lørdag den 3. marts 2012

Har borgerlige vundet værdikampen?

Da vi nyhedsnarkomaner vågnede op til dagens dosis fredag morgen, var det til en meningsmåling i dagbladet Børsen, der virkelig kunne få kruset med morgen-teen til at standse midt i luften. Børsen bragte en meningsmåling, og målingen var særdeles bemærkelsesværdig.

Befolkningens opbakning til det store Socialdemokrati er gået i frit fald. Partiet er nu nede på 18,5 procent – med fortsat pil nedad. Samtidig, for at gøre ondt værre, er det største oppositionsparti, Venstre, nu større end samtlige tre regeringspartier tilsammen. Målingen bragte mindelser frem om et parlamentsvalg i Canada for nogle år siden, hvor den 'forsvarende' regering mistede samtlige (ja, SAMTLIGE!) pladser i landets parlament.

Så langt er vi ganske vist ikke henne i Danmark endnu, selv om regeringsblokkens frie fald i målingerne såmænd ikke skal fortsætte ret meget længere, før sammenligningen bliver særdeles relevant.

Og jeg skal da gerne indrømme, at der her på matriklen blev leet længe og hjerteligt, da socialdemokraternes gruppeformand Mogens Jensen, der blev valgt som 'Årets Kulturafvikler 2010', udtalte at regeringsansvaret har slidt på regeringen....

Ja goddaw do. Regeringen har siddet i et halvt år. Et halvt år er ikke nok til at slide en regering. Rent faktisk er det sådan, at det første halve år er blomster, gave og chokolade-perioden. Det er den periode (og lidt til!), hvor en nyudnævnt regering får gennemført sin politik, soler sig i regeringsmagten, rider på bølgen fra valget – og i det hele taget nyder godt af en generelt positiv 'karma' i offentligheden.

Med andre ord: Det første halve år burde ikke slide på nogen som helst regering. Ikke desto mindre er denne regering altså gået i frit, lodret fald i befolkningens opbakning.

I min optik er der flere grunde til det frie fald. Dels er der selve regeringens sammensætning. Flere ministre er ganske enkelt ikke kvalificerede til at være ministre. Unge ministre, der aldrig i deres liv har haft et job – og som i det hele taget giver indtryk af at nyde en iskold foragt overfor noget så proletaragtigt som at skulle arbejde for føden. En decideret landsforræder som Ole Sohn er også blevet minister.

Dertil kommer selvfølgelig det politiske. Da Thorning-Schmidt inden valget bejlede til vælgerne, gjorde hun et stort nummer ud af skråsikkert at fastslå, hvor ansvarlig og midtsøgende hun ville være – ikke mindst på det økonomiske område og det værdipolitiske. Dermed opnåede hun tilliden hos de mange vælgere, der betragtede den udgående regering som metaltræt, som ville se nye ansigter – men ikke nødvendigvis en ny politik.

Men da først sejren var i hus, viste det sig at hendes regering var det stik modsatte. En opblødning af udlændingeloven, med det klare formål at få flere muslimer til landet. Højere skatter og afgifter fra den andel af befolkningen der stadig er dumme nok til at gå på arbejde, så regeringen kan forære pengene til de mange dovne og uduelige Carina-typer og lignende. Og en betalingsring omkring Rigets hovedstad, der beviste to ting om regeringen: Dels at den betragter befolkningen som malkekvæg, hvis eneste eksistensberettigelse er at skulle plukkes – dels beviste sagen også regeringens egen indbyggede svaghed når der skal træffes beslutninger.

Den regering, som Helle Thorning-Schmidt havde lovet os, var stærk og midtsøgende. Hvad vi i stedet fik, var en regering der er svag og ræverød. Det er med andre ord kun naturligt at befolkningen reagerer imod dette. Én ting er vælgerbedraget, den del er slem nok. Det er en alvorlig sag at bedrage vælgerne så åbenlyst, som Thorning-Schmidt helt bevidst har gjort det.

Men jeg tror også at regeringens frie fald i meningsmålingerne måske kan være et tegn på noget andet. At borgerlige har vundet den del af værdikampen, der handler om at vinde den brede befolknings opbakning til centrale, borgerlige værdier. Værdier, som for eksempel at det skal kunne betale sig at arbejde. Respekt for den enkelte, pengene har det bedst i borgernes lommer – den slags.

Men at der skulle en ræverød agenda på regeringskontorene til, før mange for alvor forstod det.

Lad os tage Carina-sagen som et eksempel. Hvis en Joachim B. Olsen for 5-10 år siden havde lavet et tilsvarende stunt og blev taget på ordet af en Özlem Cekic, var han blevet slagtet i offentligheden, Cekic havde sikret karrieren – og Carina ville heller ikke have været anonym. Carina-sagen var det store vendepunkt, hvor mange, rigtig mange, danskere nu fik syn for sagn: at de røde partier foragter dem for at passe deres arbejde, at de plyndres i skat for at Carina og folk som hende skal forgyldes. Og så har vi slet ikke talt om det enorme system af behandlere og socialrådgivere og psykologer og jeg skal komme efter Jer, som nok i virkeligheden er den virkelige begrundelse for at nydere som Carina får lov til at passe sig selv. Dertil kommer så det meget omfattende system af projektparasitter inden for det offentlige system, som ti års borgerlig regering skamfuldt nok heller ikke fik gjort bugt med.

Nu skrev jeg længere oppe, at den del af kulturkampem der handler om at vinde den brede befolknings opbakning, muligvis kan være vundet. Men det betyder ikke at den er slut. For i skoler og uddannelsesinstitutioner indoktrineres elever og studerende stadig i det socialistiske verdensbillede. Det virker bare ikke rigtig – for nylig kom det frem, at Konservativ Ungdom er landets største politiske ungdomsorganisation, så der er i bøj grad håb forude.

Men vundet eller ej – kulturkampen er ikke slut. Dels er der et kommende valg der skal hente i hus, dels er der stadig kampen på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor socialistiske undervisere stadig forsøger at indgive følsomme sjæle et kulturfjendsk samfundssyn. Og så er der naturligvis den tiltagende islamisering af Danmark, som er en direkte følge af det socialistiske had mod den vestlige kultur. Så selv om det ser godt ud, er der stadig meget at tage fat i!

Ingen kommentarer: