tirsdag den 21. oktober 2008

Ytringsfriheden og Folkekirken

I forbindelse med afstemningen om tronfølgeloven til næste år, har tilhængerne af en revision af grundloven allerede nu fremført deres egne argumenter. Som i virkeligheden er et argument for at stemme nej til regeringens forslag, idet det efter deres mening ikke er vidtrækkende nok.

Udspillet fra dhimmi-partierne Radikale og Enhedslisten er, i fin tråd med regeringens forslag, rettet direkte mod kongehusets stilling i forhold til Folkekirken. I al sin enkelhed foreslår de to partier, at monarken bør stilles frit i forhold til medlemsskab af Folkekirken. Sådan som reglerne er i dag, er det jo obligatorisk at være medlem af Folkekirken hvis man tænker sig at skulle være monark i Kongeriget Danmark. Dhimmi-partierne begrunder deres forslag med monarkens religionsfrihed - og udtrykker samtidig et ønske om en dag at kunne få en monark der er eksempelvis muhammedaner eller andet.

Tag ikke fejl; jeg kan også være fristet ved muligheden for at vores konge eller dronning skal kunne være eksempelvis katolik (hvilket jeg betragter som mere realistisk end de radikale og revolutionssocialistiske ønskedrømme om en kalif på Amalienborg!), men de to partiers forslag dækker dels over en manglende forståelse af forskellen på objekt og subjekt - i dette tilfælde monarken og monarkens person. Dels dækker forslaget i virkeligheden over et helt andet sigte, nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved helt at fjerne religionen fra det såkaldt offentlige rum. Lad os tage én ting ad gangen.

Monarken har allerede i dag samme religionsfrihed som alle andre. Det står således Hendes Majestæt frit for at udmelde sig af Folkekirken og lade sig indmelde i et hvilket som helst andet trossamfund hun måtte ønske sig. Konsekvensen vil naturligvis være at Majestæten i givet fald skal abdicere, men friheden har hun ikke desto mindre. 

Forslaget har da også et helt andet sigte end en bekymring over Den Gamle Dronnings religionsfrihed. For hvad er det nu lige at begrundelsen for Kongehusets tilknytning til Folkekirken er? Jo, begrundelsen er at den Danske Stat ikke er så sekulær som visse politikere ynder at påstå - nej, den danske statsmagt som sådan er ifølge grundloven en konfessionel statsmagt. Den danske stat er luthersk-evangelisk, den danske statmagt er som udgangspunkt kristen. Og det er som følge heraf at den samme grundlov som fastslår denne simple kendsgerning, også forudsætter at Statsmagtens overhoved, monarken, tilslutter sig denne tro. Hverken mere eller mindre. Og idet monarkens rolle i det danske samfund i hovedsagen er af ceremoniel og symbolsk betydning, er der da også en meget logisk sammenhæng heri.

Det er her værd at bemærke at tilsvarende krav ikke stilles til regeringscheferne. Således har Danmark siden grundloven i 1849 haft eksempelvis to katolske statsministre. Den ene hed ganske vist en konseilspræsident, men det er jo samme sag.

Og på trods af at jeg selv er medlem af et andet kristent trossamfund end Folkekirken, og ærlig talt ikke har den helt store hverken teologiske eller filosofiske respekt for Martin Luther, vil jeg alligevel kæmpe indædt for denne særstilling til Folkekirken. 

Lyder det underligt? Egentlig ikke. Folkekirkens særstilling i det danske samfund, kombineret med såvel ytrings- som religionsfriheden, er nemlig den bedste garant for at også jeg fortsat kan nyde ytringsfrihed i religiøse anliggender i det offentlige rum. Man må nemlig ikke glemme, at partier som Radikale, Enhedslisten og SF, samt dele af Socialdemokratiet, ofte og meget højlydt, har krævet religionen og religiøse ytringer ud af det offentlige rum. men den slags vil det jo være vanskeligt at komme afsted med, så længe selve Statsmagten bekender sig som kristen!
 
Det er derfor set i netop dette lys at venstrefløjens forslag om såkaldt 'religionsfrihed' for monarken skal ses. Dette kan ikke lade sig gøre uden helt at fjerne Folkekirkens særstatus i forhold til staten, det kan ikke lade sig gøre uden at fratage statsmagten dens konfessionelle status. Og  dermed vil vejen være banet for, som på fransk manér, at fjerne religiøse ytringer fra det offentlige rum; at forbyde kristne at bære kors og jøder at bære kalotter offentligt. 

Folkekirkens status som statskirke og statens konfession som  Luthersk-evangelisk er således én af de grundpiller, som ikke blot giver også mig selv som ikke-luthersk en vidtrækkende religiøs ytringsfrihed i det danske samfund; den er også i sidste ende et meget vigtigt bolværk mod muhammedanernes og dhimmi-partiernes kamp for at indføre kalifatet i Danmark - med en kalif siddende trygt og godt på Amalienborg.

søndag den 19. oktober 2008

Radikal nedsmeltning

Radikale på vej mod nedsmeltning. Sådan lød en overskrift i gårsdagens netudgave af Berlingske Tidende. Interesserede kan læse artiklen her. I det hele taget har mediernes dækning af det gamle, hæderkronede parti gennem siden MF Simon Emil Ammitzbøll's afgang fra partiet cirklet omkring ubehageligheder som Margrethe Vestagers lederevner, Ammitzbøll's egen kvindagtige og hysterisk følelsesladede indfaldsvinkel til sit politiske arbejde, samt frustrationen i partiets bagland over den mangel på politisk indflydelse som har været et grundvilkår siden 2001.

Selv har jeg været medlem af partiet i ca tyve år, frem til min udmeldelse i februar i år. Gennem mit således mangeårige medlemsskab bestred jeg en lang række tillidsposter - lige fra kredsformand i Esbjerg, medlem af partiets hovedbestyrelse i flere omgange samt kandidat til såvel folketing som by - og regionsråd. Jeg var således med til at opstille en ca 20-årig og meget veltalende Margrethe Vestager til folketinget i 1989 - og var også den kredsformand der nogle år senere fyrede hende fra samme post! Man kan roligt konkludere at det er et parti jeg kender ganske godt, og hvis udvikling jeg har fulgt gennem en årrække.

Da jeg i sin tid meldte mig ind i partiet, i sommeren 1988, fandt jeg en politisk bevægelse som var præget af stor åbenhed og frisind. Debatkulturen var åben og fordomsfri og der var virkelig plads til alle.

Siden har meget ændret sig, og ikke til det bedre. Jeg er overbevist om at det er disse ændringer, som i de seneste uger og måneder fører til en foreløbig kulmination på nogen tids begyndende nedsmeltning.

Da jeg for et par år siden efter nogen tid i udlandet vendte tilbage til det politiske arbejde, mødte jeg et parti som var undergået en drastisk forandring 'siden sidst'. Det reflekterede frisind som jeg var og er en stor beundrer af, havde mistet sin reflektion. Efterhånden var holdningen i partiet blevet dèn, at alle livsformer og alle anskuelser var lige gode - bortset naturligvis fra den traditionelle kristne, som i almindelighed betragtes som ond og forkert.

I Det Radikale Venstre i slutfirserne og halvfemserne, var det således ikke ualmindeligt at opleve folkekirkelige sognepræster og ihærdige medlemmer af menighedsråd udgøre en stor del af partiets ryggrad. I det nye Radikale Venstre, oplevede jeg muslimske medlemmer blive båret frem på hænder og fødder, mens eksempelvis arabere med en kristen baggrund per automatik blev sendt ud på et sidespor - fordi de jo ikke er rigtige indvandrere.

Jeg oplevede også at en militant politikgørelse af homofili havde sat rod i partiet. Det Radikale Venstre havde ganske enkelt udviklet sig til de 'mandlige' homofiles ukritiske politiske talerør. Tag ikke fejl: de homofile har altid været en del af partiet, men Det Radikale Venstre i sin reflekterende udgave havde altid modsat sig at blive spændt for nogen som helst vogn anden end sin egen. I dèt Radikale Venstre hvor jeg var kredsformand og folketingskandidat, værnede vi nemlig meget om partiets uafhængighed af særinteresser. Faktisk var dette en af grundpillerne i vores selvforståelse!

Siden har meget ændret sig. Under de to Muhammed-kriser, viste Det Radikale Venstre sig som et ukritisk talerør for imamerne i Islamisk Trossamfund. Dette fandt sted uden at der på noget tidspunkt blev foretaget en reflektion over hvorvidt islam i den ene eller anden form er en ideologi som det er ønskeligt skal nyde fremme i det danske samfund. Det Radikale frisind mistede sin reflektion, og partiet mistede sin troværdighed i hele debatten om fremtidens demokrati i Danmark og Vesten. Det Radikale Venstre har ganske enkelt tilladt sig selv at blive til Danmarks førende dhimmi-parti!

Tilsvarende er sket i forhold til de de militante homofiles kamp for at politikgøre deres egen afvigende seksualitet. Også her mistede partiets traditionelle frisind sin evne til reflektion, og er derfor blevet et ukritisk talerør for militante homofile. Ironisk nok personificeret ved blandt andet Simon Emil Ammitzbøll. Dette er sket uden på noget tidspunkt at gøre sig overvejelser om hvilket samfund det egentlig er man ønsker sig eller for den sags skyld hvilke forhold vi ønsker at vore børn skal vokse op under. Samtidig hænger partiets beundring for homofili for øvrigt heller ikke særlig godt sammen med den radikale falden på halen for imamerne!

Men sådan er der naturligvis så meget; i det øjeblik et parti mister sin evne til at reflektere over sin egen politik, kan man selvfølgelig heller ikke forvente at tingene skal hænge sammen længere!

I virkeligheden tror jeg såmænd ikke at det er partiets enegang i forhold til den politiske indflydelse som er den reelle årsag til den begyndende nedsmeltning. I virkeligheden handler det om partiets efterhånden manglende uafhængighed samt mistede evne til reflektion, som har medført en meget skrammet selvforståelse for partiet.

Partiets mulighed for overlevelse er ganske enkelt afhængigt af at man får gjort sig klart hvilke værdier Det Radikale Venstre egentlig står for - tilbage til rødderne! Såfremt dette ikke sker, må jeg stilfærdigt konstatere partiets endeligt.

lørdag den 11. oktober 2008

Gambleren Fogh

Gennem en længere årrække, har en evigt tilbagevendende diskussion blandt politiske nørder været behovet for en ændring af grundloven. Argumenterne for er mange: behovet for at klarlægge kongehusets stilling i samfundet, spørgsmålet om det rimelige ved folkekirkens særstilling, en opdatering af diverse menneskerettigheder & frihedsrettigheder - blot for at nævne et par af hovedpunkterne i diskussionen. 

Men det er faktisk ikke så nemt at ændre en grundlov. Før et forslag kan ophøjes til ny grundlov, skal det først være vedtaget i to på hinanden følgende folketing. Derudover skal det også til folkeafstemning - og hér er det så at de virkelige problemer opstår. For ved folkeafstemningen er det ikke nok 'bare' at få flertal - nej, der skal også være 40 procent af  samtlige stemmeberettigede der stemmer for forslaget. Og lige netop dér plejer det at kikse lidt. Den danske befolkning er nemlig af natur lidt konservativ, så ændringer er ikke sådan lige til at få igennem. Der er derfor almindelig enighed blandt nørderne om at der skal en ordentlig kioskbasker til for at få en ny grundlov igennem.

Der er også enighed om at denne kioskbasker skal have forbindelse til kongehuset, og at denne skal omhandle tronfølgen. I dette tilfælde om hvorvidt drenge altid skal have forrang for piger eller om den førstefødtes ret skal være gældende.

Det er også en kendt sag at statsministeren aldrig har været tilhænger af at åbne for en grundlovsdiskussion. Dette er der mange grunde til, blandt andet er det almindelig kendt at partiet Venstre er skræmte ved udsigten til eksempelvis at få diverse sociale rettigheder indskrevet i grundloven, samtidig med at Dansk Folkeparti er nervøse for Folkekirkens særstilling. 

Set i dette lys, er regeringens plan om at ændre tronfølgeloven uden om grundloven en politisk genistreg. Hvis planen lykkes, vil det effektivt demontere enhver grundlovsdiskussion  flere generationer frem i tiden. Forslaget til tronfølgelov blev allerede vedtaget i det tidligere folketing inden valget i november sidste år, så nu mangler 'kun' vedtagelsen ved en folkeafstemning, inden endnu en omgang i folketinget.

Men svagheden i statsministerens plan er og bliver den samme som ved en grundlovsændring; nemlig at få 40 procent af samtlige stemmeberettigede til at stemme for ved den nødvendige folkeafstemning. 

Statsministerens foreløbige løsning på problemet, at lægge folkeafstemningen sammen med EU-parlamentsvalget til næste år, er interessant. Først og fremmet fordi EU-parlamentet har mere end vanskeligt ved at trække danskerne til stemmeurnerne - det er faktisk en meget stor success, hvis stemmeprocenten kommer op på de halvtreds! Dertil kommer så, at en pæn del af de stemmeberettigede til EU-valget er borgere fra andre EU-lande som er bosat her i landet og som derfor ikke kan stemme om tronfølgeloven. 

For statsministeren er der dermed tale om et hasardspil af de helt store. En forudsætning for at tronfølgeloven kan komme igennem, er således en historisk høj stemmeprocent ved valget til EU-parlamentet - og midlet til at lokke vælgerne til, er en ny tronfølgelov. Vel at mærke en tronfølgelov som allertidligst vil komme til at få effekt om en 70-80 år.... mit personlige gæt er at der vil blive et flertal for tronfølgeloven, men at der ikke er tilstrækkeligt med ja-stemmer til at give et kvalificeret flertal.

Men hvis det lykkes for Fogh, vil sejren være en uhørt triumf. Han vil lukke munden på nørdernes  grundlovsdiskussion samt via en historisk høj stemmeprocent til EU-parlamentet kunne  sikre ikke blot dette organs kredibilitet som demokratisk organ i danskernes bevidsthed, men også sig selv indtil flere tiltalende muligheder. Han kan vælge enten at benytte sig af den vundne styrke til at søge et topjob i udlandet, og formandsposten i EU-kommissionen bliver jo ledig til næste år, eller han kan bruge sit vundne momentum til at sætte de danske EU-forbehold til afstemning.

Hvis afstemningen derimod går som jeg forventer at den vil, altså et flertal for men ikke nok, vil Fogh komme til at stå som en taber og hans skæbne vil meget let komme til at ligne Nyrup's efter EURO-afstemningen i 2000 - bare værre. For ikke blot vil statsministeren have tabt en folkeafstemning, hvilket er en alvorlig sag for enhver regering, men det er lige så sikkert som amen i kirken at grundlovsdiskussionen vil blusse op  med hidtil uhørt styrke og i værste fald blæse såvel Fogh som Folkekirken og kongehuset omkuld.



 

torsdag den 2. oktober 2008

USA's nedtur og den nye verdensorden

Den såkaldte finanskrise formoder jeg at eventuelle læsere allerede kender til, så den skal jeg nok lade være med at præsentere yderligere. I stedet vil jeg causere lidt over baggrunden for finanskrisen samt de mulige konsekvenser heraf. Kort og godt agter jeg at sige dét, som ikke ret mange andre tør sige. Ikke desto mindre tror jeg at min kortfattede analyse  alligevel er dén der kommer tættest på sandheden.

I disse dage læser man meget i bladene om disse forfærdeligt grådige bankfolk, som har raget til sig på kundernes bekostning - underforstået at det er en håndfuld bankdirektører, der er skyld i det igangværende finanskrak. Intet kan være mere usandt!

Først og fremmest er grådighed ikke en synd for en bankmand, men derimod en nødvendig kvalifikation til jobbet. At en bankmand er grådig, er lige så naturligt som at min kat elsker mus! Det er nærmest genetisk. På samme måde som at jeg aldrig ville hyre en advokat til at kæmpe min sag hvis han ikke er hensynsløs og koldhjertet, vil jeg aldrig betro mine penge til en bankmand som ikke er grådig.  Og hvis man graver lidt ned i sagerne, står det da også klart at det ikke er på direktørniveau at miseren er opstået.

I stedet ligger ansvaret efter min opfattelse på det aller-øverste politiske niveau. I USA, eksempelvis, begyndte allerede Reagan at finansiere et såvel statsligt som privat overforbrug vha salg af statsobligationer til udlandet. Således lånte den amerikanske statskasse hundreder af milliarder dollars hos diverse suspekte personer - alt lige fra islamiske oliefonde til sydamerikanske narkobaroner og afrikanske diktatorer. Disse dejlige penge blev derefter lånt videre til landets banker - som så igen har ydet risikovillig kapital til virksomheder, nye husejere osv.  Dette medførte en velstandsstigning for middelklassen, men også en svimlende forgældning af det amerikanske samfund på alle niveauer.

Samme udvikling oplevede vi i en årrække i Danmark, dog med den væsentlige forskel at den danske gældsætning til udlandet er blevet standset - ja, faktisk  er den danske stat nu gældfri! Netop derfor er jeg overbevist om at Danmark vil slippe betydeligt bedre ud af krisen end amerikanerne, som virkelig sidder i suppedasen.

I de seneste år er der nemlig en anden stormagt, Kina, som har set dette oplagte hul i det amerikanske beredskab. Ikke nok med at størstedelen af varerne på hylderne i USA er produceret i Kina, men også den amerikanske gæld til udlandet under Bush-regeringen er  finansieret af.... Kina!  Det er i virkeligheden vældig smart. Kineserne låner penge til amerikanerne, som til gengæld bruger de lånte penge til at købe kinesiske varer for - hvorefter kineserne så låner amerikanerne nogle flere penge som de bruger til at købe endnu flere kinesiske varer for, hvorefter kineserne så låner amerikanerne nogle flere penge.... også krigen i Irak er finansieret af lån fra hovedsagligt Kina. Ikke mindst den gæld som Irak-krigen har påført det amerikanske budgetunderskud, har været medvirkende til den rentestigning, som så siden er ført til at husejere i USA har måttet gå på tvangsauktion og banker lukkes på stribe.

Nu agter Bush-regeringen så at låne yderligere 700 milliarder dollars til en redningsplan. Jeg tør godt vædde på at kineserne gerne stiller op med en ordentlig bid heraf... Ikke fordi USA er et godt papir, men på grund af den mulighed for at påvirke den amerikanske udenrigspolitik, der ligger i truslen om at kræve pengene betalt tilbage!

Den økonomiske optur som gældsætningen af USA gav landets økonomi, og dermed verdensøkonomien, modtog således et hårdt slag da to passagerfly en septemberdag i 2001 ramlede lige ned midt i New York, og fik endeligt dødsstødet da amerikanerne sammen med diverse eftersnakkere (deriblandt vores egen statsminister!) gik lukt i Al-Qaeda's fælde og invaderede Irak. 

Det samme gælder USA's rolle som verdens dominerende og eneste Supermagt. De dage er ovre, det er slut; når støvet har lagt sig efter disse ugers og måneders kaos på finansmarkederne, vil vi alle vågne op til en helt ny verdensorden.

Den nye verdensorden vil være multipolær, med flere supermagter. Først og fremmest vil Kina og Rusland sammen sidde i den reelle førertrøje, mens USA kan få lov at være med så længe landets kreditorer giver dem lov. Også et par mindre monarkier omkring den Persiske Golf vil være ganske godt med - jeg minder om de meget store opkøb af aktieposter i Europa og USA som er foretaget af oliefonde med base i især Dubai. Emiraternes og Saudiernes magt vil dog begrænse sig til den økonomiske og dermed politiske af slagsen, idet de hverken hverken har militær eller befolkningstal til at kunne spille en militær rolle udenfor eget nærområde.  

For Danmarks vedkommende må den nye verdensorden give grundlag for mange overvejelser omkring vores egen sikkerhedstruktur. Siden medlemsskabet af NATO i 1949, har vi lænet os op af USA. Det vil være passende og i høj grad 'rettidig omhu' at indlede overvejelser om hvorvidt dette stadig er i vor nationale interesse. Her er det forbandede bare, at der endnu ikke er en europæisk sikkerhedsstruktur på plads som er uafhængig af USA. En sådan må først etableres, og  kan kun hænge sammen hvis Rusland på et eller andet niveau er med inde over.

Dette sidste punkt er dog en længere diskussion, som jeg hermed gerne vil annoncere vil blive behandlet her i bloggen på et senere tidspunkt!