fredag den 13. november 2009

Gå ud i alverden...

Som kristne er vi kaldede til mission. Jesus fortæller os at vi skal ‘gå hen og gøre alle folkeslagene til mine disciple’. Et andet sted i Skriften bliver vi mindet om at det ikke altid skal være nemt, idet vi sendes ud som får blandt ulve. Med andre ord: Hvis vi kan mærke kæberne snappe efter os, er der stor sandsynlighed for at vi er på rette spor!

Disse er sandheder som vi her i landet længe har haft tradition for at overse. Som katolikker har vi undskyldt den manglende missionsindsats med at 85 procent af landets befolkning er protestanter, som jo også er en slags kristne, og at resten enten er frikirkelige eller ‘håbløse’ kulturradikale, som sikkert alligevel kommer til fornuft på dødslejet. Ulvene med de snappende kæber har det længe været svært at få øje på!

Men de seneste generationers smørhul i Vesteuropa er og bliver en historisk undtagelse. I resten af verden er vor Kirke en kæmpende Kirke. Aldrig tidligere er så mange af vore trosfæller blevet undertrykt og dræbt for troen på den Genopstandne Frelser! Ikke mindst er Mellemøsten og Afrika blevet den helt store slagmark, med heftige forfølgelser af kristne mindretal i lande som Pakistan og Egypten, foruden Tyrkiet, Nigeria og mange, mange flere. Mens Vesteuropa har været et smørhul, tager Himlen imod flere martyrer end nogensinde før i verdenshistorien.

Men det er også i Afrika at kristne missionærer, med stor fare for eget liv, viser vejen frem. Det er nemlig i Afrika at seks millioner muslimer hvert eneste år finder vej til lyset i Kristus. Dette sker på trods af alvorligt mente dødstrusler mod såvel konvertitterne selv som præsterne der døber dem.

Men her i vort eget lille smørhul har verden forandret sig. Det er af flere grunde ikke længere korrekt at tale om Danmark som et énstrenget, kristent land. Dels er vi i disse år vidner til en meget aggressiv ateisme i intellektuelle kredse. Og ikke mindst har vi gennem den seneste generation oplevet en relativ stor indvandring af nye medborgere, der bekender sig til Islam. Gennem de seneste år, og ikke mindst siden Muhammedkrisen, har også Islam vist sig som en særdeles ambitiøs deltager i den offentlige debat. Vort fædreland har forandret sig, det er atter blevet en missionsmark!

Det er derfor på tide, at landets kristne rækker ud til disse nye medborgere med dét frihedens Evangelium, som kan sætte dem fri fra islams tyranniske budskab om frygt. Ikke mindst er dette efter min opfattelse den Katolske Kirkes opgave. For ikke alene er Den Katolske Kirke verdens bedste - vi har efter min opfattelse også en ekstra styrke ift muslimerne i vores tradition for faste, tidebønner på bestemte tidspunkter af dagen og vore menigheders multietniske sammensætning. Det multietniske er nemlig et ideal som muslimerne beundrer, men stort set aldrig har kunnet efterleve i de nationalt opdelte moskéer.

Aldrig tidligere har Jesu ord i Lukas 10,3 været mere sande: Høsten er stor, men arbejderne få. Missionen overfor muslimerne er spredt, sparsom, yderst lokal og ét hundrede procent afhængig af enkelte frikirkers beundringsværdige indsats. Det er godt, men ikke godt nok. Hvis nogen ellers skulle mene andet, kan jeg blot henvise til retstilstanden i områder som Gellerup, Nørrebro, Vollsmose, Tingbjerg og andre steder i landet, hvor tingenes deprimerende tilstand dokumenterer behovet for mission - NU! Til gengæld kan vi glæde os over at høsten, med Herrens egne ord, er stor. Det er bare arbejderne der mangler!

En sådan indsats har behov for at være målrettet, velorganiseret - og med veluddannede missionærer. Og sidst, men ikke mindst, skal den finde sted med Kirkens fulde myndighed. Dvs med biskoppen i spidsen! Måske vil det være klogt at hente en af de erfarne afrikanere herop for at vise os ‘hvordan de gør’.

Mange muslimer lærer og øver sig i argumenter mod kristendommen. Det vil derfor være nødvendigt at vore missionærer ikke blot er befarne i deres egen tro, men også har et solidt kendskab til såvel islam som til disse argumenter. Derudover har jeg meget stor tiltro til Evangeliets kraft - og ikke mindst til at Jesus vil ‘give en hånd med’ hvis ellers vort bispedømme vælger at igangsætte en seriøs indsats. Hvilket der hermed opfordres til!

--oo—

Ovenstående indlæg er en kronik, som blev trykt i bladet Katolsk Orientering nr. 18 for cirka en uge siden. Den er således et indlæg i en katolsk debat, men idet jeg mener at såvel emnet som opfordringen bør have en bredere interesse end som så, bliver den nu ’blogget’.

Ingen kommentarer: