ligger ansvaret efter min opfattelse på det aller-øverste politiske niveau. I USA, eksempelvis, begyndte allerede Reagan at finansiere et såvel statsligt som privat overforbrug vha salg af statsobligationer til udlandet. Således lånte den amerikanske statskasse hundreder af milliarder dollars hos diverse suspekte personer - alt lige fra islamiske oliefonde til sydamerikanske narkobaroner og afrikanske diktatorer. Disse dejlige penge blev derefter lånt videre til landets banker - som så igen har ydet risikovillig kapital til virksomheder, nye husejere osv.  Dette medførte en velstandsstigning for middelklassen, men også en svimlende forgældning af det amerikanske samfund på alle niveauer.

Samme udvikling oplevede vi i en årrække i Danmark, dog med den væsentlige forskel at den danske gældsætning til udlandet er blevet standset - ja, faktisk  er den danske stat nu gældfri! Netop derfor er jeg overbevist om at Danmark vil slippe betydeligt bedre ud af krisen end amerikanerne, som virkelig sidder i suppedasen.

I de seneste år er der nemlig en anden stormagt, Kina, som har set dette oplagte hul i det amerikanske beredskab. Ikke nok med at størstedelen af varerne på hylderne i USA er produceret i Kina, men også den amerikanske gæld til udlandet under Bush-regeringen er  finansieret af.... Kina!  Det er i virkeligheden vældig smart. Kineserne låner penge til amerikanerne, som til gengæld bruger de lånte penge til at købe kinesiske varer for - hvorefter kineserne så låner amerikanerne nogle flere penge som de bruger til at købe endnu flere kinesiske varer for, hvorefter kineserne så låner amerikanerne nogle flere penge.... også krigen i Irak er finansieret af lån fra hovedsagligt Kina. Ikke mindst den gæld som Irak-krigen har påført det amerikanske budgetunderskud, har været medvirkende til den rentestigning, som så siden er ført til at husejere i USA har måttet gå på tvangsauktion og banker lukkes på stribe.

Nu agter Bush-regeringen så at låne yderligere 700 milliarder dollars til en redningsplan. Jeg tør godt vædde på at kineserne gerne stiller op med en ordentlig bid heraf... Ikke fordi USA er et godt papir, men på grund af den mulighed for at påvirke den amerikanske udenrigspolitik, der ligger i truslen om at kræve pengene betalt tilbage!

Den økonomiske optur som gældsætningen af USA gav landets økonomi, og dermed verdensøkonomien, modtog således et hårdt slag da to passagerfly en septemberdag i 2001 ramlede lige ned midt i New York, og fik endeligt dødsstødet da amerikanerne sammen med diverse eftersnakkere (deriblandt vores egen statsminister!) gik lukt i Al-Qaeda's fælde og invaderede Irak. 

Det samme gælder USA's rolle som verdens dominerende og eneste Supermagt. De dage er ovre, det er slut; når støvet har lagt sig efter disse ugers og måneders kaos på finansmarkederne, vil vi alle vågne op til en helt ny verdensorden.

Den nye verdensorden vil være multipolær, med flere supermagter. Først og fremmest vil Kina og Rusland sammen sidde i den reelle førertrøje, mens USA kan få lov at være med så længe landets kreditorer giver dem lov. Også et par mindre monarkier omkring den Persiske Golf vil være ganske godt med - jeg minder om de meget store opkøb af aktieposter i Europa og USA som er foretaget af oliefonde med base i især Dubai. Emiraternes og Saudiernes magt vil dog begrænse sig til den økonomiske og dermed politiske af slagsen, idet de hverken hverken har militær eller befolkningstal til at kunne spille en militær rolle udenfor eget nærområde.  

For Danmarks vedkommende må den nye verdensorden give grundlag for mange overvejelser omkring vores egen sikkerhedstruktur. Siden medlemsskabet af NATO i 1949, har vi lænet os op af USA. Det vil være passende og i høj grad 'rettidig omhu' at indlede overvejelser om hvorvidt dette stadig er i vor nationale interesse. Her er det forbandede bare, at der endnu ikke er en europæisk sikkerhedsstruktur på plads som er uafhængig af USA. En sådan må først etableres, og  kan kun hænge sammen hvis Rusland på et eller andet niveau er med inde over.

Dette sidste punkt er dog en længere diskussion, som jeg hermed gerne vil annoncere vil blive behandlet her i bloggen på et senere tidspunkt!





mandag den 1. september 2008

HURRA - Nyhedsavisen lukker!

Dagens glade nyhed i medieverdenen, er lukningen af den famøse og dybt irriterende tryksag, Nyhedsavisen.  

Tag ikke fejl: Jeg har stor respekt for det idealistiske i projektet med at lave et dagblad som bliver stillet gratis til rådighed for befolkningen.  Problemet opstår når man uopfordret begynder at husstandsomdele sin tryksag til samtlige husstande i landet - uanset om den enkelte ønsker det eller ej!

For mit eget vedkommende er jeg lettet og glad over 'avisens' undergang. Nu får jeg mindre spam i min postkasse, og vil nu oftere kunne undgå turen fra postkassen direkte til genbrugscontaineren! 

onsdag den 6. august 2008

Her er USA's næste præsident!

Hvis man følger bare lidt med i kampagnen forud for præsidentvalget i USA til november, kan det være svært ikke at blive lidt deprimeret. Men nu har en ny kandidat meldt sig på banen - og med en ny, frisk & gemmentænkt energipolitik, som muligvis vil kunne løse energikrisen. 

Se kandidatens kampagnevideo her! 

tirsdag den 8. juli 2008

Retfærdig krig?

I dagens udgave af Jyllandsposten, har lektor Jørgen Granum-Jensen et interessant indlæg under overskriften hvad er en retfærdig krig? Indlægget er en respons til et tidligere indlæg skrevet af Bjørn Elmquist og Johan Kirkmand om lovligheden af Danmarks deltagelse i invasionen af Irak.

Det skal siges at jeg er lidt handicappet i diskussionen mellem de to parter, idet jeg ikke har læst Elmquist og Kirkmand's oprindelige indlæg.

Men Jørgen Granum-Jensen's indlæg er interessant, fordi han forholder sig specifikt til to situationer - nemlig først Israel's angreb i seks-dages krigen i 1967 og dernæst invasionen af Irak i 2003. Jeg agter ikke at give et referat af Granum-Jensens indlæg, men læs det selv ved at klikke her!

Granum-Jensen bygger sin argumentation op over tre punkter; dels den internationale retsproblematik om hvad man stiller op hvis behovet for krig er til stede, mens ét af de permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd nedlægger veto mod en aktion. Dernæst de to konflikter jeg nævnte.

Jeg er for så vidt enig i problemet omkring FN. Dette rejser blot (mindst!) endnu et spørgsmål - nemlig: hvis ikke FN, hvem skal så legitimt kunne fastslå et behov for indgriben?

Jeg er enig med Granum-Jensen i, at Israel's forebyggende angreb i 1967 udmærket kan betragtes som selvforsvar. Jeg mener at historien helt klart har givet Israel ret heri!

Om det tilsvarende argument kan anvendes i forhold til Irak-krigen i 2003, er derimod mere tvivlsomt. Ifølge de oplysninger som er kommet frem indtil nu, må det tværtimod være tydeligt at Saddam Hussein ikke var til fare for andre end sig selv. Irak hverken planlagde eller evnede på det tidspunkt at angribe hverken naboer eller andre i området (eller andetsteds!), hvorfor argumentet om 'forebyggende angreb' næppe kan være et gyldigt argument. Hvad er for øvrigt Granum-Jensens holdning til at vestlige efterretningstjenester tilsyneladende havde kendskab hertil, mens det politiske niveau ikke blot valgte at sidde dette overhørigt (hvilket jo er en legitim, omend uklog, ret for en hvilken som helst regering!) men også bevidst løj herom?

Hvis Granum-Jensen har den opfattelse at krænkelser af menneskerettighederne per se berettiger til en indgriben uden om FN, kunne det være interessant at spørge om hans holdning til en indgriben i Darfur. Som bekendt foregår der netop nu et folkemord dér mod kristne befolkningsgrupper, hvilket vel må være et kvalitativt tungt argument for militær indgriben? Netop hensynet til menneskerettighederne bør logisk veje tungere i Darfur end tilfældet var i Irak.

Det skal siges at jeg personligt er tilhænger af indgriben i Darfur, men må erkende at manglen på olie i området gør en sådan uinteressant for dé som skal træffe beslutningen herom.

Jeg formoder at overskriften for Granum-Jensen's indlæg, Hvad er en retfærdig krig, er tilføjet af JP's redaktion, idet dette ikke er et emne som behandles i artiklen. Derimod er det en vigtig filosofisk diskussion, som jeg på et senere tidspunkt vil behandle i denne blog.

mandag den 7. juli 2008

Gitte Giffords antagelser

Nedenstående er trykt som debatindlæg i Jyllandsposten den 8. juli 2008 under den dramatiske overskrift antagelser og tølpere. Link til indlægget er her: 


Først mange tak til Gitte Gifford for hendes svar på mit indlæg i Jyllandsposten fra forrige lørdag.

I indlægget gør Gifford sig mange antagelser om hvad jeg eventuelt måtte mene om forskellige ting og hvorledes jeg måske ville opføre mig i en given situation. Samtidig gør hun sig også antagelser om indholdet på min blog, som hun tydeligvis ikke har læst.

Første tomme antagelse fra Gitte Gifford er, at jeg nok ikke ville give hånd til kvindelige præster. Denne antagelse er malplaceret, idet jeg jo er medlem af et trossamfund hvor sådanne ikke findes. Men med Gitte Gifford’s henvisning til en aktuel debat i folkekirken, skal jeg da gerne oplyse om at jeg overhovedet ingen forståelse har for de mandlige præster dér, som i forbindelse med deres indsættelse nægter at hilse på kvindelige kolleger. Hvad laver de overhovedet i Folkekirken, hvis de ikke anerkender et luthersk præstesyn? Det er tølperagtigt!

Anden antagelse - omkring Maria Magdalene: Jo, jeg kender udmærket til diverse bøger med hende som hovedperson. Har oven i købet læst et par stykker. De vedrører bare ikke debatten om kvindelige præster eller ikke!

Hvis det er Gitte Gifford’s opfattelse at jeg mener at alle homoseksuelle mænd per definition forgriber sig på mindreårige drenge, må jeg gøre det klart at dette er en misforståelse. Men voksne mænd som er seksuelt tiltrukket af pubertære drenge, må nødvendigvis være homoseksuelle. Jeg har aldrig skrevet at alle homoseksuelle mænd forgriber sig på mindreårige. For disse 'mænd' kan cølibatet være lige meget, de vil alligevel aldrig gifte sig.

Til slut undrer jeg mig over hvad i alverden fru Gifford mener med at gæsterne på min blog bydes på (citat) *stråleglans og herlighed*. Dette beviser at hun ganske vist kender til eksistensen af min blog, men desværre ikke indholdet. Hvis Gitte Gifford ville gøre sig den ulejlighed rent faktisk at læse min blog, ville hun nemlig kunne konstatere at det er en politisk blog jeg skriver. f.eks om den stigende overvågning og mangel på respekt for privatlivets fred, som vi har oplevet under denne regering. Jeg har skrevet om Ungdomshuset, ytringsfrihed, udfordringen fra islam og meget andet. Hvor hun får stråleglansen og herligheden fra, må således stå for hendes egen regning.

Dog agter jeg ikke at følge fru Gifford’s råd om at skrive om fag-psykologi, idet min blog helst skal handle om virkeligheden. Det andet overlader jeg gerne til Gitte Gifford!

lørdag den 5. juli 2008

Abort og velfærd, eller om hvordan man vinder en værdidebat

En politisk debat er en kamp på ord. Argument mod argument, ord mod ord, ofte sat skarpt op mod hinanden. Bag det hele ligger den betydning vi vælger at give forskellige begreber. Men fælles for enhver politisk eller filosofisk diskussion er, at dén der får held til at definere de centrale begreber, vinder til slut.

For at denne artikel ikke skal udvikle sig til en tør, argumentations-teoretisk diskussion, vil jeg give et par eksempler fra virkelighedens verden. Første eksempel er taget fra abortdiskussionen i USA og Danmark, mens det næste eksempel er anvendelsen af ordet 'velfærd' i den danske debat.

Abortdiskussionen i såvel USA som Danmark er blandt andet karakteriseret ved at parterne har forstået behovet for at omdefinere sit budskab. I USA har tilhængerne af provokeret abort således indset at en argumentation for retten til at aflive ufødte børn, hurtigt vil blive løbet over ende. Derfor har man opfundet et andet slogan at markedsføre sig under; nemlig 'pro-choice' - altså fritvalgs-tilhænger. For hvem er ikke tilhænger af et frit valg? Nej, vel?

Abortmodstanderne samme steds har ligeledes forstået at der ikke er ret meget fremtid i at være modstander af nogetsomhelst. At være modstander af et eller andet lugter nemlig lidt for meget af gamle sure mænd, der brokker sig over forandringens vinde. Og det vinder man  ikke ret mange slag ved! Derfor markedsfører de sig under sloganet 'pro-life' - altså livs-tilhænger. At være tilhænger af liv er jo positivt, så hvem kan være imod? Nej, vel? 

Begge de her nævnte eksempler har det til fælles at de er totalt meningsløse og blottede for indhold. For en rejsende fra en anden planet, vil det således være en dybt bizar oplevelse at overvære en diskussion mellem to totalt uforsonlige parter, der debatterer om man er tilhænger af liv, og dermed modstander af frit valg (?) eller, endnu mere absurd, tilhænger af frit valg - men modstander af liv!!

Om det så er denne absurditet i  tilhængernes argument  der gør at abortmodstanderne netop nu står til at vinde anden halvleg af abortdiskussionen i USA, skal jeg ikke kunne sige.  Men det er i hvert fald tydeligt at se deres overtag!

I Danmark har abortdebatten båret præg af at det kun er den ene part der har defineret debattens indhold - hvilket stort set har lagt den egentlige abortdebat død her i landet. Argumentet jeg taler om, er kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Argumentet er fuldstændig absurd og blot alt for let at skyde ned i en seriøs debat (identitets-lighed mellem mor og barn?), men så længe modstander-siden ikke er kommet ud over 'nej'-stadiet, altså stadig tvinger sig selv til at føre en negativ argumentation, er det tilhængerne der kører med klatten. De kirkelige og folkelige kræfter i Danmark der kæmper mod den provokerede abort, har ganske enkelt ikke forstået den argumentationsmæssige styrke der ligger i at være tilhænger af noget frem for modstander.  

Når det kan gå så galt i Danmark som tilfældet er, hænger det sammen med at abortmodstanden her i landet består af en række kirkelige kredse, som mildes talt ikke glimrer ved hverken intellektuelt overskud eller kommunikationsmæssigt talent. Og så har jeg endda sagt det meget pænt! Så længe tilhængerne reelt har banen for sig selv, er der ikke noget at sige til at de vinder. De kristne i USA er mange flere, har en større talentmasse og en hulens masse penge oven i hatten. Og så har de altså været kloge nok til at føre en positiv argumentation. Og står til at vinde!

I vores politiske debat i Danmark, står ordet 'velfærd' som det centrale. Men det er jo i virkeligheden lige så absurd som dét med at være tilhænger af retten til liv! For hvad er det for et ord? Og kan man overhovedet være modstander af velfærd? Tjah, da jeg i tidernes morgen slog mine folder på Høvelte Kaserne, havde vi en Velfærdsofficer. Det var en officer der havde til opgave at sørge for, at der blev vist film i regimentets biograf en gang om ugen, arrangerede idrætsarrangementer og sociale begivenheder - den slags. Altså en 'fredelig soldat', hvis man kan kalde det det.

Når jeg i dag tænker på ordet 'velfærd', så forestiller jeg mig noget i retning af at sidde på en strandcafe ved Middelhavet med en kølig drink, mens modellerne oppe fra fitness-centret paraderer forbi og fremviser den nyeste bikinimode. Se, dét er velfærd!! 

Set i netop dét lys, kunne man jo godt få visse associationer ved tanken om at Danmark nu har fået en velfærdsminister - og at navnet er Karen Jespersen!

Men nej, idrætsarrangementerne hører stadig under Brian Mikkelsen og festerne tager Lars Løkke sig af. I stedet er velfærdsministeriet et resultat af endnu en vellykket, positiv argumentation. 

Det er nemlig lykkedes for Socialdemokratiet at vinde diskussionen om Fogh's minimalstat ved at omdefinere 'barnepigementalitet' med 'velfærd'. For vi er jo voksne mennesker der ikke gider barnepiger - mens velfærd  er noget man aldrig kan få for meget af! Nu er statsministeren jo en klog mand og en dygtig kommunikator, så han forstod straks at det er en tabersag at gå i krig mod en begreb som 'velfærd'. I mangel af et stærkt, positivt argument valgte han således at droppe sin egen sunde fornuft og i stedet omfavne det socialdemokratiske velfærds'projekt. Resultatet er en socialstat, en statslig barnepige og et rekordhøjt skattetryk i yderligere en generation - eller indtil det lykkes for de borgerlige at finde et positivt begreb, der kan slå 'velfærd'. 

 Indtil dét sker, hænger vi på den!

 


tirsdag den 1. juli 2008

Religion i det offentlige rum

Et andet diskussionsemne af interesse, et diskussionsemne som ofte bliver bragt frem af en uhellig alliance bestående af især de kirkefjendske miljøer i vor samfund, er kampråbet: Religionen ud af det offentlige rum! Også dette handler om ytringsfriheden - friheden til at kunne leve såvel som udtrykke sin tro på Gud (i hvilken form eller skikkelse man nu måtte foretrække!). Dette er en meget vigtig debat, og jeg har længe gået og puslet med en artikel her til bloggen om emnet.

Men for nylig faldt jeg over en artikel skrevet af Biskoppen af København, Czeslaw Kozon, som med en usædvanlig klarhed sætter tingene grundigt på plads.  At jeg kender biskop Czeslaw som et godt, kærligt, betænksomt og ordentligt menneske, gør ikke min glæde over at henvise til hans artikel mindre! Biskoppen har givet net-tidsskriftet Catholica tilladelse til at gengive hans artikel, så det er dem vi linker til :)

Link til artiklen - her!

søndag den 29. juni 2008

Ytringsfriheden under pres!

Det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem, Marianna Mikko, har ifølge netavisen 180grader forfattet en rapport, der foreslår en obligatorisk offentlig godkendelse som forudsætning for at blive blogger. Argumentet fra den gode socialdemokrat er, at eftersom aktørerne i blogosfæren får større og større indflydelse på den offentlige meningsdannelse, må såvel de nationale regeringer som andre magthavere begrænse adgangen til dette medie. 

Man må tage sig til hovedet og korse sig over at en demokratisk valgt parlamentariker overhovedet kan få den slags tanker til at formere sig så meget at de kommer på papir - for slet ikke at sige ud i det offentlige rum!

Under Muhammedkrisen og dens efterdønninger, erfarede vi at vores vigtigste, mest grundlæggende og nok også kæreste frihedsrettighed - nemlig retten til at ytre sig, er truet af muhammedanske terrorister og deres medløbere blandt Caffe Latte-drikkerne. 

Nu må man så konstatere, at det ikke kun er ekstremistiske grupper der vil slavebinde os. Også blandt toneangivende folkevalgte eksisterer der drømme om med magt at kontrollere den offentlige mening. 

Umiddelbart skulle man jo ellers tro, at netop en person med estisk baggrund skulle være vaccineret mod totalitarismens rædsler, men det er åbenbart ikke tilfældet.

Heldigvis sætter såvel den danske grundlov som den europæiske menneskerettighedskonvention grænser for gennemførligheden af den slags fuldemandssnak. 

Ikke desto mindre er udviklingen i disse år skræmmende. Vi har muslimerne, der kræver såvel ytringsfriheden som demokratiet afskaffet til fordel for et kalifat. Vi har vore egne regeringer, der overvåger os i hoved og r** - og nu altså en europæisk socialdemokrat, der seriøst fremsætter forslag om at lukke munden på europæiske systemkritikere. 

Ytringsfriheden er truet. Den bedste måde at forsvare den på, er ved at bruge den!

 



Svar til Karen M. Larsen

I sin blog på Teologinet.dk, har Karen M. Larsen kommenteret på mit indlæg i lørdagens udgave af Jyllandsposten. 

Først mener Karen M. Larsen at mit 'forsøg' på at gøre pædofili-skandalen til en sag om homoseksuelle præster, er et forkrampet forsøg på at forsvare den Katolske Kirkes svigt. Jeg vil gerne indlede med at sige at dette på ingen måde er min hensigt, idet Karen M. Larsen og undertegnede er aldeles enige om at Kirken har svigtet i disse sager - og endda på flere fronter. Det er eksempelvis et fatalt svigt, når biskopper trods gentagne troværdige anklager mod præster for upassende forhold til mindreårige sognebørn, alligevel vælger at placere en præst i stillinger hvor de skal arbejde med flere mindreårige. Så langt går jeg ud fra at vi er enige. 

Karen M. Larsen argumenterer konkret ud fra tre punkter, som jeg her vil kommentere på enkeltvis. Nemlig at præster har lettere 'adgang' til drenge end piger, og at dette er årsagen til at de misbrugte oftest har været drenge. Punkt to er en udokumenteret påstand om at 25-50 procent af præster i vesten er af homoseksuel observans - og til slut en kommentar om at det cølibatære præstedømme skulle være mere attraktivt for homoseksuelle end for normale mænd. 

Punkt ét er noget vrøvl, punkt to er udokumenteret og punkt tre er jeg ikke enig i. Lad os tage punkterne ét af gangen!

For det første, at katolske præster per definition har lettere adgang til drenge end piger eller kvinder, er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med sandheden. Som tidligere præstestuderende for Bispedømmet København, har jeg haft min daglige gang i en hel del præsteboliger i såvel Danmark som Storbritannien. Og hvis der er noget der er gået igen alle de steder jeg har været, så er det den kendsgerning at alle 'mine' præster altid har været omgivet af mange kvinder i alle aldre - fra de yngste teenagepiger helt op til 'gamle koner'. Mig bekendt har det altid været sådan.  Derfor: hvis en præst i et svagt øjeblik skulle få lyst til at bryde cølibatet, er der masser af muligheder for at etablere et normalt forhold til en kvinde eller evt en ung pige. Jeg fastholder derfor min observation af, at misbruget af pubertære drenge i USA og Storbritannien (og andre steder) i første omgang er et homoseksuelt problem. Det er naturligvis også sager der handler om misbrug af tillid, misbrug af præstens stilling i de troendes verdensbillede og meget mere af samme skuffe. Altså personlige svigt af den slags, som rækker langt videre end seksuel observans!

Karen M. Larsen skriver dernæst at 25-50 procent af katolske præster i den vestlige verden er homoseksuelle. Nu er dette jo en statistik som det er umuligt at efterprøve, hvilket Karen M. Larsen da også selv er inde på andetsteds i sin blog. Men når Karen M. Larsen strækker disse tal til at skulle dække hele den vestlige verden, er jeg nødt til at sige at dén tror jeg ikke på. Det svarer ganske enkelt ikke overens med de observationer og samtaler jeg selv har haft med præster, hverken i min seminarist-tid eller på andre tidspunkter. Derimod medgiver jeg gerne at de 25-50 procent (eller mere!) er et meget passende gæt for visse bispedømmer. I sin bog Goodbye Good Men, giver Michael Rose specifikke eksempler på amerikanske seminarier og bispedømmer, hvor seminarister kun blev lukket igennem nåleøjet, hvis de erklærede sig som homoseksuelle. I et lukket forum, naturligvis! Da jeg i sin tid var seminarist på Allen Hall i London, oplevede jeg et tilsvarende meget stærkt homoseksuelt miljø. Ikke så meget blandt de studerende, men i meget udpræget grad blandt lærerstaben. Også her var der en favorisering af homoseksuelt orienterede studerende, mens 'vi andre' blev presset ud. 

Jeg fastholder, som Michael Rose, at dette er en udvikling som er sket over de seneste 40-50 år og at det er et udtryk for ulydighed over for centrale direktiver fra Vatikanet. Der har nemlig gennem hele perioden eksisteret direktiver der forbyder homoseksuelt orienterede adgang til præsteuddannelsen og til præstestanden! Selv hvis Karen M. Larsens gæt på de 25-50 procent således skulle være korrekt, vil det ikke ændre ved ulydigheden. Snarere tværtimod!

Det er således ikke overraskende, at der med den slags miljøer i visse bispedømmer bliver en klar overvægt af homoseksuelt orienterede præster. Omvendt er det mit klare indtryk at dette på ingen måde er tilfældet i Danmark eller Skandinavien.  

Til slut dét med at en cølibatær tilstand skulle være mere tiltrækkende for homoseksuelle end for normale mænd. Dét er en vanskelig diskussion, men jeg er ikke enig med Karen M. Larsen heri. At det skulle være mere attraktivt for en homoseksuel at fravælge en aktiv seksualitet end for os andre, giver på ingen måde mening. Dén hopper jeg ganske enkelt ikke på!  Tværtimod har netop en homoseksuel med flip da et konstant større behov for at skjule sig, at undertrykke sig selv, end en mand med mere mainstream-tilbøjeligheder. 

Jeg har da også læst andetsteds på én af Karen M. Larsens blogs at hun ikke anbefaler homoseksuelt orienterede at søge hverken præstedømmet eller ordensstanden. Dér er jeg sådan set enig med både hendes argumentation og konklusion, omend ikke i hendes udgangspunkt. 

At blive præst, eller ordenssøster, er en situation hvor man fravælger ægteskabet til fordel for at tjene Gud. Men som homoseksuel kan man i sagens natur ikke fravælge ægteskabet til fordel for tjenesten for Gud. Man har jo i forvejen fravalgt ægteskabet for at blive homoseksuel! Man må derfor finde sig en anden måde at tjene Gud på.
 

lørdag den 28. juni 2008

JP i dag: Forskel på Kirkefolk

Nedenstående er trykt som debatindlæg i Morgenavisen Jyllandsposten den 28. Juni 2008 under overskriften Forskel på Kirkefolk:

I SIT INDLÆG i JP 26/6 misforstår Gitte Gifford den katolske kirkes argument mod at vie kvindelige præster. Misforståelsen handler dog kun om et enkelt ord, hvilket kan vække en mistanke om, at den måske kan være forsætlig.

Gitte Gifford skriver, at det katolske argument for ikke at præstevie kvinder er, at der ikke var kvindelige disciple omkring Jesus. Jeg er enig med Gitte Gifford i, at dette i givet fald ville være noget vrøvl.

Selvfølgelig var der mange kvindelige disciple omkring Jesus - Maria Magdalene var én af dem, og Bibelen beretter desuden om mange flere. Flere af disse var endda overordentlig velhavende og indflydelsesrige, hvilket kirken hverken i oldtiden eller i nyere tid har lagt skjul på.

På samme måde har Jesus også i dag kvindelige disciple. Ina Bach betragter formodentlig sig selv som en af disse; om GG er en sådan, må hun selv afgøre.

Men i kredsen omkring Jesus var der, om man så må sige, ”forskel på folk”. Hvis GG vil gøre sig den ulejlighed at læse Markusevangeliets kapitel 3, 13-19, vil hun nemlig kunne læse, at Jesus udelukkende kaldte mænd til gerningen som apostel - som er det embede, den katolske kirke i dag bygger sit præsteembede på.

Det er derfor noget sludder at blande Maria Magdalene ind i diskussionen om kvindelige præster eller ikke, og det er heller ikke korrekt at argumentere imod mænds eneret på præstevielsen udelukkende med udgangspunkt i, at man ikke bryder sig om Paulus' ofte lidt skarpe udfald mod kvinder i almindelighed.

Misforstået forbindelse

Også problematikken omkring en påstået forbindelse mellem præsternes cølibat og den seneste generations pædofili-skandaler i især USA og Storbritannien har GG misforstået.

Dette vil jeg dog ikke bebrejde hende, idet hendes misforståelse, at cølibatet gør mænd så tossede i låget, at de ikke ser andre muligheder end at forgribe sig på børn, af uransaglige grunde har været især de danske mediers vinkling af historien. Ikke nok med, at dette er noget jammerligt vrøvl; det er også en fornærmende nedvurdering af mænd i al almindelighed.

Hvis man tager et kig ned i sagerne om misbrug fra især USA, men også Storbritannien, ser man en meget tydelig rød tråd gennem stort set samtlige sager, der har været fremme: At de misbrugte børn næsten alle har været drenge. Antallet af piger, der blev misbrugt, er forsvindende lille.

Dette er sket i en periode, da en række katolske bispedømmer, først i USA og siden hen også andre steder, har begået ”civil ulydighed” mod et centralt direktiv fra Vatikanet, som forbyder homoseksuelle mænd adgang til præsteuddannelsen. Jeg skal i den anledning henvise Gitte Gifford til bogen ”Goodbye Good Men” af Michael Rose, som meget tydeligt beskriver problematikken og årsagerne til skandalerne set fra en amerikansk synsvinkel.

Den virkelige årsag til misbrugsskandalerne er således ikke cølibatet, men derimod at visse biskopper har lukket personer ind på præsteuddannelsen, som intet havde at gøre der.

torsdag den 5. juni 2008

Hvem tror på en brugt imam?

Terrorangrebet mod den danske ambassade i Pakistan fornylig, har medført en række interessante reaktioner. Hidtil har Danmark jo ikke været et mål for den slags svineri, men det er vi så åbenbart blevet nu (sic). Og det er netop manglen på 'hærdethed', som gør reaktionerne  interessante at følge.

Med undtagelse af Margrethe Vestager og den øvrige yderste venstrefløj, der straks vil overgive sig til islamisternes mangelfulde nåde, har det politiske liv i Danmark stået sammen. Den aktivistiske udenrigspolitik vil fortsætte, Danmark vil fortsætte med at spille en rolle i Verden og kæmpe for demokrati og frihed dér hvor vi nu gør det. Samtidig viser meningmålinger foretaget efter angrebet, at befolkningen enslydende bakker op herom - det er en reaktion som der er grund til at være stolte af. Ingen panik her!

Mere bedrøveligt er det at opleve islamismens fremmeste repræsentanter i Danmark, Islamisk Trossamfund, fører sig frem med krav om sympati. Denne forenings tidligere talsmand, Kasem Said Ahmad, har således i adskillige medier påstået sig overfaldet på offentlig vej som hævn for terrorbombningen. Nu har den forening som Ahmad repræsenterer jo i forvejen ikke særlig stor troværdighed i befolkningen - og det samme gælder da også Kasim Said Ahmad selv. Islamisk Trossamfund, som under første halvleg af muhammed-konflikten antændte ilden ved at rejse mellemøsten tyndt med løgne, og Kasim Said Ahmad som tidligere i år i en demonstration krævede demokratiet afskaffet, er der formodentlig ikke andre end deres egne forvirrede og middelalderlige disciple der tror på.

Det påståede overfald er da heller ikke blevet meldt til politiet, så man må formode at der er tale om endnu et stunt, der skal forsøge at påvirke de dumme danskere til at føle sympati for fjenden. 

Dén tror jeg ærlig talt ikke at der er særlig mange der falder for!

tirsdag den 26. februar 2008

Farvel til Radikale!

Jeg har i dag sendt et brev til Det Radikale Venstre, hvori jeg udmelder mig af partiet. Dette skridt foretager jeg efter nogen tids overvejelser, og i det efterfølgende vil jeg ganske kort redegøre for nogle af mine tanker i den anledning.

For det første finder jeg det dybt utilfredsstillende at det er lykkedes for en relativt lille gruppe  seksuelle afvigere at  erobre så stærk en platform i 'vores' parti, at hvis man er en mand der holder af kvinder, kun vanskeligt kan føle sig velkommen i partiet. Samtidig er det bestemt også et problem for mig at man offentligt automatisk bliver betragtet som medlem af denne seksuelle afvigergruppe, hvis man som mand af dansk afstamning bekender sig som radikal. Hvilket jeg jo så heller ikke længere gør!

Da jeg i 1988 meldte mig ind i Det Radikale Venstre, mødte jeg et parti som favnede bredt og som havde plads til mennesker i alle livets afskygninger. Men partiet har forandret sig. I dag er Det Radikale Venstre et eksklusivt parti for homoseksuelle, feminister og ambitiøse indvandrere. Min udmeldelse af partiet er en logisk konsekvens af at jeg ikke er nogen af delene!

Jeg har også et problem i forhold til at partiet i København har valgt at belønne terrorister med oprettelsen af et nyt ungdomshus - til stor gene for byens borgere og inspiration for andre ballademagere.

Samtidig er jeg, for at udtrykke det mildt, heller ikke begejstret for partiets udmeldinger om at ville indgå i dialog med de bøller og ekstremister, som i de seneste uger har brændt vore gader og veje af, samt ved demonstrationer udtrykt ønske om afskaffelsen af demokratiet. Den eneste form for dialog man nogensinde bør indgå med den slags kryb, er den dialog der foregår med knebler, vandkanoner og kampvogne!

Naturligvis betyder min udmeldelse af Det Radikale Venstre ikke at jeg trækker mig tilbage fra hverken det politiske liv eller den offentlige debat. Jeg vil stadig være et aktivt menneske i forhold til verden omkring mig og vil fortsat deltage i den offentlige debat - såvel på denne blog som i de etablerede medier. Faktisk mener jeg at man som ansvarlig borger har en pligt til at deltage i debatten og det politiske liv. De, der kender mig, forventer vist heller ikke andet :)