onsdag den 23. november 2011

Kulturkamp i børnehaven

At vort samfund befinder sig midt i en livsvigtig kulturkamp, kan næppe være undgået læsernes opmærksomhed. Og hvis ellers man er fast læser af denne blog, vil man vide at kulturkampen dybest set udkæmpes af to grupper: Civilisationen vs. islam.


Kulturkampen udkæmpes også inden for det politiske og sociale område som vi kalder integration. Her står de to modstandere skarpt overfor hinanden: der er de hardcoremuslimer, der mener at integration betyder at danmark og danskerne skal integreres ind i islams verden, mens ‘vi andre’ mener at formålet med integration er at muslimerne skal integreres ind i civilisationen. Mere indviklet er det ikke.


Set i dét lys, kan man kun ærgre sig når mennesker og faggrupper i vort samfund, som i virkeligheden står på frontlinjen i denne kulturkamp, i et udslag af misforstået respekt, vælger at kæmpe fjendens sag.


For et par dage siden, skrev Børnehuset Ørnevang sig ind på en skamfuld liste over daginstitutioner, der med åbne øjne vælger at underkaste sig islams intolerance, idet børnehavens leder Susan Lund Andersen aflyste julegudstjenesten for børnehavens store flertal af danske børn. Og hvorfor så det? Jo. Hun aflyste, fordi der var et par muslimske forældre der ikke ønskede at deres små poder skulle udsættes for en julegudstjeneste i en dansk folkekirke.


Dermed skriver Susan Lund Andersen sin institution ind på en skammens liste over virksomheder, skoler og institutioner der af ren berøringsangst vælger at svigte integrationen af muslimer i det civiliserede samfund - og i virkeligheden arbejde for fremme af islams sag i Danmark. Listen er lang, men lad mig blot nævne nogle eksempler:


Først var det IKEA, som "ikke ville støde" nogle af deres ansatte med at lave julefrokost. Vi har hørt om mange daginstitutioner, som indfører shariamad "for ikke at støde", og nu fravælger BUPL-pædagogerne den kristne kirke. Det næste bliver vel, at danske børnehavebørn på samme måde som i GAZA via nomadetv skal lære, hvordan man går med bombebælter.


Susan Lund Andersen svigter integrationen, for hvis der er noget man aldrig nogensinde må gøre når man arbejder med muhammedanere, så er det at ændre egne vaner eller traditioner for at tilpasse sig den muslimske intolerance. Dette gælder hvad enten talen går på tvangsmæssig fodring af børn med halal-inficeret kød eller som i tilfældet hér at undlade at gå i kirke, fordi det støder Herrefolket.


Med til det virkelig sørgerlige hører også, at mens ingen stiller spørgsmål ved de muslimske forældres krav om ikke at deltage i julegudstjenesten, betragtes besøg i moskéen i skoletiden eller ‘respekt’ for ramadanens fastekrav som et absolut ‘must’ for mange danske skoler og daginstitutioner. Hvis danske forældre forbyder deres børn at deltage i moskébesøg, vil der hurtigt lyde et ramaskrig om racisme og hvad ved jeg. Ingen har mig bekendt udtrykt tilsvarende betænkeligheder overfor de muhammedanske forældre i denne sag.


For at ingen skal tage fejl af hvad mit budskab er, så vil jeg gerne understrege at ingen ønsker at gennemtvinge kirkebesøg for muhammedanske forældre. Hvis de finder kristendommens budskab om næstekærlighed stødende og juleevangeliets budskab om Guds inkarnation i kødet blasfemisk, så skal de naturligvis kunne holde deres børn borte fra kirken. På samme måde må det være naturligt at danske forældre, der ikke ønsker deres børn hjernevasket med islamofascistisk propaganda, kan holde deres børn borte fra moskébesøg og undlade ‘respekt’ for muhammedanernes fastemåned. Også uden at tåbelige pædagoger beskylder dem for racisme og andet fra samme skuffe.


Min pointe er derimod, at man ikke integrerer muhammedanere ind i civilisationen ved at bakke ud af hvem vi selv er. Man kan jo ikke integrere ind i ingenting! Beslutninger som den de har truffet på Ørnevang fremmer spændingerne mellem danskerne og muhammedanerne, de mindsker dem ikke. I stedet burde man have valgt den simple, og i øvrigt meget danske, løsning med at lade muhammedanernes børn blive tilbage i institutionen sammen med en pædagogmedhjælper, mens danskerne går i kirke.


Og hvis der stadig er muhammedanske forældre som føler sig stødt over at danske børn og pædagoger deltager i en gudstjeneste, så er der kun ét at sige til dem: Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, må de bosætte sig et sted i området mellem Marokko og Indonesien. Her skal de ikke være!



Ingen kommentarer: