fredag den 6. november 2009

Paven og det rådne træ

Da pave Benedict for et par uger siden med et snuptag gjorde det lettere for konservative anglikanere at konvertere til den Katolske Kirke, samtidig med at de kunne beholde størstedelen af deres anglikanske identitet, kom det som et chok for næsten alle – men samtidig også underlig ventet.

Gennem efterhånden en længere årrække har de såkaldt ‘konservative’ anglikanere gået og mumlet om et nødvendigt oprør mod modernismen i deres kirke. En modernisme, der har givet dem skrækkeligheder som kvindelige præster & biskopper, åbent homoseksuelle præster (og biskopper!) samt kønsneutrale ægteskaber. I et kirkesamfund med en sådan udvikling er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at være kristen med solidt fodfæste i den kirkelige tradition uden at blive betragtet som stokkonservativ. Gennem årene har en god portion af disse konservative allerede taget springet til Rom; mange lægfolk og en hel del præster. Da anglikanerne i England eksempelvis åbnede op for kvindelige præster, forårsagede det en mindre flodbølge af præster der konverterede med et argument om, at ingen jordisk myndighed har autoritet til at træffe beslutning om kvindelige præster. Temmelig mange af disse blev sidenhen præsteviede af katolske biskopper.

På præsteseminariet i London var én af lærerne en sådan konverteret, tidligere anglikansk præst. Han var også gift, og hustruen Elaine underviste os i litteraturkendskab. I et miljø, hvor lærerstaben var alt andet end traditionelle katolikker – mens traditionelle katolikker var en passende betegnelse for de studerende, var præsteparret Parsons ét hundrede procent på seminaristernes side. Det er med stor glæde og taknemmelighed at jeg husker tilbage på father Richard og Elaine!

Nu tales der om at op imod 1000 anglikanske præster alene i Storbritannien vil konvertere i løbet af nogle år, og der er overhovedet ingen tvivl om at dette vil være en kraftig indflydelse i et land, hvor seminarierne gennem en generation eller mere har været kendt som værende på den temmelig liberale fløj.

Vatikanets beslutning giver ikke anglikanerne deres egen rite som sådan, som eksempelvis Assyrerne har det. Der bliver snarere tale om en anglikansk rite inden i den latinske rite. Konceptet findes allerede i praksis; i USA, hvor en håndfuld apiscopale sogne (heraf tre i Texas) for nogle år siden konverterede kollektivt. Disse menigheder fungerer allerede med egne messebøger, som er godkendte af Vatikanet og som indeholder aspekter af såvel katolsk som anglikansk liturgi.

Det er sandsynligt at pavens træk kommer en decideret anglikansk kirkesplittelse i forkøbet. Sådan én er der nemlig også blevet talt meget seriøst om, ikke mindst fra anglikanernes afrikanske biskopper som har været mildest talt rasende over kvindernes og de homoseksuelles fremmarch i bevægelsen. Nu kom paven altså splittelsen i forkøbet, med et tilbud som eventuelle udbrydere muligvis vil få svært ved at undslå. Ved at åbne for lettere adgang til konversioner, herunder kollektive konversioner for hele menigheder, og fastslå adgangen for anglikanske præster til romersk præstevielse, er paven formentlig kommet denne udvikling i forkøbet.

Det er da også med et seriøst pokerfjæs at Vatikanets talsmand udtalte, at udspillet på ingen måde er et katolsk svar på anglikanernes tydelige problemer. Nej det er det vel ikke, månen er lavet af grøn ost – og hvis man tror på dén røverhistorie, har denne blogger et Eiffeltårn billigt til salg!

Trækket er under alle omstændigheder genialt, spørgsmålet er så om paven mon har leveret præcis dét spark, som vil få det efterhånden gennemrådne anglikanske træ til at falde omkuld. Svaret på dette spørgsmål kan kun tiden give, men at den anglikanske kirke er gennemrådden er i hvert fald tydeligt for mig. Husk på at da den anglikanske kirke i sin tid brød ud fra Rom, skete det ikke på baggrund af en teologisk uenighed eller andet ‘ærefuldt’. Nej, som enhver historiestuderende vil vide, handlede sagen om at Paven ikke ville give Henrik den 8. lov til blot at halshugge sine koner efter endt brug for derefter at gifte sig påny. Derfor nationaliserede kongen da bare hele den engelske kirke, og gav som et figenblad præster og biskopper lov til at gifte sig. Men den egentlige lære samt biskoppernes position forblev uændret.

Selve den anglikanske konstruktion var således fra begyndelsen rådden, og den seneste generations tilføjelse af kvindelige præster, et homoseksuelt præsteskab og senest kønsneutrale ægteskaber har på ingen måde styrket konstruktionen.

Udspillet vil formodentlig få endog meget stor betydning i de angelsaksiske lande verden over; med undtagelse dog af USA, hvor udvandringen fra den Episcopale kirke begyndte tidligere end i eksempelvis Storbritannien. Men i områder som Storbritannien, Australien/New Zealand og Afrika, vil en blot moderat modtagelse af pavens udspil ændre det kirkelige landkort radikalt.

I Danmark vil pavens spark naturligvis ikke få nogen direkte betydning, idet vi jo ikke har særlig mange anglikanere her til lands. Ganske vist er også vor egen folkekirke desværre (og jeg mener virkelig desværre!) også efterhånden blevet en faldefærdig, mørnet størrelse. Den særlige lutherske teologi og kirkeforståelse er dog desværre så særegen, at jeg har vanskeligt ved at se i hvilken retning de overlevende kan søge hen efter det krak eller opsplitning som nødvendigvis må komme. Men det er et emne som jeg muligvis kan behandle en anden god gang.

Ingen kommentarer: