tirsdag den 21. oktober 2008

Ytringsfriheden og Folkekirken

I forbindelse med afstemningen om tronfølgeloven til næste år, har tilhængerne af en revision af grundloven allerede nu fremført deres egne argumenter. Som i virkeligheden er et argument for at stemme nej til regeringens forslag, idet det efter deres mening ikke er vidtrækkende nok.

Udspillet fra dhimmi-partierne Radikale og Enhedslisten er, i fin tråd med regeringens forslag, rettet direkte mod kongehusets stilling i forhold til Folkekirken. I al sin enkelhed foreslår de to partier, at monarken bør stilles frit i forhold til medlemsskab af Folkekirken. Sådan som reglerne er i dag, er det jo obligatorisk at være medlem af Folkekirken hvis man tænker sig at skulle være monark i Kongeriget Danmark. Dhimmi-partierne begrunder deres forslag med monarkens religionsfrihed - og udtrykker samtidig et ønske om en dag at kunne få en monark der er eksempelvis muhammedaner eller andet.

Tag ikke fejl; jeg kan også være fristet ved muligheden for at vores konge eller dronning skal kunne være eksempelvis katolik (hvilket jeg betragter som mere realistisk end de radikale og revolutionssocialistiske ønskedrømme om en kalif på Amalienborg!), men de to partiers forslag dækker dels over en manglende forståelse af forskellen på objekt og subjekt - i dette tilfælde monarken og monarkens person. Dels dækker forslaget i virkeligheden over et helt andet sigte, nemlig at indskrænke ytringsfriheden ved helt at fjerne religionen fra det såkaldt offentlige rum. Lad os tage én ting ad gangen.

Monarken har allerede i dag samme religionsfrihed som alle andre. Det står således Hendes Majestæt frit for at udmelde sig af Folkekirken og lade sig indmelde i et hvilket som helst andet trossamfund hun måtte ønske sig. Konsekvensen vil naturligvis være at Majestæten i givet fald skal abdicere, men friheden har hun ikke desto mindre. 

Forslaget har da også et helt andet sigte end en bekymring over Den Gamle Dronnings religionsfrihed. For hvad er det nu lige at begrundelsen for Kongehusets tilknytning til Folkekirken er? Jo, begrundelsen er at den Danske Stat ikke er så sekulær som visse politikere ynder at påstå - nej, den danske statsmagt som sådan er ifølge grundloven en konfessionel statsmagt. Den danske stat er luthersk-evangelisk, den danske statmagt er som udgangspunkt kristen. Og det er som følge heraf at den samme grundlov som fastslår denne simple kendsgerning, også forudsætter at Statsmagtens overhoved, monarken, tilslutter sig denne tro. Hverken mere eller mindre. Og idet monarkens rolle i det danske samfund i hovedsagen er af ceremoniel og symbolsk betydning, er der da også en meget logisk sammenhæng heri.

Det er her værd at bemærke at tilsvarende krav ikke stilles til regeringscheferne. Således har Danmark siden grundloven i 1849 haft eksempelvis to katolske statsministre. Den ene hed ganske vist en konseilspræsident, men det er jo samme sag.

Og på trods af at jeg selv er medlem af et andet kristent trossamfund end Folkekirken, og ærlig talt ikke har den helt store hverken teologiske eller filosofiske respekt for Martin Luther, vil jeg alligevel kæmpe indædt for denne særstilling til Folkekirken. 

Lyder det underligt? Egentlig ikke. Folkekirkens særstilling i det danske samfund, kombineret med såvel ytrings- som religionsfriheden, er nemlig den bedste garant for at også jeg fortsat kan nyde ytringsfrihed i religiøse anliggender i det offentlige rum. Man må nemlig ikke glemme, at partier som Radikale, Enhedslisten og SF, samt dele af Socialdemokratiet, ofte og meget højlydt, har krævet religionen og religiøse ytringer ud af det offentlige rum. men den slags vil det jo være vanskeligt at komme afsted med, så længe selve Statsmagten bekender sig som kristen!
 
Det er derfor set i netop dette lys at venstrefløjens forslag om såkaldt 'religionsfrihed' for monarken skal ses. Dette kan ikke lade sig gøre uden helt at fjerne Folkekirkens særstatus i forhold til staten, det kan ikke lade sig gøre uden at fratage statsmagten dens konfessionelle status. Og  dermed vil vejen være banet for, som på fransk manér, at fjerne religiøse ytringer fra det offentlige rum; at forbyde kristne at bære kors og jøder at bære kalotter offentligt. 

Folkekirkens status som statskirke og statens konfession som  Luthersk-evangelisk er således én af de grundpiller, som ikke blot giver også mig selv som ikke-luthersk en vidtrækkende religiøs ytringsfrihed i det danske samfund; den er også i sidste ende et meget vigtigt bolværk mod muhammedanernes og dhimmi-partiernes kamp for at indføre kalifatet i Danmark - med en kalif siddende trygt og godt på Amalienborg.

Ingen kommentarer: