torsdag den 30. december 2010

Fjenden hedder ikke terrorisme!

Tidligt i går morges anholdt PET en gruppe terrorister, som tilsyneladende havde planer om at ‘besøge’ Politiken/JP på Rådhuspladsen, medbringende automatvåben, og skyde stedet i sønder og smadder. Vi har alle enten læst historien eller set den på TV. De var på vej ud af døren, havde våben med og senere på dagen var det annonceret at HKH Kronprinsen skulle besøge målet for angrebet.


Takket være PET’s hurtige reaktion blev det så ikke til noget med blodbadet i denne omgang.


Angrebet sker kun dage efter at den ekstremistiske organisation Hizb ut-Tahrir har opfordret til angreb på Danmark på grund af vores engagement i Afghanistan. Selv om det er rimelig åbenlyst at de to sager ikke er direkte forbundne, viser det dog alligevel at trusselsbilledet mod Danmark er endog særdeles aktivt.


Talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, har hurtigt været ude med en afstandtagen til det mislykkede terrorforsøg. Jeg skal i den anledning nok lade være med at kommentere på diverse kommentarer fra den øvrige islamkritiske blog-verden om at det nok mest er ordet ‘mislykkede’, som talsmanden tager afstand fra. Dén hvepserede skal jeg ikke blandes ind i!


I stedet skal jeg gøre opmærksom på en ting, som i en situation som denne alt for ofte glemmes. Nemlig at terrorisme (eller Jihad, som egentlig er et mere præcist udtryk!) ikke er vores fjende. På samme måde som at Churchill’s fjende under anden verdenskrig ikke var Blitzkrieg, men derimod nazisme, hedder vores fjende ikke terrorisme - men derimod islam. Eller mere præcist udtrykt: islamisk supremacisme. Ganske som blitzkrieg var det, er også terrorisme (jihad!) blot en militær strategi, som en fjende vælger at anvende for at kunne opnå sit mål. Og hvis målet kan opnås på andre måder, eksempelvis via en politisk påvirkning, er der ingen grund til at gribe til våben førend det endelige slutspil skal sættes ind.


Jeg skal derfor gøre opmærksom på, at selv om Zubair Butt Hussain ganske vist har taget afstand fra det konkrete planlagte terrorangreb, har hverken han eller andre ledende muslimer mig bekendt taget afstand fra terroristernes mål med deres virksomhed: At etablere en islamisk supremacisme, Det samme kan for øvrigt siges om reaktionerne på den svenske jule-selvmordsbomber. Heller ikke i dén situation tog Butt Hussain mig bekendt offentligt stilling til Jihad-bomberens religiøst/politiske motiver.


Men hvis det er muslimernes ønske at blive accepterede som ligestillede borgere i vort samfund i stedet for at betragtes som potentielle fjender, er det bydende nødvendigt at samtlige imamer og talsmænd for muslimerne tager afstand fra koranens krav om islamisk supremacisme og erklærer sig villige til at leve side om side med ikke-muslimske danskere, som ligemænd og uden behov for muslimsk dominans i al tid fremover. Først når det er sket, kan man med rimelighed påstå at Zubair Butt Hussain har taget afstand fra terrorangrebene og terrorismen.


Desværre kan man tydeligt se i samfundet omkring os at der på flere og flere områder er ved at blive etableret en islamisk supremacisme her i landet. Vi ser det, når børnehaver tvinger danske børn til at spise halal-slagtet mad. Vi ser der, når svinekød efterhånden er den eneste mulighed for danskere, der ikke ønsker at yde økonomisk og moralsk støtte til islamiseringen af vort land. Med mindre man kan gå på jagt! Og vi ser det på de mange områder, hvor muslimer via politisk pression får bevilget særbehandling i vort samfund. Herunder blandt andet krav om tørklæder og lange ærmer til kvindelige hospitalsansatte, hvis de er muslimer.


Alle disse særkrav er et udtryk for en inderlig foragt for danskerne og et udtryk for islamisk supremacisme; at muslimer per definition er et herrefolk, og at vi andre bare har at underordne os.


Man kan således med rimelighed have en mistanke om, at Zubair Butt Hussain’s afstandtagen til de to jihadangreb som jeg nævnte, mest af alt handler om at terroristerne kan ‘frygtes’ at skade muslimernes sag i Danmark yderligere; for udviklingen går jo unægteligt i Shariaen’s retning i forvejen - og derfor har muslimerne objektivt set intet behov for at udøve overdreven vold for at opnå deres mål her i landet. Det går såmænd helt af sig selv! Med andre ord: at Butt Hussain’s afstandtagen til jihadangrebet er en kritik af taktikken, ikke målet.


Men hvis man nu tænker sig at Zubair Butt Hussain nedlader sig til at læse dette indlæg og måske gerne vil bevise at jeg tager fejl (hvilket jeg i sagens natur ikke tror at jeg gør), så vil han kunne overbevise mig ved at tage disse følgende fem punkter op, som jeg har skrevet om tidligere. Hvis disse fem punkter kan gennemføres globalt, tror jeg faktisk al al islamkritik vil ophøre. Butt Hussain og Muslimernes Fællesråd kan så meget passende begynde her i landet med at:


1. Fokuser Jeres vrede på muslimer der begår voldelige og afskyelige handlinger, ikke på ikke-muslimer der oplyser herom.


2. Tag helhjertet afstand fra ikke blot ‘terrorisme’, men også fra enhver hensigt om at erstatte vestlige, demokratiske forfatninger med sharia – selv med fredelige, ikke-voldelige midler. I forbindelse hermed bedes I klargøre hvad der menes med at dræbe uskyldige mennesker. Eksempelvis fastslå at man ikke er ‘skyldig’, blot fordi man er amerikaner, jøde eller dansker. Eller, som som den britiske imam Anjem Choudhry har udtrykt det: at alle ikke-muslimer er skyldige i ikke at være muslimer og derfor frit kan dræbes. (jeg formoder at han mener så længe de ikke har underkastet sig som dhimmier?)


3.Lær muslimer nødvendigheden af at kunne leve side om side med ikke-muslimer som ligeværdige, uden behov for muslimsk dominans, i al tid fremover.


4. indled og gennemfør intensiv undervisning i samtlige moskeer verden over imod teorierne om voldelig jihad og islamisk overherredømme.


5.samarbejd aktivt og proaktivt med vestlig lovhåndhævelse med at afsløre og pågribe jihadister blandt de muslimske fællesskaber i vesten.


Med andre ord: Se at få meldt islam ind i den civiliserede verden! Realistisk betragtet vil hvert enkelt af disse fem punkter udgøre et brud med såvel koranen som med hele den falske profet Muhammeds lære, og derfor kommer det nok ikke til at ske. Men hvis det er muslimske lederes ærlige hensigt at muslimer skal kunne integreres i det danske samfund, frem for at betragtes som fjender - så er det altså den eneste vej frem!

søndag den 26. december 2010

Dobbelt loyalitet er ikke mulig!

Den muslimske apologet Sherin Khankan, forsøgte sig for nylig med en kronik i Kristeligt Dagblad hvori hun fremkom med en påstand om at det er muligt at være muslim og demokrat på samme tid. Hun valgte dog klogeligt nok at holde sin kronik på et abstraktionsniveau hvor ord ikke længere har nogen betydning, og hvor alle ytringer bliver meningsløse.


Blandt andet introducerede hun det paradoksale begreb ‘den dobbelte loyalitet’. Det vil sige at hun påstår sig i stand til på samme tid at være loyal overfor Danmark, Finland og Syrien, overfor såvel demokrati som islam - og dermed også på samme tid være loyal overfor civilisationen og barbariet.


Det er naturligvis noget sludder. For der vil altid være én loyalitet som er den højeste, eksempelvis i forholdet mellem demokrati og menneskerettigheder på den ene side, og islam på den anden side.


Påstanden om at det er muligt på samme tid at være demokrat og muslim, savner så afgjort en nærmere forklaring. Betyder det, eksempelvis, at Sherin Khankan er demokrat så længe demokratiet ikke strider imod Sharia - eller muslim, indtil det punkt hvor de muslimske principper kolliderer med de demokratiske? Hvilket princip er det højeste for Khankan? Demokratiet eller islam?


Med hensyn til demokratiet er det jo sådan her i Vesten, at vi har indrettet vore politiske og juridiske systemer efter principper som én mand (kvinde) - én stemme, og at alle er lige for loven. Alle, uden undtagelse! Ingen får hverken flere eller færre rettigheder i forhold til loven ved at være hverken mand eller kvinde, kristen eller muslim, jøde eller hindu, asatroende eller ateist. Alle er vi lige for loven. Tilsvarende gør sig gældende når vi vælger vore ledere. Heller ikke dér gøres der forskel, udover den enkelte vælgers præferencer når krydset skal sættes.


Netop dette princip gør at et samfund regeret efter islamiske principper aldrig kan være demokratisk. For sharia-loven forlanger jo at muslimer skal regere uindskrænket, tilhængere af anerkendte religioner skal undertrykkes (‘de skal føle sig undertrykte’, udtaler Muhammed selv!) og have dhimmi-status. I retten tæller kvinder kun det halve af mænd, selv hvis de er muslimer. Ikke-muslimer tæller endnu mindre, og de kan aldrig vidne mod muslimer.


Hvis man skal tage Sherin Khankan’s påstand om islams kompatibilitet med demokrati alvorligt, skylder hun os derfor en forklaring på hvordan hun forestiller sig at begreber som ‘dhimmi’ og ‘jiziya’ kan forenes med den demokratiopfattelse som vi har i Vesten. Hun skylder os også at forklare, hvordan hun vil bære sig ad med at fastholde princippet om lighed for loven i forhold til shariaens ufravigelige krav om islamisk overherredømme.


lørdag den 25. december 2010

Imam Baig's Taqiya

Som jeg tidligere har nævnt, er det ganske ofte underholdende at læse indlæggene her på Eftertanke.dk fra den muhammedanske imam Naveed Baig. Tag nu for eksempel hans seneste indlæg ‘Julen i den Islamiske Republik’, som den morsomme imam bloggede på selveste Juledag.


I dette indlæg giver han en nærmest rosenrød beskrivelse af de kristnes forhold i Pakistan, og nævner som eksempel at julefejringen såmænd både kommer i fjernsynet og bliver fejret hos bageren og alt muligt. Og prikken over i’et kom så meget passende nede i slutningen af indlægget, hvor han citerede en lokal imam for at sige, at hvis folk i Vesten vidste hvordan man i Pakistan behandler minoriteterne, ville man blive positivt overraskede.


Men inden man nu begynder at få tårer i øjnene over imam Baig’s talentfulde taqyia, vil det måske være en god idé´at forholde sig til virkeligheden i landet. Dette vil jeg gøre ved hjælp af et par eksempler.


Mange kender sagen om den kristne kvinde Asia Bibi, som sidder i fængsel og afventer sin henrettelse. Hendes eneste ‘forbrydelse’ var med høflige ord at forsvare overfor muslimske kolleger at hun er kristen. Den slags kaldes i Pakistans straffelov for Blasfemi og straffes med døden. Men Asia Bibi’s skæbne interesserer formodentlig ikke den taqyia-udøvende imam det mindste.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen ‘Åbne Døre’, myrdes der hver måned i gennemsnit én kristen, mens en anden sættes i fængsel for såkaldt ‘blasfemiske udtalelser’. Der sker konstant kidnapninger og fysiske overfald på kristne, især unge piger kidnappes med henblik på tvangsægteskaber og tvangskonverteringer. Næsten hver uge rapporteres der om overfald på kristne kirker. Diskriminationen af religiøse mindretal opleves i alle aspekter af dagligdagen - arbejde, uddannelse, boligforhold og sundhedssektoren. At tale offentligt om sin tro straffes for alle ikke-muslimer efter landets blasfemi-love, som tilfældet Asia Bibi er et udmærket eksempel på. At bygge nye kirker er i praksis næsten umuligt.


Landets alt andet end rosenrøde forhold for religiøse mindretal påvirker også det muslimske flertal, idet heller ikke muslimerne selv har trosfrihed. Således straffes muslimer der forlader islam for at slutte sig til andre religioner, med dødssstraf.


Hvad er for øvrigt imam Baig’s holdning til straffe-sanktioner mod muslimer, der forlader islam?


At Naveed Baig ønsker at benytte sig af sin spalteplads her på portalen til at tegne et positivt billede af islam, skal såmænd være ham vel undt. I modsætning til samtlige muslimske lande, herunder også Pakistan, har vi nemlig ytringsfrihed her i landet - og det er en frihed som jeg er fanatisk tilhænger af. Jeg forstår også udmærket godt at imam Baig vælger at holde sig tilbage med hensyn til at fortælle sandheden om den ideologi som han er sat til at forsvare. Sandheden om islam er nemlig alt for hæslig til nogensinde at kunne præsenteres såvel tiltrækkende som sandfærdig på samme tid. Islam er fascisme, og den slags er aldrig smukt!


tirsdag den 7. december 2010

Hænger man nisser?

Ja, i Løkken gør man åbenbart! Årets store juledrama udfoldes i disse dage i den nordjyske badeby Løkken, hvor den stedlige frikirke som et sæsonbetonet gimmick, valgte at hænge en nisse ud fra taget - med en galge omkring halsen, som en anden forbryder.


Og hvis vi nu skal være helt ærlige, var der nok temmelig mange mænd (deriblandt jeg selv!) som frydede mig ved synet! I hvert fald i min egen omgangskreds er disse ‘jule’nisser nemlig karakteriseret ved at kvinderne hænger dem op alle mulige steder for at glæde sig selv og børnene, mens langt de fleste af mændene græmmes. Så da pastoren fra Løkken Frikirke en vinterdag i december klyngede nissefar op ved halsen, opfyldte han samtidig en hed drøm for flere af os!

I selve det teologiske og åndelige har den gode herr pastor sikkert ganske aldeles ret. At nissen har en dæmonisk oprindelse er ganske givet rigtig nok. Omvendt er der jo andre kræfter i vort samfund som man kan mistænke for at have en tilsvarende mørk oprindelse - vel at mærke kræfter og aktiviteter, der lige som nissefar også har formået at fremstille sig som værende normale aktiviteter i vort samfund. Islam er allerede nævnt til overflod her på bloggen, men det er et godt eksempel herpå. Det samme kan man sige om den meget aggressive politisering af homoseksualitet, om en aggressiv og mandehadende feminisme og ikke mindst om dén plads som husalter, der i al for høj grad er blevet fjernsynet til del i mange, mange danske hjem. Ikke mindst sidstnævnte betragter jeg personligt som en yderst destruktiv kraft!


Men man skal nok ikke forvente at den gode præst hverken hænger eller brænder en dukke forestillende den falske profet Muhammed, eksempelvis. Man skulle jo gerne leve længe nok til at kunne indkassere efterlønnen! De andre ting jeg nævnte, herunder nok også fjernsynet, giver også for meget ballade - så det symbolske opgør med ondskabens magter skete altså i skikkelse af en tøjnisse.


Og det gik så heller ikke. Måske. Vi får se. Spillet mellem præst og nissevenner er sikkert ikke slut endnu - der er jo stadig et par uger til jul, så meget kan ske. Imens kan vi andre more os over genvordighederne oppe i det nordjyske. Underholdningen raser - hvem vinder?


For mit eget vedkommende skal det gerne indrømmes at jeg, trods det alvorlige emne, mest af alt betragter sagen som december måneds store ‘fødderne op på bordet og frem med pop-cornene’ øjeblik!


I mellemtiden vil jeg tillade mig at henvise læserne til min julehilsen her på bloggen, som kom på nettet juleaftensdag for to år siden. Dér skriver jeg min uforbeholdne mening vedr. julefejringen i det offentlige rum her til lands. Indlægget er stadig relevant, selv om julekortene fra udenrigsministeriet har forbedret sig og jeg ærlig talt endnu ikke har tjekket hvordan de store varehuse har pyntet op. Men ellers kan artiklen findes her.


Og til de læsere der har hængt ved (undskyld udtrykket...) her til slut, vil jeg gerne ønske en fortsat velsignet Advent!

søndag den 5. december 2010

Årets Kulturafvikler 2010

Prisen som årets kulturafvikler er en ny tilføjelse i det danske kulturlandskab. Prisen tildeles dén person, som i det forløbne år har arbejdet mest ihærdigt og uselvisk på at afvikle den vestlige civilisation og er erstatte den med barbariet, islam.


Prisen uddeles af hjemmesiden Eticha.dk, som arbejder med at udbrede kendskabet til islam’s uforenelighed med den danske grundlov og de vestlige frihedsrettigheder. Dette er i sig selv et glimrende initiativ, som bestemt bør nyde opbakning blandt alle frihedsorienterede mennesker.


Samtidig er kulturafvikler-prisen det tætteste vi kommer en decideret udnævnelse af ‘Årets Dhimmi’ - en kulturpris, som denne blogger ydmygt mener stadig mangler i det danske landskab.


Årets kandidater savnede da heller ikke kvalitet. Ud af de seks opstillede emner, var der efter min mening to deciderede topkandidater, nemlig Zenia Stampe og Mogens Jensen. I anden række befandt sig de to forhenværende, Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen - og dertil kom så et par stykker mere, som jeg ikke selv betragtede som konkurrencedygtige i dette glimrende selskab.


Selv stemte jeg på Zenia Stampe, og det gjorde jeg af flere grunde. Dels fordi hun med sin unge alder på smukkeste vis har indledt sin karriere med, vistnok uforvarende, at grundlægge sin egen politiske retning: Stampismen. Dels fordi hun, sin unge alder taget i betragtning, stadig har mange år foran sig til dels yderligere at medvirke til afviklingen af friheden og oven i købet med garanti også er ung nok til på egen krop at kunne opleve konsekvenserne af kulturafviklingen: et Danmark underlagt Sharia-loven! Nåja, og så er jeg også en beskidt mandschauvinist, som mener at Zenia er betydeligt pænere bagfra end den anden topkandidat, Mogens Jensen....


Men årets vinder blev altså Mogens Jensen - og han er da i sandhed også en yderst værdig kandidat! Mogens Jensens store force i afstemningen har utvivlsomt været den store uselviskhed som han lagde for dagen, da han i forbindelse med et arrangement i Europarådet udtalte, at der bør gøres mere plads til islam i Europa. Dette er et yderst imponerende udsagn fra en mand, der som erklæret homoseksuel bestemt ikke har nogen personlig interesse i mere islam i Europa. Som det vistnok er de fleste læsere bekendt, er islams holdning til denne specifikke seksuelle retning nemlig enkel og kompromisløs: dødsstraf til alle dens udøvere! De naturlige kulturelle forskelle i islam gør at dødsstraffen udføres forskelligt alt efter hvor i verden man befinder sig; som regel via stening, mens Saudi-Arabien halshugger de formastelige og Iran hænger de homoseksuelle fra kraner. Det bliver spændende at se hvilken muslimsk retning Mogens Jensen & co ender med at hjælpe til magten i Europa. Hvem ved - måske bliver det dem med kranerne? Eller sværdet? Eller måske den mere lavteknologiske (og dermed også mere islamiske!) model med steninger? Det er ikke til at vide. Spændingen er nærmest ulidelig!


Men Mogens Jensens store uselviske indsats har altså sikret ham titlen som Årets Kulturafvikler 2010. Og mandens nærmest uendelige uselviskhed taget i betragtning, er han bestemt også en yderst værdig vinder af prisen. Hvorvidt Mogens jensen ligefrem er en stolt vinder, skal jeg lade være usagt. Han har nemlig venligt takket nej til at deltage personligt i prisoverrækkelsen, som i parantes bemærket finder sted her til formiddag i Skanderborg.


Fra denne blogger skal der dog ikke desto mindre lyde et højt og trefoldigt tillykke til en værdig vinder!