fredag den 25. november 2011

Ingen hetz mod Sohn

Når man følger Danmarks nye regering, kan man let føle sig hensat til en tredjerangs sæbeopera eller ét af tidens absurde realityshow.


Helle Thornings regering leverer alle ingredienserne selv: sex, vold og penge. Rockere, telefonaflytninger, sexchikane, sorte penge fra en fjendtlig efterretningstjeneste og landtropper i den syriske jungle! Der er det hele, og underholdningsværdien er stor. Her til morgen kunne man så læse dagens afsnit af realityshowet: Enhedslisten har ifølge en meningsmåling overhalet SF i mandattal, hvis der var valg nu. For øvrigt helt og aldeles velfortjent, så et stort tillykke herfra!


Og i går eftermiddags, kunne landets samlede vælgerbefolkning så ved selvsyn opleve hvor presset SF’s ledelse i virkeligheden føler sig. Det skete, da partiet på sin Facebookside udtrykte at erhvervs- og vækstministeren er udsat for en ‘hetz’ og at ‘hetzen’ mod ham er helt og aldeles usaglig og ubegrundet.


Problemet er selvfølgelig at der ikke er tale om nogen hetz. Lad os lige opsummere situationen: Ole Sohn var under de sidste år af den kolde krig formand for Danmarks Kommunistiske Parti. DKP var et politisk parti, som helt åbent og ærligt arbejdede for fjendens sag i Danmark. Landsforrædere, med andre ord! Og det er ikke en hvilken som helst fjende vi her taler om, men én af det tyvende århundredes største skurke. Den fremmede magt som Ole Sohns gamle parti svor troskab til, var blandt andet ansvarlig for massedrab på egen befolkning, fængslinger af og drab på systemkritikere, for bygningen af berlinmuren og for for at holde en række af Europas største kulturlande i et totalitært jerngreb. Foruden utallige andre krænkelser af menneskerettighederne. Dertil kommer så overførsler af sorte penge via KGB-agenter, overfaktureringer på partiets trykkeri og anden form for økonomisk støtte fra dette umenneskelige regime til partiet i Danmark. Også i Ole Sohns formandstid! At vi aldrig har haft et opgør med de kommunistiske landsforrædere på samme måde som vi efter 2. verdenskrig havde med nazisterne, er mig ubegribeligt.


Derfor kan det godt synes svært at finde en grimasse der kan passe, når SF’s ledelse nu åbent ynker sig selv og den gamle kommunist. Ikke mindst hvis man evner at huske et par år tilbage; til dengang, hvor den daværende opposition krævede undersøgelser stolpe op og stolpe ned, på grund af at Lars Lykke Rasmussen vistnok havde lidt rod i nogle kvitteringer for køb af nogle kopper kaffe eller hvad det nu var. Men landsforræderi og KGB-penge er åbenbart ok?!??


SF trænger helt klart til at få revurderet sine proportioner. Seriøst.


Dertil kommer at det rent faktisk er en oppositions fornemste opgave at kontrollere den siddende regering. Herunder også grave ned i substansen, hvis der er en begrundet mistanke om at en minister udgør en sikkerhedsrisiko - hvilket helt klart er tilfældet for Ole Sohns vedkommende. Det samme gælder i øvrigt for pressen, som har en tilsvarende forpligtelse. Jobbet som journalist indebærer altså andre forpligtelser end bare at holde mikrofonen, når ministrene aflirer deres lektie!


Sandheden er den ganske ubehagelige, at man som minister må forvente at blive gransket af offentligheden på en måde, som vi andre gud ske lov aldrig kommer til at opleve. Sådan er det, det er en del af jobbet. Sandheden er også at det er ganske aldeles frivilligt om man ønsker at takke ja til ministerjobbet, når det bliver tilbudt. Sandheden er også, at der tidligere faktisk har været politikere som er blevet tilbudt et ministerjob, men som takkede nej fordi de ikke ønskede denne granskning af dét de opfatter som deres privatsfære. Og at dette af alle opfattes som en aldeles legitim begrundelse for at takke nej til ministergerningen.


For Ole Sohns vedkommende, kan granskningen af hans fortid som fjendens mand i Danmark næppe komme som nogen overraskelse. Det samme gælder for såvel landets statsminister som for Sohns partiformand, det geografiske geni Villy Søvndal. Alle må de have vidst at netop Ole Sohn måtte blive gransket ganske alvorligt - og at der ikke ville blive lagt fingre imellem.


På samme måde ved de selvfølgelig også, at sagen langt fra er slut endnu. Der er stadig spørgsmål, som mangler svar. Overfaktureringen på Terpo Tryk er blevet diskuteret, men hvad skete der med de penge som kom ind via kontantoverførsler - altså penge i plasticposer, sportstasker og den slags? Hvad blev der af dem? Og yderligere: er det sandt at der befinder sig kvitteringer i Kreml’s arkiv, som direkte kan implicere Ole Sohn i disse overførsler? For hvis det er tilfældet, kan der selv i dag blive tale om en straffesag mod ministeren - det er nemlig helt og aldeles ulovligt at modtage penge fra fremmede landes efterretningstjenester! Den slags handlinger kaldes for spionage, og straffes hårdt i de fleste lande.


Der er således stadig meget at komme efter, og såvel Ole Sohn som hans parti må indstille sig på at sagen kommer til at rulle videre. Om de vil det eller ej! For i et åbent demokrati er det altså magtens pris at stille sig til rådighed for relevant granskning fra oppositionen og den øvrige offentlighed.


Ingen kommentarer: