mandag den 22. august 2011

Præster med samvittighed - og et fornuftsægteskab!

Det har været interessant at følge diskussionen omkring ansættelsen af præster i Kristkirken i Kolding - og især de dønninger som disse præsters samvittighed har skabt.

Lad det være sagt med det samme: De tre præsters holdning til at vie fraskilte i kirken glæder mit katolske hjerte. Det fortæller mig at der stadig er håb for Folkekirken, og selv om jeg godt nok er katolik, ønsker jeg dog alligevel at Folkekirken skal være sund og stærk.

Men samtidig undrer jeg mig såre. For er det ikke sådan i luthersk teologi at ægteskabet ikke betragtes som et sakramente - dvs en institution, der er guddommeligt indstiftet? Og er det ikke sådan at selveste ‘nadveren’ (det, som vi andre kalder for kommunionen!) netop ER et sakramente - og at denne gives til hvem som helst der måtte møde op? Også selv om præsten er fra Indre Mission, vil selv en oberst Gaddafi eller en Dalai Lama få lov at modtage brødet og vinen, såfremt de måtte bede om det! Foruden selvfølgelig alle verdens fraskilte og andet godtfolk. Denne mærkværdighed har Karen M. Larsen skrevet om her, og jeg er aldeles enig i hendes undren. Det er ulogisk, og der savnes en forklaring.

Og: Hvis Folkekirken ikke ser ægteskabet som et sakramente, må det logisk betragtet være en ren menneskelig institution. Og hvis det er tilfældet, kan det vel være ligegyldigt om folk har prøvet det før eller ej. Det rejser yderligere spørgsmålet om hvorfor i alverden et kirkesamfund, der betragter ægteskabet som en menneskeskabt institution, alligevel har indgåelse af ægteskab som én af sine vigtigste og mest identitetsskabende aktiviteter. Burde man overlade den slags til kommunekontoret så?

Mon ikke sagens kerne i virkeligheden er, at præsterne mener at ægteskabet BURDE betragtes som et sakramente i deres kirke, og at det er ud fra denne (meget rimelige!) overbevisning at de indtager deres samvittigheds-beslutning i dette spørgsmål? Det er i hvert fald mit indtryk.

Men det rejser jo så (mindst!) et andet, meget vigtigt spørgsmål. nemlig dette: hvis Indre Mission er uenig i Folkekirkens lære om sakramenterne, hvad laver de så overhovedet i Folkekirken? At være uenig er én ting - jeg tager mig såmænd også jævnligt til hovedet over hvad der foregår i min egen kirke. Men visse grundlæggende ting skal være i orden når man tilslutter sig et kirkesamfund - og her er sakramentsopfattelsen for mig at se noget af det helt centrale.

Det er derfor heller ikke helt urimeligt at forholdet til Folkekirken diskuteres ofte i IM-kredse.

Og selv om jeg ganske vist er udenforstående i forhold til Folkekirken, forekommer det mig alligevel tydeligt at hverken Folkekirken eller IM kan klare sig uden hinanden. Folkekirken har brug for Indre Mission som sit religiøse alibi. Sammen med Tidehverv, udgør IM nemlig det eneste bolværk mod de noget mere sekulært anlagte grundtvigianere og SF’s pop-præster. Og IM har brug for Folkekirken af én eneste grund: Af praktiske hensyn. Sådan forekommer det i hvert fald mig, når jeg studerer det hele lidt udefra.

Forholdet mellem IM og Folkekirken kommer hermed til at fremstå som et fornuftsægteskab, snarere end den store kærlighed. Og det har været meget godt indtil nu, men hvor længe vil der gå inden de unge IM’ere stemmer med fødderne og søger et sted hen, hvor de kan dyrke Kristus uden at være tvunget til at gå på kompromis med en teologisk sekularisme og en sakramentsopfattelse som de ikke deler?

Ingen kommentarer: