fredag den 13. november 2009

Gå ud i alverden...

Som kristne er vi kaldede til mission. Jesus fortæller os at vi skal ‘gå hen og gøre alle folkeslagene til mine disciple’. Et andet sted i Skriften bliver vi mindet om at det ikke altid skal være nemt, idet vi sendes ud som får blandt ulve. Med andre ord: Hvis vi kan mærke kæberne snappe efter os, er der stor sandsynlighed for at vi er på rette spor!

Disse er sandheder som vi her i landet længe har haft tradition for at overse. Som katolikker har vi undskyldt den manglende missionsindsats med at 85 procent af landets befolkning er protestanter, som jo også er en slags kristne, og at resten enten er frikirkelige eller ‘håbløse’ kulturradikale, som sikkert alligevel kommer til fornuft på dødslejet. Ulvene med de snappende kæber har det længe været svært at få øje på!

Men de seneste generationers smørhul i Vesteuropa er og bliver en historisk undtagelse. I resten af verden er vor Kirke en kæmpende Kirke. Aldrig tidligere er så mange af vore trosfæller blevet undertrykt og dræbt for troen på den Genopstandne Frelser! Ikke mindst er Mellemøsten og Afrika blevet den helt store slagmark, med heftige forfølgelser af kristne mindretal i lande som Pakistan og Egypten, foruden Tyrkiet, Nigeria og mange, mange flere. Mens Vesteuropa har været et smørhul, tager Himlen imod flere martyrer end nogensinde før i verdenshistorien.

Men det er også i Afrika at kristne missionærer, med stor fare for eget liv, viser vejen frem. Det er nemlig i Afrika at seks millioner muslimer hvert eneste år finder vej til lyset i Kristus. Dette sker på trods af alvorligt mente dødstrusler mod såvel konvertitterne selv som præsterne der døber dem.

Men her i vort eget lille smørhul har verden forandret sig. Det er af flere grunde ikke længere korrekt at tale om Danmark som et énstrenget, kristent land. Dels er vi i disse år vidner til en meget aggressiv ateisme i intellektuelle kredse. Og ikke mindst har vi gennem den seneste generation oplevet en relativ stor indvandring af nye medborgere, der bekender sig til Islam. Gennem de seneste år, og ikke mindst siden Muhammedkrisen, har også Islam vist sig som en særdeles ambitiøs deltager i den offentlige debat. Vort fædreland har forandret sig, det er atter blevet en missionsmark!

Det er derfor på tide, at landets kristne rækker ud til disse nye medborgere med dét frihedens Evangelium, som kan sætte dem fri fra islams tyranniske budskab om frygt. Ikke mindst er dette efter min opfattelse den Katolske Kirkes opgave. For ikke alene er Den Katolske Kirke verdens bedste - vi har efter min opfattelse også en ekstra styrke ift muslimerne i vores tradition for faste, tidebønner på bestemte tidspunkter af dagen og vore menigheders multietniske sammensætning. Det multietniske er nemlig et ideal som muslimerne beundrer, men stort set aldrig har kunnet efterleve i de nationalt opdelte moskéer.

Aldrig tidligere har Jesu ord i Lukas 10,3 været mere sande: Høsten er stor, men arbejderne få. Missionen overfor muslimerne er spredt, sparsom, yderst lokal og ét hundrede procent afhængig af enkelte frikirkers beundringsværdige indsats. Det er godt, men ikke godt nok. Hvis nogen ellers skulle mene andet, kan jeg blot henvise til retstilstanden i områder som Gellerup, Nørrebro, Vollsmose, Tingbjerg og andre steder i landet, hvor tingenes deprimerende tilstand dokumenterer behovet for mission - NU! Til gengæld kan vi glæde os over at høsten, med Herrens egne ord, er stor. Det er bare arbejderne der mangler!

En sådan indsats har behov for at være målrettet, velorganiseret - og med veluddannede missionærer. Og sidst, men ikke mindst, skal den finde sted med Kirkens fulde myndighed. Dvs med biskoppen i spidsen! Måske vil det være klogt at hente en af de erfarne afrikanere herop for at vise os ‘hvordan de gør’.

Mange muslimer lærer og øver sig i argumenter mod kristendommen. Det vil derfor være nødvendigt at vore missionærer ikke blot er befarne i deres egen tro, men også har et solidt kendskab til såvel islam som til disse argumenter. Derudover har jeg meget stor tiltro til Evangeliets kraft - og ikke mindst til at Jesus vil ‘give en hånd med’ hvis ellers vort bispedømme vælger at igangsætte en seriøs indsats. Hvilket der hermed opfordres til!

--oo—

Ovenstående indlæg er en kronik, som blev trykt i bladet Katolsk Orientering nr. 18 for cirka en uge siden. Den er således et indlæg i en katolsk debat, men idet jeg mener at såvel emnet som opfordringen bør have en bredere interesse end som så, bliver den nu ’blogget’.

tirsdag den 10. november 2009

Hvad har de til fælles?

For de af os der er gamle nok til at huske DanMarx' Radio's behandling af internationale nyheder inden murens fald, kan det give et underligt flashback til ungdommens dage at følge mediernes dækning af nutidens terrorproblemer. Ikke mindst dækningen af JIHAD-angrebet på den amerikanske militærlejr Fort Hood i Texas kan til tider være decideret rystende.

Men i stedet for at skrive et langt, bloddryppende indlæg om visse mediers sympati for terrorister, et emne som jeg tidligere har behandlet her, vil jeg nøjes med at linke til en klassiker som kan findes på YouTube. Sekvensen tager blot lidt over tre minutter, og har titlen 'Hvad har de til fælles'. Det beskriver bedre end mine ord hvad problemet med medierne er!

Linket er her

fredag den 6. november 2009

Paven og det rådne træ

Da pave Benedict for et par uger siden med et snuptag gjorde det lettere for konservative anglikanere at konvertere til den Katolske Kirke, samtidig med at de kunne beholde størstedelen af deres anglikanske identitet, kom det som et chok for næsten alle – men samtidig også underlig ventet.

Gennem efterhånden en længere årrække har de såkaldt ‘konservative’ anglikanere gået og mumlet om et nødvendigt oprør mod modernismen i deres kirke. En modernisme, der har givet dem skrækkeligheder som kvindelige præster & biskopper, åbent homoseksuelle præster (og biskopper!) samt kønsneutrale ægteskaber. I et kirkesamfund med en sådan udvikling er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at være kristen med solidt fodfæste i den kirkelige tradition uden at blive betragtet som stokkonservativ. Gennem årene har en god portion af disse konservative allerede taget springet til Rom; mange lægfolk og en hel del præster. Da anglikanerne i England eksempelvis åbnede op for kvindelige præster, forårsagede det en mindre flodbølge af præster der konverterede med et argument om, at ingen jordisk myndighed har autoritet til at træffe beslutning om kvindelige præster. Temmelig mange af disse blev sidenhen præsteviede af katolske biskopper.

På præsteseminariet i London var én af lærerne en sådan konverteret, tidligere anglikansk præst. Han var også gift, og hustruen Elaine underviste os i litteraturkendskab. I et miljø, hvor lærerstaben var alt andet end traditionelle katolikker – mens traditionelle katolikker var en passende betegnelse for de studerende, var præsteparret Parsons ét hundrede procent på seminaristernes side. Det er med stor glæde og taknemmelighed at jeg husker tilbage på father Richard og Elaine!

Nu tales der om at op imod 1000 anglikanske præster alene i Storbritannien vil konvertere i løbet af nogle år, og der er overhovedet ingen tvivl om at dette vil være en kraftig indflydelse i et land, hvor seminarierne gennem en generation eller mere har været kendt som værende på den temmelig liberale fløj.

Vatikanets beslutning giver ikke anglikanerne deres egen rite som sådan, som eksempelvis Assyrerne har det. Der bliver snarere tale om en anglikansk rite inden i den latinske rite. Konceptet findes allerede i praksis; i USA, hvor en håndfuld apiscopale sogne (heraf tre i Texas) for nogle år siden konverterede kollektivt. Disse menigheder fungerer allerede med egne messebøger, som er godkendte af Vatikanet og som indeholder aspekter af såvel katolsk som anglikansk liturgi.

Det er sandsynligt at pavens træk kommer en decideret anglikansk kirkesplittelse i forkøbet. Sådan én er der nemlig også blevet talt meget seriøst om, ikke mindst fra anglikanernes afrikanske biskopper som har været mildest talt rasende over kvindernes og de homoseksuelles fremmarch i bevægelsen. Nu kom paven altså splittelsen i forkøbet, med et tilbud som eventuelle udbrydere muligvis vil få svært ved at undslå. Ved at åbne for lettere adgang til konversioner, herunder kollektive konversioner for hele menigheder, og fastslå adgangen for anglikanske præster til romersk præstevielse, er paven formentlig kommet denne udvikling i forkøbet.

Det er da også med et seriøst pokerfjæs at Vatikanets talsmand udtalte, at udspillet på ingen måde er et katolsk svar på anglikanernes tydelige problemer. Nej det er det vel ikke, månen er lavet af grøn ost – og hvis man tror på dén røverhistorie, har denne blogger et Eiffeltårn billigt til salg!

Trækket er under alle omstændigheder genialt, spørgsmålet er så om paven mon har leveret præcis dét spark, som vil få det efterhånden gennemrådne anglikanske træ til at falde omkuld. Svaret på dette spørgsmål kan kun tiden give, men at den anglikanske kirke er gennemrådden er i hvert fald tydeligt for mig. Husk på at da den anglikanske kirke i sin tid brød ud fra Rom, skete det ikke på baggrund af en teologisk uenighed eller andet ‘ærefuldt’. Nej, som enhver historiestuderende vil vide, handlede sagen om at Paven ikke ville give Henrik den 8. lov til blot at halshugge sine koner efter endt brug for derefter at gifte sig påny. Derfor nationaliserede kongen da bare hele den engelske kirke, og gav som et figenblad præster og biskopper lov til at gifte sig. Men den egentlige lære samt biskoppernes position forblev uændret.

Selve den anglikanske konstruktion var således fra begyndelsen rådden, og den seneste generations tilføjelse af kvindelige præster, et homoseksuelt præsteskab og senest kønsneutrale ægteskaber har på ingen måde styrket konstruktionen.

Udspillet vil formodentlig få endog meget stor betydning i de angelsaksiske lande verden over; med undtagelse dog af USA, hvor udvandringen fra den Episcopale kirke begyndte tidligere end i eksempelvis Storbritannien. Men i områder som Storbritannien, Australien/New Zealand og Afrika, vil en blot moderat modtagelse af pavens udspil ændre det kirkelige landkort radikalt.

I Danmark vil pavens spark naturligvis ikke få nogen direkte betydning, idet vi jo ikke har særlig mange anglikanere her til lands. Ganske vist er også vor egen folkekirke desværre (og jeg mener virkelig desværre!) også efterhånden blevet en faldefærdig, mørnet størrelse. Den særlige lutherske teologi og kirkeforståelse er dog desværre så særegen, at jeg har vanskeligt ved at se i hvilken retning de overlevende kan søge hen efter det krak eller opsplitning som nødvendigvis må komme. Men det er et emne som jeg muligvis kan behandle en anden god gang.