tirsdag den 8. juli 2008

Retfærdig krig?

I dagens udgave af Jyllandsposten, har lektor Jørgen Granum-Jensen et interessant indlæg under overskriften hvad er en retfærdig krig? Indlægget er en respons til et tidligere indlæg skrevet af Bjørn Elmquist og Johan Kirkmand om lovligheden af Danmarks deltagelse i invasionen af Irak.

Det skal siges at jeg er lidt handicappet i diskussionen mellem de to parter, idet jeg ikke har læst Elmquist og Kirkmand's oprindelige indlæg.

Men Jørgen Granum-Jensen's indlæg er interessant, fordi han forholder sig specifikt til to situationer - nemlig først Israel's angreb i seks-dages krigen i 1967 og dernæst invasionen af Irak i 2003. Jeg agter ikke at give et referat af Granum-Jensens indlæg, men læs det selv ved at klikke her!

Granum-Jensen bygger sin argumentation op over tre punkter; dels den internationale retsproblematik om hvad man stiller op hvis behovet for krig er til stede, mens ét af de permanente medlemmer af FN's sikkerhedsråd nedlægger veto mod en aktion. Dernæst de to konflikter jeg nævnte.

Jeg er for så vidt enig i problemet omkring FN. Dette rejser blot (mindst!) endnu et spørgsmål - nemlig: hvis ikke FN, hvem skal så legitimt kunne fastslå et behov for indgriben?

Jeg er enig med Granum-Jensen i, at Israel's forebyggende angreb i 1967 udmærket kan betragtes som selvforsvar. Jeg mener at historien helt klart har givet Israel ret heri!

Om det tilsvarende argument kan anvendes i forhold til Irak-krigen i 2003, er derimod mere tvivlsomt. Ifølge de oplysninger som er kommet frem indtil nu, må det tværtimod være tydeligt at Saddam Hussein ikke var til fare for andre end sig selv. Irak hverken planlagde eller evnede på det tidspunkt at angribe hverken naboer eller andre i området (eller andetsteds!), hvorfor argumentet om 'forebyggende angreb' næppe kan være et gyldigt argument. Hvad er for øvrigt Granum-Jensens holdning til at vestlige efterretningstjenester tilsyneladende havde kendskab hertil, mens det politiske niveau ikke blot valgte at sidde dette overhørigt (hvilket jo er en legitim, omend uklog, ret for en hvilken som helst regering!) men også bevidst løj herom?

Hvis Granum-Jensen har den opfattelse at krænkelser af menneskerettighederne per se berettiger til en indgriben uden om FN, kunne det være interessant at spørge om hans holdning til en indgriben i Darfur. Som bekendt foregår der netop nu et folkemord dér mod kristne befolkningsgrupper, hvilket vel må være et kvalitativt tungt argument for militær indgriben? Netop hensynet til menneskerettighederne bør logisk veje tungere i Darfur end tilfældet var i Irak.

Det skal siges at jeg personligt er tilhænger af indgriben i Darfur, men må erkende at manglen på olie i området gør en sådan uinteressant for dé som skal træffe beslutningen herom.

Jeg formoder at overskriften for Granum-Jensen's indlæg, Hvad er en retfærdig krig, er tilføjet af JP's redaktion, idet dette ikke er et emne som behandles i artiklen. Derimod er det en vigtig filosofisk diskussion, som jeg på et senere tidspunkt vil behandle i denne blog.

mandag den 7. juli 2008

Gitte Giffords antagelser

Nedenstående er trykt som debatindlæg i Jyllandsposten den 8. juli 2008 under den dramatiske overskrift antagelser og tølpere. Link til indlægget er her: 


Først mange tak til Gitte Gifford for hendes svar på mit indlæg i Jyllandsposten fra forrige lørdag.

I indlægget gør Gifford sig mange antagelser om hvad jeg eventuelt måtte mene om forskellige ting og hvorledes jeg måske ville opføre mig i en given situation. Samtidig gør hun sig også antagelser om indholdet på min blog, som hun tydeligvis ikke har læst.

Første tomme antagelse fra Gitte Gifford er, at jeg nok ikke ville give hånd til kvindelige præster. Denne antagelse er malplaceret, idet jeg jo er medlem af et trossamfund hvor sådanne ikke findes. Men med Gitte Gifford’s henvisning til en aktuel debat i folkekirken, skal jeg da gerne oplyse om at jeg overhovedet ingen forståelse har for de mandlige præster dér, som i forbindelse med deres indsættelse nægter at hilse på kvindelige kolleger. Hvad laver de overhovedet i Folkekirken, hvis de ikke anerkender et luthersk præstesyn? Det er tølperagtigt!

Anden antagelse - omkring Maria Magdalene: Jo, jeg kender udmærket til diverse bøger med hende som hovedperson. Har oven i købet læst et par stykker. De vedrører bare ikke debatten om kvindelige præster eller ikke!

Hvis det er Gitte Gifford’s opfattelse at jeg mener at alle homoseksuelle mænd per definition forgriber sig på mindreårige drenge, må jeg gøre det klart at dette er en misforståelse. Men voksne mænd som er seksuelt tiltrukket af pubertære drenge, må nødvendigvis være homoseksuelle. Jeg har aldrig skrevet at alle homoseksuelle mænd forgriber sig på mindreårige. For disse 'mænd' kan cølibatet være lige meget, de vil alligevel aldrig gifte sig.

Til slut undrer jeg mig over hvad i alverden fru Gifford mener med at gæsterne på min blog bydes på (citat) *stråleglans og herlighed*. Dette beviser at hun ganske vist kender til eksistensen af min blog, men desværre ikke indholdet. Hvis Gitte Gifford ville gøre sig den ulejlighed rent faktisk at læse min blog, ville hun nemlig kunne konstatere at det er en politisk blog jeg skriver. f.eks om den stigende overvågning og mangel på respekt for privatlivets fred, som vi har oplevet under denne regering. Jeg har skrevet om Ungdomshuset, ytringsfrihed, udfordringen fra islam og meget andet. Hvor hun får stråleglansen og herligheden fra, må således stå for hendes egen regning.

Dog agter jeg ikke at følge fru Gifford’s råd om at skrive om fag-psykologi, idet min blog helst skal handle om virkeligheden. Det andet overlader jeg gerne til Gitte Gifford!

lørdag den 5. juli 2008

Abort og velfærd, eller om hvordan man vinder en værdidebat

En politisk debat er en kamp på ord. Argument mod argument, ord mod ord, ofte sat skarpt op mod hinanden. Bag det hele ligger den betydning vi vælger at give forskellige begreber. Men fælles for enhver politisk eller filosofisk diskussion er, at dén der får held til at definere de centrale begreber, vinder til slut.

For at denne artikel ikke skal udvikle sig til en tør, argumentations-teoretisk diskussion, vil jeg give et par eksempler fra virkelighedens verden. Første eksempel er taget fra abortdiskussionen i USA og Danmark, mens det næste eksempel er anvendelsen af ordet 'velfærd' i den danske debat.

Abortdiskussionen i såvel USA som Danmark er blandt andet karakteriseret ved at parterne har forstået behovet for at omdefinere sit budskab. I USA har tilhængerne af provokeret abort således indset at en argumentation for retten til at aflive ufødte børn, hurtigt vil blive løbet over ende. Derfor har man opfundet et andet slogan at markedsføre sig under; nemlig 'pro-choice' - altså fritvalgs-tilhænger. For hvem er ikke tilhænger af et frit valg? Nej, vel?

Abortmodstanderne samme steds har ligeledes forstået at der ikke er ret meget fremtid i at være modstander af nogetsomhelst. At være modstander af et eller andet lugter nemlig lidt for meget af gamle sure mænd, der brokker sig over forandringens vinde. Og det vinder man  ikke ret mange slag ved! Derfor markedsfører de sig under sloganet 'pro-life' - altså livs-tilhænger. At være tilhænger af liv er jo positivt, så hvem kan være imod? Nej, vel? 

Begge de her nævnte eksempler har det til fælles at de er totalt meningsløse og blottede for indhold. For en rejsende fra en anden planet, vil det således være en dybt bizar oplevelse at overvære en diskussion mellem to totalt uforsonlige parter, der debatterer om man er tilhænger af liv, og dermed modstander af frit valg (?) eller, endnu mere absurd, tilhænger af frit valg - men modstander af liv!!

Om det så er denne absurditet i  tilhængernes argument  der gør at abortmodstanderne netop nu står til at vinde anden halvleg af abortdiskussionen i USA, skal jeg ikke kunne sige.  Men det er i hvert fald tydeligt at se deres overtag!

I Danmark har abortdebatten båret præg af at det kun er den ene part der har defineret debattens indhold - hvilket stort set har lagt den egentlige abortdebat død her i landet. Argumentet jeg taler om, er kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Argumentet er fuldstændig absurd og blot alt for let at skyde ned i en seriøs debat (identitets-lighed mellem mor og barn?), men så længe modstander-siden ikke er kommet ud over 'nej'-stadiet, altså stadig tvinger sig selv til at føre en negativ argumentation, er det tilhængerne der kører med klatten. De kirkelige og folkelige kræfter i Danmark der kæmper mod den provokerede abort, har ganske enkelt ikke forstået den argumentationsmæssige styrke der ligger i at være tilhænger af noget frem for modstander.  

Når det kan gå så galt i Danmark som tilfældet er, hænger det sammen med at abortmodstanden her i landet består af en række kirkelige kredse, som mildes talt ikke glimrer ved hverken intellektuelt overskud eller kommunikationsmæssigt talent. Og så har jeg endda sagt det meget pænt! Så længe tilhængerne reelt har banen for sig selv, er der ikke noget at sige til at de vinder. De kristne i USA er mange flere, har en større talentmasse og en hulens masse penge oven i hatten. Og så har de altså været kloge nok til at føre en positiv argumentation. Og står til at vinde!

I vores politiske debat i Danmark, står ordet 'velfærd' som det centrale. Men det er jo i virkeligheden lige så absurd som dét med at være tilhænger af retten til liv! For hvad er det for et ord? Og kan man overhovedet være modstander af velfærd? Tjah, da jeg i tidernes morgen slog mine folder på Høvelte Kaserne, havde vi en Velfærdsofficer. Det var en officer der havde til opgave at sørge for, at der blev vist film i regimentets biograf en gang om ugen, arrangerede idrætsarrangementer og sociale begivenheder - den slags. Altså en 'fredelig soldat', hvis man kan kalde det det.

Når jeg i dag tænker på ordet 'velfærd', så forestiller jeg mig noget i retning af at sidde på en strandcafe ved Middelhavet med en kølig drink, mens modellerne oppe fra fitness-centret paraderer forbi og fremviser den nyeste bikinimode. Se, dét er velfærd!! 

Set i netop dét lys, kunne man jo godt få visse associationer ved tanken om at Danmark nu har fået en velfærdsminister - og at navnet er Karen Jespersen!

Men nej, idrætsarrangementerne hører stadig under Brian Mikkelsen og festerne tager Lars Løkke sig af. I stedet er velfærdsministeriet et resultat af endnu en vellykket, positiv argumentation. 

Det er nemlig lykkedes for Socialdemokratiet at vinde diskussionen om Fogh's minimalstat ved at omdefinere 'barnepigementalitet' med 'velfærd'. For vi er jo voksne mennesker der ikke gider barnepiger - mens velfærd  er noget man aldrig kan få for meget af! Nu er statsministeren jo en klog mand og en dygtig kommunikator, så han forstod straks at det er en tabersag at gå i krig mod en begreb som 'velfærd'. I mangel af et stærkt, positivt argument valgte han således at droppe sin egen sunde fornuft og i stedet omfavne det socialdemokratiske velfærds'projekt. Resultatet er en socialstat, en statslig barnepige og et rekordhøjt skattetryk i yderligere en generation - eller indtil det lykkes for de borgerlige at finde et positivt begreb, der kan slå 'velfærd'. 

 Indtil dét sker, hænger vi på den!

 


tirsdag den 1. juli 2008

Religion i det offentlige rum

Et andet diskussionsemne af interesse, et diskussionsemne som ofte bliver bragt frem af en uhellig alliance bestående af især de kirkefjendske miljøer i vor samfund, er kampråbet: Religionen ud af det offentlige rum! Også dette handler om ytringsfriheden - friheden til at kunne leve såvel som udtrykke sin tro på Gud (i hvilken form eller skikkelse man nu måtte foretrække!). Dette er en meget vigtig debat, og jeg har længe gået og puslet med en artikel her til bloggen om emnet.

Men for nylig faldt jeg over en artikel skrevet af Biskoppen af København, Czeslaw Kozon, som med en usædvanlig klarhed sætter tingene grundigt på plads.  At jeg kender biskop Czeslaw som et godt, kærligt, betænksomt og ordentligt menneske, gør ikke min glæde over at henvise til hans artikel mindre! Biskoppen har givet net-tidsskriftet Catholica tilladelse til at gengive hans artikel, så det er dem vi linker til :)

Link til artiklen - her!