søndag den 15. maj 2011

Vestlig journalist fængslet i iran

Homa Dorothy Parvaz er en 39-årig journalist med iransk/amerikansk/canadisk statsborgerskab. Hun arbejder for TV-kanalen Al Jazeera, og ankom den 29. april til lufthavnen i Damascus for at dække urolighederne i landet. Hun nåede dog aldrig at komme til at dække nogen uroligheder. I stedet forsvandt hun i samme øjeblik de lokale myndigheder fik fingre i hende.


Den 4. maj bekræftede syriske embedsmænd overfor Al Jazeera at regeringen havde tilbageholdt Parvaz, men at hun snart ville blive løsladt.


Men den 10. maj 2011 meddelte den syriske ambassade i Washington DC, at Homa Dorothy Parvaz var blevet udvist til Iran.


Såvel Parvaz’ familie som Al Jazeera har udsendt erklæringer om, at de ikke har modtaget livstegn fra hende i to uger, og at hun derfor fortsat er tilbageholdt. Så vidt vides har Parvaz intet udestående med det islamiske regime i Iran, og det er derfor uforståeligt at hun fortsat tilbageholdes i landet. Såvel hendes familie som Al Jazeera er forståeligt bekymrede over ikke at have hørt fra hende siden inden afrejsen hun rejste fra Doha den 29. april.


Siden slutningen af januar, har tusindvis af mennesker protesteret i Syriens gader mod regimet. Menneskerettighedsgrupper rapporterer, at op mod 800 mennesker er blevet dræbt under urolighederne, og at hundredvis af aktivister, demonstranter og journalister er blevet tilbageholdt. Dertil kommer, at talsmænd for den syriske regering offentligt har kritiseret Al Jazeera for, via sit valg af stof og vinkling, at medvirke til at puste til ilden i landet.


Men uanset Syriens begrundelse for at afvise Homa Dorothy Parvaz, er der absolut ingen grund til at hun fortsat skal tilbageholdes i Iran - et land, kendt for sit brutale fængselssystem og generøse anvendelse af dødsstraffen.


Og da tidligere erfaringer viser, at offentlige afsløringer af enkeltsager om ,menneskerettighedskrænkelser i Iran i nogle tilfælde har hjulpet mennesker fri, opfordres alle der kan til at medvirke til at kaste offentlighedens lys på Homa Dorothy Parvaz’ sag.


Derfor dette indlæg.


Ingen kommentarer: