fredag den 25. november 2011

Ingen hetz mod Sohn

Når man følger Danmarks nye regering, kan man let føle sig hensat til en tredjerangs sæbeopera eller ét af tidens absurde realityshow.


Helle Thornings regering leverer alle ingredienserne selv: sex, vold og penge. Rockere, telefonaflytninger, sexchikane, sorte penge fra en fjendtlig efterretningstjeneste og landtropper i den syriske jungle! Der er det hele, og underholdningsværdien er stor. Her til morgen kunne man så læse dagens afsnit af realityshowet: Enhedslisten har ifølge en meningsmåling overhalet SF i mandattal, hvis der var valg nu. For øvrigt helt og aldeles velfortjent, så et stort tillykke herfra!


Og i går eftermiddags, kunne landets samlede vælgerbefolkning så ved selvsyn opleve hvor presset SF’s ledelse i virkeligheden føler sig. Det skete, da partiet på sin Facebookside udtrykte at erhvervs- og vækstministeren er udsat for en ‘hetz’ og at ‘hetzen’ mod ham er helt og aldeles usaglig og ubegrundet.


Problemet er selvfølgelig at der ikke er tale om nogen hetz. Lad os lige opsummere situationen: Ole Sohn var under de sidste år af den kolde krig formand for Danmarks Kommunistiske Parti. DKP var et politisk parti, som helt åbent og ærligt arbejdede for fjendens sag i Danmark. Landsforrædere, med andre ord! Og det er ikke en hvilken som helst fjende vi her taler om, men én af det tyvende århundredes største skurke. Den fremmede magt som Ole Sohns gamle parti svor troskab til, var blandt andet ansvarlig for massedrab på egen befolkning, fængslinger af og drab på systemkritikere, for bygningen af berlinmuren og for for at holde en række af Europas største kulturlande i et totalitært jerngreb. Foruden utallige andre krænkelser af menneskerettighederne. Dertil kommer så overførsler af sorte penge via KGB-agenter, overfaktureringer på partiets trykkeri og anden form for økonomisk støtte fra dette umenneskelige regime til partiet i Danmark. Også i Ole Sohns formandstid! At vi aldrig har haft et opgør med de kommunistiske landsforrædere på samme måde som vi efter 2. verdenskrig havde med nazisterne, er mig ubegribeligt.


Derfor kan det godt synes svært at finde en grimasse der kan passe, når SF’s ledelse nu åbent ynker sig selv og den gamle kommunist. Ikke mindst hvis man evner at huske et par år tilbage; til dengang, hvor den daværende opposition krævede undersøgelser stolpe op og stolpe ned, på grund af at Lars Lykke Rasmussen vistnok havde lidt rod i nogle kvitteringer for køb af nogle kopper kaffe eller hvad det nu var. Men landsforræderi og KGB-penge er åbenbart ok?!??


SF trænger helt klart til at få revurderet sine proportioner. Seriøst.


Dertil kommer at det rent faktisk er en oppositions fornemste opgave at kontrollere den siddende regering. Herunder også grave ned i substansen, hvis der er en begrundet mistanke om at en minister udgør en sikkerhedsrisiko - hvilket helt klart er tilfældet for Ole Sohns vedkommende. Det samme gælder i øvrigt for pressen, som har en tilsvarende forpligtelse. Jobbet som journalist indebærer altså andre forpligtelser end bare at holde mikrofonen, når ministrene aflirer deres lektie!


Sandheden er den ganske ubehagelige, at man som minister må forvente at blive gransket af offentligheden på en måde, som vi andre gud ske lov aldrig kommer til at opleve. Sådan er det, det er en del af jobbet. Sandheden er også at det er ganske aldeles frivilligt om man ønsker at takke ja til ministerjobbet, når det bliver tilbudt. Sandheden er også, at der tidligere faktisk har været politikere som er blevet tilbudt et ministerjob, men som takkede nej fordi de ikke ønskede denne granskning af dét de opfatter som deres privatsfære. Og at dette af alle opfattes som en aldeles legitim begrundelse for at takke nej til ministergerningen.


For Ole Sohns vedkommende, kan granskningen af hans fortid som fjendens mand i Danmark næppe komme som nogen overraskelse. Det samme gælder for såvel landets statsminister som for Sohns partiformand, det geografiske geni Villy Søvndal. Alle må de have vidst at netop Ole Sohn måtte blive gransket ganske alvorligt - og at der ikke ville blive lagt fingre imellem.


På samme måde ved de selvfølgelig også, at sagen langt fra er slut endnu. Der er stadig spørgsmål, som mangler svar. Overfaktureringen på Terpo Tryk er blevet diskuteret, men hvad skete der med de penge som kom ind via kontantoverførsler - altså penge i plasticposer, sportstasker og den slags? Hvad blev der af dem? Og yderligere: er det sandt at der befinder sig kvitteringer i Kreml’s arkiv, som direkte kan implicere Ole Sohn i disse overførsler? For hvis det er tilfældet, kan der selv i dag blive tale om en straffesag mod ministeren - det er nemlig helt og aldeles ulovligt at modtage penge fra fremmede landes efterretningstjenester! Den slags handlinger kaldes for spionage, og straffes hårdt i de fleste lande.


Der er således stadig meget at komme efter, og såvel Ole Sohn som hans parti må indstille sig på at sagen kommer til at rulle videre. Om de vil det eller ej! For i et åbent demokrati er det altså magtens pris at stille sig til rådighed for relevant granskning fra oppositionen og den øvrige offentlighed.


onsdag den 23. november 2011

Kulturkamp i børnehaven

At vort samfund befinder sig midt i en livsvigtig kulturkamp, kan næppe være undgået læsernes opmærksomhed. Og hvis ellers man er fast læser af denne blog, vil man vide at kulturkampen dybest set udkæmpes af to grupper: Civilisationen vs. islam.


Kulturkampen udkæmpes også inden for det politiske og sociale område som vi kalder integration. Her står de to modstandere skarpt overfor hinanden: der er de hardcoremuslimer, der mener at integration betyder at danmark og danskerne skal integreres ind i islams verden, mens ‘vi andre’ mener at formålet med integration er at muslimerne skal integreres ind i civilisationen. Mere indviklet er det ikke.


Set i dét lys, kan man kun ærgre sig når mennesker og faggrupper i vort samfund, som i virkeligheden står på frontlinjen i denne kulturkamp, i et udslag af misforstået respekt, vælger at kæmpe fjendens sag.


For et par dage siden, skrev Børnehuset Ørnevang sig ind på en skamfuld liste over daginstitutioner, der med åbne øjne vælger at underkaste sig islams intolerance, idet børnehavens leder Susan Lund Andersen aflyste julegudstjenesten for børnehavens store flertal af danske børn. Og hvorfor så det? Jo. Hun aflyste, fordi der var et par muslimske forældre der ikke ønskede at deres små poder skulle udsættes for en julegudstjeneste i en dansk folkekirke.


Dermed skriver Susan Lund Andersen sin institution ind på en skammens liste over virksomheder, skoler og institutioner der af ren berøringsangst vælger at svigte integrationen af muslimer i det civiliserede samfund - og i virkeligheden arbejde for fremme af islams sag i Danmark. Listen er lang, men lad mig blot nævne nogle eksempler:


Først var det IKEA, som "ikke ville støde" nogle af deres ansatte med at lave julefrokost. Vi har hørt om mange daginstitutioner, som indfører shariamad "for ikke at støde", og nu fravælger BUPL-pædagogerne den kristne kirke. Det næste bliver vel, at danske børnehavebørn på samme måde som i GAZA via nomadetv skal lære, hvordan man går med bombebælter.


Susan Lund Andersen svigter integrationen, for hvis der er noget man aldrig nogensinde må gøre når man arbejder med muhammedanere, så er det at ændre egne vaner eller traditioner for at tilpasse sig den muslimske intolerance. Dette gælder hvad enten talen går på tvangsmæssig fodring af børn med halal-inficeret kød eller som i tilfældet hér at undlade at gå i kirke, fordi det støder Herrefolket.


Med til det virkelig sørgerlige hører også, at mens ingen stiller spørgsmål ved de muslimske forældres krav om ikke at deltage i julegudstjenesten, betragtes besøg i moskéen i skoletiden eller ‘respekt’ for ramadanens fastekrav som et absolut ‘must’ for mange danske skoler og daginstitutioner. Hvis danske forældre forbyder deres børn at deltage i moskébesøg, vil der hurtigt lyde et ramaskrig om racisme og hvad ved jeg. Ingen har mig bekendt udtrykt tilsvarende betænkeligheder overfor de muhammedanske forældre i denne sag.


For at ingen skal tage fejl af hvad mit budskab er, så vil jeg gerne understrege at ingen ønsker at gennemtvinge kirkebesøg for muhammedanske forældre. Hvis de finder kristendommens budskab om næstekærlighed stødende og juleevangeliets budskab om Guds inkarnation i kødet blasfemisk, så skal de naturligvis kunne holde deres børn borte fra kirken. På samme måde må det være naturligt at danske forældre, der ikke ønsker deres børn hjernevasket med islamofascistisk propaganda, kan holde deres børn borte fra moskébesøg og undlade ‘respekt’ for muhammedanernes fastemåned. Også uden at tåbelige pædagoger beskylder dem for racisme og andet fra samme skuffe.


Min pointe er derimod, at man ikke integrerer muhammedanere ind i civilisationen ved at bakke ud af hvem vi selv er. Man kan jo ikke integrere ind i ingenting! Beslutninger som den de har truffet på Ørnevang fremmer spændingerne mellem danskerne og muhammedanerne, de mindsker dem ikke. I stedet burde man have valgt den simple, og i øvrigt meget danske, løsning med at lade muhammedanernes børn blive tilbage i institutionen sammen med en pædagogmedhjælper, mens danskerne går i kirke.


Og hvis der stadig er muhammedanske forældre som føler sig stødt over at danske børn og pædagoger deltager i en gudstjeneste, så er der kun ét at sige til dem: Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, må de bosætte sig et sted i området mellem Marokko og Indonesien. Her skal de ikke være!



torsdag den 17. november 2011

Derfor er Ole Sohns fortid relevant

Ole Sohn er en varm kartoffel for tiden.


Objektivt set er Sohn ellers én af de bedst kvalificerede ministre i den nye regering - og virker på mange måder som skræddersyet til sit embede: Erhvervs- og vækstminister. Dels har Ole Sohn en overordentlig solid organisationserfaring - og så er manden tilmed en yderst succesrig iværksætter! Ministeren er nemlig manden bag ‘Forlaget Sohn’, som netop er blevet kåret til én af landets gazelle-virksomheder. For at opnå denne ære, skal en virksomhed have haft positiv vækst fire år i træk og over den samme periode kunne demonstrere en samlet vækst på 100 procent eller mere. Slet ikke så ringe endda, her i disse krisetider.


Indrømmet: Hvis jeg selv stod som ny statsminister og skulle til at udnævne en erhvervsminister, ville jeg nok lede efter en mand med Ole Sohns baggrund og erfaringer. Selv blandt borgerlige regeringer, har der været temmelig langt mellem erhvervsministre med Ole Sohn’s faglige kredibilitet.


Men det ville nok ikke blive ham, for der er et ‘lille’ problem med Ole Sohn: Hans fortid som landsforræder!


Ole Sohn’s fortid som formand for DKP er velkendt. Det er også velkendt, at det lille parti var Sovjetunionens forpost i Danmark. Også at partiet gennem årene modtog store millionbeløb for at fremme Sovjets sag her i landet. Også at overførslerne af disse beløb foregik ved hjælp at sportstasker og plasticposer og den slags. Det er dermed helt igennem rimeligt at omtale enhver, der nogensinde har siddet i ledelsen af partiet indtil murens fald, som moralske landsforrædere. Dermed også Ole Sohn. I det omfang at der kan opdrives fysiske beviser for disse pengeoverførsler, som i parantes bemærket allerede er blevet erkendt af hovedpersonen selv, vil der desuden kunne blive tale om en tiltale ved retten og efterfølgende domfældelse for én af spionageparagrafferne eller paragraffen om landsforræderi.


Og det er præcist hér at hunden ligger begravet. For den moralske side af Ole Sohn’s forræderi, må nødvendigvis være en sag mellem manden selv og hans vælgere. Vi andre kan påpege problemet, men slutteligt er det op til hans vælgere at afgøre hvorvidt de finder landsforræderen værdig til at være medlem af folketinget. For MF’ere kan kravene aldrig blive lige så høje som for kongeligt udnævnte ministre. Sådan er det, og sikkert godt det samme.


Men for en minister er sagen en anden. Hvis det kan lykkes for Søren Pind & Co at finde en ‘rygende pistol’ i form af enten en kvittering med Sohn’s underskrift, en ansøgning om penge eller for den sags skyld en fuldmagt eller lignende til et betroet partimedlem til at afhente pengene fra KGB-kontakten, kan der blive tale om en tiltale ved retten og efterfølgende domfældelse af ministeren.


Og det betyder så også noget helt andet: Nemlig at enhver, der måtte være i besiddelse af en sådan dokumentation, naturligvis har en klemme på erhvervsministeren - med en deraf følgende mulighed for afpresning.


Hvis dokumentationen findes, befinder den sig med temmelig stor sandsynlighed i et statsligt arkiv i Moskva. Et arkiv, hvortil kun Ruslands top og særligt betroede arkivarer har adgang. I denne situation vil det derfor være muligt for Rusland at lægge et utilbørligt pres på en dansk, kongeligt udnævnt erhvervs- og vækstminister. Dette i en situation, hvor dansk erhvervsliv satser stærkt på det russiske marked, hvor Danmark og Rusland skal indgå handelsaftaler og hvor vi i øvrigt har en særlig interesse i at etablere og fastholde et positivt forhold til den store nabo i øst.


Det er ikke smart.


Derfor er der både rimeligt og ordentligt, når oppositionen i folketinget, med Søren Pind i spidsen, kræver sagen klarlagt. En afklaring af Ole Sohns forhold er nødvendig, ikke kun for at drille regeringen - men for at undgå den pinlige situation at en siddende, dansk minister måske tiltales for spionage eller landsforræderi begået for over tyve år siden. Foruden naturligvis at ingen bør kunne leve med en situation, hvor der kan stilles rimelige spørgsmål ved en dansk erhvervs- og vækstministers habilitet i internationale forhandlinger.


tirsdag den 8. november 2011

Indvandrere styres hjemmefra!

Sådan lyder overskriften til en artikel i dagens JyllandsPosten. Emnet for artiklen er en undersøgelse som ser på omfanget af den sociale kontrol i indvandrerfamilier. Undersøgelsen viser at der foregår en skarp social styring af de unge, særligt inden for områder som kærester, sex og ægtefæller.

Dette er en tilstand som har været kendt længe, omend det er meget rart endelig at få problemet dokumenteret. Det eneste overraskende ved denne undersøgelse er at resultatet kommer bag på integrationsministeren. Karen Hækkerup har tydeligvis ikke fulgt med, ellers ville konklusionerne have været ren basisviden - som 2+2 er det indenfor matematikken!

Direkte rystende er derimod den totale uvidenhed som den unge minister giver udtryk for, når hun til JyllandsPosten udtaler at svaret på dette sæt af udanske værdier, er at den såkaldte ‘tone’ i udlændingedebatten skal ændres. Hvilket dybest set er noget af de mest tåbelige vi længe har hørt fra den kant.

Samtidig er det også endnu et bevis på at Karen Hækkerup ikke har fulgt med. For sagen er jo den at de parallelle værdinormer eksisterer - ikke som et resultat af danskernes modvilje mod fremmede kulturer, men som et direkte resultat af visse gruppers bevidste afvisning af det danske samfund.

Hvis ministeren ellers havde sat sig ind i sit område, så ville hun have vidst at selv i 2. eller 3. generation betragter den muslimske del af indvandrerne hovedsagligt sig selv som pakistanere, tyrkere, såkaldte ‘palæstinensere’ eller andet - og ikke som danskere. Og at de, når de besøger bedsteforældrenes land, for manges vedkommende opfatter dette som ‘hjemlandet’. De betragter med andre ord ikke sig selv som danskere, men anvender i stedet ofte ordet ‘dansker’ som et skældsord.

Set i dét lys, er det vel heller ikke unaturligt at mange langt hen ad vejen fastholder ‘hjemlandets’ skikke, levemåder og familiemønstre. Herunder altså også en meget stram styring af de unges tilværelse, sådan som rapporten viser. Men problemet med de unges manglende frihed, er kun et lille hjørne af et meget større problem.

Parallelsamfundene og deres normer eksisterer således helt og aldeles uafhængigt af danskernes modvilje. Samtidig er det mit helt klare indtryk, at modviljen så ganske afgjort er gensidig!

Derfor er det vigtigt at regeringen, og dermed også den naive minister, tager resultatet af denne undersøgelse særdeles alvorligt. Problemet er nemlig betydeligt større end blot det psykologiske problem for den enkelte unge, der lever i et land, som de hjemmefra er opdraget til at foragte - eller dog i det mindste lægge afstand til. Almindelig sund fornuft tilsiger at dette må være en belastning for den enkelte, som alt andet lige må gøre det vanskeligt at blive et lykkeligt menneske.

I det noget større billede udgør disse muslimske parallelsamfund også en alvorlig, potentiel sikkerhedstrussel mod selve det danske samfund, de offentlige institutioner og Danmarks fremtid som et åbent og demokratisk land. For samtidig med at parallelsamfundene med deres helt egne normer kommer til at udgøre en stadig større del af det danske samfund, risikerer vi at det vil udvikle sig til deciderede konflikter mellem statsmagten og selvsamme parallelsamfund. Det er i virkeligheden meget enkelt: Parallelsamfundene er netop parallelsamfund fordi nogle grupper bevidst tager afstand fra vores måde at leve på - ellers havde de jo for længst integreret sig! Og i de lande som de orienterer sig imod, er der en tradition for at klare den slags grundlæggende uenigheder med voldelige midler. Vi ser det allerede i det små med bandekriminaliteten her i landet, voldtægtsbølgen i Oslo og spredt uro i flere europæiske lande. Den slags problemer løses hverken ved at justere ‘tonen’ eller ved at undlade at tale om dem. Der skal helt andre midler på bordet! Ministeren og hendes regering er pisket til ikke blot at forholde sig til den barske virkelighed, men også til at forstå at visse problemer hverken kan tales eller ties væk.