torsdag den 6. januar 2011

Jalousidrab i Danmark og æresdrab i islam

Bloggeren ‘barmhjertighedensprofet’, har under overskriften ‘jalousidrab og æresdrab - islam og mænd’, begået en i øvrigt læseværdig artikel omkring æresdrab. Ikke mindst henviser han til at der også har været tilfælde med danske mænd som i følelsesmæssig affekt har taget livet af deres koner eller kærester. Muslimer er derfor ikke alene om den slags, mener han - og slutter så af med en påstand om at islam ikke accepterer æresrelaterede drab. Det sidste punkt mener jeg at kunne dokumentere ikke er helt korrekt, og det er derfor jeg skriver dette indlæg!


Lad os begynde med at være enige om, at jalousidrab på kærester og ægtefæller desværre ikke er ualmindelige i denne verden, og at det foregår blandt mennesker af alle religionsopfattelser og fra alle kulturer. Så langt er vi særdeles enige!


Men når vi her i landet taler om æresdrab, menes der almindeligvis tilfælde, hvor en familie rotter sig sammen om at dræbe ét af familiens børn, typisk en datter, for at have brudt reglerne. Eksempelvis ved at have fået en ikke-muslimsk kæreste, ved at nægte at gifte sig med dén person som hendes far har bestemt for hende (solgt hende til?), fordi hun vil forlade islam eller fordi hun har et for ‘vestligt’ livssyn -hvilket jo kan dække over mange ting!


I modsætning til ‘konedrabene’, er dette en type drab som typisk begås efter samråd i familien og efter en vis overvejelse. Den danske sag omkring pigen Ghazala er et godt eksempel herpå. I modsætning til manden, der dræber konen og elskeren efter at have fundet dem i seng sammen, er der således ikke tale om en handling begået i affekt, men derimod en velovervejet og på forhånd planlagt forbrydelse.


De danske myndigheder har desværre været nødsaget til at beskytte temmelig mange muslimske piger, som på denne måde er truet af deres familier, fordi de på den ene eller anden måde er blevet for ‘integrerede’.


Denne type drab er bestemt ikke almindelige blandt jøder, kristne eller andre med rødder i den vestlige, civiliserede verden. Mig bekendt er dette en uvane som muslimerne er de eneste i denne verden der dyrker! Med muslimernes nylige tilstedeværelse i Vesten, er dette blevet et problem som vestlige domstole med jævne mellemrum er nødsaget til at tage stilling til. Vi møder ofte sagerne i medierne; hvad den slags angår, er Verden blevet ganske lille!


Men ikke nok med det, men muslimske fædre og brødre der måtte have lyst til at aflive en datter eller søster, kan med forholdsvis sindsro gøre dette med opbakning i deres muslimske tro.


Således vil jeg anbefale at slå op i den anerkendte muslimske lovbog ‘Reliance of the Traveller’ og finde bog O, der bærer titlen ‘Justice’ (retfærdighed). I afsnit 1 under overskriften "Who is Subject to Retaliation for Injurious Crimes," (hvem er berettiget til gengældelse for æres-forbrydelser) i afsnit 01.1 læse følgende: "Retaliation is obligatory ... against anyone who kills a human being purely intentionally and without right...": (gengældelse er obligatorisk mod enhver der med fuld overlæg dræber et menneske uden ret dertil).


Lidt længere nede, i afsnit 01.2, klargøres det så hvem der IKKE skal udsættes for gengældelse. Her er der en liste over tilfælde som IKKE skal gengældes, herunder fastslås det blandt andet med vanlig muslimsk tolerance, at en muslim der dræber en ikke-muslim ikke skal udsættes for gengældelse - og under punkt 4 finder vi så følgende: "(4) a father or mother (or their fathers or mothers) for killing their offspring, or offspring's offspring" (en far eller mor, eller deres far eller mor, for at dræbe deres afkom eller afkommets afkom).


Så vidt jeg ved, er islam således den eneste religion i denne Verden, der billiger forældre eller bedsteforældre at dræbe deres afkom. Og det er just denne kendsgerning der gør, at de muslimske æresforbrydelser der kommer til offentlighedens kendskab, får så stor opmærksomhed i den danske og vestlige offentlighed som tilfældet er. For de fleste af os finder det altså forfærdeligt, barbarisk og direkte afskyeligt at dræbe sin egen datter eller søster blot fordi familien ikke bryder sig om hendes kæreste! Ja, faktisk finder vi det afskyeligt under alle omstændigheder!


For læsere der ikke måtte være bekendt hermed, skal det til slut tilføjes at den islamiske lovbog ‘Reliance of the Traveller’ er et klassisk muslimsk lovværk. Min udgave er den fra 1994, og i bogens indledning er der en anbefaling fra det kendte al-Azhar universitet i Cairo. Dette universitet er det mest prestigefyldte i den islamiske verden med hensyn til studier i islamisk teologi og dermed beslægtede emner. Bogen betragtes almindeligvis som det bedste og mest fyldestgørende islamiske lovværk, der findes på engelsk. Der er således grund til at betragte den som værende såvel troværdig som alment accepteret!


Til slut skal jeg tilføje, at det er fristende at give barmhjertighedensprofet ret i hans ønske om at kvinder bør være mere opmærksomme på den effekt de har på mænd. Men jeg vil dog gerne slå fast, at det kun sjældent er sådan at mænd er stakkels, uskyldig ofre for disse ubetænksomme kvinder. Vi er også selv ansvarlige for den måde hvormed vi reagerer på - både følelsesmæssigt og i vore handlinger. Husk på at enhver bevidst handling vi som mennesker foretager, er et resultat af et valg, en beslutning. Vi er derfor selv ansvarlige og kan derfor ikke bare skyde skylden på hverken smukke eller ubetænksomme kvinder :)


Hver for sig kan vi kun være ansvarlige for os selv, aldrig for andre menneskers mere eller mindre rationelle reaktioner.


Og heldigvis for det!

mandag den 3. januar 2011

Forbud vil være forkert!

Da den stærkt islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir i sidste uge offentliggjorde programmet for en konference senere på måneden, medfølgende en opfordring til at muslimer skal gøre modstand mod de vestlige styrker, stak den hånden direkte ind i en hvepserede. Og de vidste det udmærket godt selv. At HUT valgte at offentliggøre nyheden lige midt i juleferien, var med garanti med yderst velberådet hu. Enhver véd at juleferien er et oplagt tidspunkt, hvis man har et kontroversielt budskab at bringe til torvs og gerne vil have lidt oppustet opmærksomhed .


Hvad HUT naturligvis ikke kunne vide, var at offentliggørelsen kom til at kollidere med PET’s terroranholdelser, og at effekten i offentligheden derfor blev temmelig meget kraftigere end selv den mest optimistiske pressemedarbejder i bevægelsen kunne drømme om.


Stort set alle de sædvanlige mistænkte hoppede lukt i fælden. Dansk Folkeparti krævede bevægelsen forbudt. Justitsministeren vil undersøge om det er muligt. De fleste islamkritiske blogs fulgte nærmest per refleks med i kravet om forbud - og alle hoppede de gladeligt lukt i Hizb ut-Tahrirs fælde!


I det politiske liv her i landet har vi ellers en vis erfaring med at håndtere typer som Hizb ut-Tahrir. De af læserne som har en politisk hukommelse, eller dog i det mindst ditto viden, som rækker længere tilbage end sidste valgperiode, husker muligvis venstrefløjen i slut-halvfjerserne og firserne. Så husker man også at danskerne ved folketingsvalgene havde mulighed for at stemme på partier som DKP M/L, KAP, SAP og vistnok et par stykker mere af samme støbning. Disse partiers væsentligste funktion i det danske folkestyre var, kort fortalt, at bidrage til den politiske underholdning. Ved hvert folketingsvalg fik disse småpartier nemlig præcis lige så meget dækning i den statslige TV-kanal som det store Socialdemokrati. Og hver gang anvendte de den tildelte taletid efter præcis samme formel: Dels demonstrerede bevægelsens repræsentanter at de skal tog sig selv yderst alvorligt. Dernæst prædikede disse (oftest langskæggede, hvis ellers jeg husker rigtigt!) herrer (for det var de typisk!) at de betragtede folketingsvalget som et skridt på vejen hen imod dén dag, hvor den samlede arbejderklasse ville rejse sig i en rød revolution mod magthaverne, hvorefter proletariatets diktatur ville blive etableret.


På valgdagen modtog partierne mellem 0,1 og 0.4 procent af stemmerne, og det var så dén revolution! Og min pointe? Ganske som Hizb ut-Tahrir, prædikede disse partier og bevægelser demokratiets afskaffelse. De prædikede revolution og blodsudgydelse og alt hvad dertil hører. Voldsromantik, diktaturromantik. You name it, de havde det! Og ganske som nutidens Hizb ut-Tahrir havde de fødderne solidt plantet meget højt oppe i den blå luft! Den enste væsentlige forskel er i virkeligheden at HUT ikke er spor sjove - hverken frivilligt eller utilsigtet!


Men der standser sammenligningen også. For dengang i sluthalvfjerserne og firserne vidste man hvordan den slags skulle tackles. Og det var faktisk slet ikke så svært, og det burde det heller ikke være i dag: ingen tog dem nemlig alvorligt! Og med ingen, mener jeg INGEN - selv ikke Danmarks Radio’s ellers venstresnoede journalister kunne få sig selv til dét. Men de stemte jo også typisk VS eller DKP, og skulle derfor ikke have klinket noget! De øvrige partier var hovedsagligt venlige og langmodige overfor disse underlige mennesker, borgerne morede sig - og det var dét.


Og de samme argumenter som er blevet taget i anvendelse til fordel for en ophævelse af Hizb ut-Tahrir, ville med fordel også kunne anvendes overfor disse småpartier. Muligvis endda med større ret, når man tager venstrefløjens aktive støtte til diverse terrorbevægelser dengang i betragtning.


Men det gjorde man ikke, og hvorfor ikke? Fordi dengang vidste man præcis hvordan den slags fantaster skal behandles. I hele perioden blev de naturligvis overvåget af PET, som nok skulle advare politikerne hvis revolutionsromantikerne nogensinde fandt på at bevæge sig ud fra studerekamrene.


Det gjorde de nu aldrig. Og mens PET således var sikret fast arbejde, tog ingen (absolut INGEN!) i hverken det politiske liv, medierne eller offentligheden disse grupperinger alvorligt. De fik præcis den opmærksomhed som de havde krav på, så ingen kunne påstå at de blev diskriminerede - og bevægelserne kom ALDRIG op på et niveau, hvor de var til fare for andre end sig selv. De fik aldrig den martyrrolle som flere nok havde håbet.


Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at Hizb ut-Tahrir arbejder betydeligt mere professionelt i forhold til medierne end de kommunistiske småpartier gjorde dengang. Den kendsgerning at de opererer i et samfund som i forvejen er i krig med og truet fra muslimske terrorister, gør naturligvis at en landsforræderisk opfordring til at ‘gøre modstand’ mod danske og allierede soldater til en vaskeægte lækkerbisken for mediehungrende politikere og bloggere med behov for at markere sig.


Ikke desto mindre er det efter min mening tåbeligt at kræve et forbud. Og det er det af flere grunde.


For det første er det ikke blevet påvist fra nogen som helst at bevægelsen har gjort andet end at snakke. For øvrigt er jeg overbevist om at PET har nogenlunde styr på miljøet omkring dem, og straks vil træde til såfremt de bevæger sig over grænsen. Dels, og dette er altså en meget vigtig detalje, så fremgår det klart af HUT’s grundlag at bevægelsen er ikke-voldelig. Og jeg tror faktisk på dem! Og Grundloven siger rent faktisk at en bevægelse kun kan blive opløst, såfremt den ‘virker ved vold’.


Men så er der også den politiske side af sagen, og det er straks mere alvorligt. Grunden til at Hizb ut-Tahrir får så kraftige reaktioner, er nemlig at de er noget så sjældent i dette land som et muslimsk forening, der er ærlig i forhold til hvad islam står for. Ummah’en her i ladet står nemlig ikke blot splittet, men siden Muhammed-krisen har imamerne stort set været rædselslagne for at bevæge sig ud i den danske medieoffentlighed. De har holdt ekstrem lav profil, hvilket har givet HUT masser af plads på banen. Imamernes manglende evne og vilje til at kommunikere med danskerne, har gjort at HUT i en del muslimers øjne faktisk står som den eneste muslimske bevægelse, der åbent taler danskerne imod. Og ved at puste sig så kraftigt op i forhold til alle mulige teoretiske tvangsforanstaltninger, medvirker bl.a. Peter Skaarup og Lars Barfoed blot til at give Hizb ut-Tahrir en forøget heltestatus blandt visse af de unge muslimer.


Med andre ord: Hizb ut-Tahrir besidder helt klart potentialet til at være fuldt ud lige så ligegyldige som KAP, SAP og DKP M/L var det - og så ikke mere! I stedet vælger folk, der burde være klogere, at puste bevægelsen op, så den en dag kan blive stor nok blandt landets muslimer rent faktisk at skulle tages alvorligt.


Nej. Lad dem mødes. Lad dem holde deres konference. Lad munden være fri og hænderne bundet, som salig Grundtvig skrev et sted. Desuden gør HUT i virkeligheden os allesammen en tjeneste, ved at være den eneste muslimske organisation der relativt åbent fortæller hvad de vil. Og i et land befolket med skræmte imamer, er dette nærmest uvurderligt!


Og så er der en ting mere: Hvis vi vælger at forbyde Hizb ut-Tahrir blot på baggrund af bevægelsens udsagn, også selv om det handler om en opfordring til terrorister om at kæmpe mod allierede soldater (hvilket de i øvrigt vil gøre alligevel!), kommer vi ind til sagens virkelige kerne - til det VIRKELIG vigtige spørgsmål:


Hvis vi behandler muslimerne på samme måde som de agter at behandle os, hvad er det så der gør os bedre end dem?