tirsdag den 2. december 2008

Finanskrisen og den sorte kat!

Når man som jeg er lidt af en nyhedsjunkie, er det svært at undgå historier om den såkaldte finanskrise.  Såvel erhvervsjournalisterne som de politiske redaktioner har fået finanskrise på hjernen - og dét går ikke stille af! Der er faktisk ikke dén historie som ikke kan puttes ind under finanskrisens paraply.

Tag nu for eksempel Jyllandspostens erhvervs-sektion i går, som bekymret kunne meddele, at handlen og trafikken med øl over grænsen fra Tyskland er eksploderet gennem de seneste uger, hvis man sammenligner med resten af året. Hvorefter den dygtige og skarpsindige 'journalist' straks frejdigt kunne konstatere at denne abnorme trafik naturligvis skyldes finanskrisen! At årets julefrokoster muligvis kan have en finger med i spillet, blev end ikke overvejet.... men sådan er der så meget i disse tider; mediernes hysteri omkring finanskrisen kender ingen grænser!

Tag ikke fejl: jeg er ingen finanskrise-benægter. Rentesatserne taler jo deres eget sprog, prisen på penge er steget - der er ikke så meget mammon i omløb som for et år siden. Men man kunne måske godt forventer blot lidt mere rimelighed i mediernes dækning af emnet!

Men også i det lille hjem her i Århus Vest har finanskrisen ramt hårdt. Ikke nok med at min opsparing nu giver en højere rente - krisen har også fået negative konsekvenser. I går måtte jeg for eksempel gå den tunge vej til tandlægen for at få lavet en ny rodbehandling, idet stiften til min 'gamle' bro var knækket. Et helt klart resultat af finanskrisen - hvad ellers?!??? Og ikke nok med det, men vel ankommet hjem igen, måtte jeg se mig nødsaget til at give min højt elskede, sorte norske skovkat Putin en loppekur. Endnu et resultat af den onde finanskrise. For enhver ved jo, at når krisen kradser allermest, bider lopperne hårdest!

Ingen kommentarer: