torsdag den 17. november 2011

Derfor er Ole Sohns fortid relevant

Ole Sohn er en varm kartoffel for tiden.


Objektivt set er Sohn ellers én af de bedst kvalificerede ministre i den nye regering - og virker på mange måder som skræddersyet til sit embede: Erhvervs- og vækstminister. Dels har Ole Sohn en overordentlig solid organisationserfaring - og så er manden tilmed en yderst succesrig iværksætter! Ministeren er nemlig manden bag ‘Forlaget Sohn’, som netop er blevet kåret til én af landets gazelle-virksomheder. For at opnå denne ære, skal en virksomhed have haft positiv vækst fire år i træk og over den samme periode kunne demonstrere en samlet vækst på 100 procent eller mere. Slet ikke så ringe endda, her i disse krisetider.


Indrømmet: Hvis jeg selv stod som ny statsminister og skulle til at udnævne en erhvervsminister, ville jeg nok lede efter en mand med Ole Sohns baggrund og erfaringer. Selv blandt borgerlige regeringer, har der været temmelig langt mellem erhvervsministre med Ole Sohn’s faglige kredibilitet.


Men det ville nok ikke blive ham, for der er et ‘lille’ problem med Ole Sohn: Hans fortid som landsforræder!


Ole Sohn’s fortid som formand for DKP er velkendt. Det er også velkendt, at det lille parti var Sovjetunionens forpost i Danmark. Også at partiet gennem årene modtog store millionbeløb for at fremme Sovjets sag her i landet. Også at overførslerne af disse beløb foregik ved hjælp at sportstasker og plasticposer og den slags. Det er dermed helt igennem rimeligt at omtale enhver, der nogensinde har siddet i ledelsen af partiet indtil murens fald, som moralske landsforrædere. Dermed også Ole Sohn. I det omfang at der kan opdrives fysiske beviser for disse pengeoverførsler, som i parantes bemærket allerede er blevet erkendt af hovedpersonen selv, vil der desuden kunne blive tale om en tiltale ved retten og efterfølgende domfældelse for én af spionageparagrafferne eller paragraffen om landsforræderi.


Og det er præcist hér at hunden ligger begravet. For den moralske side af Ole Sohn’s forræderi, må nødvendigvis være en sag mellem manden selv og hans vælgere. Vi andre kan påpege problemet, men slutteligt er det op til hans vælgere at afgøre hvorvidt de finder landsforræderen værdig til at være medlem af folketinget. For MF’ere kan kravene aldrig blive lige så høje som for kongeligt udnævnte ministre. Sådan er det, og sikkert godt det samme.


Men for en minister er sagen en anden. Hvis det kan lykkes for Søren Pind & Co at finde en ‘rygende pistol’ i form af enten en kvittering med Sohn’s underskrift, en ansøgning om penge eller for den sags skyld en fuldmagt eller lignende til et betroet partimedlem til at afhente pengene fra KGB-kontakten, kan der blive tale om en tiltale ved retten og efterfølgende domfældelse af ministeren.


Og det betyder så også noget helt andet: Nemlig at enhver, der måtte være i besiddelse af en sådan dokumentation, naturligvis har en klemme på erhvervsministeren - med en deraf følgende mulighed for afpresning.


Hvis dokumentationen findes, befinder den sig med temmelig stor sandsynlighed i et statsligt arkiv i Moskva. Et arkiv, hvortil kun Ruslands top og særligt betroede arkivarer har adgang. I denne situation vil det derfor være muligt for Rusland at lægge et utilbørligt pres på en dansk, kongeligt udnævnt erhvervs- og vækstminister. Dette i en situation, hvor dansk erhvervsliv satser stærkt på det russiske marked, hvor Danmark og Rusland skal indgå handelsaftaler og hvor vi i øvrigt har en særlig interesse i at etablere og fastholde et positivt forhold til den store nabo i øst.


Det er ikke smart.


Derfor er der både rimeligt og ordentligt, når oppositionen i folketinget, med Søren Pind i spidsen, kræver sagen klarlagt. En afklaring af Ole Sohns forhold er nødvendig, ikke kun for at drille regeringen - men for at undgå den pinlige situation at en siddende, dansk minister måske tiltales for spionage eller landsforræderi begået for over tyve år siden. Foruden naturligvis at ingen bør kunne leve med en situation, hvor der kan stilles rimelige spørgsmål ved en dansk erhvervs- og vækstministers habilitet i internationale forhandlinger.


Ingen kommentarer: