torsdag den 30. december 2010

Fjenden hedder ikke terrorisme!

Tidligt i går morges anholdt PET en gruppe terrorister, som tilsyneladende havde planer om at ‘besøge’ Politiken/JP på Rådhuspladsen, medbringende automatvåben, og skyde stedet i sønder og smadder. Vi har alle enten læst historien eller set den på TV. De var på vej ud af døren, havde våben med og senere på dagen var det annonceret at HKH Kronprinsen skulle besøge målet for angrebet.


Takket være PET’s hurtige reaktion blev det så ikke til noget med blodbadet i denne omgang.


Angrebet sker kun dage efter at den ekstremistiske organisation Hizb ut-Tahrir har opfordret til angreb på Danmark på grund af vores engagement i Afghanistan. Selv om det er rimelig åbenlyst at de to sager ikke er direkte forbundne, viser det dog alligevel at trusselsbilledet mod Danmark er endog særdeles aktivt.


Talsmanden for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, har hurtigt været ude med en afstandtagen til det mislykkede terrorforsøg. Jeg skal i den anledning nok lade være med at kommentere på diverse kommentarer fra den øvrige islamkritiske blog-verden om at det nok mest er ordet ‘mislykkede’, som talsmanden tager afstand fra. Dén hvepserede skal jeg ikke blandes ind i!


I stedet skal jeg gøre opmærksom på en ting, som i en situation som denne alt for ofte glemmes. Nemlig at terrorisme (eller Jihad, som egentlig er et mere præcist udtryk!) ikke er vores fjende. På samme måde som at Churchill’s fjende under anden verdenskrig ikke var Blitzkrieg, men derimod nazisme, hedder vores fjende ikke terrorisme - men derimod islam. Eller mere præcist udtrykt: islamisk supremacisme. Ganske som blitzkrieg var det, er også terrorisme (jihad!) blot en militær strategi, som en fjende vælger at anvende for at kunne opnå sit mål. Og hvis målet kan opnås på andre måder, eksempelvis via en politisk påvirkning, er der ingen grund til at gribe til våben førend det endelige slutspil skal sættes ind.


Jeg skal derfor gøre opmærksom på, at selv om Zubair Butt Hussain ganske vist har taget afstand fra det konkrete planlagte terrorangreb, har hverken han eller andre ledende muslimer mig bekendt taget afstand fra terroristernes mål med deres virksomhed: At etablere en islamisk supremacisme, Det samme kan for øvrigt siges om reaktionerne på den svenske jule-selvmordsbomber. Heller ikke i dén situation tog Butt Hussain mig bekendt offentligt stilling til Jihad-bomberens religiøst/politiske motiver.


Men hvis det er muslimernes ønske at blive accepterede som ligestillede borgere i vort samfund i stedet for at betragtes som potentielle fjender, er det bydende nødvendigt at samtlige imamer og talsmænd for muslimerne tager afstand fra koranens krav om islamisk supremacisme og erklærer sig villige til at leve side om side med ikke-muslimske danskere, som ligemænd og uden behov for muslimsk dominans i al tid fremover. Først når det er sket, kan man med rimelighed påstå at Zubair Butt Hussain har taget afstand fra terrorangrebene og terrorismen.


Desværre kan man tydeligt se i samfundet omkring os at der på flere og flere områder er ved at blive etableret en islamisk supremacisme her i landet. Vi ser det, når børnehaver tvinger danske børn til at spise halal-slagtet mad. Vi ser der, når svinekød efterhånden er den eneste mulighed for danskere, der ikke ønsker at yde økonomisk og moralsk støtte til islamiseringen af vort land. Med mindre man kan gå på jagt! Og vi ser det på de mange områder, hvor muslimer via politisk pression får bevilget særbehandling i vort samfund. Herunder blandt andet krav om tørklæder og lange ærmer til kvindelige hospitalsansatte, hvis de er muslimer.


Alle disse særkrav er et udtryk for en inderlig foragt for danskerne og et udtryk for islamisk supremacisme; at muslimer per definition er et herrefolk, og at vi andre bare har at underordne os.


Man kan således med rimelighed have en mistanke om, at Zubair Butt Hussain’s afstandtagen til de to jihadangreb som jeg nævnte, mest af alt handler om at terroristerne kan ‘frygtes’ at skade muslimernes sag i Danmark yderligere; for udviklingen går jo unægteligt i Shariaen’s retning i forvejen - og derfor har muslimerne objektivt set intet behov for at udøve overdreven vold for at opnå deres mål her i landet. Det går såmænd helt af sig selv! Med andre ord: at Butt Hussain’s afstandtagen til jihadangrebet er en kritik af taktikken, ikke målet.


Men hvis man nu tænker sig at Zubair Butt Hussain nedlader sig til at læse dette indlæg og måske gerne vil bevise at jeg tager fejl (hvilket jeg i sagens natur ikke tror at jeg gør), så vil han kunne overbevise mig ved at tage disse følgende fem punkter op, som jeg har skrevet om tidligere. Hvis disse fem punkter kan gennemføres globalt, tror jeg faktisk al al islamkritik vil ophøre. Butt Hussain og Muslimernes Fællesråd kan så meget passende begynde her i landet med at:


1. Fokuser Jeres vrede på muslimer der begår voldelige og afskyelige handlinger, ikke på ikke-muslimer der oplyser herom.


2. Tag helhjertet afstand fra ikke blot ‘terrorisme’, men også fra enhver hensigt om at erstatte vestlige, demokratiske forfatninger med sharia – selv med fredelige, ikke-voldelige midler. I forbindelse hermed bedes I klargøre hvad der menes med at dræbe uskyldige mennesker. Eksempelvis fastslå at man ikke er ‘skyldig’, blot fordi man er amerikaner, jøde eller dansker. Eller, som som den britiske imam Anjem Choudhry har udtrykt det: at alle ikke-muslimer er skyldige i ikke at være muslimer og derfor frit kan dræbes. (jeg formoder at han mener så længe de ikke har underkastet sig som dhimmier?)


3.Lær muslimer nødvendigheden af at kunne leve side om side med ikke-muslimer som ligeværdige, uden behov for muslimsk dominans, i al tid fremover.


4. indled og gennemfør intensiv undervisning i samtlige moskeer verden over imod teorierne om voldelig jihad og islamisk overherredømme.


5.samarbejd aktivt og proaktivt med vestlig lovhåndhævelse med at afsløre og pågribe jihadister blandt de muslimske fællesskaber i vesten.


Med andre ord: Se at få meldt islam ind i den civiliserede verden! Realistisk betragtet vil hvert enkelt af disse fem punkter udgøre et brud med såvel koranen som med hele den falske profet Muhammeds lære, og derfor kommer det nok ikke til at ske. Men hvis det er muslimske lederes ærlige hensigt at muslimer skal kunne integreres i det danske samfund, frem for at betragtes som fjender - så er det altså den eneste vej frem!

Ingen kommentarer: