mandag den 12. september 2011

Tag dog selv ansvar!

I alle valgkampe er der stunts. En eller anden form for fysisk aktion, hvormed man forsøger at understrege en pointe. Nogle stunts er geniale, andre pinlige. Sådan er det altid. Og oftest er det de friske og kreative hjerner i partiernes ungdomsorganisationer der udtænker dem.


Det hidtil ubetinget mest vellykkede af slagsen i denne valgkamp, blev dog så vidt vides ikke udtænkt af nogen ungdomsorganisation. I hvert valg ikke officielt. Og i centrum for årets stunt var... en baby!!


I begyndelsen af sidste uge var landets statsminister nemlig på valgkampsturné i Aalborg, og her fik han til sin tydelige overraskelse stukket en baby i armen. Og den glade giver var..... slet ikke spor glad. Tværtimod var hun tydeligvis stiktosset. På Statsministeren. Og årsagen? Jo, nu skal I høre. Sara Fina Fridichs er kontanthjælpsmodtager - og altså også mor til det pågældende barn. På trods af sin status som kontanthjælpsmodtager og dermed officielt ludfattig, klarede damen alligevel at tage på en ferierejse til Ghana. Og dernede mødte hun så en vaskeægte musiker - endda én som har specialiseret sig i at spille på bongo-tromme. Og idet bongo-trommespil åbenbart ikke er hverdagskost oppe i Aalborg, blev den gode Sara Fina så forgabt at hun også formåede at blive gravid. Hun burde ellers kende risikoen for graviditet, idet den lille baby har tre ældre søskende.


Men nu er der så et problem. Dvs - ifølge Sara Fina er det statsministerens problem - og i virkeligheden også Jeres og mit. For fruen (eller hvad man nu skal kalde sådan én!) kan nemlig ikke få sin bongotrommende barnefader til landet på familiesammenføring. Han har såmænd ikke point nok - bongospil står åbenbart ikke i høj kurs hos hverken udlændingestyrelsen eller erhvervslivet!!


Og det er så her at statsministeren ifølge denne gode borger kommer ind i billedet. ‘Synes du det er rimeligt’ spurgte hun den stakkels Løkke. ‘Og hvad vil du gøre ved det?’


Hvilket selvfølgelig er helt forkerte spørgsmål at stille - og for øvrigt også den forkerte person at stille dem til. For denne blogger (og skatteyder!) forstår ikke hvordan Sara Fina seriøst kan forestille sig at det skal være muligt for hende uden videre og efter behag blot at importere endnu en af hendes kolleger (kontanthjælpsmodtager!) til landet. På det offentliges regning. Især når man husker på at det offentlige ejer ingen penge selv - de administrerer borgernes penge, og den slags skal gøres ansvarligt og fornuftigt. I hvert fald på denne side af valget...


At Sara Fina har et problem, er jeg aldeles enig med hende i. Helt sikkert endda flere af slagsen! Men ingen af dem er statsministerens problemer. Det er ikke statsministerens problem at Sara Fina rejste til Afrika og lod sig bedække af en bongotrommespiller. Det er ikke statsministerens problem at Sara Fina undlod at anvende prævention. Og det er slet, slet ikke det offentliges problem at skulle finansiere denne bongotrommespiller med kontanthjælp og efterfølgende pension på livstid! Hvilket formodentlig vil blive konsekvensen, hvis de røde får regeringsmagten og alligevel lukker ham ind i landet.


Derimod er ansvaret - og dermed også problemet - Sara Fina’s. Hvis Sara Fina ønsker at familiesammenføre den seneste far til samlingen, må hun klare det selv. Ved at arbejde, tjene penge og spare sammen. Lige som alle vi andre. Alternativt kan hun jo tage sine fire børn under armen og flytte til Ghana. Det betyder selvfølgelig at hun må sige farvel til kontanthjælpen og børnepengene, men til gengæld kan Sara Fina så glæde sig over masser af bongo-spil!


Men nej. Sara Fina lever af vi andre. Derfor er der intet der falder hende mere naturligt, end at ville udskrive ét stk regning til skatteyderne for hendes seneste mandlige fund. Hvad ellers?


At stuntet var genialt og muligvis vil danne skole for fremtidige valgkampe, ændrer ikke ved at Sara Fina symboliserer alt det der er forkert ved den måde velfærdssamfundet er bygget op på. For hun tager ikke selv ansvar. Hun har et problem, flere endda. Fint. Løs dem! Det gør alle vi andre. Vil hun leve sammen med barnets fader? Fint, gør det - på egen regning! Kan han ikke komme til landet fordi ingen gider ansætte ham? Nå. Så flyt til et land hvor nogen vil. Ghana, for eksempel. Eller Sverige - de lukker hvem som helst ind.


Uanset hvad: Træf en beslutning - og TAG SÅ SELV ANSVARET FOR DEN!!!! Hvor svært kan det være? I stedet forsøger hun at skyde problemet over på statsministeren - og dermed os alle sammen. Det er stadig ikke gået op for mig hvorfor denne kvinde tror at jeg, via mine skatter, skal betale for hendes amorøse udskejelser nede i Afrika og konsekvenserne heraf. Seriøst!


Hvilket forresten bringer mig til et andet spørgsmål. Hvordan har en kontanthjælpsmodtager med tre børn fået råd til at tage på ‘oplevelsesrejse’ i Vestafrika? Enten er ydelserne for høje, eller også er der noget som Aalborg Kommune skal have kigget lidt nærmere på! Selv hælder jeg mest til det sidste.


Underligt nok er dette en vinkel på historien, som de savlende medier overhovedet ikke har nævnt med så meget som et ord. Men det er vel for meget at forvente fra den kant.


Tag ikke fejl: Jeg under fuldt ud Sara Fina en oplevelsesrejse til Afrika. For min skyld kan hun gå på storvildtjagt dernede, hvis det passer hende. Og producere alle de børn hun vil - i Afrika eller andre steder. Af et ærligt hjerte ønsker jeg hende al mulig held og lykke hermed! Men det skal foregå på egen regning.


Hvad jeg under ingen omstændigheder kan acceptere, er påstanden om at hvem som helst, Sara Fina eller andre, skal have fribillet til nårsomhelst at importere en hvilken som helst formodet bistandsklient her til landet som de måtte ønske. Tag ikke fejl: Jeg har intet imod hverken indvandring eller familiesammenføring. Faktisk er jeg stor tilhænger af indvandring - vel at mærke af mennesker, som kan og vil klare sig selv, som opfører sig ordentligt og som ikke går med fantasier om at sprænge os allesammen i luften.


Beskedne krav, skulle man mene. Men alligevel nok til at give radikale og SF’ere nærmest hjertestop over min umenneskelighed og mit kulsorte menneskesyn.


Men sådan er der så meget.


søndag den 11. september 2011

Egne erfaringer fra et dansk sharia-område

I dagens udgave af Ekstra-Bladet kan man på forsiden se overskriften ‘Her gælder islamisk lov’, og så et kort over de områder af landet, hvor muslimske imamer og såkaldte kulturforeninger har etableret et parallelt retssystem, baseret på sharialoven.

Ét af disse områder er Gellerupparken, hvor jeg tidligere har boet og været aktiv i hvad jeg dengang troede var integrationsarbejde. Avisen skriver i artiklen inde i bladet, at disse områder ifølge eksperter i løbet af 10-15 år vil være antidemokratiske. Min påstand er at, afhængig af hvad man lægger i ordet, er dette under alle omstændigheder allerede tilfældet i Gellerup.

Desværre er det ofte sådan med vi islamkritikere, at vor kritik næsten altid affejes med bemærkninger om at vi dybest set er dumme og uvidende. Derfor vil jeg i det følgende fremlægge mine akkreditiver for at udtale mig om tilstanden i Gellerup, og så kan læserne bagefter selv tage stilling til dét med at være uvidende.

Da jeg i 2004 vendte hjem fra præsteseminariet i London, stod jeg uden andre ejendele end nogle kasser med bøger - og så det tøj jeg gik og stod i. Penge var der ingen af, og heller ikke mit eget sted at bo. Nogle måneder senere fik jeg så min lejlighed - i Gellerupparken, fordi det dengang som nu var hurtigt & nemt at komme dertil. Desuden er lejlighederne faktisk overraskende dejlige, uanset områdets ry i øvrigt.

I løbet af nogen tid kom jeg til at blive aktiv i den forening der hedder ‘Multikulturel Forening’. Som næstformand, endda. Men inden da, faktisk ret kort tid efter at jeg flyttede ind, fik jeg en ny nabo. En flinker fyr, som en dag flyttede ind sammen med sin familie - deriblandt en søn som sad i kørestol. Ingen i familien kunne andre sprog end arabisk, så jeg fik aldrig talt med nogen af dem. Men de smilte og hilste altid yderst hjerteligt og gjorde i det hele taget et fantastisk indtryk, herunder også husets herre. Hans navn var Shaykh Raed Hlayhel. Shaykh Hlayhel var imam i moskéen på Grimshøjvej, men det interesserede mig dengang mindre. Senere, da Muhammed-krisen eksploderede, konstaterede jeg undrende at min gode nabo var én af de imamer der rejste rundt i mellemøsten for at udbrede løgne om Danmark.

En dag forsvandt Hlayhel bogstavlig talt fra landet i nattens mulm og mørke. Den ene dag var han der, den næste var han væk. Avisen skrev at det skyldtes utilfredshed med at muhammedtegnerne ikke blev straffet i det danske retssystem. Baseret på hvad jeg så og oplevede i tiden inden han forsvandt, er jeg dog overbevist om at det skete fordi han blev presset hertil. Jeg gætter på at PET var involveret, men dette er dog rent gætværk fra min side.

Sheykh Hlayhel var en god og afholdt nabo, men samtidig en fjende af mit land. For første gang oplevede jeg den dobbelthed som islam også er!

Men som sagt blev jeg på et eller andet tidspunkt aktiv som næstformand i Multikulturel Forening. Og idet jeg på det tidspunkt også var aktiv i Det Radikale Venstre, var der nogle af de lokale der fattede en vis tillid til mig. Herunder ironisk nok også nogle af de hardcore kriminelle, som ofte satte sig hen til en snak, når jeg sad og spiste min mad oppe i Bazar Vest. I løbet af de næste par år fik jeg en meget høj indlæringskurve!

Selvfølgelig ønskede jeg at lære noget om islam så jeg spurgte mig frem. Jeg fik at vide af ALLE - unge som gamle, kriminelle som pensionister - forretningsdrivende eller foreningsaktive, at muslimerne er kommet for at skabe et nyt samfund her i landet. Og de var helt åbne omkring det, ja stolte endda. For det bliver bedre end det gamle, sagde de. Og da jeg ikke har noget imod forbedringer, fortsatte flere af dem med at fortælle mig om sharialovens mange velsignelser. Straffedelen sprang de fleste over, men begreber som dhimmi (dvs ikke-muslimers retsstilling under sharia!), lærte jeg for første gang om oppe i Bazaren - og fik siden bekræftet det både i koranen og andre steder.

Jeg lærte også om hvad det egentlig var de mente med multikultur. Nemlig at muslimerne skal leve og dømmes efter sharia, og vi andre efter VORE love. Men at vore love dog aldrig må modsige sharia. Dette var for øvrigt grunden til at jeg løb skrigende bort fra denne forening, for DET kunne jeg ikke være med til!

På et tidspunkt i forløbet udviklede jeg en mistanke om, at der var en direkte forbindelse mellem imamerne (eller i hvert fald nogle af dem!) og de grupper af unge, som medierne og politiet kalder for bander. Jeg hverken kunne eller kan føre bevis for dette, men hæfter mig ved at Ekstra-Bladet i sin artikel konstaterer en forbindelse mellem de forskellige shariadomstoles retshåndhævelse og kulturforeningernes og moskéernes ungdomsgrupper. Den intelligente læser opfordres til selv at forbinde prikkerne!

Ofte er jeg blevet fortalt, at ‘vi har vores egne regler herude’ og at problemer løses uden indblanding fra politiet. Dengang havde jeg ikke fantasi til at forestille mig shariadomstole her midt i Aarhus, men i dag forstår jeg at det var det de mente.

Samtidig har jeg kendskab til, at under ghetto-urolighederne i vinteren 2008 (genoptrykningen af muhammedtegningerne!), blev urolighederne i Gellerup direkte styret fra beboerhuset Yggdrasil, hvor forældrene til de fleste af uromagerne sad sammen med et par imamer. Alt imens biler og skraldespande brændte, og ‘de unge’ var i direkte kamp mod politiet.

I løbet af de 3 1/2 år jeg boede i området, har jeg tre gange oplevet AK 47-rifler blive luftet. Ikke affyret, bare luftet. Foruden et par pistoler og knive i ny og næ. Min konklusion er at der er våben nok i omløb derude.

Jeg kan fortsætte længe med andre beskrivelser af mine oplevelser i Gellerup, men dette burde ikke være nødvendigt. Formålet med denne beretning har været at fastslå mine akkreditiver i forhold til at udtale mig om islam, integration og Gellerup, og dén sag må være på plads nu!

Også i det politisk system her i Aarhus kender man udmærket godt til de reelle forhold i Gellerup/Toveshøj. To eksempler: Da Aarhus Kommune for nogen tid siden ønskede at udarbejde en forskønnelsesplan for området, gjorde man et stort nummer ud af at opnå imamrådets opbakning hertil. I løbet af denne forhandlingsrunde fik imamerne (‘De islamiske Foreninger’ kalder de sig - samme sag!) forhandlet et par ændringer på plads. Dette, sammen med en socialdemokratisk ‘forståelse’ om bygning af en moské inde midt i området, var hvad der skulle til for at opnå en aftale. Og først da vovede politikerne at fremsætte forslaget om forskønnelsesplanen i byrådet. Imamerne skulle godkende det først!

Det andet eksempel er vor borgmester indtil for nogle uger siden, Nicolaj Wammen (S). To gange er han blevet valgt til borgmester her i Aarhus, og begge gange har han i god tid inden valget haft lange samtaler med førnævnte ‘Islamiske Foreninger’ - dvs imamerne. Wammen fik opbakningen, og dermed langt størstedelen af de muslimske stemmer i Aarhus.

I dag er retstilstanden inden for det sociale område her i byen dén, at kvinder fra indvandrerfamilier er STORT overrepræsenterede blandt tildelingerne af førtidspension, både i forhold til nye førtidspensionister i øvrigt og indvandrerkvinder i resten af landet. Og at indvandrerknægte fra ‘området’ kun sjældent eller aldrig sendes i aktivering i forbindelse med tildeling af kontanthjælp. Det vil være et eklatant brud på injurielovgivningen hvis jeg påstår at der er en sammenhæng med Wammens forhandlinger med imamerne, så det påstår jeg ikke. Jeg nøjes med at undre mig!

Det skal tilføjes, at byrådet i disse dage arbejder på et budget, hvor der skal dækkes et underskud på små 300 mio kroner - hvoraf størstedelen af underskuddet skyldes overskridelser inden for det sociale område. Nu søger Wammen mod Folketinget, og spås enten at skulle være topminister i en ny regering eller Helle T’s afløser som partiformand, alt afhængig af valgresultatet. Alene tanken giver mig mareridt!

Imamernes magt i Gellerup er af en sådan karakter, at der allerede i dag eksisterer antidemokratiske tilstande i området. I modsætning til hvad Ekstra-Bladet åbenbart tror, er det ikke noget man behøver at vente 10-15 år med!

Forholdene i de øvrige ghettoer som avisen nævner, kender jeg ikke til. Dog konstaterede jeg, som alle andre, at da balladen om NETTO-butikken på Nørrebro var på sit højeste, var det en danskfødt imam der beordrede områdets største kriminelle bande til at holde inde - hvorefter han selv tog sig af forhandlingerne med NETTO. Alt imens bandelederen selvfølgelig skulle sidde ved siden af og se truende ud! Set i lyset af Ekstra-Bladets oplysninger om det parallelle retsvæsens retshåndhævelse og mine egne erfaringer og mistanker fra Gellerup, er dette yderst interessant. Igen: Af hensyn til injurielovgivningen drager jeg ingen konklusion og påstår intet - jeg undrer mig bare over sammenhængen og imamens tydelige autoritet over den største bande på Nørrebro!

Det sker af og til at jeg bliver spurgt om årsagen til mit hamskifte. Om hvordan det kan være at jeg er gået fra at være relativt højprofileret næstformand i Multikulturel Forening til at være arg og kompromisløs islamkritiker. Nu ved I det. Jeg er islamkritiker fordi jeg kender både muslimerne og islam. Stillet overfor valget, har jeg valgt friheden. Fordi frihed er bedre end slaveri, fordi lys er bedre end mørke - fordi civilisation er bedre end islamisk barbari!

Om et par dage skal vi så til at vælge et nyt folketing. Og her står valget meget enkelt mellem en regering afhængig af Radikale, SF og Enhedslisten. Tre partier, som alle har det til fælles at de enten ikke forstår faren fra den snigende sharia - eller, i Enhedslistens tilfælde, endda direkte støtter det. For slet ikke at tale om typer som Nicolaj Wammen!

For mig er valget enkelt.

lørdag den 10. september 2011

Fire scenarier efter valget

Når det gælder valg, indrømmer jeg gerne at jeg er en lidt gammeldags type. Jeg holder nemlig fast ved at vi hverken skal vælge regering eller statsminister på torsdag, men derimod et Folketing som skal vedtage love.

At danne regering her i landet, er dog ellers lidt af en kunst. I modsætning til mange andre lande, behøver en statsminister her i landet nemlig ikke at have et flertal bag sig for at kunne danne en regering. Her er det ifølge Grundloven nok ikke at have et flertal imod sig. I praksis foregår det på den måde når en ny statsminister udnævnes, at der kræves tre underskrifter hertil: Den afgåendes, tiltrædendes og selvfølgelig Dronningens underskrift. Sidstnævnte får man ved at overbevise Majestætens rådgivere om at regeringen kan komme igennem folketingets åbningsdebat uden at blive stemt ud af et mistillidsvotum.

Hvis nogen mener at dette lyder som en lidt akademisk problemstilling, skal jeg henvise til venstre-manden Poul Hartling. Han formåede nemlig at danne regering i 1973 med kun sine egne 22 mandater bag sig. Da de øvrige partier ikke kunne hitte ud af hvem det ellers skulle være, var der nemlig ingen der ville vælte ham - og derfor blev han statsminister! Sådan noget kræver is i maven, men det havde Hartling mere end nok af.

Men det normale er dog at en ny statsminister har en eller anden form for flertal bag sig, og det er da også det mest sandsynlige denne gang.

Men i modsætning til situationen gennem de seneste 10 år, tror jeg ikke at nogen af de to mest sandsynlige statsministerkandidater vil kunne regere udelukkende ved hjælp af det parlamentariske flertal der står bag dem. Derfor tror jeg også at den kommende valgperiode bliver ret kort! men lad os se på det:

1. scenarie
Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister, med opbakning fra de to regeringspartier, Dansk Folkeparti & Liberal Alliance - og eventuelt endda Kristendemokraterne. Meget kort: Læserne bedes forestille sig en økonomisk politik, i en krisetid, som kan få opbakning fra både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det er vanskeligt at forestille sig. Her er der så selvfølgelig den mulighed at Radikale får mandater nok til at kunne være en økonomisk samarbejdspartner i stedet for DF. Jeg tror ikke helt på denne fordeling mellem DF & Radikale, men hvis mandaterne alligevel falder sådan ud, vil det være en lykke for Danmark - og regeringen vil have et relativt stabilt flertal. Husk på: Selv om radikale støtter en rød regering, vil partiet alligevel være villige til at samarbejde over midten omkring økonomi og reformer!

2. scenarie
Helle Thorning-Schmidt udnævnes til statsminister, med opbakning fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale. Samme problem som med Løkke Rasmussen. At forene Enhedslisten og Radikale om en økonomisk politik i krisetider, er et projekt som på forhånd er dødsdømt. Ikke mindst fordi den radikale gruppe ved valget vil blive bestormet af en ny generation unge, LIBERALE radikale. Her er muligheden så, om ikke andet så under finanslovforhandlinger, at Det Konservative Folkeparti kan lave forlig med regeringen, og dermed overflødiggøre Enhedslistens mandater i dén forbindelse. Her er problemet så bare, at det er begrænset hvor mange gange det vil være i Det Konservative Folkepartis interesse at redde en socialdemokratisk ledet regerings skind. Dertil kommer så at venstrefløjen i SF ikke vil sidde på hænderne i al fremtid, og slet ikke gennem en hel valgperiode. Husk så også på at Radikale sandsynligvis bliver større end SF - hvilket i givet fald vil være en betydelig udfordring for S & SF’s parløb.

Med andre ord: en rød regering vil have en kort levetid, inden vi skal til valgurnerne igen. En fortsat borgerlig regering kan kun leve hele vejen igennem en valgperiode, i det omfang Radikale får mandater nok til at overflødiggøre Dansk Folkeparti. Ellers får vi under alle omstændigheder et hurtigt valg.

Så er der den tredje model, som både Konservativ Ungdom og Back har været ude at lufte:

Scenarie 3
De to store borgerlige partier tilbyder Margrethe Vestager statsministeriet, og hun tager imod. At hun vil gøre dét er langt fra sikkert. De to partier gav de Radikales daværende leder, Marianne Jelved, et tilsvarende tilbud efter Schlüters afgang i 1993, og da takkede hun nej. Men i dette scenarie takker Vestager altså ja. Regeringen får deltagelse af Radikale, Venstre og Konservative - og måske, som sensationen, Liberal Alliance. Som i Hartlings tilfælde vil det være en mindretalsregering som ingen vil vælte så længe der ikke er et andet flertal. Men som på den anden side vil få svært ved at gennemføre sin politik, for hverken DF eller Socialdemokraterne vil med garanti være med. En bovlam regering altså - og et hurtigt valg vil følge!

Scenarie 4
De borgerlige partier tilbyder Vestager statsministeriet, og hun vil gerne. Men DF slår sig i tøjret og erklærer at ville møde en eventuel regeringsdannelse med en mistillidsdagsorden i Folketinget. Tilbyder i stedet at pege på Helle Thorning-Schmidt ved en dronningerunde - under forudsætning af at det bliver en ren S-regering, dvs uden deltagelse af hverken SF eller Radikale. Denne model for regeringsdannelse vil ganske vist have færre mandater end regeringerne i de tre øvrige scenarier. Til gengæld vil den være yderst manøvredygtig, og er nok den eneste af de regeringsmuligheder som jeg her har nævnt, der kan komme igennem en hel valgperiode. Hverken SF eller Enhedslisten kan gå andre steder hen, og den nye regering kan lave forlig med stort set hvem man vil. Samtidig betyder denne model sandsynligvis et lederskifte i Venstre, idet jeg tvivler på at Løkke Rasmussen kan overleve først at miste statsministeriet, og dernæst en mislykket Vestager-model. Dermed vil det største oppositionsparti slet ikke være interesseret i et valg, i hvert fald de første par år. Efter øretæven ved valget er Konservative slet ikke, og DF indgår i regeringens parlamentariske flertal. For Thorning-Schmidt vil dette scenarie være som at vågne i baronens seng, hvorimod det scenarie som hun går til valg på vil være et mareridt - både for hende selv og for landet!

torsdag den 8. september 2011

katolsk engagement

Kristeligt Dagblad bragte i går en spændende artikel under overskriften ‘religionsforskrækkelse rammer danske katolikkers politiske engagement’. Overskiften indikerer, at danske katolikker skulle være så skræmte over religionsforskrækkelsen i offentligheden, at de afholder sig fra at være aktive i politik eller den offentlige debat.

Nu tror jeg desværre at journalisten er kommet til at blande tingene sammen. Det er sandt nok at Den katolske Kirke som institution kun yderst sjældent udtaler sig om politiske spørgsmål her i landet. Derimod er det bestemt ikke mit indtryk at katolikker generelt holder sig mere tilbage fra at deltage i politisk arbejde eller den offentlige debat end alle andre borgere her i landet. Vi er ‘over det hele’, men i god overensstemmelse med dansk politisk tradition skilter vi ikke med vores tro. Fordi det gør man altså ikke her i landet!

Det er nemlig én af de uskrevne regler: at en kandidat til et offentligt embede ikke skal bedømmes på sin religiøse overbevisning med mindre den pågældende selv gør denne til et emne. Dette har kunnet lade sig gøre, fordi de religiøse retninger som har præget Danmark gennem det seneste århundrede eller deromkring, jødedommen og kristendommen, begge har det til fælles at de ikke besidder en statsteori. Islams indtog i landet, og dermed også muslimske kandidaters opstilling til valg, har sat denne udmærkede tradition under pres. Dette behøver dog efter min mening ikke vedrøre katolikkers engagement.

Som et eksempel herpå, har Danmark faktisk haft to katolske statsminister op gennem 1900-tallet. Den ene kaldte sig godt nok konseilspræsident, men det er jo samme sag.

Derimod er det aldeles sandt at Det Katolske Bispedømme i Danmark ikke har blandet sig så meget i offentlige anliggender som man ser det ske i andre lande. Dette er der flere grunde til.

For det første er dette helt i overensstemmelse med dansk tradition. Det samme gør sig nemlig gældende for Folkekirkens vedkommende og de forskellige frikirker. I Danmark er der en klar skelnen mellem religion og politik. Det er ganske enkelt ikke velset i befolkningen at eksempelvis Folkekirken udtaler sig politisk, og heller ikke at præster bruger prædikestolen og Kirkens autoritet til politiske formål. Et godt eksempel herpå er reaktionerne, når diverse folkekirkepræster har aktioneret i flygtningespørgsmål fra prædikestolene.

Og for Den Katolske Kirke er denne afstandtagen endnu større. Der er nemlig i store dele af offentligheden en stor modvilje mod Kirken som institution, hvilket betyder at eventuelle politiske udspil risikerer at give bagslag for Kirken selv. Ikke mindst når der som sagt ikke er tradition for at kirkesamfund eller religiøse ledere udtaler sig politisk. Dertil kommer at Den Katolske Kirke lige som alle andre kirkesamfund har medlemmer af flere forskellige politiske overbevisninger. Både røde og blå, som man siger i disse valgkampstider!

Men vigtigst af alt, så er Den Katolske Kirke ikke et politisk parti, ejheller en politisk tænketank. Den Katolske Kirke udgør Kristi legeme, og Kirkens to vigtigste opgaver er at udbrede troen på vor Frelser samt at værne om sakramenterne. Kirkens skal føre menneskene til Himlen, ikke regere landet.

Som jeg ser det, har Kirken mere end nok at se til inden for sine kerneområder!

Heldigvis har vi jo så de mange menige katolikker, der følger Kirkens bud om at være aktive i samfundet. På alle mulige planer - beboerbevægelser, hjælpearbejde, vælgerforeninger, erhvervslivet eller som debattører. Katolikkerne har masser af engagement, men det foregår i eget navn - ikke Kirkens. Og sådan skal det være!

onsdag den 7. september 2011

24-års reglen er frigørelse!

24-års reglen er nok regeringens største, lovgivningsmæssige succes på udlændingeområdet. Én ting er den står om et symbol på de sidste 10 års udlændingepolitik. Noget andet er, at den også har et stort flertal af den danske befolkning bag sig. Og sagligt betragtet har loven oven i købet vist sig at være en stor succes!

Man kan derfor undre sig over at partier som SF og Radikale helt åbent har valgt en ellers rimelig tæt valgkamp til at lufte sin modstand mod 24-års reglen og kræve den afskaffet - enten efter denne eller næste valgperiode.

For som nævnt har reglen været en succes. Indrømmet, jeg synes også at 24-års reglen har været en svær kamel at sluge. Men at den har været en succes synes jeg at det er svært at argumentere imod. Reglen blev i sin tid indført af flere grunde. Først og fremmest som et forsøg på at beskytte de unge muslimske piger mod tvangsægteskaber. Dette ud fra en betragtning om, at hvis de nu kunne blive lidt ældre først - og måske endda få sig en uddannelse, ville de nok bedre kunne sige fra. Dertil kommer så et aspekt omkring den nationale sikkerhed og den offentlige orden, idet det er en kendt sag at visse muslimske kredse bevidst har benyttet sig af immigration til Vesten som et koloniseringsredskab, som på sigt skal føre til shariastyre i blandt andet Europa. Og her har familiesammenføringsreglerne været et yndet våben for disse kredse. Altså en grund mere til at sætte en prop i! Desuden kommer så hensynet til de offentlige kasser, idet langt de fleste af disse sammenførte ægtefæller, såvel herboende som importerede, levede af bidrag fra de sociale kasser. Sådan var forholdene sidst vi havde en rød regering, sådan var det inden regeringsskiftet i 2001.

Som nævnt, har 24-årsreglen været en succes ud over alle grænser. Nu, 10 år senere, ser vi indvandrerpigerne kvittere for de nyvundne muligheder. Med rygstød i 24-års reglen har disse piger vundet fodfæste i Danmark. De studerer og dygtiggør sig på imponerende vis, og vælger selv deres ægtefælle senere. De mange solstrålehistorier som medierne graver op hver sommer omkring eksamenstid, taler deres eget sprog. 24-års reglen har givet indvandrerpigerne mulighed for selv at bestemme i deres liv.

For cirka 4 år siden havde jeg en meget åbenhjertig samtale med to unge muslimer - bror og søster. Søsteren havde travlt med at uddanne sig, og ville høre min mening om ikke også hendes bror skulle se at komme igang. Det bekræftede jeg selvfølgelig. Så svarede broderen: Hvad skal hun læse alle de bøger for - hun skal jo alligevel bare giftes og have børn?!? Muligvis nok, svarede jeg - men hør så her: når pigerne får en god uddannelse og lærer at tænke selv, tror du så selv at de vil have én der ikke kan andet end at slå folk ned, sælge pot og bage pizzaer? NEMLIG!!! svarede pigen. Din verden har forandret sig, og du ved det ikke engang selv, konkluderede jeg.

Sådan er det. Pigernes frihed stiller større krav til omgivelserne. Til deres familier, som bliver udfordret på traditionerne. Til frierne, fordi de skal kunne noget. Og til de ‘nationale’ kulturforeninger, som har svært ved at finde deres ben i udviklingen.

Pigernes nyvundne muligheder er blandt meget andet en sejr for integrationen. En integration, som de røde aldrig har formået at gøre noget ved - og som de stadig ikke har et svar på. For på samme måde som at det i ulandene er kvinderne der trækker udviklingen, er det her i landet den nye generation af indvandrerkvinder der skal trække integrationen. Her er det vigtigt at forstå, at kulturforeningerne er en modspiller, ikke en medspiller.

Og alt dette vil S, SF, Radikale og Enhedslisten sætte over styr. Tragikomisk nok er dette de samme partier, som de der i tide og utide larmer op om kvinders ligestilling og hvad ved jeg. Men så længe de ikke vil arbejde for også indvandrerpigernes (og kvindernes!) ligestilling og frigørelse, er deres ord intet værd.

tirsdag den 6. september 2011

Burka-lov handler ikke om religionsfrihed!

Siden april i år har det været forbudt at bære burka i det offentlige rum i Frankrig. De første anholdelser har allerede fundet sted, og flere vil følge. Flere andre europæiske lande er på vej med en tilsvarende lovgivning, og her i landet dukkede diskussionen kortvarigt op i løbet af sommeren - indtil valgfeberen tog over.

Selv forstår jeg at det er et emne som det kan være vanskeligt at tage stilling til. Der er nemlig tale om to modsatrettede principper - principper, som begge er helt grundlæggende for vort samfund. På den ene side er der forholdet til den offentlige orden. Behovet for at kunne identificere mennesker der færdes offentligt. Forståelsen for at i et samfund baseret på gensidig tillid, er det afgørende at tilliden går begge veje - dvs at som et tegn på tillid, viser vi som et absolut minimum hinanden vore ansigter. Det andet grundlæggende princip er den danske frihedstradition.

Hvad jeg derimod IKKE kan få øje på, er den påstand der så ofte nævnes i debatten herhjemme - nemlig at et burka-forbud vil være en krænkelse af retten til uhindret at dyrke sin religion. For det er der på ingen måde tale om! Tværtimod kender jeg ikke til at der skulle være en religion nogetsteds i verden, der påbyder dens kvindelige udøvere at iklæde sig villatelte i det offentlige rum!

Heller ikke islam, som jo er den religion der henvises til. I modsætning til kristendommen, er islam nemlig en religion der udelukkende henholder sig til religionsstifterens skriftlige efterladenskaber, når der gives religiøse påbud. I kristendommen er vi jo sådan stillet, at dels efterlod Jesus intet skriftligt materiale fra egen hånd, og dels var kristendommens tidlige spredning for det meste baseret på en mundtlig overlevering af troen. Under Helligåndens vejledning, naturligvis! De første flere hundrede år fandtes der ganske enkelt ikke en samlet bibel - og den var slet ikke almindeligt udbredt! I kristendommen findes der derfor et andet forhold til tradition end tilfældet er i islam.

Og intetsteds i islams kilder, hverken i koranen eller så vidt jeg ved i haditherne, gives der et påbud om at kvinder skal iklæde sig hverken villatelte eller burkaer. Denne særegne påklædning er et resultat af visse stammetraditioner fra mellemøsten og nordafrika, men er ikke religiøst bestemt. Det er således ikke korrekt at henvise til religionsfriheden, når talen kommer på burkaforbud i det offentlige rum.

At bære burka er en stammetradition, ikke et religiøst påbud. Derimod findes der andre religiøse påbud fra såval koranen som haditherne. Påbud, som i høj grad vil være skadelige for den offentlige orden, hvis de skulle tillades med religionsfriheden som begrundelse.

Der er påbud om at dræbe alle jøder og andre vantro, hvis de nægter at konvertere til islam.

Der er en stående tilladelse til muslimske mænd til at voldtage ‘vantro’ kvinder, der færdes offentligt uden en mandlig ledsager, der er stor og stærk nok til at forsvare hende.

Under visse betingelser er det tilladt muslimer at tilfangetage ‘vantro’ og enten selv holde dem som slaver eller sælge dem som sådanne.

Der er et direkte krav om at alle muslimer i hele verden skal føre krig mod ‘vantro’ indtil de enten overgiver sig og betaler beskyttelsespenge (Jiziya) og bliver dhimmier, eller bliver muslimer.

Utroskab skal høre under den offentlige retspleje, og kvinden i forholdet skal modtage 100 piskeslag.

Og i modsætning til det med burkaerne, er de ovennævnte konkrete, religiøse krav som den falske profet Muhammed i sin koran udtrykkeligt har påbudt alle muslimer til evig tid at overholde.

Jeg er derfor meget bekymret over at der her i landet findes ‘gutmenchen’ der, med religionsfriheden som argument, uden videre afviser at lovgive om en praksis (burkaen) som må formodes at være til fare for den offentlige orden - og som under alle omstændigheder er kvindeundertrykkende. Bekymret, fordi der i islam findes så mange andre religiøse påbud om ting som er forbudt for vi andre - herunder drab, voldtægt, røverier og den slags.

Men sandheden er selvfølgelig at vi i Danmark gudskelov ikke har absolut religionsfrihed. Vi har en religionsfrihed der ifølge Grundlovens § 67 giver borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Denne paragraf giver ikke borgerne her i landet ubegrænset religionsfrihed, kun frihed så langt at dét som læres eller foretages ikke strider imod sædeligheden eller den offentlige orden. Og heldigvis for det! For absolut religionsfrihed ville give muslimer ret til at myrde, voldtage røve og piske efter den islamiske religionsstifters befaling. Den slags handlinger vil i meget høj grad stride mod den offentlige orden her i landet, og er derfor forbudt i straffeloven - både for muslimer og for normale mennesker!

Og med hensyn til burkaerne? Tjah, et burkaforbud handler som nævnt slet ikke om religion, men om noget helt andet. Den offentlige orden, blandt andet. Og om i hvilket omfang mellemøstlige stammetraditioner skal have lov til at præge det offentlige rum her i landet. Men selv hvis det havde været et spørgsmål om religion, ville hensynet til den offentlige orden stadig have forret.

Og heldigvis for det!

lørdag den 3. september 2011

Hetzen fra rød blok

Jeg er bekymret over tonen i debatten. For slet ikke at tale om hetzen mod vore medmennesker! Ikke mindst er jeg bekymret, fordi de mange hadefulde og fordomsfulde udtalelser, som de røde partier retter mod grupper i vort samfund, af svage sjæle kan opfattes som slet skjulte opfordringer til voldsanvendelse eller dét der er værre.

Den hetz jeg taler om, er naturligvis de røde partiers evindelige og urimelige hetz mod vore højtlønnede medborgere og landets banker. Der er snart intet ondt de ikke er skyldige i, ingen mangel i vort gældfærdssamfund (undskyld, velfærdssamfund!) som disse forskrækkelige mennesker ikke har har et personligt ansvar for. Hver eneste én af dem! Alt lige fra ventelister på hospitalerne, SOSU’ernes stress og dårlige PISA-målinger. Dette lille mindretal i vort samfund, der skamløst vover at modtage alt for høje gager, skal derfor jages, stresses og udplyndres - til det fælles bedste, forstås!

I hvert fald hvis de røde kommer til fadet! Forestiller man sig virkelig at kunne skabe vækst ved at gøre livet surt for de dygtige og initiativrige?

Hvad de røde har tænkt sig at stille op med disse tilsyneladende umennesker når de er færdige med at udplyndre dem, vides ikke. Det taler ingen om. Måske skal landets direktører og bestyrelsesmedlemmer, aktionærer og hvad der ellers findes af lede kapitalister sendes i arbejds- og omskolingslejr, hvor de kan lære at blive bistandsklienter og pedelmedhjælpere i aktivering. Have fjernet al intelligens, initiativ og virkekraft, så de bedre kan passe ind i det socialistiske idealsamfund.

Men de røde partier mangler altså at give os et svar. Hvad vil man stille op med direktørerne efter de er blevet udplyndrede? Eller mere realistisk: Hvordan tror de selv at det kan lykkes dem (de røde, altså!) at holde hjulene i gang her i landet, når først alle de veluddannede og højtlønnede har vinket fædrelandet farvel og søgt andre græsgange? Forestiller de sig et samfund, hvor 90 procent af befolkningen skal være i aktivering og offentlig ansættelse - indtil det også lykkes at få skovlen under de sidste 10 procent?

For det vil blive konsekvensen hvis man jager de dygtige (og derfor højtlønnede!) på porten, tag endelig ikke fejl af dét. Så lukker virksomhederne i det private erhvervsliv én efter én.

Hvordan ‘rød blok’ har tænkt sig at klapjagten på de højtlønnede skal kunne styrke samfundets fælles økonomi, er mig en gåde.