tirsdag den 8. november 2011

Indvandrere styres hjemmefra!

Sådan lyder overskriften til en artikel i dagens JyllandsPosten. Emnet for artiklen er en undersøgelse som ser på omfanget af den sociale kontrol i indvandrerfamilier. Undersøgelsen viser at der foregår en skarp social styring af de unge, særligt inden for områder som kærester, sex og ægtefæller.

Dette er en tilstand som har været kendt længe, omend det er meget rart endelig at få problemet dokumenteret. Det eneste overraskende ved denne undersøgelse er at resultatet kommer bag på integrationsministeren. Karen Hækkerup har tydeligvis ikke fulgt med, ellers ville konklusionerne have været ren basisviden - som 2+2 er det indenfor matematikken!

Direkte rystende er derimod den totale uvidenhed som den unge minister giver udtryk for, når hun til JyllandsPosten udtaler at svaret på dette sæt af udanske værdier, er at den såkaldte ‘tone’ i udlændingedebatten skal ændres. Hvilket dybest set er noget af de mest tåbelige vi længe har hørt fra den kant.

Samtidig er det også endnu et bevis på at Karen Hækkerup ikke har fulgt med. For sagen er jo den at de parallelle værdinormer eksisterer - ikke som et resultat af danskernes modvilje mod fremmede kulturer, men som et direkte resultat af visse gruppers bevidste afvisning af det danske samfund.

Hvis ministeren ellers havde sat sig ind i sit område, så ville hun have vidst at selv i 2. eller 3. generation betragter den muslimske del af indvandrerne hovedsagligt sig selv som pakistanere, tyrkere, såkaldte ‘palæstinensere’ eller andet - og ikke som danskere. Og at de, når de besøger bedsteforældrenes land, for manges vedkommende opfatter dette som ‘hjemlandet’. De betragter med andre ord ikke sig selv som danskere, men anvender i stedet ofte ordet ‘dansker’ som et skældsord.

Set i dét lys, er det vel heller ikke unaturligt at mange langt hen ad vejen fastholder ‘hjemlandets’ skikke, levemåder og familiemønstre. Herunder altså også en meget stram styring af de unges tilværelse, sådan som rapporten viser. Men problemet med de unges manglende frihed, er kun et lille hjørne af et meget større problem.

Parallelsamfundene og deres normer eksisterer således helt og aldeles uafhængigt af danskernes modvilje. Samtidig er det mit helt klare indtryk, at modviljen så ganske afgjort er gensidig!

Derfor er det vigtigt at regeringen, og dermed også den naive minister, tager resultatet af denne undersøgelse særdeles alvorligt. Problemet er nemlig betydeligt større end blot det psykologiske problem for den enkelte unge, der lever i et land, som de hjemmefra er opdraget til at foragte - eller dog i det mindste lægge afstand til. Almindelig sund fornuft tilsiger at dette må være en belastning for den enkelte, som alt andet lige må gøre det vanskeligt at blive et lykkeligt menneske.

I det noget større billede udgør disse muslimske parallelsamfund også en alvorlig, potentiel sikkerhedstrussel mod selve det danske samfund, de offentlige institutioner og Danmarks fremtid som et åbent og demokratisk land. For samtidig med at parallelsamfundene med deres helt egne normer kommer til at udgøre en stadig større del af det danske samfund, risikerer vi at det vil udvikle sig til deciderede konflikter mellem statsmagten og selvsamme parallelsamfund. Det er i virkeligheden meget enkelt: Parallelsamfundene er netop parallelsamfund fordi nogle grupper bevidst tager afstand fra vores måde at leve på - ellers havde de jo for længst integreret sig! Og i de lande som de orienterer sig imod, er der en tradition for at klare den slags grundlæggende uenigheder med voldelige midler. Vi ser det allerede i det små med bandekriminaliteten her i landet, voldtægtsbølgen i Oslo og spredt uro i flere europæiske lande. Den slags problemer løses hverken ved at justere ‘tonen’ eller ved at undlade at tale om dem. Der skal helt andre midler på bordet! Ministeren og hendes regering er pisket til ikke blot at forholde sig til den barske virkelighed, men også til at forstå at visse problemer hverken kan tales eller ties væk.

Ingen kommentarer: