tirsdag den 13. marts 2012

Medierne mod Israel


Dette er historien, som de danske medier helst ikke vil fortælle os. 
Politiken bringer her til morgen historien om en våbenhvile i de seneste dages udvekslinger af vold mellem Israels forsvar og en terrorgruppe med base i Gaza. 
Hele weekenden igennem, har militante arabere sendt op imod 300 raketter og mortérgranater ind over det sydlige Israel, og dermed placeret rundt regnet én million civile mennesker direkte i skudlinjen. Den våbenhvile som Politiken skriver om, skulle i teorien være trådt i kraft. Det ændrer dog ikke ved, at raketterne ifølge seneste melding via de israelske medier stadig vælter ind over Israels befolkning. Våbenhvilen har åbenbart travlt med at hvile sig, lader det til.
Politikens vinkling er som den altid er, når avisen skal beskrive fjendtligheder i den del af verden. Enten er Israel de største skurke siden anden verdenskrig - eller også er parterne mindst lige gode om det. Dem om det.
Her er hændelsesforløbet, så døm selv. Israels efterretningstjeneste kommer i besiddelse af oplysninger, der dokumenterer at der planlægges et terrorangreb mod civile i det sydlige Israel. De to terroristers plan er at slippe over grænsen i Sinai-ørkenen, hvorefter angrebet skal udføres. Men det får MOSSAD som sagt nys om. Hæren ønsker ikke at gamble på at de to kan opsnappes ude i ørkenen. Samtidig opsnapper man Gud-ved-hvordan oplysninger om at de to befinder sig i en bil sammen et sted inde i Gaza. Næste skridt er logisk: man sender en drone afsted og sprænger bilen med de to terrorister i luften. Begge var erfarne deltagere i tidligere terrorangreb med dræbte til følge, så man kan lidt kynisk sige at deres sidste salgsdato forlængst var overskredet.
Så langt så godt. Jeg tror faktisk ikke på, at noget andet land i verden ville reagere anderledes i en tilsvarende situation.  
De to bortgangne herrers våbenfæller i terrororganisationen valgte så at fejre begivenheden, eller hvad man nu skal kalde det, ved at affyre en længere serie raketter ind over den del af Israel der ligger inden for rækkevidde. Altså den sydlige del af landet. Herefter sender Israel landets luftvåben på vingerne for at sætte affyringsstederne og de pågældende terrorister ud af spillet. 
Heller ikke her tror jeg at noget andet land i verden ville reagere anderledes.  
Ikke desto mindre har man weekenden igennem i danske medier kunne læse, at Israel angriber ‘palæstinensere’ i Gaza. At en million israelere har tilbragt denne periode i eller nær beskyttelsesrum, er i den forbindelse åbenbart dybt uinteressant. Hvorfor er det at danske medier alle sammen skriver med overskrifter som "Tre dræbt i Israelsk angreb - TV2" - og "Israelsk luftangreb dræber 12 - DR", alle har det samme : Information, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten osv osv... Hvor er overskriften "Gaza sender raketter ind i Israel" ? 
Bortset fra mediernes mystiske prioriteringer, er det interessante også de internationale politiske reaktioner. Eller manglende reaktioner, bør man vel sige. 
Én ting er at Hamas, der erklærer sig selv som værende regering på Gaza, har taget afstand og opfordret terrorgruppen til at indstille skydningen. Dermed beviser de endnu engang, at de enten ikke har kontrol over området og dermed ikke er reel regering - eller at de er fulde af løgn. Om det er det ene eller det andet skal jeg ikke bedømme, men det sidder der nok nogle diplomater og efterretningsfolk og pønser over. 
Det burde ellers være en alvorlig sag for Hamas. Lige for tiden rejser bevægelsens top-terrorister nemlig på verdensturné for at opnå anerkendelse at ‘Palæstina’ som stat. Der er nemlig her i moderne tid mindst to forudsætninger for at kunne anerkendes som stat: Dels at man reelt behersker sit erklærede område. Dels at man lover at respektere sine naboer. 
Alligevel har jeg endnu til god at høre arabernes venner, herunder den danske udenrigsminister, stille spørgsmålstegn ved Hamasstyrets legitimitet. Hvilket efter de seneste dages begivenheder ellers netop burde udfordres. På trods af Gaza’s angreb på en million uskyldige civile, strømmer pengene fra EU og diverse FN-organisationer stadig ind i Gaza. 
Jeg har også til gode at opleve eksempelvis FN og EU fordømme raket-angrebene. 
Desværre er sandsynligheden for at dét sker, nogenlunde lige så stor som chancen for at danske medier fortæller sandheden om hvad der sker netop nu - i det sydlige Israel! 

torsdag den 8. marts 2012

Feminismens penismisundelse


SF i København har fremsat et forslag om, at kvinder skal kunne tisse stående. Det har de for så vidt altid kunnet, men forslaget går altså ud på at kommunen skal finansiere og opsætte såkaldte 'missoirer', så kommunens kvinder kan blive lidt mere ligesom mænd.
For mig er det aldeles tydeligt, at den moderne luksus-feminisme i Danmark ikke bæres frem af indignation over kvinders undertrykkelse eller manglende muligheder i samfundet. Den slags er de for så vidt temmelig ligeglade med. Nej, dagens feminisme bæres frem af god, gammeldags freudiansk penismisundelse.
Penismisundelse, fordi tidens luksus-feminister ikke har større ambitioner end at blive som mænd. Forslaget fra SF i København er fuldt ud lige så symbolsk som det er tåbeligt og lattervækkende. Forslagets logik er enkel: hvis der for kommunale midler opsættes 'grej', der indbyder mænd til at tisse stående, så er det naturligvis diskriminerende for kvinder at de ikke får tilsvarende service. Jeg har en dyb tiltro til, at langt de fleste kan se det lattervækkende. Og jeg har faktisk lidt ondt af den borgerlige opposition på Københavns Rådhus, når de røde så suverænt gør sig selv så godt og grundigt til grin, at der nærmest ikke er brug for en opposition.
Jeg vil med forventning afvente kommende forslag fra selvsamme lighedsorienterede feminister om at mænd skal tvinges til at føde mindst 50 procent af alle børn – eller at alle kvinder skal tvinges til at få indopereret en rigtig gorilla-måtte på brystet, så de virkelig kan blive som mænd.
Tidligere har vi set krav som at børsnoterede selskaber skal tvinges til at have 40 procent kvinder i bestyrelsen – uanset om de er kvalificerede eller ej. For feministerne er ligestilling og ligeværd nemlig præcis det samme som tvang og forskelsbehandling.
Samtidig er deres indstilling til disse sager yderst selvmodsigende. Bestyrelsesmedlemmer i erhvervslivet vælges jo efter evner og kvalifikationer – om de har noget at tilbyde virksomheden, som virksomheden har brug for. Normalt kræves der dygtighed og hårdt arbejde at komme med i sådan en bestyrelse. Men nu forlanger KVINFO og venstrefløjen altså, at børsnoterede selskaber skal tvinges til at optage medlemmer i bestyrelsen, som absolut intet har gjort for at gøre sig fortjent hertil. For hvis KVINFO virkelig havde troet på kvinderne evner, ville de naturligvis aldrig have krævet kvoteordninger og forskelsbehandling.
Luksus-feministerne fører krig mod mænd, fordi de vil være mænd. Så enkelt er det. De er drevet af penismisundelse, men også af en dyb mindreværdsfølelse. Igen: hvis de ikke følte sig mindreværdige, ville de intet behov have for at kræve forskelsbehandling. Længere er den i virkeligheden ikke.  
Der er ellers masser af kvindeundertrykkelse at tage fat i. Omskæring af unge piger. Tvangsægtekaber. Voldtægt, undertrykkelse og omfattende social kontrol i visse miljøer.
Når unge piger bosat her i landet tvinges til ægteskab med fætre eller faderens forretningsforbindelse, alt sammen under trusler om vold, drab eller en 'forsvinding' under den obligatoriske månedlange sommerferie i forældrenes eller bedsteforældrenes hjemland, skulle man da tro at der var nok at tage fat i for kvindesagsforkæmperne.
Men nej. Intet er vigtigere for disse luksus-feminister end at blive som mænd. Så må ægte kvindeundertrykkelse bare vente. Den slags kan man ikke tage sig af – slet ikke når målet venter ret forude: en vellønnet bestyrelsespost, helt uden at have gjort sig fortjent til den eller være kvalificeret dertil. Hvilken svir!
Men hvis nu ellers disse luksus-feminister ville løfte blikket fra egen næsetip et øjeblik og tage et blik ud over samfundet, ville de opdage at de unge kvinder faktisk klarer sig ganske udmærket, tak. Aldeles uden hverken kvoter eller missoirer – og uden de ældre feministers lave selvfølelse og selvforagt. Der er en ny generation på vej, som tids nok vil blive kvalificerede til at komme i bestyrelserne – hvis ellers de gider! Og ligegyldig symbolpolitik som missoirerer, interesserer de sig heller ikke for.
Virkeligheden er mere end nok for de fleste, og heldigvis for det.
I det hele taget har tendensen til at forsøge at udviske forskellen mellem kønnen,e taget overhånd i visse kredse. Man vil bilde os ind at køn er en social konstruktion – noget, som man selv vælger. De glemmer naturligvis at mennesket er et produkt af mindst to ting: Biologi og Evolution. Biologien har gjort manden fysisk stærkere. Det er vistnok også biologien der gør at vi mænd fortsat er uimodståelige for det modsatte køn, selv om vi bliver halvskaldede og får topmave. Det virker ikke helt på samme måde den anden vej rundt.... Og evolutionen... well, lad os være ærlige: Vi har i årtusinder sendt mændene på jagt og ud i markerne, fordi vi er mere egnede til det. Der holder man mund og koncentrerer sig om én opgave ad gangen. Hjemme skal der holdes styr på stumperne og bondes omkring med de omkringboende, så det sociale kan fungere.
Kønnene er med andre ord meget forskellige. Ikke kun biologisk, hvilket enhver kan forvisse sig om, men også med hensyn til adfærd og medfødte kernekompetencer. Mænd er gode til at holde mund og koncentrere os. Kvinder til at bonde rundt og netværke. Sådan er det bare. Lev med det.
Til gengæld kan man glæde sig over, at begge sæt af kernekompetencer er noget som der i høj grad er behov for. Ikke kun i erhvervslivet, men også i 'livet'.
Sandheden er også, og her er virkelig det ulykkelige ved hele KVINFO's og den øvrige venstrefløjs fremfærd, at intet menneske kan blive lykkeligt uden først at omfavne sig selv. Med andre ord skal kvinder ikke misunde mænd at vi er mænd. Derimod bør de glæde sig over at være kvinder. Penismisundelse er en slem ting. Vi andre er for så vidt ligeglade. Der er nemlig masser af attraktive kvinder derude, som ikke lider af feministernes mindreværdskomplekser. Problemet er bare, at når feministerne bruger al deres tid på at misunde os manddommen i stedet for at være kvinder og erkende styrken i forskellen, vil de aldrig kunne omfavne sig selv og blive hele mennesker.

Ellers vil jeg ønske alle en rigtig god 8. marts!

søndag den 4. marts 2012

Løgnen Palæstina


Af alle de løgne og underlige konspirationsteorier der florerer i verden i dag, er løgnen om det såkaldte 'Palæstina' nok den mest mærkværdige.
Det er nu ikke selve løgnen der er mærkværdig, men mere den underlige kendsgerning at der findes så mange ellers nogenlunde intelligente mennesker der rent faktisk tror på den. Som tror på at der engang har fandtes et land ved navn Palæstina, og som tror på at landet Israel er en form for besættelsesmagt i dette land.
Selv vælger jeg at se dette som et udtryk for, at historieundervisningen i skolen er under al kritik. Og det er for øvrigt det ubetinget mest positive der er at sige om dén sag! Alternativt kunne man jo også vælge at beskylde landets undervisere for, i fællesskab med den øvrige venstrefløj, bevidst at udsprede løgne og arabisk propaganda om det eneste demokrati i Mellemøsten.
Lad mig nu, for at understrege pointen, stille en række spørgsmål til disse 'Palæstina'-apologeter. Spørgsmål, som venligst bedes besvaret med fakta!
For det første: hvornår blev denne stat 'Palæstina' dannet og af hvem? Hvad var landets grænser? Hvad hed hovedstaden og hvilke var navnene på landets øvrige større byer?
Nævn mindst én 'palæstinensisk leder' inden Arafat.
Hvad hed landets møntenhed, og nævn venligst vekselkursen i forhold til en hvilken som helst anden større valuta i Verden. Man kan eventuelt selv vælge datoen. En hvilken som helst dato kan gøre det. 
Siden denne stat 'Palæstina' tydeligvis ikke eksisterer i dag, hvad er da årsagen til at den ophørte hermed og hvornår skete det?
Hvad er årsagen til at 'Palæstina' først forsøgte at blive selvstændige efter seks-dages krigen i 1967, hvor angribende arabiske styrker led et knusende nederlag?
Disse er spørgsmålene som venligst ønskes besvaret, tak.
Indtil disse spørgsmål er blevet fyldestgørende besvaret med fakta og relevante henvisninger, vil jeg vælge at betragte kravet om Palæstina som en decideret, bevidst løgn. En løgn, der kun har ét formål: At få det eneste vestligt orienterede, demokratiske og pluralistiske land i Mellemøsten til at ophøre med at eksistere.
Samtidig vil jeg betragte den danske venstrefløjs opbakning til jødehadere som eksempelvis Fatah-lederen Abbas, der som bekendt har erklæret at han ikke vil tolerere så meget som én eneste jøde i 'Palæstina', som værende drevet af antisemitisme og almindelig stupiditet.

lørdag den 3. marts 2012

Har borgerlige vundet værdikampen?

Da vi nyhedsnarkomaner vågnede op til dagens dosis fredag morgen, var det til en meningsmåling i dagbladet Børsen, der virkelig kunne få kruset med morgen-teen til at standse midt i luften. Børsen bragte en meningsmåling, og målingen var særdeles bemærkelsesværdig.

Befolkningens opbakning til det store Socialdemokrati er gået i frit fald. Partiet er nu nede på 18,5 procent – med fortsat pil nedad. Samtidig, for at gøre ondt værre, er det største oppositionsparti, Venstre, nu større end samtlige tre regeringspartier tilsammen. Målingen bragte mindelser frem om et parlamentsvalg i Canada for nogle år siden, hvor den 'forsvarende' regering mistede samtlige (ja, SAMTLIGE!) pladser i landets parlament.

Så langt er vi ganske vist ikke henne i Danmark endnu, selv om regeringsblokkens frie fald i målingerne såmænd ikke skal fortsætte ret meget længere, før sammenligningen bliver særdeles relevant.

Og jeg skal da gerne indrømme, at der her på matriklen blev leet længe og hjerteligt, da socialdemokraternes gruppeformand Mogens Jensen, der blev valgt som 'Årets Kulturafvikler 2010', udtalte at regeringsansvaret har slidt på regeringen....

Ja goddaw do. Regeringen har siddet i et halvt år. Et halvt år er ikke nok til at slide en regering. Rent faktisk er det sådan, at det første halve år er blomster, gave og chokolade-perioden. Det er den periode (og lidt til!), hvor en nyudnævnt regering får gennemført sin politik, soler sig i regeringsmagten, rider på bølgen fra valget – og i det hele taget nyder godt af en generelt positiv 'karma' i offentligheden.

Med andre ord: Det første halve år burde ikke slide på nogen som helst regering. Ikke desto mindre er denne regering altså gået i frit, lodret fald i befolkningens opbakning.

I min optik er der flere grunde til det frie fald. Dels er der selve regeringens sammensætning. Flere ministre er ganske enkelt ikke kvalificerede til at være ministre. Unge ministre, der aldrig i deres liv har haft et job – og som i det hele taget giver indtryk af at nyde en iskold foragt overfor noget så proletaragtigt som at skulle arbejde for føden. En decideret landsforræder som Ole Sohn er også blevet minister.

Dertil kommer selvfølgelig det politiske. Da Thorning-Schmidt inden valget bejlede til vælgerne, gjorde hun et stort nummer ud af skråsikkert at fastslå, hvor ansvarlig og midtsøgende hun ville være – ikke mindst på det økonomiske område og det værdipolitiske. Dermed opnåede hun tilliden hos de mange vælgere, der betragtede den udgående regering som metaltræt, som ville se nye ansigter – men ikke nødvendigvis en ny politik.

Men da først sejren var i hus, viste det sig at hendes regering var det stik modsatte. En opblødning af udlændingeloven, med det klare formål at få flere muslimer til landet. Højere skatter og afgifter fra den andel af befolkningen der stadig er dumme nok til at gå på arbejde, så regeringen kan forære pengene til de mange dovne og uduelige Carina-typer og lignende. Og en betalingsring omkring Rigets hovedstad, der beviste to ting om regeringen: Dels at den betragter befolkningen som malkekvæg, hvis eneste eksistensberettigelse er at skulle plukkes – dels beviste sagen også regeringens egen indbyggede svaghed når der skal træffes beslutninger.

Den regering, som Helle Thorning-Schmidt havde lovet os, var stærk og midtsøgende. Hvad vi i stedet fik, var en regering der er svag og ræverød. Det er med andre ord kun naturligt at befolkningen reagerer imod dette. Én ting er vælgerbedraget, den del er slem nok. Det er en alvorlig sag at bedrage vælgerne så åbenlyst, som Thorning-Schmidt helt bevidst har gjort det.

Men jeg tror også at regeringens frie fald i meningsmålingerne måske kan være et tegn på noget andet. At borgerlige har vundet den del af værdikampen, der handler om at vinde den brede befolknings opbakning til centrale, borgerlige værdier. Værdier, som for eksempel at det skal kunne betale sig at arbejde. Respekt for den enkelte, pengene har det bedst i borgernes lommer – den slags.

Men at der skulle en ræverød agenda på regeringskontorene til, før mange for alvor forstod det.

Lad os tage Carina-sagen som et eksempel. Hvis en Joachim B. Olsen for 5-10 år siden havde lavet et tilsvarende stunt og blev taget på ordet af en Özlem Cekic, var han blevet slagtet i offentligheden, Cekic havde sikret karrieren – og Carina ville heller ikke have været anonym. Carina-sagen var det store vendepunkt, hvor mange, rigtig mange, danskere nu fik syn for sagn: at de røde partier foragter dem for at passe deres arbejde, at de plyndres i skat for at Carina og folk som hende skal forgyldes. Og så har vi slet ikke talt om det enorme system af behandlere og socialrådgivere og psykologer og jeg skal komme efter Jer, som nok i virkeligheden er den virkelige begrundelse for at nydere som Carina får lov til at passe sig selv. Dertil kommer så det meget omfattende system af projektparasitter inden for det offentlige system, som ti års borgerlig regering skamfuldt nok heller ikke fik gjort bugt med.

Nu skrev jeg længere oppe, at den del af kulturkampem der handler om at vinde den brede befolknings opbakning, muligvis kan være vundet. Men det betyder ikke at den er slut. For i skoler og uddannelsesinstitutioner indoktrineres elever og studerende stadig i det socialistiske verdensbillede. Det virker bare ikke rigtig – for nylig kom det frem, at Konservativ Ungdom er landets største politiske ungdomsorganisation, så der er i bøj grad håb forude.

Men vundet eller ej – kulturkampen er ikke slut. Dels er der et kommende valg der skal hente i hus, dels er der stadig kampen på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor socialistiske undervisere stadig forsøger at indgive følsomme sjæle et kulturfjendsk samfundssyn. Og så er der naturligvis den tiltagende islamisering af Danmark, som er en direkte følge af det socialistiske had mod den vestlige kultur. Så selv om det ser godt ud, er der stadig meget at tage fat i!