onsdag den 29. februar 2012

Dansker sigtet for blasfemi i Pakistan

For et par dage siden traskede en advokat ved navn Muhammad Zahid Saeed ind på det lokale dommerkontor i byen Kotwali i Jhang-provinsen i Pakistan. Advokatens ærinde var at han var blevet stødt, ja endda oprørt og vred.

Sammen med sine kammerater var han nemlig kommet til at surfe helt uskyldigt på internettet, og opdagede til sit store chok, at tekster der lægges på nettet i fjerntliggende lande som Danmark, kan læses så langt væk som i Jhang-provinsen. Og som mange vil vide, er det ofte chokerende ting man kan læse på den danske del af internettet. Ikke mindst hvis man
er en from muslim med ambitioner om at opnå ære og berømmelse i hjemlandet.

Da advokaten senere på dagen forlod dommerens kontor, havde dommeren sigtet en lang række personer for blasfemi. Heraf en dansker og tre amerikanske statsborgere – nemlig Facebook's stifter Mark Zuckerberg og de to Florida-præster Terry Jones og Wayne Sapp. Zuckerberg kender de fleste vel, og de to præster er mest kendte for sidste år at have dyppet en koran i benzin, for derefter at brænde den af og til slut poste en film af seancen på internettet.

Især de to præster fik en lille svada med på vejen af den fromme advokat: ”At brænde koraner er en form for international terrorisme”, tordnede han.

Den oprindelige historie fra den pakistanske avis 'The International News', lød at fire danskere var blevet sigtet i sagen. BT skriver at der nok kun er tale om en enkelt, Flemming Rose.

Med andre ord har pakistanske myndigheder udstedt arrestordre på en dansk journalist. Og
journalisten er sigtet efter en paragraf i Pakistans straffelov, for hvilken der kun findes én straf: dødsstraf. En ret alvorlig sag, skulle man mene. Vel egentlig også en sag af en vis offentlig interesse. Det er derfor ikke helt urimeligt at forvente en væsentlig omtale af sagen i danske medier. Men nej, ikke i denne omgang.

En hurtig google-søgning her til morgen, viste at kun to danske aviser har bragt historien i deres
netudgave. De to er BT og Aarhus Stifttidende, og mange tak til dem.

Men jeg mener faktisk at dette er en historie, som fortjener et større publikum herhjemme. Og det gør jeg af flere grunde. Dels er der det rent principielle i at et fremmed lands myndigheder ønsker danske borgere arresteret og dømt, formodentlig til døden, for at ytre sig frit. Den slags er
altid en vis opmærksomhed værd. Dels er der det ikke mindre principielle, at dommeren der har udstedt kendelsen, mener at forbrydelsen falder ind under Pakistans suverænitet. Og begrundelsen? Jo, de sigtede har lagt materiale op på nettet som kan ses i Jhang-provinsen i Pakistan. Og kan derfor dømmes for blasfemi i Pakistan. Advokatens anmeldelse og dommerens kendelse, banker således direkte ned i en global diskussion om internettets grænser og hvem der har ansvar for hvad.

Dertil kommer selvfølgelig det åbenlyst latterlige ved at omtale en koranafbrænding som international terrorisme. Den slags udtalelser, og sager som denne, kan vel betragtes som det endegyldige bevis for at distriktspsykiatrien endnu ikke er slået igennem i Pakistan.

Selv har jeg flere interesser i sagen.

Dels er jeg jo selv en blogger og debattør, som efter pakistansk ret sikkert også ville stå til at få kappet roen for hvad jeg har skrevet her på bloggen. Dels er jeg borger i et frit og pluralistisk
samfund, hvilket jeg gerne ser fortsat. Og sidst, men ikke mindst, er jeg medlem af redaktionen på Trykkefrihedsselskabets internet-tidsskrift Sappho. På redaktionen er det mit ansvar, mere
eller mindre dagligt at orientere læserne om udvikingen i ytringsfriheden omkring i verden. Det sker i et hjørne af Sappho, der hedder Udkigsposten. Og her hører blasfemisager mod folk som
Flemming Rose, Mark Zuckerberg og de to præster helt naturligt ind under interesseområdet.
Derfor lover jeg hermed læserne, at hvis det store flertal af mainstream-medierne ikke vil følge sagen helt til dørs – så gør vi det med garanti på Sappho!

søndag den 26. februar 2012

Mikrolån og kontanthjælp

Mere end halvdelen af den danske befolkning forsørges af det offentlige. Der er tale om en skønsom blanding af offentligt ansatte, studerende på SU, både alders- og førtidspensionister, efterlønnere og arbejdsløse på enten kontanthjælp eller dagpenge. Og det er alle vi andre ude i det private, der via vore skatter betaler gildet.


Der er nogenlunde lige så mange løsningsmodeller på denne problemstilling, som der er politiske grupperinger her i landet. Hvis man er rød, eksempelvis, mener man typisk at problemet med arbejdsløshed bedst løses ved at skabe flere stillinger inden for det offentlige. Problemet med dén løsning er bare, at der ikke bliver flere til at betale – og at regningen bare bliver endnu større for vi andre. Altså at skatterne stiger.


Vi andre på den borgerlige side, som jo er de mest fornuftige, mener at vejen frem er at skabe bedre forhold for det private erhvervsliv. Samt, ikke mindst, at gøre det mere attraktivt for folk med en iværksætter i maven at leve drømmen ud. For sandheden er nemlig, at hver iværksætter typisk skaber 3-4 arbejdspladser foruden sin egen. Det vil derfor være en god forretning for samfundet at tilskynde borgerne til at starte egen virksomhed – ikke mindst hvis de afledte 3-4 arbejdspladser falder inden for den private sektor!


Her i Aarhus har der gennem nogle år kørt et forsøg, som man nu er begyndt at evaluere på. Forsøget går i al sin enkelhed ud på, at kommunen har ydet mikrolån til en udvalgt gruppe af kontanthjælpsmodtagere. Forudsætningen er naturligvis en holdbar forretningsmodel, men er denne tilstede, bakker kommunen op med mikrolån, kurser og relevant coaching.


I første omgang blev 12 kontanthjælpsmodtagere lukket ind i projektet, og ud af disse er de fire i dag ét hundrede procent selvforsørgende. De øvrige 8 er stadig 'in business', men er endnu ikke blevet HELT selvforsørgende. Til det sidste skal det dog siges, at der er stor forskel på hvor mange penge der skal hentes hjem for den enkelte, inden man betragtes som selvforsørgende. Det afhænger nemlig af hvor meget man er berettiget til at modtage i kontanthjælp. For en enlig uden børn er tallet 6-7.000 kroner pr måned, mens en Carina-type (dvs med forsørgerpligt og halvdyr husleje!) skal hente rundt regnet 9-10.000 mere. Det fremgår således ikke af presseomtalen, hvor mange af de resterende otte der har forsørgerpligt. Det er nu heller ikke så vigtigt.


Det vigtige er at en gruppe mennesker som bankerne ellers skyer som pesten, nu har fået mulighed for at få foden under eget bord. De slipper væk fra socialforvaltningernes oftest ydmygende aktiveringstiltag og tåbelige pipfuglekurser. De får en hverdag der giver mening, hvor de selv har kontrol og med mulighed for at forfølge sine drømme.


Og så skaber de arbejdspladser, også hos andre firmaer. Når man ser på listen over firmaer som er kommet i gang via dette projekt, fremgår det tydeligt at de hver især er med til enten at skabe eller opretholde arbejdspladser hos enten kunder eller leverandører. Frisør, grafisk designer, chauffør med egen kassevogn, smykkedesigner og tekstforfatter er de eksempler, som projektets leder selv har nævnt.


Naturligvis er jeg godt klar over at mikrolån ikke nødvendigvis løser alle landets økonomiske problemer. Jeg tvivler heller ikke et øjeblik på, at langt fra alle modtagere af kontanthjælp eller førtidspension har hvad der skal til for at kunne gennemføre et erhvervsprojekt. Men jeg er heller ikke et øjeblik i tvivl om at der er betydeligt flere end hvad mange går og tror.


Flere kommuner har allerede henvendt sig til den relevante statslige styrelse og ansøgt om dispensation fra de gældende regler, så de også kan komme i gang med tilsvarende projekter. Jeg vil meget opfordre til at disse dispensationer bliver givet. Jeg vil også meget opfordre til, at folketinget i forbindelse med de igangværende reformforhandlinger vil lovfæste muligheden for kommunerne.


Men ikke nok med det. Også for modtagere af dagpenge, er reglerne for selvstændig virksomhed alt, alt for stramme. Også her bør der løsnes op, så det bliver muligt for eksempelvis folk med fritidsvirksomhed at fortsætte med denne – selv hvis deres 'day-job' pludselig forsvinder. Kort og godt efterlyser jeg mere fleksible regler for området. Rent faktisk betragter jeg det som en større skandale, at vi stadig efter et tiår med borgerlig regering i realiteten stadig har et samfund, hvor det defacto er umuligt at gå direkte fra offentlig forsørgelse til selvstændig virksomhed. Og endnu værre, at reglerne er så rigide, at selv hobby-biavlere tvinges til at afhænde deres 3-4 bistader hvis de bliver ledige.


Det er ganske enkelt hverken rimeligt – eller for den sags skyld i overensstemmelse med den måde som det moderne erhvervsliv fungerer på. Reglerne er lavet til industrisamfundet, ikke et moderne arbejdsliv, hvor mange går fra projekt til projekt.


Og, ja... jeg skal gerne være den første til åbent at indrømme, at min interesse for dette emne ikke udelukkende skyldes at jeg interesserer mig for samfundets ve og vel. Selv om dette i høj grad også er tilfældet! Sagen er nemlig dén, at også jeg går med en lille iværksætter i maven og i øjeblikket går og overvejer at starte egen virksomhed senere på året. I givet fald bliver det selvfølgelig i fritiden, sideløbende med at det almindelige arbejde skal passes. Sådan er vilkårene jo, og det er absolut ok. Og selv om tåbeligt forældede dagpengeregler naturligvis ikke vil komme til at indgå i min endelige beslutningsproces til den tid, har det under alle omstændigheder givet stof til dette blogindlæg.


Og til eftertanke :-)