søndag den 19. oktober 2008

Radikal nedsmeltning

Radikale på vej mod nedsmeltning. Sådan lød en overskrift i gårsdagens netudgave af Berlingske Tidende. Interesserede kan læse artiklen her. I det hele taget har mediernes dækning af det gamle, hæderkronede parti gennem siden MF Simon Emil Ammitzbøll's afgang fra partiet cirklet omkring ubehageligheder som Margrethe Vestagers lederevner, Ammitzbøll's egen kvindagtige og hysterisk følelsesladede indfaldsvinkel til sit politiske arbejde, samt frustrationen i partiets bagland over den mangel på politisk indflydelse som har været et grundvilkår siden 2001.

Selv har jeg været medlem af partiet i ca tyve år, frem til min udmeldelse i februar i år. Gennem mit således mangeårige medlemsskab bestred jeg en lang række tillidsposter - lige fra kredsformand i Esbjerg, medlem af partiets hovedbestyrelse i flere omgange samt kandidat til såvel folketing som by - og regionsråd. Jeg var således med til at opstille en ca 20-årig og meget veltalende Margrethe Vestager til folketinget i 1989 - og var også den kredsformand der nogle år senere fyrede hende fra samme post! Man kan roligt konkludere at det er et parti jeg kender ganske godt, og hvis udvikling jeg har fulgt gennem en årrække.

Da jeg i sin tid meldte mig ind i partiet, i sommeren 1988, fandt jeg en politisk bevægelse som var præget af stor åbenhed og frisind. Debatkulturen var åben og fordomsfri og der var virkelig plads til alle.

Siden har meget ændret sig, og ikke til det bedre. Jeg er overbevist om at det er disse ændringer, som i de seneste uger og måneder fører til en foreløbig kulmination på nogen tids begyndende nedsmeltning.

Da jeg for et par år siden efter nogen tid i udlandet vendte tilbage til det politiske arbejde, mødte jeg et parti som var undergået en drastisk forandring 'siden sidst'. Det reflekterede frisind som jeg var og er en stor beundrer af, havde mistet sin reflektion. Efterhånden var holdningen i partiet blevet dèn, at alle livsformer og alle anskuelser var lige gode - bortset naturligvis fra den traditionelle kristne, som i almindelighed betragtes som ond og forkert.

I Det Radikale Venstre i slutfirserne og halvfemserne, var det således ikke ualmindeligt at opleve folkekirkelige sognepræster og ihærdige medlemmer af menighedsråd udgøre en stor del af partiets ryggrad. I det nye Radikale Venstre, oplevede jeg muslimske medlemmer blive båret frem på hænder og fødder, mens eksempelvis arabere med en kristen baggrund per automatik blev sendt ud på et sidespor - fordi de jo ikke er rigtige indvandrere.

Jeg oplevede også at en militant politikgørelse af homofili havde sat rod i partiet. Det Radikale Venstre havde ganske enkelt udviklet sig til de 'mandlige' homofiles ukritiske politiske talerør. Tag ikke fejl: de homofile har altid været en del af partiet, men Det Radikale Venstre i sin reflekterende udgave havde altid modsat sig at blive spændt for nogen som helst vogn anden end sin egen. I dèt Radikale Venstre hvor jeg var kredsformand og folketingskandidat, værnede vi nemlig meget om partiets uafhængighed af særinteresser. Faktisk var dette en af grundpillerne i vores selvforståelse!

Siden har meget ændret sig. Under de to Muhammed-kriser, viste Det Radikale Venstre sig som et ukritisk talerør for imamerne i Islamisk Trossamfund. Dette fandt sted uden at der på noget tidspunkt blev foretaget en reflektion over hvorvidt islam i den ene eller anden form er en ideologi som det er ønskeligt skal nyde fremme i det danske samfund. Det Radikale frisind mistede sin reflektion, og partiet mistede sin troværdighed i hele debatten om fremtidens demokrati i Danmark og Vesten. Det Radikale Venstre har ganske enkelt tilladt sig selv at blive til Danmarks førende dhimmi-parti!

Tilsvarende er sket i forhold til de de militante homofiles kamp for at politikgøre deres egen afvigende seksualitet. Også her mistede partiets traditionelle frisind sin evne til reflektion, og er derfor blevet et ukritisk talerør for militante homofile. Ironisk nok personificeret ved blandt andet Simon Emil Ammitzbøll. Dette er sket uden på noget tidspunkt at gøre sig overvejelser om hvilket samfund det egentlig er man ønsker sig eller for den sags skyld hvilke forhold vi ønsker at vore børn skal vokse op under. Samtidig hænger partiets beundring for homofili for øvrigt heller ikke særlig godt sammen med den radikale falden på halen for imamerne!

Men sådan er der naturligvis så meget; i det øjeblik et parti mister sin evne til at reflektere over sin egen politik, kan man selvfølgelig heller ikke forvente at tingene skal hænge sammen længere!

I virkeligheden tror jeg såmænd ikke at det er partiets enegang i forhold til den politiske indflydelse som er den reelle årsag til den begyndende nedsmeltning. I virkeligheden handler det om partiets efterhånden manglende uafhængighed samt mistede evne til reflektion, som har medført en meget skrammet selvforståelse for partiet.

Partiets mulighed for overlevelse er ganske enkelt afhængigt af at man får gjort sig klart hvilke værdier Det Radikale Venstre egentlig står for - tilbage til rødderne! Såfremt dette ikke sker, må jeg stilfærdigt konstatere partiets endeligt.

Ingen kommentarer: