mandag den 14. december 2009

Om Bibelen

Debatten omkring Bibelens natur og dens ufejlbarlighed contra det modsatte på Kristeligt Dagblads blogportal, har været meget interessant at følge. Der er nok tale om en evig diskussion som aldrig afsluttes helt, men dette skal dog ikke forhindre mig i også at give mit besyv med.


En påstand om at Bibelen er ufejlbarlig må nødvendigvis mødes med en række modspørgsmål - herunder ikke mindst dette: under hvilke forhold blev Bibelens hellige bøger til? Er de, som muhammedanerne påstår om koranen, skrevet efter direkte citat fra Gud eller er de menneskers værk, inspireret af Gud? Det er tydeligt for mig at Bibelen selv påstår at være det sidste, altså et guddommeligt inspireret menneskeligt værk.


I mine øjne giver Bibelen indtryk af at være en samling beretninger, hvori mennesker beretter om deres oplevelser med Gud. Det være sig Guds forsyn i forhold til Israels folk, beskrivelser af profeters profetgerninger, poetisk hyldest af Gud som i Davids salmer eller Højsangen, eller beskrivelsen af Guds inkarnation som menneske i Det Nye Testamente.


Hvis jeg eksempelvis blev bedt om at beskrive min dag i går, eller skulle få lyst til at berette herom, ville min beskrivelse i et vist omfang være objektiv - jeg ville beskrive min dag sådan som jeg husker den, hvormed beskrivelsen vil blive tilstræbt at være en objektiv beskrivelse af egen erindring. Men ville dette være en objektiv beskrivelse af hvad der hændte og hvorfor? Samtidig rejser det også spørgsmålet hvorvidt min erindring overhovedet er objektiv!


I praksis ville en sådan beskrivelse skulle ‘skæres til’ efter min formodede læserskare. Eksempelvis vil jeg skulle tage højde for i hvilket omfang mine læsere i forvejen har et kendskab til de forhold hvorunder jeg lever, mine daglige vaner og rutiner og folk omkring mig. Der vil med andre ord være behov for en redigering. Samtidig vil jeg nok også, hvis vi nu skal være ærlige, bestræbe mig på at beskrive såvel mine gerninger som tankemønstre i et så positivt lys som muligt. Med andre ord bedrive moderat spin!


Også i Bibelen ser vi eksempler på mere eller mindre moderat anvendelse af spin. I flere beskrivelser af Israels konger, eksempelvis, fremgår det at beskrivelsen er skrevet af kongens historiker. Vil en sådan beskrivelse kunne betegnes som ufejlbarlig og objektiv korrekt? Naturligvis ikke, men det udelukker heller ikke at disse konger var hverken kloge, fromme eller seje krigere. Det ændrer heller ikke ved at de begivenheder som beskrives rent faktisk fandt sted.


Det Gamle Testamente kan være vanskeligt at læse for mange, idet en dybere forståelse først kan fås hvis man sætter sig ind i den enkelte teksts baggrund; hvem har skrevet den, hvornår blev den skrevet hvad er forfatterens kildemateriale, hvordan var de politiske og historiske forhold netop da etcetc. Dertil kommer de forskellige genrer - med alt fra lovbøger, poesi, historieskrivning og profetbøger osv som udgør Det Gamle Testamente.


Det Nye Testamente er på enhver måde meget mere enkelt at gå til; det er hvad det giver sig ud for at være! Men betyder det at NT giver et objektivt billede af begivenhederne omkring Jesu inkarnation som menneske? Tjah, lidt spin kan man da spore også her. For eksempel er det tydeligt at Matthæus-Evangeliet er skrevet til et jødisk publikum, der venter på Messias. Dette kan ses ved dels Jesu ‘stamtavle’ i indledningen, og dels ved de mange henvisninger til jødiske teksters beskrivelser af Messias og understregningen af at Jesus er netop dén som disse tekster beskriver. Teksten er altså skåret til efter et jødisk publikum. Tilsvarende gælder de øvrige evangelier, men det vil jeg ikke gå ind på her.


Men betyder det så at Bibelen er ukorrekt, at den ikke passer, at vi ikke kan regne med den? Betyder det, for nu at tage Evangelierne som et eksempel, at Jesus slet ikke er den person som Bibelen beskriver?


På ingen måde. Det grundlæggende budskab er ufejlbarligt. Det grundlæggende budskab om Guds inkarnation som menneske, døden på korset og genopstandelsen fandt naturligvis sted som beskrevet. Også Jesu budskab til menneskene må være som beskrevet. Evangelierne beskriver bare ikke det hele, evangelisterne må givetvis have lagt inde med et stort materiale som ikke kom med fordi det blev skønnet unødvendigt. Der er således blevet redigeret, og det er vel ok.


Bibelen er således en samling beskrivelser af menneskenes oplevelser af og med den éne, treenige Gud. Beskrivelserne er i sagens natur skrevet af kødelige mennesker med kødelige menneskers begrænsninger, herunder også begrænsninger i deres forståelse og med de begrænsninger som vore kulturelle baggrunde altid giver os. Dertil kommer så sprogets begrænsninger, hvilket er et kapitel helt for sig selv! På samme måde modtager vi også som læsere teksterne med tilsvarende begrænsninger. Den fulde forståelse kan vi ikke forvente at opnå på denne side af Perleporten.


På den måde kan man efter min mening med rette påstå at Bibelen er såvel ufejlbarlig som ikke. Den er ufejlbarlig, fordi den beskriver Guds åbenbaring - som jo altid, i sagens natur, er ufejlbarlig. Men beskrivelsen kan aldrig blive ufejlbarlig, fordi denne åbenbaring kanaliseres videre til os af mennesker, der som vi læsere heller ikke er ufejlbarlige.

fredag den 13. november 2009

Gå ud i alverden...

Som kristne er vi kaldede til mission. Jesus fortæller os at vi skal ‘gå hen og gøre alle folkeslagene til mine disciple’. Et andet sted i Skriften bliver vi mindet om at det ikke altid skal være nemt, idet vi sendes ud som får blandt ulve. Med andre ord: Hvis vi kan mærke kæberne snappe efter os, er der stor sandsynlighed for at vi er på rette spor!

Disse er sandheder som vi her i landet længe har haft tradition for at overse. Som katolikker har vi undskyldt den manglende missionsindsats med at 85 procent af landets befolkning er protestanter, som jo også er en slags kristne, og at resten enten er frikirkelige eller ‘håbløse’ kulturradikale, som sikkert alligevel kommer til fornuft på dødslejet. Ulvene med de snappende kæber har det længe været svært at få øje på!

Men de seneste generationers smørhul i Vesteuropa er og bliver en historisk undtagelse. I resten af verden er vor Kirke en kæmpende Kirke. Aldrig tidligere er så mange af vore trosfæller blevet undertrykt og dræbt for troen på den Genopstandne Frelser! Ikke mindst er Mellemøsten og Afrika blevet den helt store slagmark, med heftige forfølgelser af kristne mindretal i lande som Pakistan og Egypten, foruden Tyrkiet, Nigeria og mange, mange flere. Mens Vesteuropa har været et smørhul, tager Himlen imod flere martyrer end nogensinde før i verdenshistorien.

Men det er også i Afrika at kristne missionærer, med stor fare for eget liv, viser vejen frem. Det er nemlig i Afrika at seks millioner muslimer hvert eneste år finder vej til lyset i Kristus. Dette sker på trods af alvorligt mente dødstrusler mod såvel konvertitterne selv som præsterne der døber dem.

Men her i vort eget lille smørhul har verden forandret sig. Det er af flere grunde ikke længere korrekt at tale om Danmark som et énstrenget, kristent land. Dels er vi i disse år vidner til en meget aggressiv ateisme i intellektuelle kredse. Og ikke mindst har vi gennem den seneste generation oplevet en relativ stor indvandring af nye medborgere, der bekender sig til Islam. Gennem de seneste år, og ikke mindst siden Muhammedkrisen, har også Islam vist sig som en særdeles ambitiøs deltager i den offentlige debat. Vort fædreland har forandret sig, det er atter blevet en missionsmark!

Det er derfor på tide, at landets kristne rækker ud til disse nye medborgere med dét frihedens Evangelium, som kan sætte dem fri fra islams tyranniske budskab om frygt. Ikke mindst er dette efter min opfattelse den Katolske Kirkes opgave. For ikke alene er Den Katolske Kirke verdens bedste - vi har efter min opfattelse også en ekstra styrke ift muslimerne i vores tradition for faste, tidebønner på bestemte tidspunkter af dagen og vore menigheders multietniske sammensætning. Det multietniske er nemlig et ideal som muslimerne beundrer, men stort set aldrig har kunnet efterleve i de nationalt opdelte moskéer.

Aldrig tidligere har Jesu ord i Lukas 10,3 været mere sande: Høsten er stor, men arbejderne få. Missionen overfor muslimerne er spredt, sparsom, yderst lokal og ét hundrede procent afhængig af enkelte frikirkers beundringsværdige indsats. Det er godt, men ikke godt nok. Hvis nogen ellers skulle mene andet, kan jeg blot henvise til retstilstanden i områder som Gellerup, Nørrebro, Vollsmose, Tingbjerg og andre steder i landet, hvor tingenes deprimerende tilstand dokumenterer behovet for mission - NU! Til gengæld kan vi glæde os over at høsten, med Herrens egne ord, er stor. Det er bare arbejderne der mangler!

En sådan indsats har behov for at være målrettet, velorganiseret - og med veluddannede missionærer. Og sidst, men ikke mindst, skal den finde sted med Kirkens fulde myndighed. Dvs med biskoppen i spidsen! Måske vil det være klogt at hente en af de erfarne afrikanere herop for at vise os ‘hvordan de gør’.

Mange muslimer lærer og øver sig i argumenter mod kristendommen. Det vil derfor være nødvendigt at vore missionærer ikke blot er befarne i deres egen tro, men også har et solidt kendskab til såvel islam som til disse argumenter. Derudover har jeg meget stor tiltro til Evangeliets kraft - og ikke mindst til at Jesus vil ‘give en hånd med’ hvis ellers vort bispedømme vælger at igangsætte en seriøs indsats. Hvilket der hermed opfordres til!

--oo—

Ovenstående indlæg er en kronik, som blev trykt i bladet Katolsk Orientering nr. 18 for cirka en uge siden. Den er således et indlæg i en katolsk debat, men idet jeg mener at såvel emnet som opfordringen bør have en bredere interesse end som så, bliver den nu ’blogget’.

tirsdag den 10. november 2009

Hvad har de til fælles?

For de af os der er gamle nok til at huske DanMarx' Radio's behandling af internationale nyheder inden murens fald, kan det give et underligt flashback til ungdommens dage at følge mediernes dækning af nutidens terrorproblemer. Ikke mindst dækningen af JIHAD-angrebet på den amerikanske militærlejr Fort Hood i Texas kan til tider være decideret rystende.

Men i stedet for at skrive et langt, bloddryppende indlæg om visse mediers sympati for terrorister, et emne som jeg tidligere har behandlet her, vil jeg nøjes med at linke til en klassiker som kan findes på YouTube. Sekvensen tager blot lidt over tre minutter, og har titlen 'Hvad har de til fælles'. Det beskriver bedre end mine ord hvad problemet med medierne er!

Linket er her

fredag den 6. november 2009

Paven og det rådne træ

Da pave Benedict for et par uger siden med et snuptag gjorde det lettere for konservative anglikanere at konvertere til den Katolske Kirke, samtidig med at de kunne beholde størstedelen af deres anglikanske identitet, kom det som et chok for næsten alle – men samtidig også underlig ventet.

Gennem efterhånden en længere årrække har de såkaldt ‘konservative’ anglikanere gået og mumlet om et nødvendigt oprør mod modernismen i deres kirke. En modernisme, der har givet dem skrækkeligheder som kvindelige præster & biskopper, åbent homoseksuelle præster (og biskopper!) samt kønsneutrale ægteskaber. I et kirkesamfund med en sådan udvikling er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at være kristen med solidt fodfæste i den kirkelige tradition uden at blive betragtet som stokkonservativ. Gennem årene har en god portion af disse konservative allerede taget springet til Rom; mange lægfolk og en hel del præster. Da anglikanerne i England eksempelvis åbnede op for kvindelige præster, forårsagede det en mindre flodbølge af præster der konverterede med et argument om, at ingen jordisk myndighed har autoritet til at træffe beslutning om kvindelige præster. Temmelig mange af disse blev sidenhen præsteviede af katolske biskopper.

På præsteseminariet i London var én af lærerne en sådan konverteret, tidligere anglikansk præst. Han var også gift, og hustruen Elaine underviste os i litteraturkendskab. I et miljø, hvor lærerstaben var alt andet end traditionelle katolikker – mens traditionelle katolikker var en passende betegnelse for de studerende, var præsteparret Parsons ét hundrede procent på seminaristernes side. Det er med stor glæde og taknemmelighed at jeg husker tilbage på father Richard og Elaine!

Nu tales der om at op imod 1000 anglikanske præster alene i Storbritannien vil konvertere i løbet af nogle år, og der er overhovedet ingen tvivl om at dette vil være en kraftig indflydelse i et land, hvor seminarierne gennem en generation eller mere har været kendt som værende på den temmelig liberale fløj.

Vatikanets beslutning giver ikke anglikanerne deres egen rite som sådan, som eksempelvis Assyrerne har det. Der bliver snarere tale om en anglikansk rite inden i den latinske rite. Konceptet findes allerede i praksis; i USA, hvor en håndfuld apiscopale sogne (heraf tre i Texas) for nogle år siden konverterede kollektivt. Disse menigheder fungerer allerede med egne messebøger, som er godkendte af Vatikanet og som indeholder aspekter af såvel katolsk som anglikansk liturgi.

Det er sandsynligt at pavens træk kommer en decideret anglikansk kirkesplittelse i forkøbet. Sådan én er der nemlig også blevet talt meget seriøst om, ikke mindst fra anglikanernes afrikanske biskopper som har været mildest talt rasende over kvindernes og de homoseksuelles fremmarch i bevægelsen. Nu kom paven altså splittelsen i forkøbet, med et tilbud som eventuelle udbrydere muligvis vil få svært ved at undslå. Ved at åbne for lettere adgang til konversioner, herunder kollektive konversioner for hele menigheder, og fastslå adgangen for anglikanske præster til romersk præstevielse, er paven formentlig kommet denne udvikling i forkøbet.

Det er da også med et seriøst pokerfjæs at Vatikanets talsmand udtalte, at udspillet på ingen måde er et katolsk svar på anglikanernes tydelige problemer. Nej det er det vel ikke, månen er lavet af grøn ost – og hvis man tror på dén røverhistorie, har denne blogger et Eiffeltårn billigt til salg!

Trækket er under alle omstændigheder genialt, spørgsmålet er så om paven mon har leveret præcis dét spark, som vil få det efterhånden gennemrådne anglikanske træ til at falde omkuld. Svaret på dette spørgsmål kan kun tiden give, men at den anglikanske kirke er gennemrådden er i hvert fald tydeligt for mig. Husk på at da den anglikanske kirke i sin tid brød ud fra Rom, skete det ikke på baggrund af en teologisk uenighed eller andet ‘ærefuldt’. Nej, som enhver historiestuderende vil vide, handlede sagen om at Paven ikke ville give Henrik den 8. lov til blot at halshugge sine koner efter endt brug for derefter at gifte sig påny. Derfor nationaliserede kongen da bare hele den engelske kirke, og gav som et figenblad præster og biskopper lov til at gifte sig. Men den egentlige lære samt biskoppernes position forblev uændret.

Selve den anglikanske konstruktion var således fra begyndelsen rådden, og den seneste generations tilføjelse af kvindelige præster, et homoseksuelt præsteskab og senest kønsneutrale ægteskaber har på ingen måde styrket konstruktionen.

Udspillet vil formodentlig få endog meget stor betydning i de angelsaksiske lande verden over; med undtagelse dog af USA, hvor udvandringen fra den Episcopale kirke begyndte tidligere end i eksempelvis Storbritannien. Men i områder som Storbritannien, Australien/New Zealand og Afrika, vil en blot moderat modtagelse af pavens udspil ændre det kirkelige landkort radikalt.

I Danmark vil pavens spark naturligvis ikke få nogen direkte betydning, idet vi jo ikke har særlig mange anglikanere her til lands. Ganske vist er også vor egen folkekirke desværre (og jeg mener virkelig desværre!) også efterhånden blevet en faldefærdig, mørnet størrelse. Den særlige lutherske teologi og kirkeforståelse er dog desværre så særegen, at jeg har vanskeligt ved at se i hvilken retning de overlevende kan søge hen efter det krak eller opsplitning som nødvendigvis må komme. Men det er et emne som jeg muligvis kan behandle en anden god gang.

lørdag den 26. september 2009

Forunderlig eller blasfemi?

Naturligvis har jeg alle dage vidst at den autoriserede, danske oversættelse af Bibelen ikke på alle punkter er en præcis eller loyal oversættelse af de originale tekster. Man behøver blot erindre sig debatten herom da den seneste oversættelse blev frigivet i 1992 - og hvis enkelte stadig tvivler, skal jeg bare henvise til de nok så kendte gammeltestamentlige 'møgguder'. Men da Danmark jo som bekendt er et lille sprogområde, har der desværre ikke været et marked for konkurrerende oversættelser på et mere sprogligt korrekt grundlag, så jeg valgte at leve med det. Samtidig har jeg også en stor forståelse for at et sprog som hebræisk kun vanskeligt kan oversættes ét hundrede procent præcist til et sprog som dansk.

Det vil sige: Indtil for nylig, hvor dråben flød over. Gennem den seneste tid har jeg forsøgt at studere Eskatologi, dvs læren om hvad der kommer til at ske til allersidst - de sidste tider. I den forbindelse læste jeg så i Daniels Bog om antikrist, hvor der i kapitel 11,36 står at denne mod Gudernes Gud (citat) 'udtaler de forunderligste ting'.

Mit problem hér er, at ordet 'forunderlig' i almindelighed betragtes som et positivt, værdiladet ord. Og selv om jeg ganske vist ikke er i tvivl om at benævnte herre agter at udtale sig i et værdiladet sprog overfor Gud, har jeg dog alligevel svært ved at tro på at det bliver i en positiv retning. I den tidligere oversættelse, fra 1931, nøjes han da også med at udtale 'utrolige ting'.

Muligvis en relativt lille ting, men alligevel dråben der fik bægeret til at flyde over. Af engelsktalende bekendte er jeg længe blevet anbefalet at skifte til The New Jerusalem Bible, som er oversat direkte fra de hebræiske og græske originaltekster og (har jeg ladet mig fortælle..) med større respekt for såvel sprog som forfatterens hensigt.

Jerusalembibelen kom med posten i dag, så der har ikke rigtig været mulighed for at gå i dybden endnu - men jeg har dog nået at sammenligne ovennævnte tekst, hvor Jerusalembibelen skriver at 'he will utter incredible blasphemies against the God of gods'. Denne oversættelse ligger temmelig tæt på den officielle tyske oversættelse (efter Martin Luther) fra 1984, hvor samme herre udtaler 'uhørte' ting mod Gud.

Forskellen er til at føle på! At Jerusalembibelen derudover, i modsætning til den autoriserede oversættelse, indeholder HELE Bibelen, vælger jeg at tage med som en sidegevinst ;)

lørdag den 22. august 2009

Medierne på Nørrebro

Det er næppe undgået manges opmærksomhed at krigen på Nørrebro efter en næsten fredelig sommerferie, gennem de seneste par dage igen har holdt såvel det københavnske politi som medierne travlt beskæftiget.

At kamphandlingerne i bydelen muligvis kan være indledningen til en decideret borgerkrig mellem danskere og muslimer, er tydelig nok. Mindst lige så bekymrende er mediernes behandling af begivenhederne, herunder ikke mindst hvilke ord der anvendes når parterne skal beskrives. Et par eksempler understreger min pointe:

For et par dage siden meldte den samlede presse om ROCKERE der havde overfaldet og tæsket helt tilfældige indvandrere med jernrør. Og den fik, i øvrigt helt fortjent, ikke for lidt.

Og netop her til aften melder en samlet presse at UNGE har sparket en politibetjent ned, at UNGE har kastet sten mod politiet og ifølge Politikens netavis har politiet oven i købet været i kamp med BEBOERNE i området.

Men nu er det jo altså ikke tilfældige unge der hverken har sparket en betjent ned, skudt ind i en menneskemængde og ramt en anden betjent i maven, og det er for den sags skyld heller ikke den gennemsnitlige borger på Nørrebro der har forsøgt at jage politiet bort ved at kaste med sten efter dem. På fuldstændig samme måde som at det heller ikke er normale UNGE, der landet rundt overfalder danskere uden nogen anden begrundelse end at de er danskere - en kendsgerning, som det er mere end vanskeligt at få medierne til at rapportere om.

Nej, de skyldige i disse forbrydelser er typisk unge hankønsvæsener af mellemøstlig afstamning, og de bekender sig almindeligvis til den fascistiske ideologi der kaldes islam.

Og min pointe? Hvis den ene part skal nævnes ved navn, bør den anden også.

Situationen her i landet er vanskelig nok, uden at man behøver spekulere på hvorvidt medierne mon også er så upartiske som de forsøger at bilde os alle ind!

lørdag den 30. maj 2009

Det sku' være så frit

Som tidligere nævnt, er et gennemgående tema i denne blog et forsvar for friheden. Et forsvar for den enkeltes frihed - og herunder ikke mindst retten til at ytre sig, idet denne frihedsrettighed er under et meget stærkt pres i Europa i disse år.  

En forudsætning for at vi borgere kan udøve vor borgerret (og pligt!), er at vi har fri adgang til informationer. Og som verden er skruet sammen i dag, er det internettet som er den hyppigste leverandør til vor viden. Samtidig er internettet også i selve sin struktur ubetinget dét medie som giver bedst mulighed for at ytre sig, idet internettet som udgangspunkt er ucensureret. Via internettet kan vi udgive ytringer som vore magthavere ikke bryder sig om, og vi kan også søge efter informationer som magtens herrer og damer ikke ønsker at vi skal kende til.

Det er derfor ingen overraskelse, at visse politikere ønsker at regulere borgernes brug af internettet. Dette er et emne som jeg har behandlet tidligere, eksempelvis i denne artikel som omhandlede en socialdemokratisk EU-parlamentariker, der ville fratage os retten til at blogge frit. 

Den danske regering plejer almindeligvis at være om sig med kritik og udtalelser om bekymring, når andre totalitære regimer som eksempelvis Kina, Nordkorea og Iran i et forsøg på at beskytte regeringens greb om befolkningen, lukker for adgangen til visse sider. Denne kritik er naturligvis korrekt og absolut på sin plads.

Men også i Danmark indgår blokering af internetsider som en naturlig del af den politiske værktøjskasse. Sammen med Tyrkiet og Kina, er Danmark nemlig ét af blot tre lande i verden der blokerer for borgernes adgang til thepiratebay.org. Danmark er således så vidt vides det eneste land i verden, hvor ophavsrethavere kan blokere for adgangen til en internetside, blot med en påstand om en mulig krænkelse af ophavsretten. Dette sker vel at mærke uden overhovedet at indkalde eller for så vidt orientere de pågældende internetsider herom.

Sagen omkring thepiratebay.org er naturligvis ikke den eneste af slagsen her i Danmark. Det begyndte for år tilbage, da man ved lov forbød adgang til hjemmesider der tilbød børneporno - i sig selv i manges øjne et sympatisk initiativ, hvis altså ikke lige det var for glidebaneeffekten. Vi var mange der dengang advarede, for hvad ville blive det næste? Når først magthaverne har fået held til at lukke for én slags hjemmesider, var der grund til at frygte at de hurtigt kunne få blod på tanden og fortsætte den tvivlsomme success på andre områder.

Senest har vi set et regeringsudspil vedrørende en liberalisering af spillelovgivningen, hvori også lukning af adgangen til hjemmesider indgår. Denne gang hverken for at beskytte børn mod udnyttelse eller andre hæderværdige formål - nej, man ønsker at lukke for adgangen til ikke-licenserede spillesider udelukkende ud fra rent fiskale overvejelser. For at beskytte et statsmonopols økonomiske indtjening.  At blokere for adgangen til informationer udelukkende af rent fiskale hensyn, burde ganske enkelt være for lavt for en borgerlig regering. Den slags kan man med rette forvente af socialdemokrater og den slags krapyl, men det burde ikke kunne indgå i en borgerlig regerings værktøjskasse. 

Hvilke andre hjemmesider ønsker vore magthavere at lukke for adgangen til - siden rent statsfiskale hensyn og hensyn til kunstneres indtjening tilsyneladende betyder mere end borgernes adgang til frit at søge information og inter-agere med andre mennesker via nettet? Er det regeringens hensigt at blokere for adgangen til youtube, hvor der givetvis findes temmelig meget materiale der ikke er ét hundrede procent i ovensstemmelse med diverse ophavsretsregler? Skal der blokeres for google, som givetvis ofte anvendes til søgning efter oplysninger som enten er ulovlige eller ubehagelige for magthaverne? Eller hvad med internetapoteker, som ikke blot spammer vore indbakker, men også tilbyder diverse medicinske præparater som ellers er underlagt receptpligt her i landet. Skal adgangen hertil også lukkes?  Hvorfor egentlig ikke? Logikken i regeringens handlinger antyder et ja, men er dét kendetegnende for et samfund vi ønsker at leve i? Er sådanne indskrænkninger af borgernes frihed i overensstemmelse med det frie, liberale samfund vi traditionelt har opfattet det danske som? Jeg mener klart nej.

Skiftende danske regeringer har traditionelt opretholdt en meget høj fane når det gælder den digitale frihed - vel at mærke når det foregår i lande langt borte. Lande som eksempelvis Kina, Nordkorea, Iran & Cuba og den slags. Men med henvisning til den seneste tids udvikling og debat herhjemme, kan dette synes hyklerisk. Og er det efter min mening også.

Der har aldrig været nogen politisk debat om disse ting i Danmark, men det er nok ved at være på tide at vi får det. Inden det bliver for sent!

 

fredag den 6. februar 2009

Tid til klassepolitik?

At skattekommissionens nylige oplæg til en skattereform har vakt stor opmærksomhed, kan næppe undre nogen. Sjældent har en redegørelse fra en kommission eller et udvalg været mere hyped flere måneder i forvejen end denne. Dette på trods af at de mere opmærksomme længe har anet nogenlunde hvor rapportens konklusioner ville lande: lavere skat til de højest lønnede og færre fradrag til alle. Det eneste store spørgsmål der stadig udeblev op til offentliggørelsen tidligere på ugen, var spørgsmålet om rentefradraget: turde de eller turde de ikke? De turde, og hurra for det! Nu mangler vi så stadig at se om regeringen også tør - jeg håber det!

Som ventet havde kommissionens konklusioner en vægt på den absolut højest lønnede del af befolkningen. Derimod har kommissionen 'glemt' også at give noget til den del af befolkningen som rent faktisk arbejder for lønnen; postbudene, fabriksarbejderne, kassedamerne, rengøringsassistenterne, butiksansatte og plejeassistenterne på landets plejehjem, blot for at nævne nogle af grupperne. Med andre ord er det kommissionens hensigt, at dé der reelt får samfundet til at hænge sammen, skal betale for et større forbrug til de velbjærgede! 

Selv lægger skattekommissionen heller ikke skjul på sin manglende interesse for den hårdest arbejdende del af befolkningen. På skattekommissionens egen hjemmeside, er det nemlig muligt at beregne sin kommende indkomstskat - men kun hvis man tjener 300.000 om året eller mere. Til orientering: de grupper jeg nævnte før, skal alle være glade hvis de rammer en årsløn på ca 250.000! 

Men naturligvis er snittet på skattekommissionens skatteberegner ikke lagt tilfældigt. For en enlig på ca 300.000, der bor til leje og ikke har udgifter til renter, går skatten nemlig lige op, hvis ellers man modregner tabet i fradrag til A-kasse/efterlønsbidrag/fagforening i lettelsen i indkomstskatten. For den lavest lønnede del af befolkningen, eksempelvis de grupper jeg nævnte tidligere, er skatteforslaget således ren tilsætning. Og heri har jeg slet ikke medtaget værdien af det lavere rentefradrag, men dette vil sandsynligvis betyde at det reelle snit for hvornår skatteforslaget fra kommissionen kommer til at gå lige op, ligger betragteligt højere end de 300.000 om året. 

For nu at genoplive et udtryk fra min pureste ungdom, så agter Carsten Koch & Co således at brandbeskatte de fattige for at forgylde de rige! Jeg er selv én af de der ligger (ganske vist marginalt, men dog alligevel!) med en årsløn på lige under 300.000 om året, og det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed at jeg så afgjort sætter min lid til den fortsatte behandling i folketinget. Umiddelbart er der nemlig ikke den store udsigt til at regeringen kan komme igennem med et skatteforslag så asocialt som dét Carsten Koch fremlagde for nogle dage siden - det vil hverken Dansk Folkeparti eller S-SF heldigvis acceptere! 

Man kan jo så frygte at regeringen går efter et smalt forlig, hvor DF bliver spist af med et par hundrede kroner ekstra på ældrechecken eller en halv million til Inges Kattehjem, men mon ikke statsministeren forstår behovet for et bredt flertal - trods alt?  Og jeg nægter ganske enkelt at tro på at S-SF vil gå med til en skattereform med dét sociale sigte som Skattekommissionen har fremlagt.  

Derfor er der stadig håb forude.

tirsdag den 27. januar 2009

Frihed og konsekvenser

Læsere af denne blog vil vide, at et gennemgående tema er begrebet frihed. Mest har jeg skrevet om ytringsfriheden, idet denne er meget kraftigt truet i disse år. Muhammedkrisen herhjemme og forfølgelsen af europæiske borgere som Ayaan Hirsi Ali og Geert Wilders taler deres eget tydelige sprog herom!

Men muhammedanismen er desværre ikke den eneste trussel mod vores frihed. Vi er også truet 'indefra' så at sige - friheden trues ikke mindst af vor egen behagelighed og søgen efter at blive fritaget for ansvar i vore egne liv. Som kristne tror vi at Gud har skabt menneskene frie og med deres egen vilje, men desværre glemmer mennesket i det moderne velfærdssamfund ofte at med friheden følger også ansvaret for eget liv, og at vore frie beslutninger har konsekvenser for både os selv og for andre omkring os. Og at disse konsekvenser er intimt forbundet med selve dét at træffe beslutninger som frie borgere!

Lidt abstrakt kan man sige, at hvis man ved en korsvej vælger vejen til højre, fravælger man til gengæld de muligheder der er til venstre. Sådan er dét - det er frihedens natur. Friheden til at træffe beslutninger for vore egne liv, hvert valg vi træffer har også et indbygget fravalg. Så enkelt er dét - hvis man vælger noget, vælger man noget andet fra. 

Desværre har velfærdssamfundets politikere alt for ofte en indbygget trang til at fratage os borgere retten til at vælge FRA - eller rettere: når vi vælger noget til, får vi ofte vore fravalg smidt i nakken automatisk.

I dette indlæg vil jeg tillade mig at komme med flere eksempler på denne tendens. Og det første eksempel er endda én af mine kæpheste, nemlig lovgivningsmagtens helt uforståelige favorisering af de homofile. 

Men inden vi kommer så langt, vil det nok være nyttigt at få et meget centralt begreb på plads: Som kristen tror jeg ikke et sekund på at noget menneske på denne jord nogensinde er hverken født eller skabt med en homofil præference. Og for de der tror på evolutionen må sagen være om muligt endnu mere klar; hvor i evolutionsteorien er det lige at 'naturlig' homofili passer ind i teorien om den naturlige udvælgelse? Så uanset om man er kristen eller evolutionsteoretiker, eller en kombination af disse to livsanskuelser, må homofili helt naturligt være et resultat af et personligt valg. Et fuldt ud legitimt valg, javist, men ikke desto mindre en bevidst, personligt beslutning.

Som alle andre beslutninger medfører også denne en række konsekvenser, herunder ikke mindst et fravalg af ægteskabet og muligheden for at producere børn, blot for at nævne de mest oplagte. Fravalget af ægteskabet medfører igen et fravalg af en række juridiske muligheder, herunder arveret efter éns partner og hvad der ellers følger i ægteskabslovgivningen. 

Det er derfor forstemmende, og i virkeligheden en fornægtelse af de homofiles frihed, når deres egne organisationer har fået gennemtrumfet et politisk flertal, der giver dem mulighed for både registreret partnerskab og på det seneste tilsyneladende et flertal i folketinget for at tillade adoption til homofile par.  Uden i øvrigt at berøre væsentlige emner som eksempelvis barnets tarv, vil jeg fastslå at ved at fratage de homofile konsekvenserne af deres beslutning, ved at ville ligestille de homofiles stilling med de normales, har man samtidig frataget dem konsekvensen af deres beslutning.

Et andet eksempel er arveloven som netop er trådt i kraft. Her gives arveret til ugifte par på næsten lige fod med ægtepar; dog med den forskel at de ugifte endnu ikke kan sidde i uskiftet bo. Men lur mig om ikke også dét blot er et spørgsmål om tid! I dette tilfælde har folketinget givet mennesker, der helt bevidst og med åbne øjne har fravalgt ægteskabet, en del af de juridiske fordele som ægteskabet har at byde på. Dette eksempel er om muligt endnu mere forkasteligt end det med de homofile, idet man faktisk belønner mennesker der, ofte af ideologiske eller filosofiske grunde, nægter at påtage sig et juridisk ansvar for sin partner, med de samme fordele som de par der rent faktisk påtager sig et ansvar i levende live. Endnu engang fratager velfærdssamfundet borgerne muligheden for at træffe reelle valg og høste konsekvenserne heraf! 

Det tredje eksempel leverede den socialdemokratiske MF'er Thomas Adelskov i weekenden, da han foreslog at give dagpenge til de mange uforsikrede lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Her er der tale om en meget stor gruppe af den danske befolkning, der har ladet sig rive med af dels den generelle økonomiske vækst i samfundet gennem de seneste år og dels partiet Venstre's evige propaganda mod fagforeningerne. At det samtidig er lykkedes for de borgerlige partier at fremavle en ideologisk betinget holdning om at arbejdsløshed er et personligt problem snarere end et samfundsmæssigt, har bestemt heller ikke hjulpet på A-kassernes medlemstal. Men også her er der i bund og grund tale om voksne, myndige mennesker, som med åbne øjne har fravalgt at forsikre sig mod arbejdsløshed - på trods af at de helt klart må have haft kendskab til risikoen herved! Thomas Adelskov's forslag er en hån mod de af os der har sagerne i orden; som har valgt et medlemsskab af A-kassen, vel vidende at de gode tider ikke nødvendigvis varer evigt. Forslaget er da også velfortjent blevet skudt ned af hans egen partiledelse, men mon ikke det dukker op igen i revideret form hvis arbejdsløsheden, også blandt de uforsikrede, begynder at stige drastisk? Jeg tror det....

En præst jeg kender siger gerne at 'det er svært at være menneske' - og det er sandt, det ér svært! Men det kan ikke være anderledes, mennesket er skabt til frihed og  for de fleste af os er friheden en svær størrelse at kapere. Og mon ikke vi alle i vort liv har truffet beslutninger, hvis konsekvenser vi forbander? Naturligvis har vi det, hvad ellers? Problemet opstår for alvor når velmenende politikere, pædagoger eller andre tilbyder at fratage den enkelte alt det svære i menneskelivet - alle konsekvenserne af vore beslutninger, de rigtige eller de forkerte, med en argumentation om at beskytte os mod os selv eller velmenende at give borgere netop dé muligheder som de selv med åbne øjne har fravalgt. 

Det moderne samfund tilbyder mange fristelser til dé som ønsker at fralægge sig ansvaret for deres eget liv. Alt lige fra politikerne som af misforstået godhed forsøger at gøre alt lige, til psykologerne og terapeuterne og pædagogerne, der skyder skylden for problemerne på vore forældre. Men i begge tilfælde er der blot tale om ansvarsforflygtigelse, at ville putte sig og skubbe ansvaret bort.

Det er svært at være menneske - men det er netop meningen!

tirsdag den 20. januar 2009

Soldater mod islamisering

I gårsdagens aviser kunne man læse en historie om otte danske soldater, der tidligere har været udsendt til Irak og Afghanistan. Efter i de to lande at have oplevet islam på nærmeste hold, har de valgt at melde sig ind i en lovlig dansk politisk forening ved navn Stop Islamiseringen af Danmark.  Men ikke nok hermed; de formastelige soldater valgte også at offentliggøre deres tilhørsforhold til foreningen på Facebook.

Dette har naturligvis straks fået den politiske venstrefløj op af stolene. Det kan vel næppe være anderledes; danske soldater kan til nød få lov at slås med Taleban og den slags uvæsen - men formodes i øvrigt at elske islam eller i det mindste at være positivt indstillede overfor den totalitære ideologi som muhammedanismen udgør. Ramaskriget har således været stort, og både fra universitetsverdenen og folketingets venstrefløj, har der været krav om at Forsvaret træder i karakter og får sat en stopper for 'den slags'. 

Nu kan man jo begynde at fantasere om hvad reaktionen havde været, såfremt de otte soldater havde indmeldt sig i en forening hvis erklærede formål det var at bekæmpe eksempelvis kristendommens indflydelse i Danmark? Nå nej, det er jo noget helt andet....

Selv om jeg ganske vist ikke er medlem af nævnte forening, er det i min optik helt naturligt at bekæmpe en truende islamisering af Danmark - på samme måde som jeg også finder det naturligt at være modstander af en eventuel hinduisering, såfremt noget sådant skulle komme på tale. Også for soldater, hvad enten de så er tjenestegørende eller forhenværende.

Hvad ellers?

onsdag den 14. januar 2009

Heilende arabere i København: Alle jøder skal dræbes!

Lad det være sagt med det samme: jeg er ét hundrede procent på Israels side i konflikten med Hamas i Gaza. Det er jeg af flere grunde, men mest grundlæggende er nok at Israel som ethvert andet land har en naturlig ret til at forsvare sig mod angreb udefra. Og det sydlige Israel er altså i årevis blevet bombarderet med raketter fra Gazastriben, så hvorfor ikke forsvare sig og gøre det grundigt?

Dertil kommer at Israels fjender mildest talt ikke glimrer med sympatiske mål. Hamas er, sammen med Hizbollah, en ekstrem islamistisk bevægelse der har som erklæret mål at etablere en islamisk stat i Israel og at udrydde alle jøder i området.

Også her i Danmark har vi på nært hold haft mulighed for at opleve disse repræsentanter for 'Fredens Religion' vise sit sande ansigt. Under en demonstration på Rådhuspladsen i lørdags, kunne chokerede forbipasserende opleve demonstrerende 'palæstinensere' heile og råbe slagord som "down, down Israel, down down USA, down down demokrati, down down Danmark" og "vi vil dræbe alle jøderne verden over, alle jøder skal slagtes".

Seancen blev optaget på video og kan ses her

Herefter bliver ord overflødige....

søndag den 4. januar 2009

Hvad Paven faktisk sagde

Én af værdikampens fronter, er på den front der handler om noget så basalt og grundlæggende som menneskets familieliv og seksualitet. I dagens Danmark, er definitionen på hvad der er normalt eller ikke således rykket ganske betragteligt, og dét endda i en sådan grad, at militante feminister konsekvent betragter enhver form for kønslig omgang mellem mænd og kvinder som per definition nedværdigende for kvinder og lige så militante homofile har haft held til at definere homofili som den reelle norm for menneskelig eksistens.

Et eksempel på sidstnævnte kunne man opleve i forbindelse med juletiden, hvor ingen ringere end pave Benedikt XVI kom under de militante homofiles behandling. Læsere af landets medier måtte således se sig informeret om at Paven havde fordømt homofili og endda sammenlignet denne med ødelæggelsen af både regnskoven og ozonlaget. 

Denne påståede udtalelse fik forståeligt nok en meget stor omtale i diverse medier, ikke mindst fordi citatet blev rundsendt af det normalt meget troværdige Ritzau. Desværre holder historien ikke trin med virkeligheden; tværtimod har Paven ikke på noget tidspunkt foretaget en sådan sammenligning. Det ville således være let blot at afskrive sagen som bare endnu et eksempel på de militante homofiles fordrejning af sandheden og normalitetsbegrebet, men så let slipper læserne ikke i denne omgang.

Et par citater fra Pavens tale til kardinalerne den 23. december: 

Kirken skal, sagde paven,  værne mennesket mod dets selvødelæggelse. Der behøves en menneskelig økologi i ordets sande forstand. Så kommer det forargelige, som Ritzau af ideologiske grunde forvanskede: Det er ikke forældet metafysik, når Kirken taler om menneskets natur som mand og kvinde og kræver, at denne skabningens ordning respekteres. Dét som ofte udtrykkes med begrebet køn som social konstruktion, ender med menneskets selvbefrielse fra skabningen og Skaberen. Mennesket vil klare sig selv og selv alene disponere over alt, der vedkommer ham. Men på den måde lever han imod sandheden og imod den skabende ånd. Regnskovene fortjener da vor beskyttelse, men det gør mennesket ikke mindre, for i ham er nedlagt et budskab, som ikke indebærer en modsigelse af vor frihed, men dens betingelse. Store teologer har beskrevet ægteskabet, det livsvarige bånd mellem mand og kvinde, som skabningens sakramente, som Skaberen selv har indstiftet og som Kristus siden har optaget i historien om sin pagt med menneskene. 

Disse ord fra Paven fortjener at blive udbredt i vort samfund, men ikke i den løgnagtigt forvanskede form som de militante homofile og andre kristenhadere har gjort det.