onsdag den 24. december 2008

Jul - et evigt mirakel

I aften er det juleaften, i nat fødes Frelseren atter engang og julen varer lige til Hellig Tre Konger den 6. januar. 

Desværre er det ofte nødvendigt at minde om at dette netop er selve kernen i Julefesten - at vi fejrer det største vidunder denne gamle Verden nogensinde har set; At Gud, i al sin kærlighed, lod sig inkarnere som menneske. Og ikke 'bare' som menneske, men endda i skikkelse af et fattigt og svagt lille, forsvarsløst barn. Alt sammen for at lede mennesket til frelsen, for at genoprette dén balance i Verden som menneskenes synd ellers havde ødelagt.

Men så skete det - den ubesmittede undfangelse, jomfrufødslen englenes sang og vi fejrer det stadig, nu 2000 år senere!

Meget i det danske samfund har forandret sig. Det offentlige Danmark blevet bange for kristendommen, de frygter selve vore rødder og kernen i vores egen kultur. Dette kan ses  mange steder i vort samfund - men intet steds mere tydeligt end i fejringen af det største mysterium i menneskehedens historie. I det offentlige rum trænger den politiske korrektheds fjendskab overfor kristendommen sig på. Overalt i det offentlige rum ser vi et mylder af guld, glimmer og nisser - men kun et fåtal julekrybber, for eksempel. Sammen med Påsken, er Julen én af de absolut største fester i den kristne tro, men alligevel oplever man at den kristne symbolik herpå bliver stedse mindre tydelig i det offentlige billede.

Dette er absolut ulogisk, idet folk med forstand herpå ellers kan oplyse at flere og flere danske familier er begyndt at gå den modsatte vej; med færre nisser i hjemmene - men derimod flere julekrybber. I det hele taget oplever vi i disse år en stadigt voksende interesse fra danskerne for den traditionelle, spirituelt orienterede kristendom. Pilgrimsrejser, pilgrimsvandringer, julekrybber og eksempelvis en øget interesse for Maria. Ikke blot den usunde interesse for Maria Magdalena, fostret af forfatteren Dan Brown, men også den sunde interesse for Guds Mor - den unge pige der sagde 'ja' til Guds engel og dén kvinde, der både undrende og sørgende stod under korset på Golgatha. Danskernes interesse for kristendom og for kristen spiritualitet er støt stigende, hvilket kristne præster i alle retninger kan bekræfte. Også butikskæden Netto har forstået dette, idet benævnte kæde i begyndelsen af december havde tilbud på et stort parti religiøst 'merchandise' - alt lige fra stearinlys med kristne motiver til Maria-statuetter. Disse røg for øvrigt meget hurtigt over disken, hvilket vel burde sende et signal til tåberne i Føtex og COOP!

Netop derfor har det været stærkt skuffende at følge december måneds 'jule-mania', sådan som det desværre er tilfældet hvert år. Guld og glimmer, nisser og ligegyldighed er hvad der præger julefejringen i det offentlige rum. Det mest ekstreme udtryk herfor kan ses i supermarkedskæderne COOP og Føtex, hvor man helt har valgt at undlade at give 'jule'pynten nogen som helst form for kristent indhold. Intet Jesusbarn, ingen Maria, ingen krybbe, ikke engang en sølle stjerne kan der blive plads til! 

Man kan fristes til at tro på at det er angsten for muhammedanerne der har taget overhånd; at muhammedanernes største sejr i Danmark i virkeligheden har været at fylde de toneangivende danskere med en frygt for sig selv! Man ser det i udenrigsministeriet, hvor de officielle julekort sidste år ikke ønskede en 'Merry Christmas' - men derimod et ' Seasons Greetings'. Og altså også  i supermarkederne og når diverse handelsstandsforeninger forurener det offentlige rum i hele december med deres ligegyldige og julefremmede nisse, guld & glimmer pjat. 

Her hos mig finder man hverken nisser eller julehjerter i december måned - eller på noget andet tidspunkt. Derimod kan tilfældige vandrere, der går forbi min lille have, komme til at se en statuette af Maria, Guds Mor, der flankeret af levende lys ser ud over hækken. 

Julen er Jesu fest. Det er en fest for kristendommens mirakel, for Guds kærlighed til os og en fest for det største og mest forunderlige JA der nogensinde er givet af noget menneske!

 

Ingen kommentarer: