torsdag den 8. september 2011

katolsk engagement

Kristeligt Dagblad bragte i går en spændende artikel under overskriften ‘religionsforskrækkelse rammer danske katolikkers politiske engagement’. Overskiften indikerer, at danske katolikker skulle være så skræmte over religionsforskrækkelsen i offentligheden, at de afholder sig fra at være aktive i politik eller den offentlige debat.

Nu tror jeg desværre at journalisten er kommet til at blande tingene sammen. Det er sandt nok at Den katolske Kirke som institution kun yderst sjældent udtaler sig om politiske spørgsmål her i landet. Derimod er det bestemt ikke mit indtryk at katolikker generelt holder sig mere tilbage fra at deltage i politisk arbejde eller den offentlige debat end alle andre borgere her i landet. Vi er ‘over det hele’, men i god overensstemmelse med dansk politisk tradition skilter vi ikke med vores tro. Fordi det gør man altså ikke her i landet!

Det er nemlig én af de uskrevne regler: at en kandidat til et offentligt embede ikke skal bedømmes på sin religiøse overbevisning med mindre den pågældende selv gør denne til et emne. Dette har kunnet lade sig gøre, fordi de religiøse retninger som har præget Danmark gennem det seneste århundrede eller deromkring, jødedommen og kristendommen, begge har det til fælles at de ikke besidder en statsteori. Islams indtog i landet, og dermed også muslimske kandidaters opstilling til valg, har sat denne udmærkede tradition under pres. Dette behøver dog efter min mening ikke vedrøre katolikkers engagement.

Som et eksempel herpå, har Danmark faktisk haft to katolske statsminister op gennem 1900-tallet. Den ene kaldte sig godt nok konseilspræsident, men det er jo samme sag.

Derimod er det aldeles sandt at Det Katolske Bispedømme i Danmark ikke har blandet sig så meget i offentlige anliggender som man ser det ske i andre lande. Dette er der flere grunde til.

For det første er dette helt i overensstemmelse med dansk tradition. Det samme gør sig nemlig gældende for Folkekirkens vedkommende og de forskellige frikirker. I Danmark er der en klar skelnen mellem religion og politik. Det er ganske enkelt ikke velset i befolkningen at eksempelvis Folkekirken udtaler sig politisk, og heller ikke at præster bruger prædikestolen og Kirkens autoritet til politiske formål. Et godt eksempel herpå er reaktionerne, når diverse folkekirkepræster har aktioneret i flygtningespørgsmål fra prædikestolene.

Og for Den Katolske Kirke er denne afstandtagen endnu større. Der er nemlig i store dele af offentligheden en stor modvilje mod Kirken som institution, hvilket betyder at eventuelle politiske udspil risikerer at give bagslag for Kirken selv. Ikke mindst når der som sagt ikke er tradition for at kirkesamfund eller religiøse ledere udtaler sig politisk. Dertil kommer at Den Katolske Kirke lige som alle andre kirkesamfund har medlemmer af flere forskellige politiske overbevisninger. Både røde og blå, som man siger i disse valgkampstider!

Men vigtigst af alt, så er Den Katolske Kirke ikke et politisk parti, ejheller en politisk tænketank. Den Katolske Kirke udgør Kristi legeme, og Kirkens to vigtigste opgaver er at udbrede troen på vor Frelser samt at værne om sakramenterne. Kirkens skal føre menneskene til Himlen, ikke regere landet.

Som jeg ser det, har Kirken mere end nok at se til inden for sine kerneområder!

Heldigvis har vi jo så de mange menige katolikker, der følger Kirkens bud om at være aktive i samfundet. På alle mulige planer - beboerbevægelser, hjælpearbejde, vælgerforeninger, erhvervslivet eller som debattører. Katolikkerne har masser af engagement, men det foregår i eget navn - ikke Kirkens. Og sådan skal det være!

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvilke 2 statsministre var katolikker? Og hvilke årstal var de statsministre?

Dan Ritto sagde ...

Du må undskylde at svaret blev lidt forsinket men jeg har desværre først set dit spørgsmål nu.

Den første var Lensgreve Ludvig Holstein Ledreborg, som var konseilspræsident i et par måneder i perioden 16. august 1909 til 28. oktober 1909

Den anden var Scavenius, som fungerede under besættelsen. Familien Scavenius er katolsk, og var det så vidt jeg ved også på det tidspunt.