tirsdag den 17. maj 2011

Advokat fængslet for at støtte sin klient

Her i Vesten, opfatter vi det normalt som en forsvarers opgave at støtte sin klient, og at arbejde for klientens bedste. Men sådan er det langt fra alle steder i verden!

Javid Houtan Kian er en iransk advokat, som siden oktober har siddet fængslet for at gøre netop dette - at forsvare sin klient! Hans klient, Sakineh Mohammadi Ashtiani, har siddet fængslet siden 2006 under anklager om et ‘ulovligt seksuelt forhold udenfor ægteskabet’. Hun afventer i øjeblikket på at modtage sin straf ‘ døden ved stening.

Regimet i den Islamiske Republik foretrækker i sagens natur at holde den slags snavsetøj inden døre, men advokaten har medvirket til at sprede oplysningen om Sakineh Mohammadi Ashtiani's sag til offentligheden her i Vesten.

For de af os der lever i et land, hvor offentlighed i retsplejen er en selvfølge, kan det synes underligt at netop dén regering som jo er den fremmeste repræsentant for Fredens Religion, islams avantgarde, Den Islamiske Republik Iran, ikke kan tåle offentlighedens kendskab til landets retspraksis. Men sådan er det ikke desto mindre.

Derfor blev Javid Houtan Kian arresteret tilbage i oktober måned sidste år, og har gennem sin tid i fængslet været udsat for meget brutal tortur. Ifølge et brev som det er lykkedes advokaten at smugle ud tidligere i år, er han blevet brændt med cigaretter på ben, fødder og testikler. Desuden har han fået 12 tænder slået ud af vagter med et tydeligt behov for at afreagere.

Her for nylig fik advokaten så endelig sin dom: 11 års fængsel. 11 år i fængsel for at hjælpe sin klient. 11 år mere med tortur, tæsk og brændemærker.

Klienten, Sakineh Mohammadi Ashtiani, afventer stadig sin henrettelse for utroskab.

Dette er Iran anno 2011.

søndag den 15. maj 2011

Vestlig journalist fængslet i iran

Homa Dorothy Parvaz er en 39-årig journalist med iransk/amerikansk/canadisk statsborgerskab. Hun arbejder for TV-kanalen Al Jazeera, og ankom den 29. april til lufthavnen i Damascus for at dække urolighederne i landet. Hun nåede dog aldrig at komme til at dække nogen uroligheder. I stedet forsvandt hun i samme øjeblik de lokale myndigheder fik fingre i hende.


Den 4. maj bekræftede syriske embedsmænd overfor Al Jazeera at regeringen havde tilbageholdt Parvaz, men at hun snart ville blive løsladt.


Men den 10. maj 2011 meddelte den syriske ambassade i Washington DC, at Homa Dorothy Parvaz var blevet udvist til Iran.


Såvel Parvaz’ familie som Al Jazeera har udsendt erklæringer om, at de ikke har modtaget livstegn fra hende i to uger, og at hun derfor fortsat er tilbageholdt. Så vidt vides har Parvaz intet udestående med det islamiske regime i Iran, og det er derfor uforståeligt at hun fortsat tilbageholdes i landet. Såvel hendes familie som Al Jazeera er forståeligt bekymrede over ikke at have hørt fra hende siden inden afrejsen hun rejste fra Doha den 29. april.


Siden slutningen af januar, har tusindvis af mennesker protesteret i Syriens gader mod regimet. Menneskerettighedsgrupper rapporterer, at op mod 800 mennesker er blevet dræbt under urolighederne, og at hundredvis af aktivister, demonstranter og journalister er blevet tilbageholdt. Dertil kommer, at talsmænd for den syriske regering offentligt har kritiseret Al Jazeera for, via sit valg af stof og vinkling, at medvirke til at puste til ilden i landet.


Men uanset Syriens begrundelse for at afvise Homa Dorothy Parvaz, er der absolut ingen grund til at hun fortsat skal tilbageholdes i Iran - et land, kendt for sit brutale fængselssystem og generøse anvendelse af dødsstraffen.


Og da tidligere erfaringer viser, at offentlige afsløringer af enkeltsager om ,menneskerettighedskrænkelser i Iran i nogle tilfælde har hjulpet mennesker fri, opfordres alle der kan til at medvirke til at kaste offentlighedens lys på Homa Dorothy Parvaz’ sag.


Derfor dette indlæg.


onsdag den 11. maj 2011

Har Sherin Khankan et svar?

Fruen er blevet mopset. Mopsen over kritikken, mopset over at blive modsagt af vantro, mopset over at de fleste af os er vidende og fornuftige nok til at gennemskue hendes sædvanligvis indholdsløse tirader - hendes taqiya.

Således var min umiddelbare reaktion, da jeg læste Sherin Khankan’s indlæg her på Eftertanke for nogle dage siden. Som sædvanlig fra den kant, afvises enhver kritik af sharialoven som ‘antiislamisk retorik’, islamkritikere som uvidende - og de religiøse ledere, som de menige muslimer følger trofast, omtaler hun som ‘selvbestaltede’. Men sagen er jo, som også Richardt Riis skriver det, at Sherin Khankan selv fremstår som netop dette: selvbestaltet! Sikkert meget passende for en kvinde, der følger en selvbestaltet profet.

Og Allah nåde og trøste enhver, som ikke kan se lyset i Sherin Khankan’s lange forsvar for indførelse af sharia i Europa. Fjernes fra den offentlige debat skal vi, væk fra Eftertanke skal vi, væk fra Kristeligt Dagblad skal vi. For kritikken og modviljen mod at skulle underkaste os et absurd lovværk som shariaen, en gal mands værk, piner fruens finfølelse. For hvor vover vi andre dog overhovedet at ytre sandheden om islam, når nu Sherin Khankan så gerne vil lulle os i søvn med sød musik og falske melodier?

Man kunne fristes til at opfordre fru Khankan til at rykke teltpælene til Saudi Arabien eller Iran - lande, hvor hun med garanti aldrig vil komme til at opleve kritik af hverken sharialoven eller dens forfatter, en ussel massemorder, noget sted i det offentlige rum.

Men nej, det vil være for let. For netop hér viser Sherin Khankan forskellen på den ene side dén islam som hun i lange indlæg taler for at presse ned over hovederne på os, og den europæiske tradition som jeg og andre islamkritikere her i landet er præget af. Nemlig at vi accepterer fri tale. Jeg ønsker et samfund hvor selv en Sherin Khankan, en Johnni Hansen eller en Abdul Wahid Pedersen kan ytre sig frit - uanset hvor vederstyggelig deres tale forekommer mig. Sherin Khankan vil ikke tilstå vi andre den samme frihed. Så enkelt kan forskellen mellem os sættes op!

Hun skriver at et ikon for frihed som Ayaan Hirsi Ali intet ved om islam. Jeg siger at hun ved nok. Jeg siger at Ayaan Hirsi Ali netop er ekspert. Hirsi Ali er ekspert, fordi hun kender det levede islam. Hirsi Ali er ekspert, fordi hun kender islam i virkeligheden. Ikke fra en studiekreds drevet frem af caffe latte, men islam som den fungerer ude i den rå virkelighed. Og hun har krydset grænsen mellem islam og civilisation, mellem slaveri og frihed - og valgte det sidstnævnte. Og man kan spørge sig selv, om det ikke netop er hér at Sherin Khankan’s problem med Ayaan Hirsi Ali ligger?

Og vi andre. Jeg selv, eksempelvis. Hvor vover jeg at modsige Sherin Khankan’s taqiya, når hun taler for indførelsen af sharia i Europa? Forstår jeg dog ikke at man mindst skal være muslim for at forstå islam og sharia? Og have en eksamen fra Carsten Niebur-instituttet - eller måske en imamskole i Mekka?

Næh, det forstår jeg ikke. Men jeg skal gerne indrømme, at min interesse for islam udelukkende begrænser sig til den del af galskaben, som direkte vedrører mig selv. Det vil sige forholdet mellem islam og civilisation, mellem muslimer og ikke-muslimer. Herunder begreber som ligeret, ligeværd, dhimmi & jiziya. Og her er det ikke svært for mig at slå fast, at jeg ser altså intet lys i en retsform som sharia, der giver muslimer alle rettigheder og vi andre ingen som helst. Hvorfor er det lige at jeg skulle opgive at leve i en demokratisk retsstat efter principper som én mand (kvinde) én stemme og lighed for loven? Hvorfor skulle man dog vælge shariaens apartheidsamfund, med særlige rettigheder til Herrefolket, muslimerne, og status som undertrykte, dhimmier, til vi andre? Hvorfor dog det? Og hvordan har Sherin Khankan tænkt sig at koble dette i koranen fasttømrede islamiske princip sammen med europæisk tradition for ligeværd og lighed for loven? Jeg har spurgt hende tidligere, her og her, men mangler stadig at se et svar.

Men sandheden er naturligvis at der ikke er noget svar - og mon ikke dette er den virkelige grund til fruens udbrud?

torsdag den 5. maj 2011

Sherin Khankan's taqyia

I sidste uge, måtte trofaste læsere af Kristeligt Dagblad’s internetportal lægge tålmodighed til Sherin Khankan’s hvidvaskninger af islam’s sharialovgivning. Og som sædvanlig var fruens indlæg præget af bortforklaringer, selvmodsigelser og direkte usandheder.


Sherin Khankan er en kvinde, som har gjort det til en karriere offentligt at ytre de mest uhyrlige selvmodsigelser. På den ene side påstår hun at Koranen og den heraf udledte sharialovgivning er givet af Gud, evig og uforanderlig. For så i næste åndedræt at påstå at mennesker i øvrigt kan bøje og ændre shariaens regler efter forgodtbefindende - for eksempel ved at gøre sharia demokratisk efter europæisk standard eller civiliseret, tilpasset det moderne menneske. Naturligvis kan begge udsagn ikke være sande, men det holder ikke Sherin Khankan tilbage.


Sherin Khankan har også gjort det til en karriere at holde sine udtalelser på et abstraktionsniveau, som gør de fleste af hendes udsagn fuldstændigt uforpligtende og betydningsløse. Det lyder godt, men betyder ingenting - og i det omfang de giver mening, er hendes udsagn endda direkte usande. Derudover er hun også kendt for at deltage i demonstrationer arrangeret af Hizb ut Tahrir.


Men, nuvel. Lad os nu se på Khankans påstand - at shariaen sagtens kan eksistere i en moderne, europæisk virkelighed - og at den endda allerede gør det! Dette er to åbenlyse usandheder, men lad os begynde med den sidste.


Dét som man kalder for sharialoven, er en konstitution for et muslimsk samfund - for en statsdannelse efter religiøse forskrifter. Shariaen indeholder således forskrifter for regeringens førelse, regler for krig, detaljerede anvisninger for samfundets opbygning - foruden meget detaljerede bestemmelser for borgernes private liv og levned. Helt ned til regler for med hvilken hånd man skal tørre sig bagi efter toiletbesøg!


Sharialoven er således en pakke - og INGEN lever efter shariaen, med mindre der er en muslimsk stat. Det er naturligvis muligt at plukke enkelte elementer ud og leve efter disse, men det skaber ingen sharia. Man kan således både tørre sig bagi med venstre hånd, lade sig vie af en imam, ordne sine bankforretninger efter koranens bestemmelser eller slagte sine geder halal - men det betyder altså ikke at man lever efter sharia. Sharia forudsætter en muslimsk ledet stat, med sharia som grundlov, for at være sharia. Og en sådan statsdannelse eksisterer ikke i Europa!


Men nuvel, lad os gå videre til Khankan’s påstand om at sharialoven sagtens kan fungere i et moderne Europa. Her kunne det være interessant, såfremt Sherin Khankan ville lade sig lokke til at være lidt mere konkret med hensyn til hvilke sharia-retslige bestemmelser hun ønsker indført i Vesten. Vil hun have Polygamiet udbredt i Europa? Hvad med utroskab - vil hun også gøre det forbudt? Piskeslag eller en eventuel amputation?


Med hensyn til demokratiet er det jo sådan her i Europa, at vi har indrettet vore politiske og juridiske systemer efter principper som én mand (kvinde) – én stemme, og at alle er lige for loven. Alle, uden undtagelse! Ingen får hverken flere eller færre rettigheder i forhold til loven ved at være hverken mand eller kvinde, kristen eller muslim, jøde eller hindu, asatroende eller ateist. Alle er vi lige for loven. Tilsvarende gør sig gældende når vi vælger vore ledere. Heller ikke dér gøres der forskel, udover den enkelte vælgers præferencer når krydset skal sættes.


Netop dette princip gør at et samfund regeret efter islamiske principper aldrig kan være demokratisk og i overensstemmelse med europæiske principper. For sharia-loven forlanger jo at muslimer skal regere uindskrænket, tilhængere af anerkendte religioner skal undertrykkes (‘de skal føle sig undertrykte’, udtaler Muhammed selv!) og have dhimmi-status. I retten tæller kvinder kun det halve af mænd, selv hvis de er muslimer. Ikke-muslimer tæller endnu mindre, og de kan aldrig vidne mod muslimer.


Hvis man skal tage Sherin Khankan’s påstand om islams kompatibilitet med demokrati alvorligt, skylder hun os derfor en forklaring på hvordan hun forestiller sig at begreber som ‘dhimmi’ og ‘jiziya’ kan forenes med den demokratiopfattelse som vi har i Vesten. Hun skylder os også at forklare, hvordan hun vil bære sig ad med at fastholde princippet om lighed for loven i forhold til shariaens ufravigelige krav om islamisk overherredømme.


Dog har Sherin Khankan ganske aldeles ret i at visse af Koranens bestemmelser fortolkes forskelligt, alt efter hvilket muslimsk ledet land man retter blikket mod. Det klassiske eksempel er forholdet til dødsstraffen. Dødsstraf eksekveres nemlig vidt forskelligt i de enkelte lande. Hvilken model er det lige at Sherin Khankan ønsker at indføre i Europa: steninger som i bla. Somalia, halshugninger som i Saudi Arabien eller hængninger fra en kran, som det udføres af islamismens avantgarde - Ayatollaherne i Iran?


I det hele taget skylder Sherin Khankan os stadig en del forklaringer. Desværre må man formode at fruen fortsat bevidst vil søge at undgå konkrete udsagn. Og det vil hun, fordi hun godt selv er klar over at hendes projekt er at udsprede løgne, Taqyia, til de vantro. Det vil sige jeg selv og det store flertal af læserne! Og de løgne udspredes bedst ved ikke at være alt for konkret.


Til slut vil jeg gerne kommentere Sherin Khankan’s andet debatindlæg fra den seneste uge - nemlig et blogindlæg under titlen ‘antiislamisk retorik er vor tids antisemitisme’. I dette indlæg fremkommer hun med den politisk korrekte traver om, at ikke-muslimers kritik af islam i virkeligheden er vor tids antisemitisme. Også her tager Sherin Khankan ganske aldeles fejl. For vor tids antisemitisme er nemlig... antisemitisme! Jeg vil gerne opfordre Sherin Khankan til at undersøge årsagerne til at jøder flygter i stort tal fra det muslimsk dominerede Malmø. Jeg vil også gerne opfordre hende til at undersøge årsagerne til at den jødiske skole i København er omgivet af såvel vagter som høje sikkerhedshegn - hvem er det lige de beskytter sig mod? Mon det er fanatiske lutheranere, der har tvunget det jødiske samfund til dette drastiske skridt? Eller er det mon Sherin Khankan’s egne ‘fredelige og tolerante’ trosfæller, der truer, overfalder og chikanerer jøderne?


Nej, nutidens antisemitter er som de har været siden Muhammeds dage. Tilhængerne af islam. Og hvis man er i tvivl om hvorfor, behøver man blot læse koranens beskrivelse af kristne og jøder som ‘aber og svin’.


Påstanden om islamkritik som nutidens antisemitisme, er således ikke bare usand. Den er også direkt usmagelig - et forsøg på at lade bødlerne fremstå som ofre.


Føj!


onsdag den 4. maj 2011

Osama's død standser ikke krigen!

Det har været en yderst interessant oplevelse at følge reaktionerne på Jihad-lederen Osama bin-Ladens ufrivillige afgang fra verdensscenen.

Personligt har jeg undret mig over at amerikanerne havde så travlt med at slippe af med kadaveret, at det knap nåede at få stuetemperatur inden det blev losset ud i det Indiske Ocean. Dén beslutning synes jeg er lidt mystisk, og her vil jeg se frem til at se en ordentlig begrundelse for hvorfor man ikke ønskede at undersøge liget nærmere med henblik på en afklaring af hans liv og færden de seneste år.

Og i USA har befolkningen selvfølgelig jublet og glædet sig, som det sig hør og bør når en så fremtrædende fjende endelig bliver ekspederet. Heller ingen overraskelser dér.

Men hvis der er nogen der VIRKELIG har grund til optimisme, så er det de officielle talsmænd for de muslimer der har bosat sig i den civiliserede del af verden - herunder Danmark. For sandt er det da, at Osama bin-Laden har skadet offentlighedens billede af muslimerne og af islam, sådan som talsmændene understreger. For Osama både fortalte og levede den islamiske udgave af sandheden: at islams formål er at verden skal underlægge sig islams selverklærede overherredømme - og at muslimernes vigtigste midler til opnåelse heraf er vold, død og ødelæggelse. Hvilket for øvrigt er i fuld overensstemmelse med religionsstifteren Muhammeds liv, virke, belæring og personlige eksempel.

De muslimske grupper, som opererer i det offentlige rum her i Vesten, har for langt størstedelen valgt at handle politisk og ikke voldeligt. Og har faktisk opnået ganske imponerende resulter med langsomt, men sikkert at fremme implementeringen af den selvsamme islamiske supremacisme, som bin-Laden kæmpede for med våben. Bid for bid oplever vi at blive påtvunget den islamisk/arabiske kolonialisme. Vi ser det, når børnehaver tvinger danske børn til at spise halal-slagtet mad. Vi ser der, når svinekød efterhånden er den eneste mulighed for danskere, der ikke ønsker at yde økonomisk og moralsk støtte via halal-slagtning til islamiseringen af vort land. Med mindre man kan gå på jagt! Og vi ser det på de mange områder, hvor muslimer via politisk pression får bevilget særbehandling i vort samfund. Herunder blandt andet krav om tørklæder og lange ærmer til kvindelige hospitalsansatte, hvis de er muslimer.

Osama bin-Ladens liv og aktiviteter har skadet de muslimske organisationers virke, og dette er grunden til at de formelt lagt afstand til Jihad-lederens arbejde for samme sag som den de selv søger at fremme.

Det har derfor været en befrielse at læse denoprindeligt dansk/norske, nu muslimske konvertit Kasper Mathiesen’s seneste indlæg i sin blog ‘Barmbergighedensprofet’ på eftertanke.dk. Kasper er nemlig noget så sjældent i debatten herhjemme som en ærlig muslim, der åbent og klart fortæller sin holdning til bin-Laden's projekt- og tak for det! At det så muligvis er selvsamme ærlighed der har fået Kasper til at beslutte sig for at skrive under pseudonym, er en anden sag.

I sit indlæg roser den gode Kasper jihad-lederen for hans mod og værdighed, kløgt og skønhed. Og de terrorister, der har forsøgt bombeanslag i vestige lande (herunder Danmark!) og dræbt danske soldater under deres tjeneste med at udbrede friheden til befolkningerne i Irak og Afghanistan, beskriver Kasper på følgende måde: Modige og ærværdige folk på æsler og med kalashnikover har kæmpet den langvarige og blodige kamp (etc). Selvsamme ‘modige og ærværdige folk’s nedslagtninger af egne befolkninger, myrderier af børn, bombninger af skoler og undertrykkelse af kvinder nævnes naturligvis ikke.

Men for nu at vende tilbage til reaktionerne, vil det være en naturlig reaktion, hvis samfundet nu begynder at slappe af overfor den muslimske trussel mod vor frihed og samfundsstruktur. Men intet vil være mere forkert - eller tåbeligt! For presset på religionsstifteren Muhammeds repræsentanter i vort land skal ikke bare fastholdes, men også intensiveres. De elementer af sharialovgivningen som er blevet presset ned over hovederne på os gennem de senere år skal rulles tilbage - ingen børn skal tvinges til at spise ulækkert islamisk halal-kød, og særbehandlingen af muslimer i det offentlige rum skal bringes til en ende.

Først når dét er nået, kan man kalde kampen mod den islamiske terrorisme for afsluttet.