søndag den 29. juni 2008

Ytringsfriheden under pres!

Det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem, Marianna Mikko, har ifølge netavisen 180grader forfattet en rapport, der foreslår en obligatorisk offentlig godkendelse som forudsætning for at blive blogger. Argumentet fra den gode socialdemokrat er, at eftersom aktørerne i blogosfæren får større og større indflydelse på den offentlige meningsdannelse, må såvel de nationale regeringer som andre magthavere begrænse adgangen til dette medie. 

Man må tage sig til hovedet og korse sig over at en demokratisk valgt parlamentariker overhovedet kan få den slags tanker til at formere sig så meget at de kommer på papir - for slet ikke at sige ud i det offentlige rum!

Under Muhammedkrisen og dens efterdønninger, erfarede vi at vores vigtigste, mest grundlæggende og nok også kæreste frihedsrettighed - nemlig retten til at ytre sig, er truet af muhammedanske terrorister og deres medløbere blandt Caffe Latte-drikkerne. 

Nu må man så konstatere, at det ikke kun er ekstremistiske grupper der vil slavebinde os. Også blandt toneangivende folkevalgte eksisterer der drømme om med magt at kontrollere den offentlige mening. 

Umiddelbart skulle man jo ellers tro, at netop en person med estisk baggrund skulle være vaccineret mod totalitarismens rædsler, men det er åbenbart ikke tilfældet.

Heldigvis sætter såvel den danske grundlov som den europæiske menneskerettighedskonvention grænser for gennemførligheden af den slags fuldemandssnak. 

Ikke desto mindre er udviklingen i disse år skræmmende. Vi har muslimerne, der kræver såvel ytringsfriheden som demokratiet afskaffet til fordel for et kalifat. Vi har vore egne regeringer, der overvåger os i hoved og r** - og nu altså en europæisk socialdemokrat, der seriøst fremsætter forslag om at lukke munden på europæiske systemkritikere. 

Ytringsfriheden er truet. Den bedste måde at forsvare den på, er ved at bruge den!

 



Svar til Karen M. Larsen

I sin blog på Teologinet.dk, har Karen M. Larsen kommenteret på mit indlæg i lørdagens udgave af Jyllandsposten. 

Først mener Karen M. Larsen at mit 'forsøg' på at gøre pædofili-skandalen til en sag om homoseksuelle præster, er et forkrampet forsøg på at forsvare den Katolske Kirkes svigt. Jeg vil gerne indlede med at sige at dette på ingen måde er min hensigt, idet Karen M. Larsen og undertegnede er aldeles enige om at Kirken har svigtet i disse sager - og endda på flere fronter. Det er eksempelvis et fatalt svigt, når biskopper trods gentagne troværdige anklager mod præster for upassende forhold til mindreårige sognebørn, alligevel vælger at placere en præst i stillinger hvor de skal arbejde med flere mindreårige. Så langt går jeg ud fra at vi er enige. 

Karen M. Larsen argumenterer konkret ud fra tre punkter, som jeg her vil kommentere på enkeltvis. Nemlig at præster har lettere 'adgang' til drenge end piger, og at dette er årsagen til at de misbrugte oftest har været drenge. Punkt to er en udokumenteret påstand om at 25-50 procent af præster i vesten er af homoseksuel observans - og til slut en kommentar om at det cølibatære præstedømme skulle være mere attraktivt for homoseksuelle end for normale mænd. 

Punkt ét er noget vrøvl, punkt to er udokumenteret og punkt tre er jeg ikke enig i. Lad os tage punkterne ét af gangen!

For det første, at katolske præster per definition har lettere adgang til drenge end piger eller kvinder, er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med sandheden. Som tidligere præstestuderende for Bispedømmet København, har jeg haft min daglige gang i en hel del præsteboliger i såvel Danmark som Storbritannien. Og hvis der er noget der er gået igen alle de steder jeg har været, så er det den kendsgerning at alle 'mine' præster altid har været omgivet af mange kvinder i alle aldre - fra de yngste teenagepiger helt op til 'gamle koner'. Mig bekendt har det altid været sådan.  Derfor: hvis en præst i et svagt øjeblik skulle få lyst til at bryde cølibatet, er der masser af muligheder for at etablere et normalt forhold til en kvinde eller evt en ung pige. Jeg fastholder derfor min observation af, at misbruget af pubertære drenge i USA og Storbritannien (og andre steder) i første omgang er et homoseksuelt problem. Det er naturligvis også sager der handler om misbrug af tillid, misbrug af præstens stilling i de troendes verdensbillede og meget mere af samme skuffe. Altså personlige svigt af den slags, som rækker langt videre end seksuel observans!

Karen M. Larsen skriver dernæst at 25-50 procent af katolske præster i den vestlige verden er homoseksuelle. Nu er dette jo en statistik som det er umuligt at efterprøve, hvilket Karen M. Larsen da også selv er inde på andetsteds i sin blog. Men når Karen M. Larsen strækker disse tal til at skulle dække hele den vestlige verden, er jeg nødt til at sige at dén tror jeg ikke på. Det svarer ganske enkelt ikke overens med de observationer og samtaler jeg selv har haft med præster, hverken i min seminarist-tid eller på andre tidspunkter. Derimod medgiver jeg gerne at de 25-50 procent (eller mere!) er et meget passende gæt for visse bispedømmer. I sin bog Goodbye Good Men, giver Michael Rose specifikke eksempler på amerikanske seminarier og bispedømmer, hvor seminarister kun blev lukket igennem nåleøjet, hvis de erklærede sig som homoseksuelle. I et lukket forum, naturligvis! Da jeg i sin tid var seminarist på Allen Hall i London, oplevede jeg et tilsvarende meget stærkt homoseksuelt miljø. Ikke så meget blandt de studerende, men i meget udpræget grad blandt lærerstaben. Også her var der en favorisering af homoseksuelt orienterede studerende, mens 'vi andre' blev presset ud. 

Jeg fastholder, som Michael Rose, at dette er en udvikling som er sket over de seneste 40-50 år og at det er et udtryk for ulydighed over for centrale direktiver fra Vatikanet. Der har nemlig gennem hele perioden eksisteret direktiver der forbyder homoseksuelt orienterede adgang til præsteuddannelsen og til præstestanden! Selv hvis Karen M. Larsens gæt på de 25-50 procent således skulle være korrekt, vil det ikke ændre ved ulydigheden. Snarere tværtimod!

Det er således ikke overraskende, at der med den slags miljøer i visse bispedømmer bliver en klar overvægt af homoseksuelt orienterede præster. Omvendt er det mit klare indtryk at dette på ingen måde er tilfældet i Danmark eller Skandinavien.  

Til slut dét med at en cølibatær tilstand skulle være mere tiltrækkende for homoseksuelle end for normale mænd. Dét er en vanskelig diskussion, men jeg er ikke enig med Karen M. Larsen heri. At det skulle være mere attraktivt for en homoseksuel at fravælge en aktiv seksualitet end for os andre, giver på ingen måde mening. Dén hopper jeg ganske enkelt ikke på!  Tværtimod har netop en homoseksuel med flip da et konstant større behov for at skjule sig, at undertrykke sig selv, end en mand med mere mainstream-tilbøjeligheder. 

Jeg har da også læst andetsteds på én af Karen M. Larsens blogs at hun ikke anbefaler homoseksuelt orienterede at søge hverken præstedømmet eller ordensstanden. Dér er jeg sådan set enig med både hendes argumentation og konklusion, omend ikke i hendes udgangspunkt. 

At blive præst, eller ordenssøster, er en situation hvor man fravælger ægteskabet til fordel for at tjene Gud. Men som homoseksuel kan man i sagens natur ikke fravælge ægteskabet til fordel for tjenesten for Gud. Man har jo i forvejen fravalgt ægteskabet for at blive homoseksuel! Man må derfor finde sig en anden måde at tjene Gud på.
 

lørdag den 28. juni 2008

JP i dag: Forskel på Kirkefolk

Nedenstående er trykt som debatindlæg i Morgenavisen Jyllandsposten den 28. Juni 2008 under overskriften Forskel på Kirkefolk:

I SIT INDLÆG i JP 26/6 misforstår Gitte Gifford den katolske kirkes argument mod at vie kvindelige præster. Misforståelsen handler dog kun om et enkelt ord, hvilket kan vække en mistanke om, at den måske kan være forsætlig.

Gitte Gifford skriver, at det katolske argument for ikke at præstevie kvinder er, at der ikke var kvindelige disciple omkring Jesus. Jeg er enig med Gitte Gifford i, at dette i givet fald ville være noget vrøvl.

Selvfølgelig var der mange kvindelige disciple omkring Jesus - Maria Magdalene var én af dem, og Bibelen beretter desuden om mange flere. Flere af disse var endda overordentlig velhavende og indflydelsesrige, hvilket kirken hverken i oldtiden eller i nyere tid har lagt skjul på.

På samme måde har Jesus også i dag kvindelige disciple. Ina Bach betragter formodentlig sig selv som en af disse; om GG er en sådan, må hun selv afgøre.

Men i kredsen omkring Jesus var der, om man så må sige, ”forskel på folk”. Hvis GG vil gøre sig den ulejlighed at læse Markusevangeliets kapitel 3, 13-19, vil hun nemlig kunne læse, at Jesus udelukkende kaldte mænd til gerningen som apostel - som er det embede, den katolske kirke i dag bygger sit præsteembede på.

Det er derfor noget sludder at blande Maria Magdalene ind i diskussionen om kvindelige præster eller ikke, og det er heller ikke korrekt at argumentere imod mænds eneret på præstevielsen udelukkende med udgangspunkt i, at man ikke bryder sig om Paulus' ofte lidt skarpe udfald mod kvinder i almindelighed.

Misforstået forbindelse

Også problematikken omkring en påstået forbindelse mellem præsternes cølibat og den seneste generations pædofili-skandaler i især USA og Storbritannien har GG misforstået.

Dette vil jeg dog ikke bebrejde hende, idet hendes misforståelse, at cølibatet gør mænd så tossede i låget, at de ikke ser andre muligheder end at forgribe sig på børn, af uransaglige grunde har været især de danske mediers vinkling af historien. Ikke nok med, at dette er noget jammerligt vrøvl; det er også en fornærmende nedvurdering af mænd i al almindelighed.

Hvis man tager et kig ned i sagerne om misbrug fra især USA, men også Storbritannien, ser man en meget tydelig rød tråd gennem stort set samtlige sager, der har været fremme: At de misbrugte børn næsten alle har været drenge. Antallet af piger, der blev misbrugt, er forsvindende lille.

Dette er sket i en periode, da en række katolske bispedømmer, først i USA og siden hen også andre steder, har begået ”civil ulydighed” mod et centralt direktiv fra Vatikanet, som forbyder homoseksuelle mænd adgang til præsteuddannelsen. Jeg skal i den anledning henvise Gitte Gifford til bogen ”Goodbye Good Men” af Michael Rose, som meget tydeligt beskriver problematikken og årsagerne til skandalerne set fra en amerikansk synsvinkel.

Den virkelige årsag til misbrugsskandalerne er således ikke cølibatet, men derimod at visse biskopper har lukket personer ind på præsteuddannelsen, som intet havde at gøre der.

torsdag den 5. juni 2008

Hvem tror på en brugt imam?

Terrorangrebet mod den danske ambassade i Pakistan fornylig, har medført en række interessante reaktioner. Hidtil har Danmark jo ikke været et mål for den slags svineri, men det er vi så åbenbart blevet nu (sic). Og det er netop manglen på 'hærdethed', som gør reaktionerne  interessante at følge.

Med undtagelse af Margrethe Vestager og den øvrige yderste venstrefløj, der straks vil overgive sig til islamisternes mangelfulde nåde, har det politiske liv i Danmark stået sammen. Den aktivistiske udenrigspolitik vil fortsætte, Danmark vil fortsætte med at spille en rolle i Verden og kæmpe for demokrati og frihed dér hvor vi nu gør det. Samtidig viser meningmålinger foretaget efter angrebet, at befolkningen enslydende bakker op herom - det er en reaktion som der er grund til at være stolte af. Ingen panik her!

Mere bedrøveligt er det at opleve islamismens fremmeste repræsentanter i Danmark, Islamisk Trossamfund, fører sig frem med krav om sympati. Denne forenings tidligere talsmand, Kasem Said Ahmad, har således i adskillige medier påstået sig overfaldet på offentlig vej som hævn for terrorbombningen. Nu har den forening som Ahmad repræsenterer jo i forvejen ikke særlig stor troværdighed i befolkningen - og det samme gælder da også Kasim Said Ahmad selv. Islamisk Trossamfund, som under første halvleg af muhammed-konflikten antændte ilden ved at rejse mellemøsten tyndt med løgne, og Kasim Said Ahmad som tidligere i år i en demonstration krævede demokratiet afskaffet, er der formodentlig ikke andre end deres egne forvirrede og middelalderlige disciple der tror på.

Det påståede overfald er da heller ikke blevet meldt til politiet, så man må formode at der er tale om endnu et stunt, der skal forsøge at påvirke de dumme danskere til at føle sympati for fjenden. 

Dén tror jeg ærlig talt ikke at der er særlig mange der falder for!