onsdag den 7. september 2011

24-års reglen er frigørelse!

24-års reglen er nok regeringens største, lovgivningsmæssige succes på udlændingeområdet. Én ting er den står om et symbol på de sidste 10 års udlændingepolitik. Noget andet er, at den også har et stort flertal af den danske befolkning bag sig. Og sagligt betragtet har loven oven i købet vist sig at være en stor succes!

Man kan derfor undre sig over at partier som SF og Radikale helt åbent har valgt en ellers rimelig tæt valgkamp til at lufte sin modstand mod 24-års reglen og kræve den afskaffet - enten efter denne eller næste valgperiode.

For som nævnt har reglen været en succes. Indrømmet, jeg synes også at 24-års reglen har været en svær kamel at sluge. Men at den har været en succes synes jeg at det er svært at argumentere imod. Reglen blev i sin tid indført af flere grunde. Først og fremmest som et forsøg på at beskytte de unge muslimske piger mod tvangsægteskaber. Dette ud fra en betragtning om, at hvis de nu kunne blive lidt ældre først - og måske endda få sig en uddannelse, ville de nok bedre kunne sige fra. Dertil kommer så et aspekt omkring den nationale sikkerhed og den offentlige orden, idet det er en kendt sag at visse muslimske kredse bevidst har benyttet sig af immigration til Vesten som et koloniseringsredskab, som på sigt skal føre til shariastyre i blandt andet Europa. Og her har familiesammenføringsreglerne været et yndet våben for disse kredse. Altså en grund mere til at sætte en prop i! Desuden kommer så hensynet til de offentlige kasser, idet langt de fleste af disse sammenførte ægtefæller, såvel herboende som importerede, levede af bidrag fra de sociale kasser. Sådan var forholdene sidst vi havde en rød regering, sådan var det inden regeringsskiftet i 2001.

Som nævnt, har 24-årsreglen været en succes ud over alle grænser. Nu, 10 år senere, ser vi indvandrerpigerne kvittere for de nyvundne muligheder. Med rygstød i 24-års reglen har disse piger vundet fodfæste i Danmark. De studerer og dygtiggør sig på imponerende vis, og vælger selv deres ægtefælle senere. De mange solstrålehistorier som medierne graver op hver sommer omkring eksamenstid, taler deres eget sprog. 24-års reglen har givet indvandrerpigerne mulighed for selv at bestemme i deres liv.

For cirka 4 år siden havde jeg en meget åbenhjertig samtale med to unge muslimer - bror og søster. Søsteren havde travlt med at uddanne sig, og ville høre min mening om ikke også hendes bror skulle se at komme igang. Det bekræftede jeg selvfølgelig. Så svarede broderen: Hvad skal hun læse alle de bøger for - hun skal jo alligevel bare giftes og have børn?!? Muligvis nok, svarede jeg - men hør så her: når pigerne får en god uddannelse og lærer at tænke selv, tror du så selv at de vil have én der ikke kan andet end at slå folk ned, sælge pot og bage pizzaer? NEMLIG!!! svarede pigen. Din verden har forandret sig, og du ved det ikke engang selv, konkluderede jeg.

Sådan er det. Pigernes frihed stiller større krav til omgivelserne. Til deres familier, som bliver udfordret på traditionerne. Til frierne, fordi de skal kunne noget. Og til de ‘nationale’ kulturforeninger, som har svært ved at finde deres ben i udviklingen.

Pigernes nyvundne muligheder er blandt meget andet en sejr for integrationen. En integration, som de røde aldrig har formået at gøre noget ved - og som de stadig ikke har et svar på. For på samme måde som at det i ulandene er kvinderne der trækker udviklingen, er det her i landet den nye generation af indvandrerkvinder der skal trække integrationen. Her er det vigtigt at forstå, at kulturforeningerne er en modspiller, ikke en medspiller.

Og alt dette vil S, SF, Radikale og Enhedslisten sætte over styr. Tragikomisk nok er dette de samme partier, som de der i tide og utide larmer op om kvinders ligestilling og hvad ved jeg. Men så længe de ikke vil arbejde for også indvandrerpigernes (og kvindernes!) ligestilling og frigørelse, er deres ord intet værd.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg er nysgerrig. Hvor i alverden finder du undersøgelser henne hvor påstanden om at 24 års reglen har været en succes er underbygget? Fordi de eneste undersøgelser jeg kan finde konkluderer godt nok at pigerne og (især) drengene er blevet bedre i skolen og giver 24 års reglen æren, men de kommer ikke med et eneste faglig underbygget argument.
At der i sammen periode har været enormt fokus på bedre uddannelse til ikke etniske danskere bliver der helt set bort fra. Og at tallet steg tilsvarende inden 24 års reglen bliver heller ikke nævnt.
Problemet med statistik er at 10 ud af 9 bliver snydt af det. Og at de færreste forstår at læse statistik.

Mvh Asger