søndag den 28. august 2011

Kønsløse børn?!?

Wikileak’s stifter, Julian Assange, omtalte på et tidspunkt Sverige som ‘feminismens Saudi-Arabien. Og meget er der om snakken! Assange’s udsagn faldt på et tidspunkt, hvor han ‘forhandlede’ med en domstol i London om hvorvidt han skulle udleveres til retsforfølgelse i Sverige. Hans forbrydelse var at han var gået med en svensk pige hjem, men at hun desværre (for ham!) fortrød bagefter.

Ofte kan man få det indtryk, at ekstrem-feministerne er mindre interesserede i at arbejde for ligestilling mellem mænd og kvinder, end de er i at kæmpe mod mænds blotte eksistens.

Tag et eksempel. For nogen tid siden berettede medierne om en børnehave i Sverige, hvor personalet har besluttet helt at afskaffe børnenes køn. Ja, I læste rigtigt. Afskaffe børnenes køn! Det skal blandt andet ske ved at børnene hverken tiltales eller omtales som han/hun, men derimod som ‘hen’. Ved første øjekast lyder det dejligt fjollet, næsten som om pædagogerne er kommet til at ryge noget de ikke skulle.

Også når børnene leger, indoktrineres de med ideologien om at de er intetkøn. Eksempelvis forventes børnene, når de leger det som vi andre kaldte ‘far, mor & børn’ at skulle være to mødre omkring dukken. Og hvis flere gerne vil være med i legen, mindes børnene om at et barn da sagtens kan have tre mødre. Fædre er selvfølgelig bandlyste i den slags lege. Med mindre selvfølgelig der er to af slagsen, det siger sig selv.

Det berettes ligeledes at pædagogerne altid havner i meget store vanskeligheder, når børnene så begynder at stille spørgsmål om hvordan det mon kan være, at nogle af deres venner fra andre børnehaver har både en far og en mor. Politisk korrekte børn opdrages nemlig til en ‘forståelse’ af, at medlemmer af kernefamilier er freaks, unormale.

Ideologien i alt dette her er den simple, at mennesket ikke fødes med et køn, men at køn derimod er noget som samfundet har påduttet os. Og her er fidusen så, at børnene selv skal ‘vælge’ hvilket køn de vil være når de bliver store. Det lyder som resultatet af en ordentlig masse fjolletobak, men desværre er det ramme alvor det her. For disse mennesker mener det ganske alvorligt, endda så alvorligt at de uden at blinke tager børnene som gidsler i deres ideologiske vanvid.

Og hvis drengene alligevel trodser feministernes forsøg på at holde det mandlige nede hos dem, giver man dem bare en ADHD-diagnose og medicinerer dem til grøntsager.

Først og fremmest: Hvis nogen blandt læserne af denne blog tvivler på hvorvidt mennesket er et kønnet væsen, født som enten drenge eller piger, vil jeg anbefale at man trækker bleen af den nærmeste baby. Dette burde løse problemstillingen én gang for alle! Prøv så derefter at studere ‘menneskenes børn’ i alle aldre, og så vil man gøre sig endnu en dyrebar erfaring: nemlig at mænd og kvinder rent faktisk ER forskellige. På samme måde som alle individer inden for samme køn er det! Tag så derefter en snak med alverdens læger og andre der forsker i mennesket, og de vil kunne fortælle at al seriøs forskning viser at vores biologi er en afgørende del af forskellen på de to køn’s opførsel og præferencer. Men de kan selvfølgelig også bare spørge erfarne forældre og bedsteforældre. Svaret vil være det samme: kønnene er ikke ens!

At prøve at fornægte evolution er noget ævl. Der er forskelle på kønnene. Vi har i årtusinder sendt mændene ud på jagt og i markerne fordi vi er mere egnede til det. Der holder man mund og koncentrerer sig om én opgave ad gangen. Hjemme skulle der holdes styr på resten og bondes med resten af de omkringboende for at alting skulle glide socialt. Det er naivt at tro at det ikke skulle have efterlagt visse evolutionære spor. Vi er immervæk ikke skabt med de samme fysiske forudsætninger.

Men hvis nogen bilder sig ind at man opnår noget som helst godt ved at pådutte drenge at de skal gå klædt i lyserøde kjoler og lege ‘mor’, så tager man grove fejl og burde i virkeligheden selv påtvinges langvarig behandling på en lukket psykiatrisk afdeling! Den slags er mishandling, og bør nok medføre tvangsfjernelse af barnet.

Dertil kommer at det at fratage et sårbart barn dets kønsmæssige identitet, er en grov krænkelse af individet, og sandsynligvis også af barnets menneskerettigheder.


mandag den 22. august 2011

Præster med samvittighed - og et fornuftsægteskab!

Det har været interessant at følge diskussionen omkring ansættelsen af præster i Kristkirken i Kolding - og især de dønninger som disse præsters samvittighed har skabt.

Lad det være sagt med det samme: De tre præsters holdning til at vie fraskilte i kirken glæder mit katolske hjerte. Det fortæller mig at der stadig er håb for Folkekirken, og selv om jeg godt nok er katolik, ønsker jeg dog alligevel at Folkekirken skal være sund og stærk.

Men samtidig undrer jeg mig såre. For er det ikke sådan i luthersk teologi at ægteskabet ikke betragtes som et sakramente - dvs en institution, der er guddommeligt indstiftet? Og er det ikke sådan at selveste ‘nadveren’ (det, som vi andre kalder for kommunionen!) netop ER et sakramente - og at denne gives til hvem som helst der måtte møde op? Også selv om præsten er fra Indre Mission, vil selv en oberst Gaddafi eller en Dalai Lama få lov at modtage brødet og vinen, såfremt de måtte bede om det! Foruden selvfølgelig alle verdens fraskilte og andet godtfolk. Denne mærkværdighed har Karen M. Larsen skrevet om her, og jeg er aldeles enig i hendes undren. Det er ulogisk, og der savnes en forklaring.

Og: Hvis Folkekirken ikke ser ægteskabet som et sakramente, må det logisk betragtet være en ren menneskelig institution. Og hvis det er tilfældet, kan det vel være ligegyldigt om folk har prøvet det før eller ej. Det rejser yderligere spørgsmålet om hvorfor i alverden et kirkesamfund, der betragter ægteskabet som en menneskeskabt institution, alligevel har indgåelse af ægteskab som én af sine vigtigste og mest identitetsskabende aktiviteter. Burde man overlade den slags til kommunekontoret så?

Mon ikke sagens kerne i virkeligheden er, at præsterne mener at ægteskabet BURDE betragtes som et sakramente i deres kirke, og at det er ud fra denne (meget rimelige!) overbevisning at de indtager deres samvittigheds-beslutning i dette spørgsmål? Det er i hvert fald mit indtryk.

Men det rejser jo så (mindst!) et andet, meget vigtigt spørgsmål. nemlig dette: hvis Indre Mission er uenig i Folkekirkens lære om sakramenterne, hvad laver de så overhovedet i Folkekirken? At være uenig er én ting - jeg tager mig såmænd også jævnligt til hovedet over hvad der foregår i min egen kirke. Men visse grundlæggende ting skal være i orden når man tilslutter sig et kirkesamfund - og her er sakramentsopfattelsen for mig at se noget af det helt centrale.

Det er derfor heller ikke helt urimeligt at forholdet til Folkekirken diskuteres ofte i IM-kredse.

Og selv om jeg ganske vist er udenforstående i forhold til Folkekirken, forekommer det mig alligevel tydeligt at hverken Folkekirken eller IM kan klare sig uden hinanden. Folkekirken har brug for Indre Mission som sit religiøse alibi. Sammen med Tidehverv, udgør IM nemlig det eneste bolværk mod de noget mere sekulært anlagte grundtvigianere og SF’s pop-præster. Og IM har brug for Folkekirken af én eneste grund: Af praktiske hensyn. Sådan forekommer det i hvert fald mig, når jeg studerer det hele lidt udefra.

Forholdet mellem IM og Folkekirken kommer hermed til at fremstå som et fornuftsægteskab, snarere end den store kærlighed. Og det har været meget godt indtil nu, men hvor længe vil der gå inden de unge IM’ere stemmer med fødderne og søger et sted hen, hvor de kan dyrke Kristus uden at være tvunget til at gå på kompromis med en teologisk sekularisme og en sakramentsopfattelse som de ikke deler?