tirsdag den 27. december 2011

Muslimerne og Julen

Juletraditioner er mange ting. Eller rettere: der er mange forskellige juletraditioner. Også medierne har juletraditioner, som de med stor fornøjelse forøger at proppe ned i halsen på os.


Hvert år sker der det samme. Medierne har nemlig fuldt ud forstået, at kernen til fred og fordragelighed er ikke at genere muslimerne. Derfor inviteres hvert år nogle præmiemuslimer til, hele vejen igennem december måned, at småpludre om hvordan de har det med at danskerne fejrer jul. Jeg kan ikke erindre hvornår man sidst har indbudt kristne til at fortælle om tanker og overvejelser op til denne én af årets store højtider. Eller hvornår man har indbudt en jøde til at causere over sit forhold til Jesus - ellers relevant nok, idet Jesus jo både blev født, døde og opstod som jøde. Nej, det skal selvfølgelig være en muslim. At selve årsagen til julefesten, troen på Guds inkarnation som menneske, af muslimer opfattes som den værste synd, shirk, forbigås selvfølgelig i tavshed. Man skal endelig ikke genere nogen!


Og så får disse særligt udvalgte muslimer ellers lov til at småpludre om barndommens erindringer fra danske skolekammeraters jul. Aldeles irrelevant for julens budskab, men meget relevant for den politiske korrektheds bestræbelser på at gøre islam stuerent og julen aldeles afkristnet. Det samme sker til næste år - bare vent og se!


Det er nu ikke fordi muslimerne selv mangler juletraditioner. Hvert eneste år gentager ummahen i muslimsk dominerede lande deres faste tradition med at bombe kirker, myrde kristne og plyndre forretninger ejet af kristne. Det slår aldrig fejl - en fast tradition. Det samme sker til næste år - vent og se! Muslimernes had mod kristne er særligt stærkt under julefesten af den grund som jeg nævnte før: at den kristne lære om Guds inkarnation som menneske, af den falske profet Muhammed blev betragtet som shirk, den værste synd og vranglære der findes. Det er nu ikke fordi muslimer behøver undskyldninger for at hade og forfølge kristne, men der er nu intet så festligt som at bombe kirker med faste intervaller.


I Egypten og Irak, hvor kristne sidste år oplevede alvorlige bombeanslag julenat, har man lært lektien. I Egypten blev julemessen flyttet til dagslys, dels fordi sikkerheden er lettere at overskue når det er lyst - og velsagtens også for at forvirre fjenden. I Irak valgte de kristne kirker i fællesskab helt at aflyse - af frygt for muslimernes vrede. På den måde afskaffer man kristendommen, bid for bid.


Her i Danmark ‘nøjes’ man med at forbyde julesalmer i skolen og aflyse børnenes julegudstjeneste. Og som baggrundsmusik lader man muslimerne småpludre om jul og profeten Jesus. Ikke Guds inkarnation som menneske, men profeten. Sådan som islam opfatter ham. Så kan vi lære det, kan vi! Og hvis vi stadig ikke fatter budskabet, kommer bomberne. Vent og se!


Årets store bombeanslag fandt sted i Nigeria. Et land, som i forvejen er plaget af muslimsk vold mod kristne. Også i år blev kristne i Nigeria udsat for et bombeangreb med et tocifret antal døde, fulgt op med plyndringer af butikker og den slags.


Det er kun et spørgsmål om tid, inden det samme sker i Europa. Sikkert ikke i 2012, men helt bestemt inden for de næste 10 -15 år. Også her vil vi opleve muslimske grupper bombe kirker og myrde løs for at understrege ‘hvem der bestemmer’. Det kan selv ikke de kulturradikales indholdsløse ‘tolerance’ og defensiv overfor landets tyrkisk/arabiske kolonister forhindre.


Men selv om de egyptiske koptere åbenbart slap for bomber i år, betyder det ikke at de intet har at frygte. Der foregår stadig en brutal undertrykkelse af Egyptens oprindelige befolkning, og der har jævnt hen gennem året været episoder, hvor kristne er blevet enten gennembanket eller dræbt af muslimske grupper. Ligeledes er det helt normalt i Egypten at unge koptiske piger og kvinder kidnappes af muslimske grupper, som efterfølgende voldtager pigerne og tvangsgifter dem - og derefter, under trusler på livet, tvinger dem til at konvertere til islam.


Den slags finder ikke vej til danske medier. Fordi det passer ikke ind i det billede som man ønsker at tegne af hverken det arabiske forår eller af Danmarks fremtid under den tyrkisk/arabiske kolonisering. En kolonisering, som med den nye regering nu vil fortsætte med endnu større styrke end før.


Alligvel gør vi klogt i at studere begivenhederne i lande som Egypten, Pakistan, Nigeria og Irak ganske nøje. For med mindre vi får valgt nogle politikere der kan sætte en prop i koloniseringen og finde en holdbar løsning på fremtiden for de kolonister der allerede befinder sig her, bliver deres nutid vores fremtid.


fredag den 25. november 2011

Ingen hetz mod Sohn

Når man følger Danmarks nye regering, kan man let føle sig hensat til en tredjerangs sæbeopera eller ét af tidens absurde realityshow.


Helle Thornings regering leverer alle ingredienserne selv: sex, vold og penge. Rockere, telefonaflytninger, sexchikane, sorte penge fra en fjendtlig efterretningstjeneste og landtropper i den syriske jungle! Der er det hele, og underholdningsværdien er stor. Her til morgen kunne man så læse dagens afsnit af realityshowet: Enhedslisten har ifølge en meningsmåling overhalet SF i mandattal, hvis der var valg nu. For øvrigt helt og aldeles velfortjent, så et stort tillykke herfra!


Og i går eftermiddags, kunne landets samlede vælgerbefolkning så ved selvsyn opleve hvor presset SF’s ledelse i virkeligheden føler sig. Det skete, da partiet på sin Facebookside udtrykte at erhvervs- og vækstministeren er udsat for en ‘hetz’ og at ‘hetzen’ mod ham er helt og aldeles usaglig og ubegrundet.


Problemet er selvfølgelig at der ikke er tale om nogen hetz. Lad os lige opsummere situationen: Ole Sohn var under de sidste år af den kolde krig formand for Danmarks Kommunistiske Parti. DKP var et politisk parti, som helt åbent og ærligt arbejdede for fjendens sag i Danmark. Landsforrædere, med andre ord! Og det er ikke en hvilken som helst fjende vi her taler om, men én af det tyvende århundredes største skurke. Den fremmede magt som Ole Sohns gamle parti svor troskab til, var blandt andet ansvarlig for massedrab på egen befolkning, fængslinger af og drab på systemkritikere, for bygningen af berlinmuren og for for at holde en række af Europas største kulturlande i et totalitært jerngreb. Foruden utallige andre krænkelser af menneskerettighederne. Dertil kommer så overførsler af sorte penge via KGB-agenter, overfaktureringer på partiets trykkeri og anden form for økonomisk støtte fra dette umenneskelige regime til partiet i Danmark. Også i Ole Sohns formandstid! At vi aldrig har haft et opgør med de kommunistiske landsforrædere på samme måde som vi efter 2. verdenskrig havde med nazisterne, er mig ubegribeligt.


Derfor kan det godt synes svært at finde en grimasse der kan passe, når SF’s ledelse nu åbent ynker sig selv og den gamle kommunist. Ikke mindst hvis man evner at huske et par år tilbage; til dengang, hvor den daværende opposition krævede undersøgelser stolpe op og stolpe ned, på grund af at Lars Lykke Rasmussen vistnok havde lidt rod i nogle kvitteringer for køb af nogle kopper kaffe eller hvad det nu var. Men landsforræderi og KGB-penge er åbenbart ok?!??


SF trænger helt klart til at få revurderet sine proportioner. Seriøst.


Dertil kommer at det rent faktisk er en oppositions fornemste opgave at kontrollere den siddende regering. Herunder også grave ned i substansen, hvis der er en begrundet mistanke om at en minister udgør en sikkerhedsrisiko - hvilket helt klart er tilfældet for Ole Sohns vedkommende. Det samme gælder i øvrigt for pressen, som har en tilsvarende forpligtelse. Jobbet som journalist indebærer altså andre forpligtelser end bare at holde mikrofonen, når ministrene aflirer deres lektie!


Sandheden er den ganske ubehagelige, at man som minister må forvente at blive gransket af offentligheden på en måde, som vi andre gud ske lov aldrig kommer til at opleve. Sådan er det, det er en del af jobbet. Sandheden er også at det er ganske aldeles frivilligt om man ønsker at takke ja til ministerjobbet, når det bliver tilbudt. Sandheden er også, at der tidligere faktisk har været politikere som er blevet tilbudt et ministerjob, men som takkede nej fordi de ikke ønskede denne granskning af dét de opfatter som deres privatsfære. Og at dette af alle opfattes som en aldeles legitim begrundelse for at takke nej til ministergerningen.


For Ole Sohns vedkommende, kan granskningen af hans fortid som fjendens mand i Danmark næppe komme som nogen overraskelse. Det samme gælder for såvel landets statsminister som for Sohns partiformand, det geografiske geni Villy Søvndal. Alle må de have vidst at netop Ole Sohn måtte blive gransket ganske alvorligt - og at der ikke ville blive lagt fingre imellem.


På samme måde ved de selvfølgelig også, at sagen langt fra er slut endnu. Der er stadig spørgsmål, som mangler svar. Overfaktureringen på Terpo Tryk er blevet diskuteret, men hvad skete der med de penge som kom ind via kontantoverførsler - altså penge i plasticposer, sportstasker og den slags? Hvad blev der af dem? Og yderligere: er det sandt at der befinder sig kvitteringer i Kreml’s arkiv, som direkte kan implicere Ole Sohn i disse overførsler? For hvis det er tilfældet, kan der selv i dag blive tale om en straffesag mod ministeren - det er nemlig helt og aldeles ulovligt at modtage penge fra fremmede landes efterretningstjenester! Den slags handlinger kaldes for spionage, og straffes hårdt i de fleste lande.


Der er således stadig meget at komme efter, og såvel Ole Sohn som hans parti må indstille sig på at sagen kommer til at rulle videre. Om de vil det eller ej! For i et åbent demokrati er det altså magtens pris at stille sig til rådighed for relevant granskning fra oppositionen og den øvrige offentlighed.


onsdag den 23. november 2011

Kulturkamp i børnehaven

At vort samfund befinder sig midt i en livsvigtig kulturkamp, kan næppe være undgået læsernes opmærksomhed. Og hvis ellers man er fast læser af denne blog, vil man vide at kulturkampen dybest set udkæmpes af to grupper: Civilisationen vs. islam.


Kulturkampen udkæmpes også inden for det politiske og sociale område som vi kalder integration. Her står de to modstandere skarpt overfor hinanden: der er de hardcoremuslimer, der mener at integration betyder at danmark og danskerne skal integreres ind i islams verden, mens ‘vi andre’ mener at formålet med integration er at muslimerne skal integreres ind i civilisationen. Mere indviklet er det ikke.


Set i dét lys, kan man kun ærgre sig når mennesker og faggrupper i vort samfund, som i virkeligheden står på frontlinjen i denne kulturkamp, i et udslag af misforstået respekt, vælger at kæmpe fjendens sag.


For et par dage siden, skrev Børnehuset Ørnevang sig ind på en skamfuld liste over daginstitutioner, der med åbne øjne vælger at underkaste sig islams intolerance, idet børnehavens leder Susan Lund Andersen aflyste julegudstjenesten for børnehavens store flertal af danske børn. Og hvorfor så det? Jo. Hun aflyste, fordi der var et par muslimske forældre der ikke ønskede at deres små poder skulle udsættes for en julegudstjeneste i en dansk folkekirke.


Dermed skriver Susan Lund Andersen sin institution ind på en skammens liste over virksomheder, skoler og institutioner der af ren berøringsangst vælger at svigte integrationen af muslimer i det civiliserede samfund - og i virkeligheden arbejde for fremme af islams sag i Danmark. Listen er lang, men lad mig blot nævne nogle eksempler:


Først var det IKEA, som "ikke ville støde" nogle af deres ansatte med at lave julefrokost. Vi har hørt om mange daginstitutioner, som indfører shariamad "for ikke at støde", og nu fravælger BUPL-pædagogerne den kristne kirke. Det næste bliver vel, at danske børnehavebørn på samme måde som i GAZA via nomadetv skal lære, hvordan man går med bombebælter.


Susan Lund Andersen svigter integrationen, for hvis der er noget man aldrig nogensinde må gøre når man arbejder med muhammedanere, så er det at ændre egne vaner eller traditioner for at tilpasse sig den muslimske intolerance. Dette gælder hvad enten talen går på tvangsmæssig fodring af børn med halal-inficeret kød eller som i tilfældet hér at undlade at gå i kirke, fordi det støder Herrefolket.


Med til det virkelig sørgerlige hører også, at mens ingen stiller spørgsmål ved de muslimske forældres krav om ikke at deltage i julegudstjenesten, betragtes besøg i moskéen i skoletiden eller ‘respekt’ for ramadanens fastekrav som et absolut ‘must’ for mange danske skoler og daginstitutioner. Hvis danske forældre forbyder deres børn at deltage i moskébesøg, vil der hurtigt lyde et ramaskrig om racisme og hvad ved jeg. Ingen har mig bekendt udtrykt tilsvarende betænkeligheder overfor de muhammedanske forældre i denne sag.


For at ingen skal tage fejl af hvad mit budskab er, så vil jeg gerne understrege at ingen ønsker at gennemtvinge kirkebesøg for muhammedanske forældre. Hvis de finder kristendommens budskab om næstekærlighed stødende og juleevangeliets budskab om Guds inkarnation i kødet blasfemisk, så skal de naturligvis kunne holde deres børn borte fra kirken. På samme måde må det være naturligt at danske forældre, der ikke ønsker deres børn hjernevasket med islamofascistisk propaganda, kan holde deres børn borte fra moskébesøg og undlade ‘respekt’ for muhammedanernes fastemåned. Også uden at tåbelige pædagoger beskylder dem for racisme og andet fra samme skuffe.


Min pointe er derimod, at man ikke integrerer muhammedanere ind i civilisationen ved at bakke ud af hvem vi selv er. Man kan jo ikke integrere ind i ingenting! Beslutninger som den de har truffet på Ørnevang fremmer spændingerne mellem danskerne og muhammedanerne, de mindsker dem ikke. I stedet burde man have valgt den simple, og i øvrigt meget danske, løsning med at lade muhammedanernes børn blive tilbage i institutionen sammen med en pædagogmedhjælper, mens danskerne går i kirke.


Og hvis der stadig er muhammedanske forældre som føler sig stødt over at danske børn og pædagoger deltager i en gudstjeneste, så er der kun ét at sige til dem: Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, må de bosætte sig et sted i området mellem Marokko og Indonesien. Her skal de ikke være!



torsdag den 17. november 2011

Derfor er Ole Sohns fortid relevant

Ole Sohn er en varm kartoffel for tiden.


Objektivt set er Sohn ellers én af de bedst kvalificerede ministre i den nye regering - og virker på mange måder som skræddersyet til sit embede: Erhvervs- og vækstminister. Dels har Ole Sohn en overordentlig solid organisationserfaring - og så er manden tilmed en yderst succesrig iværksætter! Ministeren er nemlig manden bag ‘Forlaget Sohn’, som netop er blevet kåret til én af landets gazelle-virksomheder. For at opnå denne ære, skal en virksomhed have haft positiv vækst fire år i træk og over den samme periode kunne demonstrere en samlet vækst på 100 procent eller mere. Slet ikke så ringe endda, her i disse krisetider.


Indrømmet: Hvis jeg selv stod som ny statsminister og skulle til at udnævne en erhvervsminister, ville jeg nok lede efter en mand med Ole Sohns baggrund og erfaringer. Selv blandt borgerlige regeringer, har der været temmelig langt mellem erhvervsministre med Ole Sohn’s faglige kredibilitet.


Men det ville nok ikke blive ham, for der er et ‘lille’ problem med Ole Sohn: Hans fortid som landsforræder!


Ole Sohn’s fortid som formand for DKP er velkendt. Det er også velkendt, at det lille parti var Sovjetunionens forpost i Danmark. Også at partiet gennem årene modtog store millionbeløb for at fremme Sovjets sag her i landet. Også at overførslerne af disse beløb foregik ved hjælp at sportstasker og plasticposer og den slags. Det er dermed helt igennem rimeligt at omtale enhver, der nogensinde har siddet i ledelsen af partiet indtil murens fald, som moralske landsforrædere. Dermed også Ole Sohn. I det omfang at der kan opdrives fysiske beviser for disse pengeoverførsler, som i parantes bemærket allerede er blevet erkendt af hovedpersonen selv, vil der desuden kunne blive tale om en tiltale ved retten og efterfølgende domfældelse for én af spionageparagrafferne eller paragraffen om landsforræderi.


Og det er præcist hér at hunden ligger begravet. For den moralske side af Ole Sohn’s forræderi, må nødvendigvis være en sag mellem manden selv og hans vælgere. Vi andre kan påpege problemet, men slutteligt er det op til hans vælgere at afgøre hvorvidt de finder landsforræderen værdig til at være medlem af folketinget. For MF’ere kan kravene aldrig blive lige så høje som for kongeligt udnævnte ministre. Sådan er det, og sikkert godt det samme.


Men for en minister er sagen en anden. Hvis det kan lykkes for Søren Pind & Co at finde en ‘rygende pistol’ i form af enten en kvittering med Sohn’s underskrift, en ansøgning om penge eller for den sags skyld en fuldmagt eller lignende til et betroet partimedlem til at afhente pengene fra KGB-kontakten, kan der blive tale om en tiltale ved retten og efterfølgende domfældelse af ministeren.


Og det betyder så også noget helt andet: Nemlig at enhver, der måtte være i besiddelse af en sådan dokumentation, naturligvis har en klemme på erhvervsministeren - med en deraf følgende mulighed for afpresning.


Hvis dokumentationen findes, befinder den sig med temmelig stor sandsynlighed i et statsligt arkiv i Moskva. Et arkiv, hvortil kun Ruslands top og særligt betroede arkivarer har adgang. I denne situation vil det derfor være muligt for Rusland at lægge et utilbørligt pres på en dansk, kongeligt udnævnt erhvervs- og vækstminister. Dette i en situation, hvor dansk erhvervsliv satser stærkt på det russiske marked, hvor Danmark og Rusland skal indgå handelsaftaler og hvor vi i øvrigt har en særlig interesse i at etablere og fastholde et positivt forhold til den store nabo i øst.


Det er ikke smart.


Derfor er der både rimeligt og ordentligt, når oppositionen i folketinget, med Søren Pind i spidsen, kræver sagen klarlagt. En afklaring af Ole Sohns forhold er nødvendig, ikke kun for at drille regeringen - men for at undgå den pinlige situation at en siddende, dansk minister måske tiltales for spionage eller landsforræderi begået for over tyve år siden. Foruden naturligvis at ingen bør kunne leve med en situation, hvor der kan stilles rimelige spørgsmål ved en dansk erhvervs- og vækstministers habilitet i internationale forhandlinger.


tirsdag den 8. november 2011

Indvandrere styres hjemmefra!

Sådan lyder overskriften til en artikel i dagens JyllandsPosten. Emnet for artiklen er en undersøgelse som ser på omfanget af den sociale kontrol i indvandrerfamilier. Undersøgelsen viser at der foregår en skarp social styring af de unge, særligt inden for områder som kærester, sex og ægtefæller.

Dette er en tilstand som har været kendt længe, omend det er meget rart endelig at få problemet dokumenteret. Det eneste overraskende ved denne undersøgelse er at resultatet kommer bag på integrationsministeren. Karen Hækkerup har tydeligvis ikke fulgt med, ellers ville konklusionerne have været ren basisviden - som 2+2 er det indenfor matematikken!

Direkte rystende er derimod den totale uvidenhed som den unge minister giver udtryk for, når hun til JyllandsPosten udtaler at svaret på dette sæt af udanske værdier, er at den såkaldte ‘tone’ i udlændingedebatten skal ændres. Hvilket dybest set er noget af de mest tåbelige vi længe har hørt fra den kant.

Samtidig er det også endnu et bevis på at Karen Hækkerup ikke har fulgt med. For sagen er jo den at de parallelle værdinormer eksisterer - ikke som et resultat af danskernes modvilje mod fremmede kulturer, men som et direkte resultat af visse gruppers bevidste afvisning af det danske samfund.

Hvis ministeren ellers havde sat sig ind i sit område, så ville hun have vidst at selv i 2. eller 3. generation betragter den muslimske del af indvandrerne hovedsagligt sig selv som pakistanere, tyrkere, såkaldte ‘palæstinensere’ eller andet - og ikke som danskere. Og at de, når de besøger bedsteforældrenes land, for manges vedkommende opfatter dette som ‘hjemlandet’. De betragter med andre ord ikke sig selv som danskere, men anvender i stedet ofte ordet ‘dansker’ som et skældsord.

Set i dét lys, er det vel heller ikke unaturligt at mange langt hen ad vejen fastholder ‘hjemlandets’ skikke, levemåder og familiemønstre. Herunder altså også en meget stram styring af de unges tilværelse, sådan som rapporten viser. Men problemet med de unges manglende frihed, er kun et lille hjørne af et meget større problem.

Parallelsamfundene og deres normer eksisterer således helt og aldeles uafhængigt af danskernes modvilje. Samtidig er det mit helt klare indtryk, at modviljen så ganske afgjort er gensidig!

Derfor er det vigtigt at regeringen, og dermed også den naive minister, tager resultatet af denne undersøgelse særdeles alvorligt. Problemet er nemlig betydeligt større end blot det psykologiske problem for den enkelte unge, der lever i et land, som de hjemmefra er opdraget til at foragte - eller dog i det mindste lægge afstand til. Almindelig sund fornuft tilsiger at dette må være en belastning for den enkelte, som alt andet lige må gøre det vanskeligt at blive et lykkeligt menneske.

I det noget større billede udgør disse muslimske parallelsamfund også en alvorlig, potentiel sikkerhedstrussel mod selve det danske samfund, de offentlige institutioner og Danmarks fremtid som et åbent og demokratisk land. For samtidig med at parallelsamfundene med deres helt egne normer kommer til at udgøre en stadig større del af det danske samfund, risikerer vi at det vil udvikle sig til deciderede konflikter mellem statsmagten og selvsamme parallelsamfund. Det er i virkeligheden meget enkelt: Parallelsamfundene er netop parallelsamfund fordi nogle grupper bevidst tager afstand fra vores måde at leve på - ellers havde de jo for længst integreret sig! Og i de lande som de orienterer sig imod, er der en tradition for at klare den slags grundlæggende uenigheder med voldelige midler. Vi ser det allerede i det små med bandekriminaliteten her i landet, voldtægtsbølgen i Oslo og spredt uro i flere europæiske lande. Den slags problemer løses hverken ved at justere ‘tonen’ eller ved at undlade at tale om dem. Der skal helt andre midler på bordet! Ministeren og hendes regering er pisket til ikke blot at forholde sig til den barske virkelighed, men også til at forstå at visse problemer hverken kan tales eller ties væk.

fredag den 21. oktober 2011

Islamforsker hylder Osama bin Laden i anonym blog

Sådan lyder overskriften på en stort opsat artikel i dagens udgave af Dagbladet Politiken. Artiklen handler om en phd-studerende på Aarhus Universitet, og hyldesten fandt sted på Eftertanke. Kaspers blog, kaldet barmhjertighedensprofet, er nu blevet slettet, så i stedet henviser jeg til mit eget svar til Kaspers hyldest fra den 3. maj. Som det fremgår af mit indlæg, har Kasper Mathiesens identitet som manden bag ‘barmhjertighedensprofet’ været kendt af offentligheden i mere end fem måneder. Men nu er dagspressen så kommet med ind over, og med den også et krav om offentlig stillingtagen fra såvel bloggeren selv som hans arbejdsgiver, Aarhus Universitet.


Selv påstår Kasper Mathiesen overfor Politiken at han ikke hyldede bin Laden, men blot finder at han var én af de mest fascinerende skikkelser i vor tid. Denne påstand tilbageviser William Jansen i denne artikel på sin blog, Bohemian Rhapsody.Det fremstår helt klart, at Kasper Mathiesen bedrev en helt åben og bevidst hyldest af Osama bin Laden, og at hyldesten fandt sted på selveste Kristeligt Dagblads blogportal.

Personligt jeg ikke andet at tilføje til sagen, end at jeg er ubetinget tilhænger af ubetinget ytringsfrihed - og at dette også gælder for personer der bakker om om bevægelser som al-Qaeda og Hiz but-Tahrir. Selvfølgelig, hvad ellers? Problemet i Kasper Mathiesens tilfælde er blot dét, at han sidder på Aarhus Universitet, en offentlig institution, hvor han for offentlige midler forsker i islam. Og selv om man selvfølgelig forventer at forskere udviser et vist engagement indenfor deres emne, rejser sagen dog alligevel det vigtige spørgsmål hvorvidt Kasper Mathiesen evner at bevare den nødvendige objektivitet i sin forskning. Dette er et spørgsmål som universitetet må afklare, eventuelt i dialog med de politikere som i sidste ende lægger rammerne for de midler der anvendes til forskning på landets universiteter.


Udover det er det aldeles glimrende at journalisten, Morten Skjoldager, har blotlagt Kasper Mathiesens holdninger som hardcore islamist. Én af forudsætningerne for ytringsfriheden er nemlig at man står på mål for sine ytringer, og det kommer Kasper til fremover.


tirsdag den 18. oktober 2011

Hækkerup's spil for galleriet

Som én af sine første handlinger som nyudnævnt social- og integrationsminister, har Karen Hækkerup ladet meddele at regeringen ‘agter at få kortlagt eksempelvis salafistmiljøet, andre ekstreme islamiske grupperinger, foruden diverse hooligansnetværk og lignende.

Om sidstnævnte kan det meget enkelt siges, at de næppe udgør et problem for andre end de kommunale misbrugskonsulenter - hvis ellers man ser bort fra uroligheder i forbindelse med diverse fodboldkampe. Hvilket i øvrigt kan være slemt nok!

Men omkring såvel de ‘højrenationale netværk’, ministeren konstant taler om som salafisterne, Hizb ut-Tahrir og andre tilsvarende grupper, er jeg aldeles overbevist om at det ikke er nødvendigt at foretage nogen ny kortlægning. Alt, hvad ministeren behøver foretage sig, er at overtale sin ministerkollega i justitsministeriet til at tage telefonen og ringe til PET. De har nemlig med garanti en kortlægning liggende som hyldevare - konstant opdateret indtil for omkring to minutter siden! Dette vil jeg til enhver tid være villig til at vædde en månedsløn efter skat på.

Bortset fra det, er ekstreme, muslimske grupper formodentlig næppe noget der ligger inden for en socialministers resortområde. Emner som den nationale sikkerhed, den offentlige orden og fortsat bevarelse af det politiske system her i landet, er et sikkerhedsspørgsmål som hører inde under regeringens sikkerhedsudvalg, hvori fru Hækkerup så vidt jeg husker ikke har sæde. Der er næppe tale om et socialt problem, og nok ikke et integrationsmæssigt heller.

Som tidligere antydet, er jeg ikke helt overbevist om at det samme gør sig gældende for e forskellige hooligans-grupper og lignende. Her vil ministeren sikkert med fordel kunne alliere sig med en håndfuld kommunale misbrugskonsulenter, inden hun begiver sig i marken.

Med andre ord, er det vi er vidner til i disse dage en nyudnævnt minister der puster sig lidt op, pudser fjerene og forsøger at få os til at tro på at det moderne socialdemokrati ikke er ukritiske overfor ekstreme muslimer. Og som, for at tækkes sit islamvenlige bagland i såvel folketingsgruppe som partiorganisation, i samme åndedræt skynder sig at nævne de fæle højreorienterede. Spil for galleriet, med andre ord.

Et tilsvarende spil for galleriet, ser vi fra en hidtil upåagtet, men ifølge Ritzau hastigt voksende islamisk gruppe: Salafisterne! Disse agter åbenbart, stadig ifølge Ritzau, at etablere shariazoner visse steder i hovedstaden - og vil åbenbart endda gå så langt som at patruljere flere områder og gennemtvinge hvad de selv betragter som ordentlig, muslimsk opførsel.

Dén skal jeg gerne være helt ærlig og tilstå at jeg ikke tror på. Dels tvivler jeg på at de vil forsøge seriøst at ‘patruljere’ et område som Tingbjerg eller eksempelvis Blågårds Plads, dels tror jeg slet ikke på at det vil lykkes dem at opnå en gademagt i disse områder der matcher ambitionerne. For selv hvis de, trods mine forventninger, alligevel skulle forsøge at patruljere områderne, vil de hurtigt opdage at disse gader i forvejen ‘ejes’ af velorganiserede og ekstremt voldsfikserede bander. Der er således ganske god grund til at være bekymret for de stakkels salafisters helbred. Også det fysiske - inde i hovedet har de allerede nu næppe meget helbred tilbage!

At EkstraBladet så i en stort opsat artikel fra den 11. september i år kunne oplyse at der allerede i et vist omfang praktiseres sharia-domstole og islamisk retsjustits i visse områder her i landet, nævner jeg så blot i en sidebemærkning her til slut. Disse fungerer i givet fald betydeligt mere diskrete end det salafisterne forestiller sig, og anvender ( ifølge papirudgaven) moskeernes og kulturforeningernes ungdomsgrupper som ‘enforcere’. Hvilket rejser indtil flere interessante spørgsmål om de grupperinger som politi og medier konsekvent vælger at omtale som enten ‘bander’ eller ‘de unge’!

Og med hensyn til salafisterne: Tag ikke fejl, jeg tager dem skam aldeles alvorligt. Og ja, det er en alvorlig sag at forstyrre en valghandling, således som visse af dem gjorde i forbindelse med de nyligt overståede valg, hvor de udenfor valgstederne opfordrede vælgere til ikke at stemme. Men jeg er aldeles overbevist om at PET har fod på dem, og sikkert også har en idé eller to de kan dele med ministeren, hvis hun virkelig gerne vil dem til livs.

mandag den 12. september 2011

Tag dog selv ansvar!

I alle valgkampe er der stunts. En eller anden form for fysisk aktion, hvormed man forsøger at understrege en pointe. Nogle stunts er geniale, andre pinlige. Sådan er det altid. Og oftest er det de friske og kreative hjerner i partiernes ungdomsorganisationer der udtænker dem.


Det hidtil ubetinget mest vellykkede af slagsen i denne valgkamp, blev dog så vidt vides ikke udtænkt af nogen ungdomsorganisation. I hvert valg ikke officielt. Og i centrum for årets stunt var... en baby!!


I begyndelsen af sidste uge var landets statsminister nemlig på valgkampsturné i Aalborg, og her fik han til sin tydelige overraskelse stukket en baby i armen. Og den glade giver var..... slet ikke spor glad. Tværtimod var hun tydeligvis stiktosset. På Statsministeren. Og årsagen? Jo, nu skal I høre. Sara Fina Fridichs er kontanthjælpsmodtager - og altså også mor til det pågældende barn. På trods af sin status som kontanthjælpsmodtager og dermed officielt ludfattig, klarede damen alligevel at tage på en ferierejse til Ghana. Og dernede mødte hun så en vaskeægte musiker - endda én som har specialiseret sig i at spille på bongo-tromme. Og idet bongo-trommespil åbenbart ikke er hverdagskost oppe i Aalborg, blev den gode Sara Fina så forgabt at hun også formåede at blive gravid. Hun burde ellers kende risikoen for graviditet, idet den lille baby har tre ældre søskende.


Men nu er der så et problem. Dvs - ifølge Sara Fina er det statsministerens problem - og i virkeligheden også Jeres og mit. For fruen (eller hvad man nu skal kalde sådan én!) kan nemlig ikke få sin bongotrommende barnefader til landet på familiesammenføring. Han har såmænd ikke point nok - bongospil står åbenbart ikke i høj kurs hos hverken udlændingestyrelsen eller erhvervslivet!!


Og det er så her at statsministeren ifølge denne gode borger kommer ind i billedet. ‘Synes du det er rimeligt’ spurgte hun den stakkels Løkke. ‘Og hvad vil du gøre ved det?’


Hvilket selvfølgelig er helt forkerte spørgsmål at stille - og for øvrigt også den forkerte person at stille dem til. For denne blogger (og skatteyder!) forstår ikke hvordan Sara Fina seriøst kan forestille sig at det skal være muligt for hende uden videre og efter behag blot at importere endnu en af hendes kolleger (kontanthjælpsmodtager!) til landet. På det offentliges regning. Især når man husker på at det offentlige ejer ingen penge selv - de administrerer borgernes penge, og den slags skal gøres ansvarligt og fornuftigt. I hvert fald på denne side af valget...


At Sara Fina har et problem, er jeg aldeles enig med hende i. Helt sikkert endda flere af slagsen! Men ingen af dem er statsministerens problemer. Det er ikke statsministerens problem at Sara Fina rejste til Afrika og lod sig bedække af en bongotrommespiller. Det er ikke statsministerens problem at Sara Fina undlod at anvende prævention. Og det er slet, slet ikke det offentliges problem at skulle finansiere denne bongotrommespiller med kontanthjælp og efterfølgende pension på livstid! Hvilket formodentlig vil blive konsekvensen, hvis de røde får regeringsmagten og alligevel lukker ham ind i landet.


Derimod er ansvaret - og dermed også problemet - Sara Fina’s. Hvis Sara Fina ønsker at familiesammenføre den seneste far til samlingen, må hun klare det selv. Ved at arbejde, tjene penge og spare sammen. Lige som alle vi andre. Alternativt kan hun jo tage sine fire børn under armen og flytte til Ghana. Det betyder selvfølgelig at hun må sige farvel til kontanthjælpen og børnepengene, men til gengæld kan Sara Fina så glæde sig over masser af bongo-spil!


Men nej. Sara Fina lever af vi andre. Derfor er der intet der falder hende mere naturligt, end at ville udskrive ét stk regning til skatteyderne for hendes seneste mandlige fund. Hvad ellers?


At stuntet var genialt og muligvis vil danne skole for fremtidige valgkampe, ændrer ikke ved at Sara Fina symboliserer alt det der er forkert ved den måde velfærdssamfundet er bygget op på. For hun tager ikke selv ansvar. Hun har et problem, flere endda. Fint. Løs dem! Det gør alle vi andre. Vil hun leve sammen med barnets fader? Fint, gør det - på egen regning! Kan han ikke komme til landet fordi ingen gider ansætte ham? Nå. Så flyt til et land hvor nogen vil. Ghana, for eksempel. Eller Sverige - de lukker hvem som helst ind.


Uanset hvad: Træf en beslutning - og TAG SÅ SELV ANSVARET FOR DEN!!!! Hvor svært kan det være? I stedet forsøger hun at skyde problemet over på statsministeren - og dermed os alle sammen. Det er stadig ikke gået op for mig hvorfor denne kvinde tror at jeg, via mine skatter, skal betale for hendes amorøse udskejelser nede i Afrika og konsekvenserne heraf. Seriøst!


Hvilket forresten bringer mig til et andet spørgsmål. Hvordan har en kontanthjælpsmodtager med tre børn fået råd til at tage på ‘oplevelsesrejse’ i Vestafrika? Enten er ydelserne for høje, eller også er der noget som Aalborg Kommune skal have kigget lidt nærmere på! Selv hælder jeg mest til det sidste.


Underligt nok er dette en vinkel på historien, som de savlende medier overhovedet ikke har nævnt med så meget som et ord. Men det er vel for meget at forvente fra den kant.


Tag ikke fejl: Jeg under fuldt ud Sara Fina en oplevelsesrejse til Afrika. For min skyld kan hun gå på storvildtjagt dernede, hvis det passer hende. Og producere alle de børn hun vil - i Afrika eller andre steder. Af et ærligt hjerte ønsker jeg hende al mulig held og lykke hermed! Men det skal foregå på egen regning.


Hvad jeg under ingen omstændigheder kan acceptere, er påstanden om at hvem som helst, Sara Fina eller andre, skal have fribillet til nårsomhelst at importere en hvilken som helst formodet bistandsklient her til landet som de måtte ønske. Tag ikke fejl: Jeg har intet imod hverken indvandring eller familiesammenføring. Faktisk er jeg stor tilhænger af indvandring - vel at mærke af mennesker, som kan og vil klare sig selv, som opfører sig ordentligt og som ikke går med fantasier om at sprænge os allesammen i luften.


Beskedne krav, skulle man mene. Men alligevel nok til at give radikale og SF’ere nærmest hjertestop over min umenneskelighed og mit kulsorte menneskesyn.


Men sådan er der så meget.


søndag den 11. september 2011

Egne erfaringer fra et dansk sharia-område

I dagens udgave af Ekstra-Bladet kan man på forsiden se overskriften ‘Her gælder islamisk lov’, og så et kort over de områder af landet, hvor muslimske imamer og såkaldte kulturforeninger har etableret et parallelt retssystem, baseret på sharialoven.

Ét af disse områder er Gellerupparken, hvor jeg tidligere har boet og været aktiv i hvad jeg dengang troede var integrationsarbejde. Avisen skriver i artiklen inde i bladet, at disse områder ifølge eksperter i løbet af 10-15 år vil være antidemokratiske. Min påstand er at, afhængig af hvad man lægger i ordet, er dette under alle omstændigheder allerede tilfældet i Gellerup.

Desværre er det ofte sådan med vi islamkritikere, at vor kritik næsten altid affejes med bemærkninger om at vi dybest set er dumme og uvidende. Derfor vil jeg i det følgende fremlægge mine akkreditiver for at udtale mig om tilstanden i Gellerup, og så kan læserne bagefter selv tage stilling til dét med at være uvidende.

Da jeg i 2004 vendte hjem fra præsteseminariet i London, stod jeg uden andre ejendele end nogle kasser med bøger - og så det tøj jeg gik og stod i. Penge var der ingen af, og heller ikke mit eget sted at bo. Nogle måneder senere fik jeg så min lejlighed - i Gellerupparken, fordi det dengang som nu var hurtigt & nemt at komme dertil. Desuden er lejlighederne faktisk overraskende dejlige, uanset områdets ry i øvrigt.

I løbet af nogen tid kom jeg til at blive aktiv i den forening der hedder ‘Multikulturel Forening’. Som næstformand, endda. Men inden da, faktisk ret kort tid efter at jeg flyttede ind, fik jeg en ny nabo. En flinker fyr, som en dag flyttede ind sammen med sin familie - deriblandt en søn som sad i kørestol. Ingen i familien kunne andre sprog end arabisk, så jeg fik aldrig talt med nogen af dem. Men de smilte og hilste altid yderst hjerteligt og gjorde i det hele taget et fantastisk indtryk, herunder også husets herre. Hans navn var Shaykh Raed Hlayhel. Shaykh Hlayhel var imam i moskéen på Grimshøjvej, men det interesserede mig dengang mindre. Senere, da Muhammed-krisen eksploderede, konstaterede jeg undrende at min gode nabo var én af de imamer der rejste rundt i mellemøsten for at udbrede løgne om Danmark.

En dag forsvandt Hlayhel bogstavlig talt fra landet i nattens mulm og mørke. Den ene dag var han der, den næste var han væk. Avisen skrev at det skyldtes utilfredshed med at muhammedtegnerne ikke blev straffet i det danske retssystem. Baseret på hvad jeg så og oplevede i tiden inden han forsvandt, er jeg dog overbevist om at det skete fordi han blev presset hertil. Jeg gætter på at PET var involveret, men dette er dog rent gætværk fra min side.

Sheykh Hlayhel var en god og afholdt nabo, men samtidig en fjende af mit land. For første gang oplevede jeg den dobbelthed som islam også er!

Men som sagt blev jeg på et eller andet tidspunkt aktiv som næstformand i Multikulturel Forening. Og idet jeg på det tidspunkt også var aktiv i Det Radikale Venstre, var der nogle af de lokale der fattede en vis tillid til mig. Herunder ironisk nok også nogle af de hardcore kriminelle, som ofte satte sig hen til en snak, når jeg sad og spiste min mad oppe i Bazar Vest. I løbet af de næste par år fik jeg en meget høj indlæringskurve!

Selvfølgelig ønskede jeg at lære noget om islam så jeg spurgte mig frem. Jeg fik at vide af ALLE - unge som gamle, kriminelle som pensionister - forretningsdrivende eller foreningsaktive, at muslimerne er kommet for at skabe et nyt samfund her i landet. Og de var helt åbne omkring det, ja stolte endda. For det bliver bedre end det gamle, sagde de. Og da jeg ikke har noget imod forbedringer, fortsatte flere af dem med at fortælle mig om sharialovens mange velsignelser. Straffedelen sprang de fleste over, men begreber som dhimmi (dvs ikke-muslimers retsstilling under sharia!), lærte jeg for første gang om oppe i Bazaren - og fik siden bekræftet det både i koranen og andre steder.

Jeg lærte også om hvad det egentlig var de mente med multikultur. Nemlig at muslimerne skal leve og dømmes efter sharia, og vi andre efter VORE love. Men at vore love dog aldrig må modsige sharia. Dette var for øvrigt grunden til at jeg løb skrigende bort fra denne forening, for DET kunne jeg ikke være med til!

På et tidspunkt i forløbet udviklede jeg en mistanke om, at der var en direkte forbindelse mellem imamerne (eller i hvert fald nogle af dem!) og de grupper af unge, som medierne og politiet kalder for bander. Jeg hverken kunne eller kan føre bevis for dette, men hæfter mig ved at Ekstra-Bladet i sin artikel konstaterer en forbindelse mellem de forskellige shariadomstoles retshåndhævelse og kulturforeningernes og moskéernes ungdomsgrupper. Den intelligente læser opfordres til selv at forbinde prikkerne!

Ofte er jeg blevet fortalt, at ‘vi har vores egne regler herude’ og at problemer løses uden indblanding fra politiet. Dengang havde jeg ikke fantasi til at forestille mig shariadomstole her midt i Aarhus, men i dag forstår jeg at det var det de mente.

Samtidig har jeg kendskab til, at under ghetto-urolighederne i vinteren 2008 (genoptrykningen af muhammedtegningerne!), blev urolighederne i Gellerup direkte styret fra beboerhuset Yggdrasil, hvor forældrene til de fleste af uromagerne sad sammen med et par imamer. Alt imens biler og skraldespande brændte, og ‘de unge’ var i direkte kamp mod politiet.

I løbet af de 3 1/2 år jeg boede i området, har jeg tre gange oplevet AK 47-rifler blive luftet. Ikke affyret, bare luftet. Foruden et par pistoler og knive i ny og næ. Min konklusion er at der er våben nok i omløb derude.

Jeg kan fortsætte længe med andre beskrivelser af mine oplevelser i Gellerup, men dette burde ikke være nødvendigt. Formålet med denne beretning har været at fastslå mine akkreditiver i forhold til at udtale mig om islam, integration og Gellerup, og dén sag må være på plads nu!

Også i det politisk system her i Aarhus kender man udmærket godt til de reelle forhold i Gellerup/Toveshøj. To eksempler: Da Aarhus Kommune for nogen tid siden ønskede at udarbejde en forskønnelsesplan for området, gjorde man et stort nummer ud af at opnå imamrådets opbakning hertil. I løbet af denne forhandlingsrunde fik imamerne (‘De islamiske Foreninger’ kalder de sig - samme sag!) forhandlet et par ændringer på plads. Dette, sammen med en socialdemokratisk ‘forståelse’ om bygning af en moské inde midt i området, var hvad der skulle til for at opnå en aftale. Og først da vovede politikerne at fremsætte forslaget om forskønnelsesplanen i byrådet. Imamerne skulle godkende det først!

Det andet eksempel er vor borgmester indtil for nogle uger siden, Nicolaj Wammen (S). To gange er han blevet valgt til borgmester her i Aarhus, og begge gange har han i god tid inden valget haft lange samtaler med førnævnte ‘Islamiske Foreninger’ - dvs imamerne. Wammen fik opbakningen, og dermed langt størstedelen af de muslimske stemmer i Aarhus.

I dag er retstilstanden inden for det sociale område her i byen dén, at kvinder fra indvandrerfamilier er STORT overrepræsenterede blandt tildelingerne af førtidspension, både i forhold til nye førtidspensionister i øvrigt og indvandrerkvinder i resten af landet. Og at indvandrerknægte fra ‘området’ kun sjældent eller aldrig sendes i aktivering i forbindelse med tildeling af kontanthjælp. Det vil være et eklatant brud på injurielovgivningen hvis jeg påstår at der er en sammenhæng med Wammens forhandlinger med imamerne, så det påstår jeg ikke. Jeg nøjes med at undre mig!

Det skal tilføjes, at byrådet i disse dage arbejder på et budget, hvor der skal dækkes et underskud på små 300 mio kroner - hvoraf størstedelen af underskuddet skyldes overskridelser inden for det sociale område. Nu søger Wammen mod Folketinget, og spås enten at skulle være topminister i en ny regering eller Helle T’s afløser som partiformand, alt afhængig af valgresultatet. Alene tanken giver mig mareridt!

Imamernes magt i Gellerup er af en sådan karakter, at der allerede i dag eksisterer antidemokratiske tilstande i området. I modsætning til hvad Ekstra-Bladet åbenbart tror, er det ikke noget man behøver at vente 10-15 år med!

Forholdene i de øvrige ghettoer som avisen nævner, kender jeg ikke til. Dog konstaterede jeg, som alle andre, at da balladen om NETTO-butikken på Nørrebro var på sit højeste, var det en danskfødt imam der beordrede områdets største kriminelle bande til at holde inde - hvorefter han selv tog sig af forhandlingerne med NETTO. Alt imens bandelederen selvfølgelig skulle sidde ved siden af og se truende ud! Set i lyset af Ekstra-Bladets oplysninger om det parallelle retsvæsens retshåndhævelse og mine egne erfaringer og mistanker fra Gellerup, er dette yderst interessant. Igen: Af hensyn til injurielovgivningen drager jeg ingen konklusion og påstår intet - jeg undrer mig bare over sammenhængen og imamens tydelige autoritet over den største bande på Nørrebro!

Det sker af og til at jeg bliver spurgt om årsagen til mit hamskifte. Om hvordan det kan være at jeg er gået fra at være relativt højprofileret næstformand i Multikulturel Forening til at være arg og kompromisløs islamkritiker. Nu ved I det. Jeg er islamkritiker fordi jeg kender både muslimerne og islam. Stillet overfor valget, har jeg valgt friheden. Fordi frihed er bedre end slaveri, fordi lys er bedre end mørke - fordi civilisation er bedre end islamisk barbari!

Om et par dage skal vi så til at vælge et nyt folketing. Og her står valget meget enkelt mellem en regering afhængig af Radikale, SF og Enhedslisten. Tre partier, som alle har det til fælles at de enten ikke forstår faren fra den snigende sharia - eller, i Enhedslistens tilfælde, endda direkte støtter det. For slet ikke at tale om typer som Nicolaj Wammen!

For mig er valget enkelt.

lørdag den 10. september 2011

Fire scenarier efter valget

Når det gælder valg, indrømmer jeg gerne at jeg er en lidt gammeldags type. Jeg holder nemlig fast ved at vi hverken skal vælge regering eller statsminister på torsdag, men derimod et Folketing som skal vedtage love.

At danne regering her i landet, er dog ellers lidt af en kunst. I modsætning til mange andre lande, behøver en statsminister her i landet nemlig ikke at have et flertal bag sig for at kunne danne en regering. Her er det ifølge Grundloven nok ikke at have et flertal imod sig. I praksis foregår det på den måde når en ny statsminister udnævnes, at der kræves tre underskrifter hertil: Den afgåendes, tiltrædendes og selvfølgelig Dronningens underskrift. Sidstnævnte får man ved at overbevise Majestætens rådgivere om at regeringen kan komme igennem folketingets åbningsdebat uden at blive stemt ud af et mistillidsvotum.

Hvis nogen mener at dette lyder som en lidt akademisk problemstilling, skal jeg henvise til venstre-manden Poul Hartling. Han formåede nemlig at danne regering i 1973 med kun sine egne 22 mandater bag sig. Da de øvrige partier ikke kunne hitte ud af hvem det ellers skulle være, var der nemlig ingen der ville vælte ham - og derfor blev han statsminister! Sådan noget kræver is i maven, men det havde Hartling mere end nok af.

Men det normale er dog at en ny statsminister har en eller anden form for flertal bag sig, og det er da også det mest sandsynlige denne gang.

Men i modsætning til situationen gennem de seneste 10 år, tror jeg ikke at nogen af de to mest sandsynlige statsministerkandidater vil kunne regere udelukkende ved hjælp af det parlamentariske flertal der står bag dem. Derfor tror jeg også at den kommende valgperiode bliver ret kort! men lad os se på det:

1. scenarie
Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister, med opbakning fra de to regeringspartier, Dansk Folkeparti & Liberal Alliance - og eventuelt endda Kristendemokraterne. Meget kort: Læserne bedes forestille sig en økonomisk politik, i en krisetid, som kan få opbakning fra både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det er vanskeligt at forestille sig. Her er der så selvfølgelig den mulighed at Radikale får mandater nok til at kunne være en økonomisk samarbejdspartner i stedet for DF. Jeg tror ikke helt på denne fordeling mellem DF & Radikale, men hvis mandaterne alligevel falder sådan ud, vil det være en lykke for Danmark - og regeringen vil have et relativt stabilt flertal. Husk på: Selv om radikale støtter en rød regering, vil partiet alligevel være villige til at samarbejde over midten omkring økonomi og reformer!

2. scenarie
Helle Thorning-Schmidt udnævnes til statsminister, med opbakning fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale. Samme problem som med Løkke Rasmussen. At forene Enhedslisten og Radikale om en økonomisk politik i krisetider, er et projekt som på forhånd er dødsdømt. Ikke mindst fordi den radikale gruppe ved valget vil blive bestormet af en ny generation unge, LIBERALE radikale. Her er muligheden så, om ikke andet så under finanslovforhandlinger, at Det Konservative Folkeparti kan lave forlig med regeringen, og dermed overflødiggøre Enhedslistens mandater i dén forbindelse. Her er problemet så bare, at det er begrænset hvor mange gange det vil være i Det Konservative Folkepartis interesse at redde en socialdemokratisk ledet regerings skind. Dertil kommer så at venstrefløjen i SF ikke vil sidde på hænderne i al fremtid, og slet ikke gennem en hel valgperiode. Husk så også på at Radikale sandsynligvis bliver større end SF - hvilket i givet fald vil være en betydelig udfordring for S & SF’s parløb.

Med andre ord: en rød regering vil have en kort levetid, inden vi skal til valgurnerne igen. En fortsat borgerlig regering kan kun leve hele vejen igennem en valgperiode, i det omfang Radikale får mandater nok til at overflødiggøre Dansk Folkeparti. Ellers får vi under alle omstændigheder et hurtigt valg.

Så er der den tredje model, som både Konservativ Ungdom og Back har været ude at lufte:

Scenarie 3
De to store borgerlige partier tilbyder Margrethe Vestager statsministeriet, og hun tager imod. At hun vil gøre dét er langt fra sikkert. De to partier gav de Radikales daværende leder, Marianne Jelved, et tilsvarende tilbud efter Schlüters afgang i 1993, og da takkede hun nej. Men i dette scenarie takker Vestager altså ja. Regeringen får deltagelse af Radikale, Venstre og Konservative - og måske, som sensationen, Liberal Alliance. Som i Hartlings tilfælde vil det være en mindretalsregering som ingen vil vælte så længe der ikke er et andet flertal. Men som på den anden side vil få svært ved at gennemføre sin politik, for hverken DF eller Socialdemokraterne vil med garanti være med. En bovlam regering altså - og et hurtigt valg vil følge!

Scenarie 4
De borgerlige partier tilbyder Vestager statsministeriet, og hun vil gerne. Men DF slår sig i tøjret og erklærer at ville møde en eventuel regeringsdannelse med en mistillidsdagsorden i Folketinget. Tilbyder i stedet at pege på Helle Thorning-Schmidt ved en dronningerunde - under forudsætning af at det bliver en ren S-regering, dvs uden deltagelse af hverken SF eller Radikale. Denne model for regeringsdannelse vil ganske vist have færre mandater end regeringerne i de tre øvrige scenarier. Til gengæld vil den være yderst manøvredygtig, og er nok den eneste af de regeringsmuligheder som jeg her har nævnt, der kan komme igennem en hel valgperiode. Hverken SF eller Enhedslisten kan gå andre steder hen, og den nye regering kan lave forlig med stort set hvem man vil. Samtidig betyder denne model sandsynligvis et lederskifte i Venstre, idet jeg tvivler på at Løkke Rasmussen kan overleve først at miste statsministeriet, og dernæst en mislykket Vestager-model. Dermed vil det største oppositionsparti slet ikke være interesseret i et valg, i hvert fald de første par år. Efter øretæven ved valget er Konservative slet ikke, og DF indgår i regeringens parlamentariske flertal. For Thorning-Schmidt vil dette scenarie være som at vågne i baronens seng, hvorimod det scenarie som hun går til valg på vil være et mareridt - både for hende selv og for landet!

torsdag den 8. september 2011

katolsk engagement

Kristeligt Dagblad bragte i går en spændende artikel under overskriften ‘religionsforskrækkelse rammer danske katolikkers politiske engagement’. Overskiften indikerer, at danske katolikker skulle være så skræmte over religionsforskrækkelsen i offentligheden, at de afholder sig fra at være aktive i politik eller den offentlige debat.

Nu tror jeg desværre at journalisten er kommet til at blande tingene sammen. Det er sandt nok at Den katolske Kirke som institution kun yderst sjældent udtaler sig om politiske spørgsmål her i landet. Derimod er det bestemt ikke mit indtryk at katolikker generelt holder sig mere tilbage fra at deltage i politisk arbejde eller den offentlige debat end alle andre borgere her i landet. Vi er ‘over det hele’, men i god overensstemmelse med dansk politisk tradition skilter vi ikke med vores tro. Fordi det gør man altså ikke her i landet!

Det er nemlig én af de uskrevne regler: at en kandidat til et offentligt embede ikke skal bedømmes på sin religiøse overbevisning med mindre den pågældende selv gør denne til et emne. Dette har kunnet lade sig gøre, fordi de religiøse retninger som har præget Danmark gennem det seneste århundrede eller deromkring, jødedommen og kristendommen, begge har det til fælles at de ikke besidder en statsteori. Islams indtog i landet, og dermed også muslimske kandidaters opstilling til valg, har sat denne udmærkede tradition under pres. Dette behøver dog efter min mening ikke vedrøre katolikkers engagement.

Som et eksempel herpå, har Danmark faktisk haft to katolske statsminister op gennem 1900-tallet. Den ene kaldte sig godt nok konseilspræsident, men det er jo samme sag.

Derimod er det aldeles sandt at Det Katolske Bispedømme i Danmark ikke har blandet sig så meget i offentlige anliggender som man ser det ske i andre lande. Dette er der flere grunde til.

For det første er dette helt i overensstemmelse med dansk tradition. Det samme gør sig nemlig gældende for Folkekirkens vedkommende og de forskellige frikirker. I Danmark er der en klar skelnen mellem religion og politik. Det er ganske enkelt ikke velset i befolkningen at eksempelvis Folkekirken udtaler sig politisk, og heller ikke at præster bruger prædikestolen og Kirkens autoritet til politiske formål. Et godt eksempel herpå er reaktionerne, når diverse folkekirkepræster har aktioneret i flygtningespørgsmål fra prædikestolene.

Og for Den Katolske Kirke er denne afstandtagen endnu større. Der er nemlig i store dele af offentligheden en stor modvilje mod Kirken som institution, hvilket betyder at eventuelle politiske udspil risikerer at give bagslag for Kirken selv. Ikke mindst når der som sagt ikke er tradition for at kirkesamfund eller religiøse ledere udtaler sig politisk. Dertil kommer at Den Katolske Kirke lige som alle andre kirkesamfund har medlemmer af flere forskellige politiske overbevisninger. Både røde og blå, som man siger i disse valgkampstider!

Men vigtigst af alt, så er Den Katolske Kirke ikke et politisk parti, ejheller en politisk tænketank. Den Katolske Kirke udgør Kristi legeme, og Kirkens to vigtigste opgaver er at udbrede troen på vor Frelser samt at værne om sakramenterne. Kirkens skal føre menneskene til Himlen, ikke regere landet.

Som jeg ser det, har Kirken mere end nok at se til inden for sine kerneområder!

Heldigvis har vi jo så de mange menige katolikker, der følger Kirkens bud om at være aktive i samfundet. På alle mulige planer - beboerbevægelser, hjælpearbejde, vælgerforeninger, erhvervslivet eller som debattører. Katolikkerne har masser af engagement, men det foregår i eget navn - ikke Kirkens. Og sådan skal det være!

onsdag den 7. september 2011

24-års reglen er frigørelse!

24-års reglen er nok regeringens største, lovgivningsmæssige succes på udlændingeområdet. Én ting er den står om et symbol på de sidste 10 års udlændingepolitik. Noget andet er, at den også har et stort flertal af den danske befolkning bag sig. Og sagligt betragtet har loven oven i købet vist sig at være en stor succes!

Man kan derfor undre sig over at partier som SF og Radikale helt åbent har valgt en ellers rimelig tæt valgkamp til at lufte sin modstand mod 24-års reglen og kræve den afskaffet - enten efter denne eller næste valgperiode.

For som nævnt har reglen været en succes. Indrømmet, jeg synes også at 24-års reglen har været en svær kamel at sluge. Men at den har været en succes synes jeg at det er svært at argumentere imod. Reglen blev i sin tid indført af flere grunde. Først og fremmest som et forsøg på at beskytte de unge muslimske piger mod tvangsægteskaber. Dette ud fra en betragtning om, at hvis de nu kunne blive lidt ældre først - og måske endda få sig en uddannelse, ville de nok bedre kunne sige fra. Dertil kommer så et aspekt omkring den nationale sikkerhed og den offentlige orden, idet det er en kendt sag at visse muslimske kredse bevidst har benyttet sig af immigration til Vesten som et koloniseringsredskab, som på sigt skal føre til shariastyre i blandt andet Europa. Og her har familiesammenføringsreglerne været et yndet våben for disse kredse. Altså en grund mere til at sætte en prop i! Desuden kommer så hensynet til de offentlige kasser, idet langt de fleste af disse sammenførte ægtefæller, såvel herboende som importerede, levede af bidrag fra de sociale kasser. Sådan var forholdene sidst vi havde en rød regering, sådan var det inden regeringsskiftet i 2001.

Som nævnt, har 24-årsreglen været en succes ud over alle grænser. Nu, 10 år senere, ser vi indvandrerpigerne kvittere for de nyvundne muligheder. Med rygstød i 24-års reglen har disse piger vundet fodfæste i Danmark. De studerer og dygtiggør sig på imponerende vis, og vælger selv deres ægtefælle senere. De mange solstrålehistorier som medierne graver op hver sommer omkring eksamenstid, taler deres eget sprog. 24-års reglen har givet indvandrerpigerne mulighed for selv at bestemme i deres liv.

For cirka 4 år siden havde jeg en meget åbenhjertig samtale med to unge muslimer - bror og søster. Søsteren havde travlt med at uddanne sig, og ville høre min mening om ikke også hendes bror skulle se at komme igang. Det bekræftede jeg selvfølgelig. Så svarede broderen: Hvad skal hun læse alle de bøger for - hun skal jo alligevel bare giftes og have børn?!? Muligvis nok, svarede jeg - men hør så her: når pigerne får en god uddannelse og lærer at tænke selv, tror du så selv at de vil have én der ikke kan andet end at slå folk ned, sælge pot og bage pizzaer? NEMLIG!!! svarede pigen. Din verden har forandret sig, og du ved det ikke engang selv, konkluderede jeg.

Sådan er det. Pigernes frihed stiller større krav til omgivelserne. Til deres familier, som bliver udfordret på traditionerne. Til frierne, fordi de skal kunne noget. Og til de ‘nationale’ kulturforeninger, som har svært ved at finde deres ben i udviklingen.

Pigernes nyvundne muligheder er blandt meget andet en sejr for integrationen. En integration, som de røde aldrig har formået at gøre noget ved - og som de stadig ikke har et svar på. For på samme måde som at det i ulandene er kvinderne der trækker udviklingen, er det her i landet den nye generation af indvandrerkvinder der skal trække integrationen. Her er det vigtigt at forstå, at kulturforeningerne er en modspiller, ikke en medspiller.

Og alt dette vil S, SF, Radikale og Enhedslisten sætte over styr. Tragikomisk nok er dette de samme partier, som de der i tide og utide larmer op om kvinders ligestilling og hvad ved jeg. Men så længe de ikke vil arbejde for også indvandrerpigernes (og kvindernes!) ligestilling og frigørelse, er deres ord intet værd.

tirsdag den 6. september 2011

Burka-lov handler ikke om religionsfrihed!

Siden april i år har det været forbudt at bære burka i det offentlige rum i Frankrig. De første anholdelser har allerede fundet sted, og flere vil følge. Flere andre europæiske lande er på vej med en tilsvarende lovgivning, og her i landet dukkede diskussionen kortvarigt op i løbet af sommeren - indtil valgfeberen tog over.

Selv forstår jeg at det er et emne som det kan være vanskeligt at tage stilling til. Der er nemlig tale om to modsatrettede principper - principper, som begge er helt grundlæggende for vort samfund. På den ene side er der forholdet til den offentlige orden. Behovet for at kunne identificere mennesker der færdes offentligt. Forståelsen for at i et samfund baseret på gensidig tillid, er det afgørende at tilliden går begge veje - dvs at som et tegn på tillid, viser vi som et absolut minimum hinanden vore ansigter. Det andet grundlæggende princip er den danske frihedstradition.

Hvad jeg derimod IKKE kan få øje på, er den påstand der så ofte nævnes i debatten herhjemme - nemlig at et burka-forbud vil være en krænkelse af retten til uhindret at dyrke sin religion. For det er der på ingen måde tale om! Tværtimod kender jeg ikke til at der skulle være en religion nogetsteds i verden, der påbyder dens kvindelige udøvere at iklæde sig villatelte i det offentlige rum!

Heller ikke islam, som jo er den religion der henvises til. I modsætning til kristendommen, er islam nemlig en religion der udelukkende henholder sig til religionsstifterens skriftlige efterladenskaber, når der gives religiøse påbud. I kristendommen er vi jo sådan stillet, at dels efterlod Jesus intet skriftligt materiale fra egen hånd, og dels var kristendommens tidlige spredning for det meste baseret på en mundtlig overlevering af troen. Under Helligåndens vejledning, naturligvis! De første flere hundrede år fandtes der ganske enkelt ikke en samlet bibel - og den var slet ikke almindeligt udbredt! I kristendommen findes der derfor et andet forhold til tradition end tilfældet er i islam.

Og intetsteds i islams kilder, hverken i koranen eller så vidt jeg ved i haditherne, gives der et påbud om at kvinder skal iklæde sig hverken villatelte eller burkaer. Denne særegne påklædning er et resultat af visse stammetraditioner fra mellemøsten og nordafrika, men er ikke religiøst bestemt. Det er således ikke korrekt at henvise til religionsfriheden, når talen kommer på burkaforbud i det offentlige rum.

At bære burka er en stammetradition, ikke et religiøst påbud. Derimod findes der andre religiøse påbud fra såval koranen som haditherne. Påbud, som i høj grad vil være skadelige for den offentlige orden, hvis de skulle tillades med religionsfriheden som begrundelse.

Der er påbud om at dræbe alle jøder og andre vantro, hvis de nægter at konvertere til islam.

Der er en stående tilladelse til muslimske mænd til at voldtage ‘vantro’ kvinder, der færdes offentligt uden en mandlig ledsager, der er stor og stærk nok til at forsvare hende.

Under visse betingelser er det tilladt muslimer at tilfangetage ‘vantro’ og enten selv holde dem som slaver eller sælge dem som sådanne.

Der er et direkte krav om at alle muslimer i hele verden skal føre krig mod ‘vantro’ indtil de enten overgiver sig og betaler beskyttelsespenge (Jiziya) og bliver dhimmier, eller bliver muslimer.

Utroskab skal høre under den offentlige retspleje, og kvinden i forholdet skal modtage 100 piskeslag.

Og i modsætning til det med burkaerne, er de ovennævnte konkrete, religiøse krav som den falske profet Muhammed i sin koran udtrykkeligt har påbudt alle muslimer til evig tid at overholde.

Jeg er derfor meget bekymret over at der her i landet findes ‘gutmenchen’ der, med religionsfriheden som argument, uden videre afviser at lovgive om en praksis (burkaen) som må formodes at være til fare for den offentlige orden - og som under alle omstændigheder er kvindeundertrykkende. Bekymret, fordi der i islam findes så mange andre religiøse påbud om ting som er forbudt for vi andre - herunder drab, voldtægt, røverier og den slags.

Men sandheden er selvfølgelig at vi i Danmark gudskelov ikke har absolut religionsfrihed. Vi har en religionsfrihed der ifølge Grundlovens § 67 giver borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Denne paragraf giver ikke borgerne her i landet ubegrænset religionsfrihed, kun frihed så langt at dét som læres eller foretages ikke strider imod sædeligheden eller den offentlige orden. Og heldigvis for det! For absolut religionsfrihed ville give muslimer ret til at myrde, voldtage røve og piske efter den islamiske religionsstifters befaling. Den slags handlinger vil i meget høj grad stride mod den offentlige orden her i landet, og er derfor forbudt i straffeloven - både for muslimer og for normale mennesker!

Og med hensyn til burkaerne? Tjah, et burkaforbud handler som nævnt slet ikke om religion, men om noget helt andet. Den offentlige orden, blandt andet. Og om i hvilket omfang mellemøstlige stammetraditioner skal have lov til at præge det offentlige rum her i landet. Men selv hvis det havde været et spørgsmål om religion, ville hensynet til den offentlige orden stadig have forret.

Og heldigvis for det!

lørdag den 3. september 2011

Hetzen fra rød blok

Jeg er bekymret over tonen i debatten. For slet ikke at tale om hetzen mod vore medmennesker! Ikke mindst er jeg bekymret, fordi de mange hadefulde og fordomsfulde udtalelser, som de røde partier retter mod grupper i vort samfund, af svage sjæle kan opfattes som slet skjulte opfordringer til voldsanvendelse eller dét der er værre.

Den hetz jeg taler om, er naturligvis de røde partiers evindelige og urimelige hetz mod vore højtlønnede medborgere og landets banker. Der er snart intet ondt de ikke er skyldige i, ingen mangel i vort gældfærdssamfund (undskyld, velfærdssamfund!) som disse forskrækkelige mennesker ikke har har et personligt ansvar for. Hver eneste én af dem! Alt lige fra ventelister på hospitalerne, SOSU’ernes stress og dårlige PISA-målinger. Dette lille mindretal i vort samfund, der skamløst vover at modtage alt for høje gager, skal derfor jages, stresses og udplyndres - til det fælles bedste, forstås!

I hvert fald hvis de røde kommer til fadet! Forestiller man sig virkelig at kunne skabe vækst ved at gøre livet surt for de dygtige og initiativrige?

Hvad de røde har tænkt sig at stille op med disse tilsyneladende umennesker når de er færdige med at udplyndre dem, vides ikke. Det taler ingen om. Måske skal landets direktører og bestyrelsesmedlemmer, aktionærer og hvad der ellers findes af lede kapitalister sendes i arbejds- og omskolingslejr, hvor de kan lære at blive bistandsklienter og pedelmedhjælpere i aktivering. Have fjernet al intelligens, initiativ og virkekraft, så de bedre kan passe ind i det socialistiske idealsamfund.

Men de røde partier mangler altså at give os et svar. Hvad vil man stille op med direktørerne efter de er blevet udplyndrede? Eller mere realistisk: Hvordan tror de selv at det kan lykkes dem (de røde, altså!) at holde hjulene i gang her i landet, når først alle de veluddannede og højtlønnede har vinket fædrelandet farvel og søgt andre græsgange? Forestiller de sig et samfund, hvor 90 procent af befolkningen skal være i aktivering og offentlig ansættelse - indtil det også lykkes at få skovlen under de sidste 10 procent?

For det vil blive konsekvensen hvis man jager de dygtige (og derfor højtlønnede!) på porten, tag endelig ikke fejl af dét. Så lukker virksomhederne i det private erhvervsliv én efter én.

Hvordan ‘rød blok’ har tænkt sig at klapjagten på de højtlønnede skal kunne styrke samfundets fælles økonomi, er mig en gåde.

søndag den 28. august 2011

Kønsløse børn?!?

Wikileak’s stifter, Julian Assange, omtalte på et tidspunkt Sverige som ‘feminismens Saudi-Arabien. Og meget er der om snakken! Assange’s udsagn faldt på et tidspunkt, hvor han ‘forhandlede’ med en domstol i London om hvorvidt han skulle udleveres til retsforfølgelse i Sverige. Hans forbrydelse var at han var gået med en svensk pige hjem, men at hun desværre (for ham!) fortrød bagefter.

Ofte kan man få det indtryk, at ekstrem-feministerne er mindre interesserede i at arbejde for ligestilling mellem mænd og kvinder, end de er i at kæmpe mod mænds blotte eksistens.

Tag et eksempel. For nogen tid siden berettede medierne om en børnehave i Sverige, hvor personalet har besluttet helt at afskaffe børnenes køn. Ja, I læste rigtigt. Afskaffe børnenes køn! Det skal blandt andet ske ved at børnene hverken tiltales eller omtales som han/hun, men derimod som ‘hen’. Ved første øjekast lyder det dejligt fjollet, næsten som om pædagogerne er kommet til at ryge noget de ikke skulle.

Også når børnene leger, indoktrineres de med ideologien om at de er intetkøn. Eksempelvis forventes børnene, når de leger det som vi andre kaldte ‘far, mor & børn’ at skulle være to mødre omkring dukken. Og hvis flere gerne vil være med i legen, mindes børnene om at et barn da sagtens kan have tre mødre. Fædre er selvfølgelig bandlyste i den slags lege. Med mindre selvfølgelig der er to af slagsen, det siger sig selv.

Det berettes ligeledes at pædagogerne altid havner i meget store vanskeligheder, når børnene så begynder at stille spørgsmål om hvordan det mon kan være, at nogle af deres venner fra andre børnehaver har både en far og en mor. Politisk korrekte børn opdrages nemlig til en ‘forståelse’ af, at medlemmer af kernefamilier er freaks, unormale.

Ideologien i alt dette her er den simple, at mennesket ikke fødes med et køn, men at køn derimod er noget som samfundet har påduttet os. Og her er fidusen så, at børnene selv skal ‘vælge’ hvilket køn de vil være når de bliver store. Det lyder som resultatet af en ordentlig masse fjolletobak, men desværre er det ramme alvor det her. For disse mennesker mener det ganske alvorligt, endda så alvorligt at de uden at blinke tager børnene som gidsler i deres ideologiske vanvid.

Og hvis drengene alligevel trodser feministernes forsøg på at holde det mandlige nede hos dem, giver man dem bare en ADHD-diagnose og medicinerer dem til grøntsager.

Først og fremmest: Hvis nogen blandt læserne af denne blog tvivler på hvorvidt mennesket er et kønnet væsen, født som enten drenge eller piger, vil jeg anbefale at man trækker bleen af den nærmeste baby. Dette burde løse problemstillingen én gang for alle! Prøv så derefter at studere ‘menneskenes børn’ i alle aldre, og så vil man gøre sig endnu en dyrebar erfaring: nemlig at mænd og kvinder rent faktisk ER forskellige. På samme måde som alle individer inden for samme køn er det! Tag så derefter en snak med alverdens læger og andre der forsker i mennesket, og de vil kunne fortælle at al seriøs forskning viser at vores biologi er en afgørende del af forskellen på de to køn’s opførsel og præferencer. Men de kan selvfølgelig også bare spørge erfarne forældre og bedsteforældre. Svaret vil være det samme: kønnene er ikke ens!

At prøve at fornægte evolution er noget ævl. Der er forskelle på kønnene. Vi har i årtusinder sendt mændene ud på jagt og i markerne fordi vi er mere egnede til det. Der holder man mund og koncentrerer sig om én opgave ad gangen. Hjemme skulle der holdes styr på resten og bondes med resten af de omkringboende for at alting skulle glide socialt. Det er naivt at tro at det ikke skulle have efterlagt visse evolutionære spor. Vi er immervæk ikke skabt med de samme fysiske forudsætninger.

Men hvis nogen bilder sig ind at man opnår noget som helst godt ved at pådutte drenge at de skal gå klædt i lyserøde kjoler og lege ‘mor’, så tager man grove fejl og burde i virkeligheden selv påtvinges langvarig behandling på en lukket psykiatrisk afdeling! Den slags er mishandling, og bør nok medføre tvangsfjernelse af barnet.

Dertil kommer at det at fratage et sårbart barn dets kønsmæssige identitet, er en grov krænkelse af individet, og sandsynligvis også af barnets menneskerettigheder.


mandag den 22. august 2011

Præster med samvittighed - og et fornuftsægteskab!

Det har været interessant at følge diskussionen omkring ansættelsen af præster i Kristkirken i Kolding - og især de dønninger som disse præsters samvittighed har skabt.

Lad det være sagt med det samme: De tre præsters holdning til at vie fraskilte i kirken glæder mit katolske hjerte. Det fortæller mig at der stadig er håb for Folkekirken, og selv om jeg godt nok er katolik, ønsker jeg dog alligevel at Folkekirken skal være sund og stærk.

Men samtidig undrer jeg mig såre. For er det ikke sådan i luthersk teologi at ægteskabet ikke betragtes som et sakramente - dvs en institution, der er guddommeligt indstiftet? Og er det ikke sådan at selveste ‘nadveren’ (det, som vi andre kalder for kommunionen!) netop ER et sakramente - og at denne gives til hvem som helst der måtte møde op? Også selv om præsten er fra Indre Mission, vil selv en oberst Gaddafi eller en Dalai Lama få lov at modtage brødet og vinen, såfremt de måtte bede om det! Foruden selvfølgelig alle verdens fraskilte og andet godtfolk. Denne mærkværdighed har Karen M. Larsen skrevet om her, og jeg er aldeles enig i hendes undren. Det er ulogisk, og der savnes en forklaring.

Og: Hvis Folkekirken ikke ser ægteskabet som et sakramente, må det logisk betragtet være en ren menneskelig institution. Og hvis det er tilfældet, kan det vel være ligegyldigt om folk har prøvet det før eller ej. Det rejser yderligere spørgsmålet om hvorfor i alverden et kirkesamfund, der betragter ægteskabet som en menneskeskabt institution, alligevel har indgåelse af ægteskab som én af sine vigtigste og mest identitetsskabende aktiviteter. Burde man overlade den slags til kommunekontoret så?

Mon ikke sagens kerne i virkeligheden er, at præsterne mener at ægteskabet BURDE betragtes som et sakramente i deres kirke, og at det er ud fra denne (meget rimelige!) overbevisning at de indtager deres samvittigheds-beslutning i dette spørgsmål? Det er i hvert fald mit indtryk.

Men det rejser jo så (mindst!) et andet, meget vigtigt spørgsmål. nemlig dette: hvis Indre Mission er uenig i Folkekirkens lære om sakramenterne, hvad laver de så overhovedet i Folkekirken? At være uenig er én ting - jeg tager mig såmænd også jævnligt til hovedet over hvad der foregår i min egen kirke. Men visse grundlæggende ting skal være i orden når man tilslutter sig et kirkesamfund - og her er sakramentsopfattelsen for mig at se noget af det helt centrale.

Det er derfor heller ikke helt urimeligt at forholdet til Folkekirken diskuteres ofte i IM-kredse.

Og selv om jeg ganske vist er udenforstående i forhold til Folkekirken, forekommer det mig alligevel tydeligt at hverken Folkekirken eller IM kan klare sig uden hinanden. Folkekirken har brug for Indre Mission som sit religiøse alibi. Sammen med Tidehverv, udgør IM nemlig det eneste bolværk mod de noget mere sekulært anlagte grundtvigianere og SF’s pop-præster. Og IM har brug for Folkekirken af én eneste grund: Af praktiske hensyn. Sådan forekommer det i hvert fald mig, når jeg studerer det hele lidt udefra.

Forholdet mellem IM og Folkekirken kommer hermed til at fremstå som et fornuftsægteskab, snarere end den store kærlighed. Og det har været meget godt indtil nu, men hvor længe vil der gå inden de unge IM’ere stemmer med fødderne og søger et sted hen, hvor de kan dyrke Kristus uden at være tvunget til at gå på kompromis med en teologisk sekularisme og en sakramentsopfattelse som de ikke deler?

tirsdag den 26. juli 2011

Urtete og halalkød

‘Hold munden lukket, tastaturet afkoblet - og bøj nakken som en god dhimmi’!

Sådan har budskabet, lidt karikeret, været til os islamkritikere, siden det i fredags lykkedes en norsk psykopat at gennemføre hele to terrorangreb i løbet af en eftermiddag og aften. Begge angreb rettet mod hans eget folk, mod sit lands magtstruktur - såvel den nuværende som den kommende. Altså ikke mod hverken islam eller muslimer, men mod ellers fredelige socialdemokrater.

Og logikken er altså nu, at vi, der advarer mod islams magt i Europa og venstrefløjens mere eller mindre erklærede støtte til islamiseringen, efterfølgende bare har at holde vores mund, erklære kollektiv skyld, afholde fra at kritisere islam nogensinde igen - og så ellers bare bøje nakken som gode dhimmier. Måske skal vi alle lines op ved solopgang og tvinges til at drikke urtete og spise halalkød, hvad ved jeg.

Og sandt er det da, at Anders Breivik har udgivet et manifest og sandt er det at han i manifestet udtrykker sig lidet smigrende om såvel marxismens som islams indflydelse på den europæiske kulturs tilsyneladende opløsning. Ganske vist er det endnu ikke lykkedes at kæmpe mig igennem manifestets ca 1500 sider - man har jo et job der skal passes, men det er vistnok hvad der står. Ifølge mediernes beskrivelse, i hvert fald. Men medierne kan man jo kun stole begrænset på, så jeg ved det ikke med sikkerhed. Dog har jeg planer om at få det læst engang ved lejlighed - men det er der på den anden side så meget andet jeg også har, så vi får se.

At Breiviks handling er skrækkelig, forfærdelig og uundskyldelig, går jeg som en selvfølge ud fra at læserne er enige med mig i. Vi er sikkert også enige om at man i et demokrati må kæmpe med demokratiets virkemidler og overlade voldsmonopolet til statsmagten. Hvordan man så ellers har lov til at forholde sig i et samfund uden hverken demokrati, ytringsfrihed eller øvrige frihedsrettigheder er en helt anden sag. Men sådan er det hverken i Norge eller Danmark, her kæmper man selvfølgelig med demokratiets virkemidler. Uanset hvad kan drab på uskyldige aldrig forsvares.

Men hvorfor i alverden skulle vi islamkritikere så lukke munden, bøje nakken og indordne os? Hvorfor dog dét? Er truslen fra islam blevet mindre siden i fredags? Forduftede den islamiske trussel samtidig med røgskyerne foran den norske regeringsbygning?

Næppe.

Islam er her stadig. islam truer stadig vore frihedsrettigheder - og hvis trusselsniveauet har ændret sig, så er det i hvert fald ikke i nedadgående retning. Tværtimod har vi gennem de seneste dage set visse af islams venner på venstrefløjen kræve ytringsfriheden begrænset - sjovt nok i fin overensstemmelse med OIC, der i årevis har krævet enhver form for islamkritik forbudt i hele verden.

Men for nu at vende tilbage til udsagnet i toppen af dette indlæg, så skal jeg her officielt meddele at sådan funker det ikke med ‘Far Her’. Det er jeg for meget vestjyde til. Jeg giver mig ikke. Agter ikke at bøje nakken for ufrihedens kræfter. Holder ikke min mund. Og vil aldrig - ALDRIG! - blive dhimmi. Tværtimod agter jeg at fortsætte med at skrive om og kritisere islam, når jeg finder det relevant. På samme måde som jeg også på andre emneområder agter at kæmpe for friheden.

Som helt ung KU’er under Schluter, lærte jeg at den eneste politiske skillelinje der betyder noget, er skillelinjen mellem vi frihedsorienterede og alle de andre. At så mange venstreorienterede i disse dage lægger op til indskrænkninger af retten til at udtrykke sig frit, understreger blot på hvilken side af skillelinjen de befinder sig.

lørdag den 23. juli 2011

Løse ender i Oslo-bomben

Efter angrebet mod Norge i går, begynder spekulationerne om hvem der står bag og hvad årsagen til angrebet måtte være.


I skrivende stund har det norske politi anholdt den person der foretog nedskydningen af et større antal DSU’ere, der deltog i en sommerlejr på en mindre ø i nærheden af Oslo. Og det menes at der er tale om den samme person som stod bag placeringen af bomben uden for en regeringsbygning i Oslo. Den pågældendes navn opgives til at være Anders Behring Breivik, 32 år og stærkt nationalistisk anlagt. Det antydes at han var alene om sin forbrydelse. Og selvfølgelig skal han bures inde på livstid. Så langt så godt.


Men allerede nu står det klart, at der er temmelig mange løse ender i sagen. For nu at tage de mest oplagte:


- intet i Anders Bejring Breivik’s offentliggjorte baggrund forklarer hvor han har lært sig at producere en så kraftig bombe, som der var tale om her. Endsige da at time detonationen, så han selv kunne nå at slippe væk fra stedet inden sprængningen. Den slags kræver en betydelig ekspertice - hvor fik han den fra? Hjælp har han sikkert fået, men hvorfra?

- Da Breivik begav sig ud på Utøya for at nedskyde de unge socialdemokrater, må han have vidst at der kun var to mulige måder han nogensinde ville komme til at forlade øen på: enten i en ligsæk eller iklædt håndjern. Den form for selvopofrelse er uhørt i såkaldt ‘højreorienterede’ eller nationalistiske kredse. Dette er en utroligt vigtig detalje, som jeg endnu mangler at se en troværdig forklaring på.

- Terrorgruppen Ansar al-Jihad al-Alami var meget hurtigt ude for at påtage sig ansvaret for udåden, men trak det så tilbage igen. Begge erklæringer blev afgivet via bevægelsens vanlige kanaler, og er derfor blevet anset som værende troværdige.

- såvel hans facebookprofil som twitter-konto blev oprettet den 17/7, altså for blot ganske få dage siden. Begge er for øvrigt blevet nedlagt nu. Og de fotos derfra som nu kan ses overalt på internettet, er tydeligt fotoshoppet. Et tip: såvel øjne som mund er taget fra skuespilleren David Duchovny, kendt som agent Mulder fra TV-serien X-files.

- Der har været gjort forsøg på at fremføre en påstand om at Breivik i virkeligheden er bloggeren ‘Fjordman’, som er velkendt i mod-jihad kredse. Fjordman er naturligvis et kunstnernavn, men flere der kender manden personligt har uafhængigt af hinanden bekræftet at de har været i kontakt med ham i løbet af aftenen og at han således ikke har siddet i politiforhør. Desuden har Fjordman løbende opdateret om situationen på Gates of Vienna.


Som det fremgår, er der således et par ting som savner en forklaring. Det eneste der kan siges med sikkerhed, er at der er nogen der har gang i et meget stort spil - et spil af den slags, hvor kun de direkte involverede ved hvad der er sandhed og hvad der er bedrag. Og det sidstnævnte er nok hvad der er mest af i nyhedsstrømmen på nuværende tidspunkt!