tirsdag den 29. maj 2012

Politiet bekræfter, at de bruger §266b politisk


Det er nu dokumenteret at politi og anklagemyndighed benytter straffelovens racismeparagraf politisk, forstået på den måde at muslimer beskyttes mens eskimoer, sydamerikanere, australnegre, mongoler, danskere og faktisk alle etniske grupper man kan komme i tanke om, ikke beskyttes.

Dette må være konklusionen, efter at debattør og bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet, Torben Mark Pedersen, i dag modtog sin sigtelse for racististiske udtalelser.

I forbindelse med sagen mod Jesper Langballe, valgte Torben Mark Pedersen  at gentage Langballes udtalelser på sin blog på 180 grader. Dog med en lille justering; der, hvor Langballe anvendte ordet ’muslimer’, erstattede Torben Mark Pedersen det i første omgang med ordet ’danskere.

Udtalelsen, som Torben Mark Pedersen skrev ind på sin blog, havde herefter følgende ordlyd:

”Der er danske fædre, der voldtager deres døtre," udtaler Torben Mark Pedersen for at håne, spotte, krænke, og latterliggøre.

"Selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, at der er danske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt," korrigerer Torben Mark Pedersen sig selv.”

I blogindlægget skriver jeg eksplicit, at der ikke er tale om en generaliserende udtalelse. Jeg skrev:

”Sætningerne er faktuelt sande. Ordene "der er" henviser til en delmængde, og der findes danske mænd, der voldtager deres døtre, og der findes danske mænd, der slår deres døtre ihjel. I Tøndersagen var der en far, der udover selv at voldtage sine to døtre, solgte dem til andre mænd, så de også kunne voldtage dem, og formiddagsbladene har tilbagevendende historier om mænd, der dræber deres børn.

Verden er forfærdelig. Der er danske mænd, der voldtager og slår deres døtre ihjel, og deriblandt skal der nok også være nogen eller i hvert fald en enkelt eller et par stykker, der i tidens løb har vendt det blinde øje til en onkels voldtægt. Der er i hvert fald adskillige eksempler på, at mødre har vendt det blinde øje til faderens voldtægt af døtre eller steddøtre.”

For nu at understrege sin pointe, copy/pasted Torben Mark Pedersen hereafter sin udtalelse et antal gange, hvor ordet ‘dansker’ – eller ‘muslim’ om man vil, blev erstattet af ordene negre, eskimoer, asiater, sydamerikanere af indiansk afstamning, australnegre, mongoler, katolikker, ateister, buddhister, hinduer, jøder og muslimer.

Tirsdag modtog Torben Frank Pedersen sin sigtelse efter straffelovens §266b, og det fremgår at han kun er sigtet for de udtalelser der vedrører de ovennævnte religiøse grupper.

Den logiske konklusion må hereafter være, at fornærmende udsagn om religiøse grupperinger betragtes som racisme, mens identiske udsagn om etniske grupper som negre og eskimoer er aldeles straffrie.

Læsere der vil vide mere, kan med fordel læse Torben Mark Pedersens egen redegørelse fra sagen på internettidsskriftet Sappho, som I øvrigt også er derfra jeg har sakset citaterne. Derudover har jeg tidligere argumenteret for racismeparagraffens afskaffelse her.

lørdag den 26. maj 2012

Kan Europarådet tages alvorligt?


Hvis man går hen på gaden og spørger en tilfældig person hvad ’menneskerettighederne’ egentlig er for en størrelse, lyder svaret som regel noget i retning af  ’retten til at tænke, tale og tro frit’. 

Og det er sådan set rigtig nok. I den danske grundlov har vi yderligere valgt at beslutte, at borgerne har ret til at forsamle sig i foreninger – såvel religiøse som sekulære, efter smag, behag og interesser.

Ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er således to af de frihedsrettigheder, der er med til at definere hvem vi er og hvilken type samfund vi lever i. Der er gennem tiden blevet skrevet lange tirader omkring disse frihedsrettigheders betydning for civilsamfundet, vores velstand og behagelige, relativt rige livsstil. Jeg har selv bidraget hertil, og kommer nok til at gøre det igen i fremtiden. 

Og hvis man så går hen på gaden én gang til, og spørger vores tilfældige offer fra før om hvilke opgaver der burde pålægges et internationalt institut for menneskerettigheder, tør jeg vædde på at de fleste svar vil falde over temaet at det er at overvåge at disse rettigheder bliver tilgodeset rundt omkring i landene. 

Det er sådan set også min opfattelse af hvordan det burde være.  Men sådan er det åbenbart ikke.

I den forløbne uge udkom Europarådet nemlig med en rapport omkring menneskerettighederne i Danmark, sådan som Rådet jævnligt udgiver rapporter om medlemslandene. Det er der såmænd ikke så meget at sige til – Menneskerettighederne er en del af Europarådets grundlag, og det er som sådan ikke unaturligt at udgive statusrapporter om medlemslandene.   

Den slags rapporter udkommer naturligvis med en række mere eller mindre gode råd, det gjorde rapporten fra Europarådet såmænd også. Intet mystisk ved dét. 

Ikke desto mindre er Europarådets rapport yderst bemærkelsesværdig. Bemærkelsesværdig, på grund af de råd som rapportørerne giver Danmark. 

Regeringen skal udstede retningslinjer for mediernes omtale af islam og muslimer, lyder det.

Der bør vedtages lovgivning der forbyder holocaust-benægtelse, nazistiske foreninger og foreninger der beskæftiger sig med islamkritik. 

Politi og domstole skal holde op med at videregive voldsmænds og andre kriminelles etnicitet. 

Med andre ord er det efter Europarådets opfattelse nu en forudsætning for menneskerettighedernes implementering i Danmark, at vi fjerner pressens frihed, forbyder ikke-voldelige foreninger og slører hvem der begår kriminalitet her i landet. I praksis en opgivelse af offentlighed i retsplejen, som de fleste af os i parentes bemærket betragter som så stor en selvfølge at det knap er værd at nævne. 

De synspunkter som Europarådet giver udtryk for, er ikke nye. Vi har tidligere hørt tilsvarende toner fra diverse imamer – ikke mindst i kølvandet på Muhammedkrisen. 

Men at det ligefrem skulle være en hindring for menneskerettighedernes frie udfoldelse i Danmark at islam kritiseres, at medierne redigerer sig selv uden statslig indblanding eller at borgerne ikke længere informeres om hvem forbryderne er, er dog en radikal nyskabelse. 

Personligt har jeg svært ved at tage Europarådets anbefalinger alvorligt. De er et indslag i debatten, javist. Men en indskrænkning af friheden til at tale frit, forsamle sig i ikke-voldelige foreninger eller retten til at bedrive medievirksomhed uden redaktionel indblanding  fra staten, er ikke udtryk for at ville menneskerettighederne det godt.  

Menneskerettigheder handler naturligvis ikke om mindre frihed til at ytre sig, mindre frihed til at lave foreninger – eller mindre pressefrihed. Rent faktisk er menneskerettighedernes kernebudskab netop det stik modsatte. Derfor risikerer Europarådet at gøre sig selv til en ligegyldig stemme i debatten om menneskerettighedernes stilling i Europa. 

Den underliggende præmis er naturligvis nogle muslimers påstand om at kritik af visse aspekter af deres religion opleves som en krænkelse. Den påstand behandler folketingsmedlem Marie Krarup ganske glimrende i hendes blog i Berlingske, som kan læses her. 

I øvrigt er jeg ganske overbevist om, at det store flertal af folketingets medlemmer heller ikke tager rapportens konklusioner særlig alvorlig. Dertil er rapportens konklusioner dels alt for vidtrækkende, dels i al for høj grad i direkte modstrid med de frihedsrettigheder som diverse menneskerettighedskonventioner netop handler om at beskytte og bevare.



søndag den 20. maj 2012

Guds love og menneskenes forordninger


I går kunne vi læse i Politiken om en ung kulturmuslimsk kvinde, Mersiha Cokovic, som fortalte om at være gift med en dansk mand. Vel at mærke en dansk mand, som ikke har været tvunget til at konvertere til islam, sådan som det ellers plejer at være nødvendigt i den slags tilfælde. 

For så vidt er det ikke et indlæg som burde fremkalde den helt store reaktion. Mennesker mødes, sød musik opstår – og de gifter sig. Den ældste historie i verden.

Ikke desto mindre er Mersihas klumme i Politiken interessant. Interessant, fordi den er et indlæg i en (åbenbart) længere serie om unge muslimske kvinders forhold til uddannelse, integration og valg af ægtefælle. Interessant også fordi de kvinder som Politiken hidtil har bragt artikler med i serien, kategorisk har afvist enten helt at gifte sig med etniske danskere eller, som den seneste for en uge siden, afvise at gifte sig med en ikke-muslim. 

Sidstnævnte holdning er for øvrigt helt i tråd med Muhammeds befaling til muslimerne: at mænd må gerne gifte sig med en ’vantro’, mens kvinder kun kan være sammen med en muslim. Teknisk set kan man således argumentere for at Mersiha Cokovic sådan set er en frafalden fra islam, og dermed forfalden den straf som shariaen tildeler sådanne.

Men det er ikke min hensigt med dette indlæg. Mersiha Cokovic er et sjældent eksempel på en integreret muslim. Integreret, fordi hun forstår at der er forskel på Guds love og menneskenes forordninger, som den svenske krimiforfatter Jan Guillou har skrevet. Det er nemlig en forståelse som er en forudsætning for at kunne kalde sig integreret her i landet, når man kommer med en muslimsk baggrund. At man forstår og erkender forskellen på Guds love og menneskenes forordninger. 

Ikke nok med at Mersiha Cokovic er en smuk pige, hun giver også håb. Håb for integrationen. Og håb om at jeg har haft ret, alle de gange jeg i ’gamle dage’ ude i Gellerup fortalte de fortabte indvandrerdrenge at deres verden har forandret sig, de vidste det bare ikke selv, når de undrede sig over at deres søstre uddannede sig og brugte så meget tid ved bøgerne.  

Men håbet er nu ikke større, end at der er plads til en vis skepsis. For som Mersiha Cokovic’s navn antyder, er hendes familiebaggrund i Bosnien.  Og i det tidligere Jugoslavien var det sådan inden borgerkrigen, at den muslimske befolkningsgruppe havde opnået en vis grad af sekularisme, hvilket naturligvis styrkede forholdet mellem befolkningsgrupperne. Det er selvfølgelig gået fløjten nu, men det er en anden historie.

Den baggrund må man formode, at hende forældre har haft med sig, da de ankom til Danmark. 

En historie som den Mersiha Cokovic beretter om, vil således ikke kunne fortælles af en kvinde med arabisk, pakistansk eller tyrkisk baggrund uden at den pågældende og hendes mand risikerede livet. Der er således stadig lang vej igen. Men Mersiha Cokovic’s eksempel viser vejen. 

Vejen til muslimernes integration i det danske samfund, er nemlig først og fremmest ikke at se sig selv som et herrefolk og danskerne som dhimmier. Dernæst at omfavne en samfundsstruktur, der stille alle sine borgere lige. Og til slut erkende, at religion hører til i hjertet og at det er moralsk forkasteligt at ville tvinge andre til at leve efter egne religiøse forskrifter. 

Alt dette har Mersiha Cokovic forstået, og derfor er hendes historie historien om en succes. 
Mersiha Cokovic har på Facebook fortalt, at hun har modtaget mange ’intolerante’ henvendelser fra herboende muslimer i anledning af sit indlæg i Politiken. Det kunne i den anledning være et interessant studie for os alle, såfrent Politiken ville tage skridtet fuldt ud og foretage et rundspørge til landets imamer om, hvorvidt de velsigner parrets forhold og den kendsgerning, at Cokovic stadig betragter sig som muslim. 

lørdag den 19. maj 2012

Har SF et jødeproblem?


Har SF et jødeproblem? Man kunne fristes til at tro det.

For et par dage siden forlangte partiets leder, udenrigsminister Villy Søvndal, at varer produceret i visse dele af Israel skal underkastes en særlig mærkning. Den bagvedliggende tanke er den traditionelle socialistiske: Wir kaufen nicht bei Juden. Inden han blev minister, var SF-formanden medlem af den stærkt Israel-fjendske forening ’Boykot Israel’, så hans grundlæggende holdning til landet og dets befolkning overrasker ingen.

Sideløbende hermed mødes partiets repræsentant af EU-parlamentet, Margrethe Auken, lystigt med repræsentanter for terrorbevægelsen Hamas. Dertil kommer, at ledende kræfter i partiet åbent har talt for at fjerne netop Hamas fra EU’s terrorliste. 

Tilsyneladende kvalificerer bomber mod skolebusser og raketter affyret mod børnehaver og andre civile ikke til at være terrorisme i SF’ernes øjne. I hvert fald ikke når modtagerne er israelske jøder!

Og at Hamas i sit charter åbent og ærligt erkender, at bevægelsens mål er udryddelsen af jøderne – ikke bare i Israel, men globalt, får tilsyneladende ikke SF-formanden til at ryste på hånden.

Men Villy Søvndal vil altså mærke varer produceret i visse områder i Israel. Om udenrigsministeren ligefrem vil insistere på at mærkningen sker med en stor, gul jødestjerne, vides ikke. Sikkert er det dog, at varer fra de såkaldt ’palæstinensiske’ områder nok ikke vil blive mærket med ’terrorstøtte’ – heller ikke selv om det vil være yderst relevant. I SF’ernes øjne er væbnet kamp og fascistiske ideologier helt på sin plads – så længe hadet er rettet mod det eneste land i Mellemøsten, der sikrer sine borgere frihed, demokrati, ytringsfrihed og religionsfrihed. De røde forstår den slags, vi andre gør ikke.

Udenrigsministerens udmelding er interessant af flere grunde. Der er selvfølgelig det åbenbare, at Søvndal melder regeringen ud af fredsforhandlingerne i området ved ensidigt at støtte terroristerne. Det kan man sige om hvad man vil, men det er naturligvis enhver regerings ret at støtte hvem man vil i en hvilket som helst konflikt.

Sagen er også interessant på grund af hykleriet. For sagen er, at regeringen og Villy Søvndal ingen skrupler har ved at sende milliarder af skattekroner til diverse bloddryppende diktaturer rundt omkring i den tredje verden.  Men de styres selvfølgelig heller ikke af jøder – og i modsætning til Israel er de naturligvis heller ikke demokratier, og landenes borgere skal ikke gøre sig forhåbninger om nogensinde at komme til at opleve den frihed, som Israel sikrer sin befolkning.

Hertil kommer det rent ud sagt tåbelige i at lægge op til en national eller europæisk boykot af Israel. Landets produktion og eksport af højteknologiske produkter, herunder dimser til computere og mobiltelefoner, gør nemlig landet uundværligt i såvel den vestlige som den arabiske verden.

Og så er det helt grundlæggende tåbeligt, fordi Israel er det eneste lys af civilisation i en verdensdel domineret af islamisk mørke og middelalder. Israel er vore naturlige venner – ganske enkelt fordi vi deler de samme værdier om frihed til den enkelte til at tænke, tale og tro som man vil.  Dertil kommer, at Israel er vore allierede i kampen mod islamisk terrorisme, hvor Israel ikke mindst via landets deltagelse i udveksling af informationer er med til at holde Danmark frit og sikkert.

Er Villy Søvndal afstumpet? Er han en historisk ignorant, der ikke forstår den vej han er på vej ned ad – vejen tilbage til ’30ernes Tyskland? Skyldes Søvndals forblændelse at hans had mod den vestlige civilisation får ham til at bakke op om en hvilken som helst fjende – i forne tider Sovjetunionen, i dag Hamas? Eller har han og hans parti ’bare’ et jødeproblem?