onsdag den 8. juni 2011

Om at leve evigt

Ville jeg tage imod tilbuddet om at leve evigt? Sådan spurgte Sophie Amalie Fälling sig selv og læserne den 3 juni på Eftertanke.dk.


Det er et spændende og ældgammelt spørgsmål, som de fleste af os sikkert har stillet os selv. Hvad nu hvis man kan leve evigt? Blive fri for sygdomme, alderdom og død? Se hvor verden bevæger sig hen - prøve iphone752, opleve menneskeheden for alvor flytte ud i rummet, bruge evigheden på at søge efter lyden af én hånd der klapper?


Ja, der er fristende. og der er da næppe tvivl om, at når vi ligger på dødslejet, vil der for de fleste af os stadig være vigtige ubesvarede spørgsmål, som vi fortryder aldrig at have fundet svaret på. For sådan er menneskenes væsen: en evig søgen efter nye svar!


Men pointen i Sophie’s spørgsmål er netop: JEG bliver udødelig JEG lever evigt - i en verden befolket af dødelige! Og se, så bliver det hele straks mere alvorligt. For så er det ikke længere alle der bliver udødelige, men kun mig - og måske enkelte andre særligt udvalgte.


Det er stadig fristende, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke helt sikker på hvad mit eget svar ville blive. Forhåbentligt ville det blive et rungende nej, men i virkelighedens verden tror jeg nu nok at fristelsen alligevel vil være for stor!


For i virkeligheden tror jeg faktisk at et udødeligt, fysisk liv, i sidste ende meget vel kan udvikle sig til en usigelig rædsel. Og for at forstå dét, vil jeg gerne henvise til de betragtninger som den amerikanske forfatter Anne Rice har gjort sig i sin bogserie om vampyren Lestat. Særligt seriens første tre bind: Interview with the Vampire, Vampire Lestat og Queen of the Damned betragter jeg som denne særlige genres største mesterværk (de bør læses sammen, derfor ét mesterværk!). Heri gør Anne Rice sig mange tanker omkring det udødelige liv - om livet som udødelig i en verden befolket af dødelige. Og hun når frem til nogle interessante konklusioner, som jeg ikke skal holde mig tilbage fra at viderebringe.


I Rice’s litterære univers, begår de udødelige som regel alligevel selvmord omkring 2-300 års alderen. Simpelt hen fordi de færreste mennesker er mentalt stærke og åndeligt smidige nok til at kunne udholde udødeligheden. Hvad er problemet da? Jo, det er faktisk meget simpelt.


Udviklingen. Menneskehedens udvikling, kulturens udvikling. Som Anne Rice gør opmærksom på, er vi alle børn af vor tid. Sophie, jeg selv, Claes - alle er vi produkter af den tid hvori vi er født, vokset op og har levet de mest formative år af vores liv. Hvis man eksempelvis oprindeligt er vokset op i 1300-tallets Italien, hvordan skal man så overhovedet bære sig ad med at ‘connecte’ med 2000-tallets moderne Europa eller USA? Og hvor længe er det muligt at drive igennem tiden uden at ‘connecte’ med verden, hvis man vil undgå at miste sin forstand? Hos Anne Rice er dette den ubetinget største vampyrdræber: tiden!


Hos Anne Rice er overleverne de stærkeste personligheder. De, der har en indre ild for et projekt der kan holde dem igang ned gennem evigheden. Om det så er at kortlægge sin dødelige datters efterkommere gennem 6000 år eller en passion for at være udøvende kunstner - eller, som i hovedpersonen Lestat’s tilfælde, en nærmest grænseløs narcissisme og trang til at afprøve grænser - både egne og hele verdens. Overleverne, de virkelige monstre i Anne Rice’s univers, er dé der har noget helt særligt at byde på, en særlig indre ild, et evigt projekt. Og som samtidig formår enten at ‘connecte’ direkte med den tid som de nu lever i århundreder efter deres egen opvækst. Og som sideløbende hermed formår at skabe sig en identitet, en sand selvopfattelse, som ægte udødelig. Og det er for øvrigt sværere end man går og tror, belærer Rice os om!


For i Anne Rice’s univers, rammes selv de mest succesrige udødelige med mellemrum af en usigelig rædsel over deres egen udødelighed. Over der monstrøse ved det hele. Det uhyrlige ved at være evig, mens alt andet forgår omkring dem.


Til gengæld får historiske og politiske diskussioner unægteligt et lidt andet pift, når éns samtalepartner rent faktisk spadserede rundt i Troja på Homers tid! Og her er så en anden stor glæde ved at læse Anne Rice: hendes store interesse for og viden om historie, filosofi og kultur.


Som nævnt længere oppe, er det langt fra sikkert at jeg vil kunne takke nej til fristelsen såfremt den skulle komme til mig. Men pointen i det her indlæg er, at jeg ikke er overbevist om at livet som udødelig nødvendigvis er en velsignelse. Man skal være stærk for at kunne klare det og besidde en åndelig smidighed som er de færreste forundt.


Ingen kommentarer: