søndag den 26. december 2010

Dobbelt loyalitet er ikke mulig!

Den muslimske apologet Sherin Khankan, forsøgte sig for nylig med en kronik i Kristeligt Dagblad hvori hun fremkom med en påstand om at det er muligt at være muslim og demokrat på samme tid. Hun valgte dog klogeligt nok at holde sin kronik på et abstraktionsniveau hvor ord ikke længere har nogen betydning, og hvor alle ytringer bliver meningsløse.


Blandt andet introducerede hun det paradoksale begreb ‘den dobbelte loyalitet’. Det vil sige at hun påstår sig i stand til på samme tid at være loyal overfor Danmark, Finland og Syrien, overfor såvel demokrati som islam - og dermed også på samme tid være loyal overfor civilisationen og barbariet.


Det er naturligvis noget sludder. For der vil altid være én loyalitet som er den højeste, eksempelvis i forholdet mellem demokrati og menneskerettigheder på den ene side, og islam på den anden side.


Påstanden om at det er muligt på samme tid at være demokrat og muslim, savner så afgjort en nærmere forklaring. Betyder det, eksempelvis, at Sherin Khankan er demokrat så længe demokratiet ikke strider imod Sharia - eller muslim, indtil det punkt hvor de muslimske principper kolliderer med de demokratiske? Hvilket princip er det højeste for Khankan? Demokratiet eller islam?


Med hensyn til demokratiet er det jo sådan her i Vesten, at vi har indrettet vore politiske og juridiske systemer efter principper som én mand (kvinde) - én stemme, og at alle er lige for loven. Alle, uden undtagelse! Ingen får hverken flere eller færre rettigheder i forhold til loven ved at være hverken mand eller kvinde, kristen eller muslim, jøde eller hindu, asatroende eller ateist. Alle er vi lige for loven. Tilsvarende gør sig gældende når vi vælger vore ledere. Heller ikke dér gøres der forskel, udover den enkelte vælgers præferencer når krydset skal sættes.


Netop dette princip gør at et samfund regeret efter islamiske principper aldrig kan være demokratisk. For sharia-loven forlanger jo at muslimer skal regere uindskrænket, tilhængere af anerkendte religioner skal undertrykkes (‘de skal føle sig undertrykte’, udtaler Muhammed selv!) og have dhimmi-status. I retten tæller kvinder kun det halve af mænd, selv hvis de er muslimer. Ikke-muslimer tæller endnu mindre, og de kan aldrig vidne mod muslimer.


Hvis man skal tage Sherin Khankan’s påstand om islams kompatibilitet med demokrati alvorligt, skylder hun os derfor en forklaring på hvordan hun forestiller sig at begreber som ‘dhimmi’ og ‘jiziya’ kan forenes med den demokratiopfattelse som vi har i Vesten. Hun skylder os også at forklare, hvordan hun vil bære sig ad med at fastholde princippet om lighed for loven i forhold til shariaens ufravigelige krav om islamisk overherredømme.


Ingen kommentarer: