søndag den 29. januar 2012

Afskaf dog racismeparagraffen!

Racismeparagraffen er i vælten for tiden. Ikke mindst ser det ud til at vi der er modstandere af loven for tiden oplever en ny vind.


Der er mange grunde til at racismeparagraffen efter min mening bør afskaffes. Dels indskrænker den ytringsfriheden for borgerne. Dels rammer den socialt skævt. Dels beskytter den kun visse, nøje definerede grupper, mens andre ikke beskyttes. Og sidst, men ikke mindst, administreres paragraffen på en sådan måde, at etniske danskere som udgangspunkt ikke beskyttes af den.


Senest §266b blev prøvet i retten, var så sent som i sidste uge. Da blev nazisten Daniel Carlsen frikendt for at have på sin blog at have gjort sig en række betragtninger omkring negres intelligensniveau, og hvorledes indvandring af sådanne her til landet påvirker landets samlede intelligensreserver negativt.


At Daniel Carlsen blev frifundet, hilser vi her på bloggen velkommen. Ikke fordi jeg betragter hans ytringer som værende udpræget elegante, men af flere andre grunde. Dels det principielle – hensynet til ytringsfriheden. Dels fordi Daniel Carlsens udsagn kan kobles direkte op på en videnskabelig undersøgelse foretaget af professor Nyborg på Aarhus Universitet. Naturligvis hverken kan eller bør det være strafbart at referere til en relativt ny videnskabelig undersøgelse eller til videnskabelige teorier. Heller ikke selv om disse forekommer politisk ubekvemme eller man måtte være uenig i konklusionen!


Racismeparagraffen rammer skævt på flere punkter. Først og fremmest rammer den skævt i forhold til hvilke grupper der beskyttes af den. Ifølge paragraf 266§, er det forbudt at true, håne eller nedværdige mennesker på grund af deres race, hudfarve, etnisk, national eller seksuel orientering. Jeg skal her springe let hen over at trusler under alle omstændigheder er forbudt i straffeloven, og i stedet konstatere at det altså er disse specifikke grupper der er beskyttede i loven. Det er de blevet, fordi deres interesse-organisationer har kunnet overtale et tilfældigt politisk flertal til at beslutte, at forhånelser og hård kritik er ekstra meget synd for netop disse mennesker. Derimod er det fuldt ud tilladt at forhåne og nedværdige såvel overvægtige som postarbejdere, rygere, smede, socialdemokrater og Villy Søvndal.


De grupper som racismeparagraffen beskytter, er således ret tilfældigt udvalgt. Udvalgt efter hvem der kan mobilisere de mest effektive lobbyister og interesseorganisationer.


Dertil kommer at paragraffen også rammer socialt skævt. Sagen er nemlig den enkle, at de af os der har sproget i vor magt, i virkeligheden relativt nemt kan omgå racismeparagraffen. Denne mulighed har en lavtuddannet med et dårligt sprog ikke, og dermed fratager paragraffen altså en stor del af landets befolkning deres muligheder for at ytre sig lovligt om især den islamiske indvandring, men også om eksempelvis homoficeringen af mediebilledet og det offentlige rum.


Et eksempel: hvis man udtaler at muslimske mænd generelt voldtager og misbruger deres børn, er man ifølge retspraksis hjemfalden til straf. Hvis man derimod, med hjemmel i kvalitative undersøgelser foretaget af forskere i eksempelvis England, konkluderer at flere muslimske mænd end andre misbruger deres børn – og forklarer overrepræsentationen ved at henvise til nogle sætninger i islamiske lovbøger, kan man ikke dømmes.


Det samme gælder æresdrab: hvis man skriver at muslimske mænd myrder deres døtre, er det naturligvis også strafbart. Men hvis man, som jeg gjorde her på bloggen for et års tid siden, med henvisning til en islamisk lovtekst konkluderer at muslimske mænd der har 'den rette indstilling' med rimelighed kan opfatte æresdrab som tilladeligt, er det en anden sag.


Racismeparagraffen rammer med andre ord skævt. Både med hensyn til hvem den beskytter, men også med hensyn til hvem der typisk vil blive dømt efter den.


Det lader også til at selveste politiet og anklagemyndigheden har fået øjnene op for disse kendsgerninger. I hvert fald fortalte bloggeren og den politiske aktivist, Firoozeh Bazrafkan for et par dage siden til det udmærkede internet-tidsskrift Sappho, at den betjent der havde afhørt hende gav udtryk for at man også i politiet betragter paragraffen som værende forældet og ude af trit med et moderne samfund.


Dertil kommer selvfølgelig, at denne paragraf i straffeloven udelukkende benyttes til at banke politiske modstandere oven i hovedet med. Den har ingen reel strafferetslig relevans, og bør derfor afskaffes.

tirsdag den 24. januar 2012

Tak til Pernille Vigsø Bagge

Jeg vil gerne begynde med at rose SF's gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge. Med sit forslag om at omdøbe kirkeministeriet til et livsanskuelsesministerium, har hun nemlig gjort både debatten og os alle sammen en stor tjeneste.

Argumentet, at det er for at komme muslimerne i møde, er naturligvis logisk for en rød. For den slags mennesker er der nemlig kun én måde at mødes med muslimer på – og det er ved at underkaste sig betingelsesløst. Og allerhelst underkaste sig endnu mere end den muslimske modpart har udtrykt et ønske om. Således også i dette tilfælde.

At Pernille Vigsø Bagge allerede efter tyve timer trak sit forslag tilbage, ændrer intet. Enhver ved jo at den slags forslag ikke reelt kan trækkes tilbage, men derimod vil fortsætte med at leve deres eget liv. Pernille Vigsø Bagge's aldeles frivillige og overdrevne knæfald for imamerne, vil for altid klæbe sig til såvel hende selv som hendes parti.

Man fristes til at spørge Pernille Vigsø Bagge: Hvorfor ikke bare gå hele vejen? Hvis formålet for SF's gruppeformand og den øvrige venstrefløj er at ´gå muslimerne i møde´ ved at ændre afgørende grundpiller i vort samfund så de passer ind i muslimernes verdensbillede – hvorfor så ikke gå hele vejen? Hvorfor ikke simpelt hen afskaffe hele molevitten - Kirkeministerium, Folketing, Regering & Kongehus og erstatte det med et Sharia-råd? Ikke nok med at dette forslag i høj grad vil gå muslimerne i møde, vi andre slipper også for disse ydmygende mellemstop som de røde udsætter os for i disse år.

Mellemstop, som for eksempel når skoler og daginstitutioner afskaffer julen for at please muslimerne. Når vi skal finde os i den massive kriminalitet der udgår fra de muslimske enklaver – såkaldte 'ghettoer' eller 'udsatte områder'. Eller når det er blevet næsten umuligt at skaffe kød til sin husholdning som ikke er halal-inficeret. Med mindre selvfølgelig man har jagttegn og er en lille smule heldig på turene. De rødes projekt er nemlig at bøje af for de muslimske kolonister, samtidig med at man ignorerer landets oprindelige befolkning og kultur.

Men som skrevet i indledningen, vil jeg gerne takke Pernille Vigsø Bagge. Jeg vil gerne takke hende, fordi hun har skadet den regering i hvilken hun selv har en ledende rolle. For når man er gruppeformand for et regeringsparti, så spiller man nemlig en meget central rolle i regeringen. Vigsø Bagge har vist os sit partis sande ansigt. Det vil blive husket. Og med sit udspil har hun spillet en bold, som vil fortsætte med at rulle. Og hver gang den ruller, vil det skade regeringen og dermed forøge sandsynligheden for at vi får et regeringsskifte efter næste valg. Dermed har Pernille Vigsø Bagge gjort os alle en tjeneste, herunder også det fædreland og den kristne kultur som alle ordentlige socialister foragter.

Og det er der grund til at takke for!

tirsdag den 17. januar 2012

Selvfølgelig skal soldater velsignes!

Folkekirkens biskopper er ofte en underlig blanding af mennesker. Teknisk set formodes de jo at være hyrder, der skal vise deres flok vejen til Himmelen og selv lede dem derhen. Men takket være den lidt særegne struktur som er Folkekirkens, er de ofte fristede til i stedet at gebærde sig som regeringens embedsmænd.


Tag nu for eksempel den nyligt opståede sag om feltpræsternes velsignelser af danske soldater, inden de begiver sig i kamp med fjenden. Her har der blandt nogle biskopper og andre, jævnligt været nogen rumlen i krogene om selve det at præster velsigner soldater på vej i kamp. Men for et par dage siden sprang Folkekirkens københavner-biskop så endegyldigt ud af skabet, og protesterede helt åbent mod ritualet omkring dette. Det viser sig nemlig at nogle af feltpræsterne kan finde på (efter velsignelsen, forstås!) at give soldaterne den gamle ridderhilsen med at banke sig på brystet, efterfulgt af et V-tegn - V for sejr, naturligvis.


For nu at tage det fra en ende af: Naturligvis er det den enkelte feltpræsts embedspligt at velsigne sognebørn der måtte ønske dette. Også hvis disse sognebørn er soldater, som er på vej i kamp.


Der må naturligvis derudover tilstås præsten den samme brede frihed som alle andre præster har, til at dække sognebørnenes pastorale behov, så længe disse ellers ligger inden for kristendommens og Kirkens almene rammer.


Personligt kan jeg ikke fortænke feltpræsterne i at have den opfattelse, at en gammel ridderhilsen, der i sin enkelhed betyder ‘I er i mit hjerte’, kan have en sjælesørgerisk effekt på soldater som skal i kamp. Via tegn og gestus at fortælle soldaterne at de har en plads i præstens hjerte og at han i øvrigt ønsker dem sejr, kan næppe siges at ligge uden for Kirkens rammer. Dette er faktisk hvad hver eneste præst i hele verden dagligt kommunikerer til sine sognebørn: at I er i mit hjerte og at jeg ønsker Dig/Jer alt det bedste!


Set fra en grundliggende kristen synsvinkel, er der således absolut intet forkert, hverken ved at velsigne soldaterne eller den efterfølgende, gamle ridderhilsen.


Til gengæld er der så meget andet i denne sag der er forkert. Ja, endog direkte forkasteligt. Det er forkasteligt, når biskopper i stedet for at prædike Evangeliet og føre deres flok til Himmelen, i stedet vælger at svigte deres kald ved at fedte for en antikristen og kirkefjendtlig regering. Som det skete, da biskopperne ikke sagde endegyldigt fra overfor regeringens planer om at gennemtvinge et vielsesritual for homofile - og som det skete da Peter Skov-Jakobsen faldt de danske soldater i ryggen med sit angreb på feltpræsterne.


At biskoppen hellere vil fedte for en gudløs regering end føre sin flok til Himmelen, kommer han til at stå til ansvar for på sin egen dommens dag. Ham om det!


Det er slemt nok at Peter Skov-Jakobsen forsøger at score ‘brownie-points’ ved at falde vore soldater i ryggen.


Endnu værre er det at Peter Skov-Andersen med rimelighed har kunnet formode at dette er måden at score point hos landets regering på.


Men allerværst er det dog, at folkekirke-biskoppen formodentlig har aldeles ret: at det vitterligt er muligt at score point hos den røde regering ved at falde soldaterne og krigsindsatsen i ryggen!


søndag den 15. januar 2012

Kriminalitetstruet? Vi skal vinde sproget tilbage!

For nylig deltog jeg i et møde nede i min lokale vælgerforening. Selve set-uppet var klassisk: Det lokale folketingsmedlem, en mørk aften - og 60 partimedlemmer i et tætpakket lokale. Dansk folkelighed og demokrati, når det er bedst.

Som altid når pressen ikke er inviteret og dørene lukkede, løb diskussionen bredt, livligt og yderst åbenhjertigt.

Ikke mindst om det såkaldte ‘velfærdssamfund’ og hvordan vi får knækket kurven med, at mere end halvdelen af befolkningen er på overførselsindkomst eller offentlig ansættelse.

Definitionsmagten

Så var der en fra ungdomsafdelingen, der tog ordet. Han forlangte sproget tilbage.

Problemet, sagde han, er, at det i al for høj grad har været de røde, der har fået lov til at definere de centrale begreber i den politiske debat. Og hans eksempel var ordet ‘social’.

Socialvæsenets opgave er jo i virkeligheden at putte mennesker ned i små kasser, så man kan afgøre, om de skal have penge eller ej - og i givet fald hvor mange.

Socialt er det bestemt ikke. Derimod er det umenneskeligt. Vi må finde et andet ord der i højere grad dækker vores ønsker for området. Det som vi vil. Omsorg, for eksempel.

Den unge KU’ers indlæg var nok det, der bedst fangede min opmærksomhed den aften, og som fik mig til at tænke. For han har jo ret.

Selvfølgelig er det ikke spor unaturligt at sådan én som mig, der blogger jævnligt, interesserer sig for sprog.

Trods alt arbejder jeg jo med sprog hver gang jeg skriver et indlæg. Dertil kommer så, at det som den unge mand talte om, er et emne som jeg allerede berørte på min blog for næsten fire år siden.

At det ikke for alvor kan lykkes os at ændre dette samfund i konservativ og frihedsorienteret retning, før vi vinder kampen om sproget.

En politisk debat er en kamp på ord. Argument mod argument, ord mod ord, ofte sat skarpt op mod hinanden. Bag det hele ligger den betydning, vi vælger at give forskellige begreber.

Men fælles for enhver politisk eller filosofisk diskussion er, at dén, der får held til at definere de centrale begreber, vinder til slut.

Eksemplet fra mødet i tirsdags er åbenlyst. At omtale socialvæsenet som særligt socialt, er en uhyrlighed uden grænser.

Hvis det vi vil er omsorg for de svageste, så lad os i stedet kalde det dét: omsorg.

Men at fjerne ordet ‘social’ fra den politiske ordbog, bliver en lang, sej tur op ad bakke. Trods alt er ordet meget indarbejdet i vor fælles forståelse.

”Kriminalitetstruede ” i Tingbjerg

Mere umiddelbart enkelt vil det være at angribe venstrefløjens begrebsfastsættelse på andre områder. Tag nu f.eks. ordet ‘kriminalitetstruet’. Det er et udtryk som pædagoger og socialarbejdere elsker at anvende om kriminelle.

At kriminelle er truede af kriminalitet, må vel være noget vås for de fleste.

I virkeligheden bør det være ofrene – dvs. de umiddelbart potentielt truede ofre - der er truede af kriminalitet. Det tilsiger mit konservative hjerte mig i hvert fald.

Samtidig antyder anvendelsen af ordet ‘kriminalitetstruet’ om de kriminelle også, at de er aldeles uden skyld i egne gerninger - ja, at ansvaret for deres kriminalitet i virkeligheden er alle vi andres. Ofrenes.

Sidst jeg hørte ordet, var da politiet for nylig fandt tunge våben - herunder automatrifler, maskinpistoler, håndgranater og vist også raketstyr, da de foretog en razzia mod en kommunalt drevet ungdomsklub i Tingbjerg.

Da oplevede vi gudhjælpemig en pædagog stille sig frem på nationalt TV og erklære de unge bag våbenopbevaringen for værende ‘kriminalitetstruede’.

Virkeligheden er selvfølgelig, at de er kriminelle, at pædagogen er kriminelt uvidende - og at det er alle os andre, der er truede af disse unges kriminalitet og våbenfetich.

I det nævnte tilfælde har omskrivningen af det danske sprog således til formål at placere sympatien et sted, hvor den under ingen omstændigheder hører hjemme: hos unge, voldsforherligende jihadister i en ungdomsklub i en københavnsk forstad.

”Udsatte områder”

Og nu vi er ved forstæderne og kriminelle: Den nye regering har besluttet ikke længere at ville anvende udtrykket ”ghetto”.

I stedet vil man kalde ghettoerne for ”udsatte områder”. Udsatte - for hvad og fra hvem?

Underforstået heri ligger naturligvis, at problemerne i de nævnte områder af social (ups - der var det igen!) art skyldes den onde omverden uden for ghettoerne.

Den faktuelle sandhed er naturligvis en anden. At problemerne langt hen ad vejen er selvforskyldte og at kriminaliteten er rettet mod os andre, der lever udenfor ghettoerne.

I virkeligheden er det faktisk muligt at argumentere for, at det er den del af landet, der ligger udenfor ghettoerne, der er ”de udsatte”.

Og som i det forrige tilfælde, er formålet også her at flytte sympatien. Det umiddelbare, politiske mål er klart: Har man først fået den politiske sympati, følger pengene.

Penge til flere samlingssteder for kriminelle, i stil med ungdomsklubben i Tingbjerg - blot for at nævne et eksempel på, hvad vi kan forvente vore skattekroner brugt til.

På længere sigt ser vi naturligvis regeringspartiernes projekt med det multikulturelle samfund. For hvis det er de muslimske enklaver, der er de udsatte, så må skurkene vel være alle os andre?

Personligt vælger jeg i private samtaler at omtale eksempelvis Gellerup som ‘Emiratet’, men det udtryk vil af forskellige grunde nok få svært ved at opnå politisk genklang.

For dem af os, der har kigget os lidt omkring i verden og oplevet ægte ghettoer, er anvendelsen af præcis dét udtryk (altså ghetto!) nærmest lattervækkende.

Trods alt. Men hvad skal man ellers kalde bydele, der tilsyneladende lever af socialt nasseri og kriminalitet?

Eksemplerne viser, er det er dem, der ejer sproget, der vinder.

Den unge KU’er på mødet i tirsdags havde ret. Den politiske kampplads handler også om begreber og definitioner. Vi besejrer ikke den multikulturelle barnepigestat uden først at erobre sproget og dets begreber tilbage.

--00--

Ovenstående indlæg er oprindelig bragt som klumme i Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho. Interesserede kan med fordel klikke sig ind på 'originalen', idet Sappho almindeligvis har en livlig kommentarkultur - her!

torsdag den 5. januar 2012

Selvfølgelig skal dommere være neutrale!

For et par dage siden, skrev Uzay Kertenkelesi et indlæg på Eftertanke under overskriften ‘Sekulær Påklædning - hvad er det?’ I indlæggets indledning skriver Uzay at han for nogen tid siden i en debat, blev præsenteret for udtrykket ‘sekulær påklædning’ - hvorefter han, fuld af undren, causerer over nævnte begreb i almindelighed og dommeres og soldaters påklædning i særdeleshed.


Nu ved jeg ikke hvilke debatter Uzay deltager i, ejheller ved jeg hvor han har hentet sig det nævnte udtryk. Mig bekendt er det ikke almindeligt anvendt, og hvis man forsøger at definere udtrykket helt til bunds, vil det ganske sikkert give problemer.


Derimod vil jeg med glæde forklare for Uzay, hvorfor det er nødvendigt at dommere optræder neutralt i deres påklædning - og vil også forsøge at forklare hvorfor kvindelige soldater kan få udleveret en BH, men ikke et islamisk slør til uniformen.


At dommere skal optræde neutralt i deres påklædning og fremtoning, er i sidste ende et spørgsmål om troværdighed. Det skal være sådan, at hverken den ene eller den anden af en sags parter har grund til at føle at dommeren på forhånd er imod den pågældende - det være sig på grund af politisk eller religiøs overbevisning. Eller noget andet - en dommer optræder eksempelvis heller ikke i Brøndby-trøje!


Så nævner Uzay selvfølgelig sløret. Sløret er på ingen måde et neutralt symbol. Det er heller ikke udelukkende et religiøst symbol - det er også et symbol med politisk betydning. Sløret betyder at pigen der bærer det, betragter Sharialoven som normgivende. Sharialoven er, som Uzay jo udmærket ved, et sæt af regler der blandt andet definerer muslimers forhold til ikke-muslimer. Herunder regler om at en ikke-muslim aldrig kan vidne mod en muslim, at ikke-muslimer er mindreværdige væsener og mere af samme skuffe. Med andre ord, at den der bærer sløret, bekender sig til en supremacistisk ideologi. En dansker med kendskab til islam vil således aldrig med rimelighed kunne føle sig tryg ved en retfærdig dom, hvis dommeren bærer et symbol der tilkendegiver at hun betragter ham som et laverestående væsen. Det giver sig selv!


En dommer skal lægge personlige sym- og antipatier til side i retssalen, og må ikke på nogen måde sætte andet end den danske lovgivning med tilhørende ratificerede internationale traktater i højsædet. Og må heller ikke via sin påklædning eller adfærd give anledning til tvivl herom. Derfor duer det ikke for en dommer at bære den slags symboler.


Jeg kan jo passende spørge Uzay Kertenkelesi hvordan han selv ville have det, såfremt han som eventuelt tiltalt i retten skulle dømmes af en dommer der eventuelt bærer et naziarmbind. Vil han selv kunne tro på at en person af tyrkisk eller for den sags skyld afrikansk baggrund kan få en retfærdig retssag?


Sammenligningen mellem naziarmbindet og det islamiske slør er i øvrigt valgt med omhu, idet begge symboliserer en opfattelse af sig selv som tilhørende et udvalgt Herrefolk, mens andre mennesker udgør mindreværdige væsener med færre eller ingen rettigheder. Den slags hører ikke hjemme i et dommersæde! Det samme gælder for partiemblemer, fodboldtrøjer og lignende. En dommer skal være net, pæn og neutral.


Med hensyn til at kvindelige soldater kan få udleveret BH til uniformen, men ikke et islamisk slør, skal det siges at den samme argumentation omkring sløret for så vidt gør sig gældende hér. For en dansk soldat findes der ingen højere myndighed end Dronning, Regering og Folketing - i den rækkefølge! Så hvis man føler et behov for at skilte med en loyalitet der er større end denne, hører man ikke hjemme i forsvaret. BH’en udleveres, så vidt jeg forstår det, af praktiske grunde. Hoppende bryster kan være en stor gene for den kvindelige soldat (hvis Uzay i sin bekendtskabskreds har kvindelige sportsudøvere, kan han jo spørge sig for!), foruden at de kan virke overordentligt distraherende på deres mandlige kolleger. Begge punkter vil enhver med brysterfaring kunne bekræfte!


I øvrigt mener jeg at Uzay Kertenkelesi’s sammenligning mellem et islamisk slør og en kvindes BH, mildest talt virker temmelig søgt og ret langt ude. Men det må han jo selv om.


søndag den 1. januar 2012

Konservative i Aarhus: Uacceptabelt at bøje sig

Sagerne om nogle skoler og daginstitutioners aflysning af Julen, får nu et politisk efterspil her i Aarhus. Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe har nemlig for et par dage siden fremsat et beslutningsforslag, som skal sikre at Julen bliver fejret på behørig vis i kommunens institutioner.


Der er to grunde til at jeg skriver om forslaget her på bloggen. Den ene er den enkle, at jeg tidligere har skrevet om problematikken, og gerne vil følge det lidt til dørs - nu, hvor der altså kommer en debat i byrådssalen over emnet. Den anden grund er at de tre konservative i Aarhus Byråd blandt andet sidder på min stemme. Dermed har jeg jo også et vist ejerskab i hvad de nu går rundt og laver, derinde i den kommunale førerbunker!


Forslaget, som kan læses i sin helhed her, fastslår i sin enkelhed at skoler og institutioner i forbindelse med højtider som Jul, Påske og Pinse ikke ændrer ved eller undlader at gennemføre de højttider som skoler plejer markere. Et meget enkelt forslag, som ikke burde være nødvendigt - men som altså åbenbart er det!


Forslaget er godt og fornuftigt, fordi den konservative gruppe dermed fastslår at selv om man ikke ønsker at blande sig i alt der sker i skoler og institutioner, er man dog villige til at sikre et politisk ejerskab for de grundlæggende værdier som vort samfund bygger på. Samtidig tvinger byrådsgruppen de øvrige partier til at melde deres holdning klart ud og til at argumentere åbent og offentligt for deres synspunkter. Især glæder jeg mig meget til at høre synspunkterne fra de røde partier i salen! Forslaget bliver selvfølgelig stemt ned. Det røde flertal skal ikke have noget klinket i forhold til de imamer og ‘kulturforeninger’, som deres flertal er afhængigt af. Men de vil blive hængt op på det bagefter - blandt andet af mig, og ganske sikkert også af den konservative gruppeformand, Anne Mette Villadsen. Og mon ikke temaet vil blive berørt i forbindelse med næste byrådsvalg i november ’13?


Venstres ordfører, Henrik Vestergaard, er i den forbindelse ude med en interessant melding. På den ene side er man i Venstre enige i det konservative sigte. På den anden side ønsker man ikke at støtte forslaget (sådan forstår jeg ham), idet Venstre hellere vil overlade den slags beslutninger til institutionerne og forældrene selv.


I princippet har Henrik Vestergaard selvfølgelig ret. Som udgangspunkt er det sådan, at de beslutninger der kan træffes lokalt, selvfølgelig også skal det. Alligevel er der mindst to grunde til at Venstre tager fejl i deres argumentation. For det første har det politiske niveau ansvaret for at fastsætte de helt grundlæggende værdier i institutionerne og for at sikre, at disse er i overensstemmelse med de værdisæt som vort samfund bygger på. Principielle beslutninger om grundlæggende værdier inden for det offentlige, skal træffes af folkevalgte.


Den anden grund er, at vi i disse år oplever et frontalt angreb fra islam mod de helt grundlæggende værdier som vort samfund bygger på. Herunder ikke mindst sekulære værdier som ytringsfrihed og lige rettigheder for alle, uanset køn eller religiøs observans. Og i forbindelse med denne værdikamp får imamerne frivillig hjælp fra såkaldt ‘helt almindelige’ venstreorienterede, der med udgangspunkt i kulturelt selvhad har besluttet sig for at hjælpe til med at vælte civilisationens læs. Lige for tiden er deres favoritmål altså kirken og alt hvad dertil hører. Det er for så vidt legitimt nok, men problemet for en Henrik Vestergaard og hans parti er, at på et eller andet tidspunkt kommer man altså til at tegne en streg i sandet ‘hertil og ikke længere’. Og tro mig: Jo længere tid man venter med at tegne stregen, jo længere man lader sig skubbe tilbage - jo mere vanskeligt bliver dilemmaet også! For jo længere man lader sig skubbe tilbage, jo sværere vil det for det første være at finde et rimeligt sted at placere stregen - dertil kommer at magtforholdet forskubbes hver gang man giver sig. Det er med andre ord bedre at tegne stregen nu, mens det stadig er relativt enkelt at gøre det - fremfor at vente til den dag, hvor man skal forhandle om det eller hvor stregen måske endda tegnes af andre.

Det principielle i diskussionen går således betydeligt dybere og længere, end blot princippet om at lægge alle beslutninger ud lokalt som man kan slippe af sted med. Der er tale om kulturkamp i højeste potens, og det er derfor godt og rigtigt at de konservative i Aarhus nu tager kampen op.