tirsdag den 26. juli 2011

Urtete og halalkød

‘Hold munden lukket, tastaturet afkoblet - og bøj nakken som en god dhimmi’!

Sådan har budskabet, lidt karikeret, været til os islamkritikere, siden det i fredags lykkedes en norsk psykopat at gennemføre hele to terrorangreb i løbet af en eftermiddag og aften. Begge angreb rettet mod hans eget folk, mod sit lands magtstruktur - såvel den nuværende som den kommende. Altså ikke mod hverken islam eller muslimer, men mod ellers fredelige socialdemokrater.

Og logikken er altså nu, at vi, der advarer mod islams magt i Europa og venstrefløjens mere eller mindre erklærede støtte til islamiseringen, efterfølgende bare har at holde vores mund, erklære kollektiv skyld, afholde fra at kritisere islam nogensinde igen - og så ellers bare bøje nakken som gode dhimmier. Måske skal vi alle lines op ved solopgang og tvinges til at drikke urtete og spise halalkød, hvad ved jeg.

Og sandt er det da, at Anders Breivik har udgivet et manifest og sandt er det at han i manifestet udtrykker sig lidet smigrende om såvel marxismens som islams indflydelse på den europæiske kulturs tilsyneladende opløsning. Ganske vist er det endnu ikke lykkedes at kæmpe mig igennem manifestets ca 1500 sider - man har jo et job der skal passes, men det er vistnok hvad der står. Ifølge mediernes beskrivelse, i hvert fald. Men medierne kan man jo kun stole begrænset på, så jeg ved det ikke med sikkerhed. Dog har jeg planer om at få det læst engang ved lejlighed - men det er der på den anden side så meget andet jeg også har, så vi får se.

At Breiviks handling er skrækkelig, forfærdelig og uundskyldelig, går jeg som en selvfølge ud fra at læserne er enige med mig i. Vi er sikkert også enige om at man i et demokrati må kæmpe med demokratiets virkemidler og overlade voldsmonopolet til statsmagten. Hvordan man så ellers har lov til at forholde sig i et samfund uden hverken demokrati, ytringsfrihed eller øvrige frihedsrettigheder er en helt anden sag. Men sådan er det hverken i Norge eller Danmark, her kæmper man selvfølgelig med demokratiets virkemidler. Uanset hvad kan drab på uskyldige aldrig forsvares.

Men hvorfor i alverden skulle vi islamkritikere så lukke munden, bøje nakken og indordne os? Hvorfor dog dét? Er truslen fra islam blevet mindre siden i fredags? Forduftede den islamiske trussel samtidig med røgskyerne foran den norske regeringsbygning?

Næppe.

Islam er her stadig. islam truer stadig vore frihedsrettigheder - og hvis trusselsniveauet har ændret sig, så er det i hvert fald ikke i nedadgående retning. Tværtimod har vi gennem de seneste dage set visse af islams venner på venstrefløjen kræve ytringsfriheden begrænset - sjovt nok i fin overensstemmelse med OIC, der i årevis har krævet enhver form for islamkritik forbudt i hele verden.

Men for nu at vende tilbage til udsagnet i toppen af dette indlæg, så skal jeg her officielt meddele at sådan funker det ikke med ‘Far Her’. Det er jeg for meget vestjyde til. Jeg giver mig ikke. Agter ikke at bøje nakken for ufrihedens kræfter. Holder ikke min mund. Og vil aldrig - ALDRIG! - blive dhimmi. Tværtimod agter jeg at fortsætte med at skrive om og kritisere islam, når jeg finder det relevant. På samme måde som jeg også på andre emneområder agter at kæmpe for friheden.

Som helt ung KU’er under Schluter, lærte jeg at den eneste politiske skillelinje der betyder noget, er skillelinjen mellem vi frihedsorienterede og alle de andre. At så mange venstreorienterede i disse dage lægger op til indskrænkninger af retten til at udtrykke sig frit, understreger blot på hvilken side af skillelinjen de befinder sig.

lørdag den 23. juli 2011

Løse ender i Oslo-bomben

Efter angrebet mod Norge i går, begynder spekulationerne om hvem der står bag og hvad årsagen til angrebet måtte være.


I skrivende stund har det norske politi anholdt den person der foretog nedskydningen af et større antal DSU’ere, der deltog i en sommerlejr på en mindre ø i nærheden af Oslo. Og det menes at der er tale om den samme person som stod bag placeringen af bomben uden for en regeringsbygning i Oslo. Den pågældendes navn opgives til at være Anders Behring Breivik, 32 år og stærkt nationalistisk anlagt. Det antydes at han var alene om sin forbrydelse. Og selvfølgelig skal han bures inde på livstid. Så langt så godt.


Men allerede nu står det klart, at der er temmelig mange løse ender i sagen. For nu at tage de mest oplagte:


- intet i Anders Bejring Breivik’s offentliggjorte baggrund forklarer hvor han har lært sig at producere en så kraftig bombe, som der var tale om her. Endsige da at time detonationen, så han selv kunne nå at slippe væk fra stedet inden sprængningen. Den slags kræver en betydelig ekspertice - hvor fik han den fra? Hjælp har han sikkert fået, men hvorfra?

- Da Breivik begav sig ud på Utøya for at nedskyde de unge socialdemokrater, må han have vidst at der kun var to mulige måder han nogensinde ville komme til at forlade øen på: enten i en ligsæk eller iklædt håndjern. Den form for selvopofrelse er uhørt i såkaldt ‘højreorienterede’ eller nationalistiske kredse. Dette er en utroligt vigtig detalje, som jeg endnu mangler at se en troværdig forklaring på.

- Terrorgruppen Ansar al-Jihad al-Alami var meget hurtigt ude for at påtage sig ansvaret for udåden, men trak det så tilbage igen. Begge erklæringer blev afgivet via bevægelsens vanlige kanaler, og er derfor blevet anset som værende troværdige.

- såvel hans facebookprofil som twitter-konto blev oprettet den 17/7, altså for blot ganske få dage siden. Begge er for øvrigt blevet nedlagt nu. Og de fotos derfra som nu kan ses overalt på internettet, er tydeligt fotoshoppet. Et tip: såvel øjne som mund er taget fra skuespilleren David Duchovny, kendt som agent Mulder fra TV-serien X-files.

- Der har været gjort forsøg på at fremføre en påstand om at Breivik i virkeligheden er bloggeren ‘Fjordman’, som er velkendt i mod-jihad kredse. Fjordman er naturligvis et kunstnernavn, men flere der kender manden personligt har uafhængigt af hinanden bekræftet at de har været i kontakt med ham i løbet af aftenen og at han således ikke har siddet i politiforhør. Desuden har Fjordman løbende opdateret om situationen på Gates of Vienna.


Som det fremgår, er der således et par ting som savner en forklaring. Det eneste der kan siges med sikkerhed, er at der er nogen der har gang i et meget stort spil - et spil af den slags, hvor kun de direkte involverede ved hvad der er sandhed og hvad der er bedrag. Og det sidstnævnte er nok hvad der er mest af i nyhedsstrømmen på nuværende tidspunkt!


søndag den 10. juli 2011

Da Strauss-Kahn viste sig uegnet

Sommerens helt store drama på den internationale scene, har utvivlsomt været omkring den franske, nu afgåede, IMF-chef Dominique Strauss-Kahn. Mens verdens lande forsøgte at finde en løsning på Grækenlands økonomiske problemer, måtte IMF-chefen lide den tort at blive anholdt i et fly på vej ud af USA og anklaget for voldtægt.

Sidenhen har det vist sig at kvinden der anklagede ham for voldtægt, formodentlig ikke blot var prostitueret, men oven i købet kombinerede dette erhverv med jobbet som stuepige på ét af New Yorks luksushoteller. Og ikke nok med det, men hun har også vist sig at have forbindelser til dømte narkohandlere - og oven i købet i en båndet telefonsamtale med en sådan diskuteret muligheden for at tjene lidt penge på franskmanden.

Med andre ord ser det i skrivende stund ud til at Strauss-Kahn kommer til at gå fri for anklagen mod ham. I Frankrig diskuteres det oven i købet livligt, hvorvidt DSK, som han kaldes på de kanter, stiller op til præsidentvalget til næste år.

Dette indlæg skal ikke handle om skyldsspørgsmålet, selv om jeg tvivler meget på at Strauss-Kahn kan eller bør blive dømt sådan som sagen ligger. Jeg skal heller ikke forsøge at gøre mig klog på hvorvidt han stiller op til præsidentvalget i Frankrig eller ej.

Derimod vil jeg kommentere på hvad sagen efter min mening har vist om hans egnethed til at besidde et top-embede.

Helt tilbage i April, fortalte han nemlig til avisen Liberation, at én af de største trusler mod ham ville være en falsk anklage om voldtægt. Udtalelsen skal ses i sammenhæng med Strauss-Kahn’s velkendte svaghed for smukke kvinder. Med andre ord var IMF-chefen udmærket klar over ikke blot sin akilleshæl, men også over at den kunne udnyttes af modstandere.

Ikke desto mindre hoppede han altså alligevel lukt i fælden, da en stuepige på et hotel i New York tilsyneladende tilbød et ‘hyp’ mod kontant betaling. Min egen holdning hertil, udtrykkes meget præcist af den franske redaktør Laurent Joffrin, som i The Economist er citeret for at sige, at ‘man tager ikke den slags risici når man kandiderer til det højeste embede’.

Så enkelt kan det siges. Da Strauss-Kahn besluttede sig for at ordne stuepigen, viste han sig samtidig uegnet til at besidde det højeste embede. Og i mine øjne også en hvilken som helst anden større lederstilling!

Det skal siges at jeg personligt ikke har den store tillid til mænd, der ikke er tiltrukket af kvinder. Men der er måder at håndtere den slags på, så man ikke udsætter sig selv for eksponering fra fjender og modstandere. Hvis man er en mand i Dominique Strauss-Kahn’s prisklasse, findes der eksempelvis bureauer der 100 på procent sikker vis kan formidle ydelsen.

I stedet valgte DSK altså at demonstrere sine svagheder. En følelse af usårlighed, det er én ting. At føle sig usårlig er i sig selv utilgiveligt for en mand i Strauss-Kahn’s position. Men samtidig viste han sig også som en mand, der selv ikke under de mest oplagte forhold formår at kontrollere sin seksualitet. Dette endda vel vidende at modstandere pønsede på at bruge netop denne svaghed mod ham!

Det kan i virkeligheden siges meget kort: Hvis man som Strauss-Kahn, officielt eller uofficielt, kandiderer til sit lands øverste embede og i forvejen besidder ét af Verdens absolutte topjob, så indgår det altså i jobbeskrivelsen ikke blot at være grundigt bekendt med egne svagheder - men også at sørge for at dække disse af, så de ikke ender med at svække éns performance eller position.

Derfor er Dominique Strauss-Kahn efter min opfattelse uegnet som toppolitiker.