tirsdag den 17. januar 2012

Selvfølgelig skal soldater velsignes!

Folkekirkens biskopper er ofte en underlig blanding af mennesker. Teknisk set formodes de jo at være hyrder, der skal vise deres flok vejen til Himmelen og selv lede dem derhen. Men takket være den lidt særegne struktur som er Folkekirkens, er de ofte fristede til i stedet at gebærde sig som regeringens embedsmænd.


Tag nu for eksempel den nyligt opståede sag om feltpræsternes velsignelser af danske soldater, inden de begiver sig i kamp med fjenden. Her har der blandt nogle biskopper og andre, jævnligt været nogen rumlen i krogene om selve det at præster velsigner soldater på vej i kamp. Men for et par dage siden sprang Folkekirkens københavner-biskop så endegyldigt ud af skabet, og protesterede helt åbent mod ritualet omkring dette. Det viser sig nemlig at nogle af feltpræsterne kan finde på (efter velsignelsen, forstås!) at give soldaterne den gamle ridderhilsen med at banke sig på brystet, efterfulgt af et V-tegn - V for sejr, naturligvis.


For nu at tage det fra en ende af: Naturligvis er det den enkelte feltpræsts embedspligt at velsigne sognebørn der måtte ønske dette. Også hvis disse sognebørn er soldater, som er på vej i kamp.


Der må naturligvis derudover tilstås præsten den samme brede frihed som alle andre præster har, til at dække sognebørnenes pastorale behov, så længe disse ellers ligger inden for kristendommens og Kirkens almene rammer.


Personligt kan jeg ikke fortænke feltpræsterne i at have den opfattelse, at en gammel ridderhilsen, der i sin enkelhed betyder ‘I er i mit hjerte’, kan have en sjælesørgerisk effekt på soldater som skal i kamp. Via tegn og gestus at fortælle soldaterne at de har en plads i præstens hjerte og at han i øvrigt ønsker dem sejr, kan næppe siges at ligge uden for Kirkens rammer. Dette er faktisk hvad hver eneste præst i hele verden dagligt kommunikerer til sine sognebørn: at I er i mit hjerte og at jeg ønsker Dig/Jer alt det bedste!


Set fra en grundliggende kristen synsvinkel, er der således absolut intet forkert, hverken ved at velsigne soldaterne eller den efterfølgende, gamle ridderhilsen.


Til gengæld er der så meget andet i denne sag der er forkert. Ja, endog direkte forkasteligt. Det er forkasteligt, når biskopper i stedet for at prædike Evangeliet og føre deres flok til Himmelen, i stedet vælger at svigte deres kald ved at fedte for en antikristen og kirkefjendtlig regering. Som det skete, da biskopperne ikke sagde endegyldigt fra overfor regeringens planer om at gennemtvinge et vielsesritual for homofile - og som det skete da Peter Skov-Jakobsen faldt de danske soldater i ryggen med sit angreb på feltpræsterne.


At biskoppen hellere vil fedte for en gudløs regering end føre sin flok til Himmelen, kommer han til at stå til ansvar for på sin egen dommens dag. Ham om det!


Det er slemt nok at Peter Skov-Jakobsen forsøger at score ‘brownie-points’ ved at falde vore soldater i ryggen.


Endnu værre er det at Peter Skov-Andersen med rimelighed har kunnet formode at dette er måden at score point hos landets regering på.


Men allerværst er det dog, at folkekirke-biskoppen formodentlig har aldeles ret: at det vitterligt er muligt at score point hos den røde regering ved at falde soldaterne og krigsindsatsen i ryggen!


Ingen kommentarer: