lørdag den 5. juli 2008

Abort og velfærd, eller om hvordan man vinder en værdidebat

En politisk debat er en kamp på ord. Argument mod argument, ord mod ord, ofte sat skarpt op mod hinanden. Bag det hele ligger den betydning vi vælger at give forskellige begreber. Men fælles for enhver politisk eller filosofisk diskussion er, at dén der får held til at definere de centrale begreber, vinder til slut.

For at denne artikel ikke skal udvikle sig til en tør, argumentations-teoretisk diskussion, vil jeg give et par eksempler fra virkelighedens verden. Første eksempel er taget fra abortdiskussionen i USA og Danmark, mens det næste eksempel er anvendelsen af ordet 'velfærd' i den danske debat.

Abortdiskussionen i såvel USA som Danmark er blandt andet karakteriseret ved at parterne har forstået behovet for at omdefinere sit budskab. I USA har tilhængerne af provokeret abort således indset at en argumentation for retten til at aflive ufødte børn, hurtigt vil blive løbet over ende. Derfor har man opfundet et andet slogan at markedsføre sig under; nemlig 'pro-choice' - altså fritvalgs-tilhænger. For hvem er ikke tilhænger af et frit valg? Nej, vel?

Abortmodstanderne samme steds har ligeledes forstået at der ikke er ret meget fremtid i at være modstander af nogetsomhelst. At være modstander af et eller andet lugter nemlig lidt for meget af gamle sure mænd, der brokker sig over forandringens vinde. Og det vinder man  ikke ret mange slag ved! Derfor markedsfører de sig under sloganet 'pro-life' - altså livs-tilhænger. At være tilhænger af liv er jo positivt, så hvem kan være imod? Nej, vel? 

Begge de her nævnte eksempler har det til fælles at de er totalt meningsløse og blottede for indhold. For en rejsende fra en anden planet, vil det således være en dybt bizar oplevelse at overvære en diskussion mellem to totalt uforsonlige parter, der debatterer om man er tilhænger af liv, og dermed modstander af frit valg (?) eller, endnu mere absurd, tilhænger af frit valg - men modstander af liv!!

Om det så er denne absurditet i  tilhængernes argument  der gør at abortmodstanderne netop nu står til at vinde anden halvleg af abortdiskussionen i USA, skal jeg ikke kunne sige.  Men det er i hvert fald tydeligt at se deres overtag!

I Danmark har abortdebatten båret præg af at det kun er den ene part der har defineret debattens indhold - hvilket stort set har lagt den egentlige abortdebat død her i landet. Argumentet jeg taler om, er kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Argumentet er fuldstændig absurd og blot alt for let at skyde ned i en seriøs debat (identitets-lighed mellem mor og barn?), men så længe modstander-siden ikke er kommet ud over 'nej'-stadiet, altså stadig tvinger sig selv til at føre en negativ argumentation, er det tilhængerne der kører med klatten. De kirkelige og folkelige kræfter i Danmark der kæmper mod den provokerede abort, har ganske enkelt ikke forstået den argumentationsmæssige styrke der ligger i at være tilhænger af noget frem for modstander.  

Når det kan gå så galt i Danmark som tilfældet er, hænger det sammen med at abortmodstanden her i landet består af en række kirkelige kredse, som mildes talt ikke glimrer ved hverken intellektuelt overskud eller kommunikationsmæssigt talent. Og så har jeg endda sagt det meget pænt! Så længe tilhængerne reelt har banen for sig selv, er der ikke noget at sige til at de vinder. De kristne i USA er mange flere, har en større talentmasse og en hulens masse penge oven i hatten. Og så har de altså været kloge nok til at føre en positiv argumentation. Og står til at vinde!

I vores politiske debat i Danmark, står ordet 'velfærd' som det centrale. Men det er jo i virkeligheden lige så absurd som dét med at være tilhænger af retten til liv! For hvad er det for et ord? Og kan man overhovedet være modstander af velfærd? Tjah, da jeg i tidernes morgen slog mine folder på Høvelte Kaserne, havde vi en Velfærdsofficer. Det var en officer der havde til opgave at sørge for, at der blev vist film i regimentets biograf en gang om ugen, arrangerede idrætsarrangementer og sociale begivenheder - den slags. Altså en 'fredelig soldat', hvis man kan kalde det det.

Når jeg i dag tænker på ordet 'velfærd', så forestiller jeg mig noget i retning af at sidde på en strandcafe ved Middelhavet med en kølig drink, mens modellerne oppe fra fitness-centret paraderer forbi og fremviser den nyeste bikinimode. Se, dét er velfærd!! 

Set i netop dét lys, kunne man jo godt få visse associationer ved tanken om at Danmark nu har fået en velfærdsminister - og at navnet er Karen Jespersen!

Men nej, idrætsarrangementerne hører stadig under Brian Mikkelsen og festerne tager Lars Løkke sig af. I stedet er velfærdsministeriet et resultat af endnu en vellykket, positiv argumentation. 

Det er nemlig lykkedes for Socialdemokratiet at vinde diskussionen om Fogh's minimalstat ved at omdefinere 'barnepigementalitet' med 'velfærd'. For vi er jo voksne mennesker der ikke gider barnepiger - mens velfærd  er noget man aldrig kan få for meget af! Nu er statsministeren jo en klog mand og en dygtig kommunikator, så han forstod straks at det er en tabersag at gå i krig mod en begreb som 'velfærd'. I mangel af et stærkt, positivt argument valgte han således at droppe sin egen sunde fornuft og i stedet omfavne det socialdemokratiske velfærds'projekt. Resultatet er en socialstat, en statslig barnepige og et rekordhøjt skattetryk i yderligere en generation - eller indtil det lykkes for de borgerlige at finde et positivt begreb, der kan slå 'velfærd'. 

 Indtil dét sker, hænger vi på den!

 


Ingen kommentarer: