lørdag den 10. september 2011

Fire scenarier efter valget

Når det gælder valg, indrømmer jeg gerne at jeg er en lidt gammeldags type. Jeg holder nemlig fast ved at vi hverken skal vælge regering eller statsminister på torsdag, men derimod et Folketing som skal vedtage love.

At danne regering her i landet, er dog ellers lidt af en kunst. I modsætning til mange andre lande, behøver en statsminister her i landet nemlig ikke at have et flertal bag sig for at kunne danne en regering. Her er det ifølge Grundloven nok ikke at have et flertal imod sig. I praksis foregår det på den måde når en ny statsminister udnævnes, at der kræves tre underskrifter hertil: Den afgåendes, tiltrædendes og selvfølgelig Dronningens underskrift. Sidstnævnte får man ved at overbevise Majestætens rådgivere om at regeringen kan komme igennem folketingets åbningsdebat uden at blive stemt ud af et mistillidsvotum.

Hvis nogen mener at dette lyder som en lidt akademisk problemstilling, skal jeg henvise til venstre-manden Poul Hartling. Han formåede nemlig at danne regering i 1973 med kun sine egne 22 mandater bag sig. Da de øvrige partier ikke kunne hitte ud af hvem det ellers skulle være, var der nemlig ingen der ville vælte ham - og derfor blev han statsminister! Sådan noget kræver is i maven, men det havde Hartling mere end nok af.

Men det normale er dog at en ny statsminister har en eller anden form for flertal bag sig, og det er da også det mest sandsynlige denne gang.

Men i modsætning til situationen gennem de seneste 10 år, tror jeg ikke at nogen af de to mest sandsynlige statsministerkandidater vil kunne regere udelukkende ved hjælp af det parlamentariske flertal der står bag dem. Derfor tror jeg også at den kommende valgperiode bliver ret kort! men lad os se på det:

1. scenarie
Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister, med opbakning fra de to regeringspartier, Dansk Folkeparti & Liberal Alliance - og eventuelt endda Kristendemokraterne. Meget kort: Læserne bedes forestille sig en økonomisk politik, i en krisetid, som kan få opbakning fra både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det er vanskeligt at forestille sig. Her er der så selvfølgelig den mulighed at Radikale får mandater nok til at kunne være en økonomisk samarbejdspartner i stedet for DF. Jeg tror ikke helt på denne fordeling mellem DF & Radikale, men hvis mandaterne alligevel falder sådan ud, vil det være en lykke for Danmark - og regeringen vil have et relativt stabilt flertal. Husk på: Selv om radikale støtter en rød regering, vil partiet alligevel være villige til at samarbejde over midten omkring økonomi og reformer!

2. scenarie
Helle Thorning-Schmidt udnævnes til statsminister, med opbakning fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale. Samme problem som med Løkke Rasmussen. At forene Enhedslisten og Radikale om en økonomisk politik i krisetider, er et projekt som på forhånd er dødsdømt. Ikke mindst fordi den radikale gruppe ved valget vil blive bestormet af en ny generation unge, LIBERALE radikale. Her er muligheden så, om ikke andet så under finanslovforhandlinger, at Det Konservative Folkeparti kan lave forlig med regeringen, og dermed overflødiggøre Enhedslistens mandater i dén forbindelse. Her er problemet så bare, at det er begrænset hvor mange gange det vil være i Det Konservative Folkepartis interesse at redde en socialdemokratisk ledet regerings skind. Dertil kommer så at venstrefløjen i SF ikke vil sidde på hænderne i al fremtid, og slet ikke gennem en hel valgperiode. Husk så også på at Radikale sandsynligvis bliver større end SF - hvilket i givet fald vil være en betydelig udfordring for S & SF’s parløb.

Med andre ord: en rød regering vil have en kort levetid, inden vi skal til valgurnerne igen. En fortsat borgerlig regering kan kun leve hele vejen igennem en valgperiode, i det omfang Radikale får mandater nok til at overflødiggøre Dansk Folkeparti. Ellers får vi under alle omstændigheder et hurtigt valg.

Så er der den tredje model, som både Konservativ Ungdom og Back har været ude at lufte:

Scenarie 3
De to store borgerlige partier tilbyder Margrethe Vestager statsministeriet, og hun tager imod. At hun vil gøre dét er langt fra sikkert. De to partier gav de Radikales daværende leder, Marianne Jelved, et tilsvarende tilbud efter Schlüters afgang i 1993, og da takkede hun nej. Men i dette scenarie takker Vestager altså ja. Regeringen får deltagelse af Radikale, Venstre og Konservative - og måske, som sensationen, Liberal Alliance. Som i Hartlings tilfælde vil det være en mindretalsregering som ingen vil vælte så længe der ikke er et andet flertal. Men som på den anden side vil få svært ved at gennemføre sin politik, for hverken DF eller Socialdemokraterne vil med garanti være med. En bovlam regering altså - og et hurtigt valg vil følge!

Scenarie 4
De borgerlige partier tilbyder Vestager statsministeriet, og hun vil gerne. Men DF slår sig i tøjret og erklærer at ville møde en eventuel regeringsdannelse med en mistillidsdagsorden i Folketinget. Tilbyder i stedet at pege på Helle Thorning-Schmidt ved en dronningerunde - under forudsætning af at det bliver en ren S-regering, dvs uden deltagelse af hverken SF eller Radikale. Denne model for regeringsdannelse vil ganske vist have færre mandater end regeringerne i de tre øvrige scenarier. Til gengæld vil den være yderst manøvredygtig, og er nok den eneste af de regeringsmuligheder som jeg her har nævnt, der kan komme igennem en hel valgperiode. Hverken SF eller Enhedslisten kan gå andre steder hen, og den nye regering kan lave forlig med stort set hvem man vil. Samtidig betyder denne model sandsynligvis et lederskifte i Venstre, idet jeg tvivler på at Løkke Rasmussen kan overleve først at miste statsministeriet, og dernæst en mislykket Vestager-model. Dermed vil det største oppositionsparti slet ikke være interesseret i et valg, i hvert fald de første par år. Efter øretæven ved valget er Konservative slet ikke, og DF indgår i regeringens parlamentariske flertal. For Thorning-Schmidt vil dette scenarie være som at vågne i baronens seng, hvorimod det scenarie som hun går til valg på vil være et mareridt - både for hende selv og for landet!

Ingen kommentarer: