søndag den 20. maj 2012

Guds love og menneskenes forordninger


I går kunne vi læse i Politiken om en ung kulturmuslimsk kvinde, Mersiha Cokovic, som fortalte om at være gift med en dansk mand. Vel at mærke en dansk mand, som ikke har været tvunget til at konvertere til islam, sådan som det ellers plejer at være nødvendigt i den slags tilfælde. 

For så vidt er det ikke et indlæg som burde fremkalde den helt store reaktion. Mennesker mødes, sød musik opstår – og de gifter sig. Den ældste historie i verden.

Ikke desto mindre er Mersihas klumme i Politiken interessant. Interessant, fordi den er et indlæg i en (åbenbart) længere serie om unge muslimske kvinders forhold til uddannelse, integration og valg af ægtefælle. Interessant også fordi de kvinder som Politiken hidtil har bragt artikler med i serien, kategorisk har afvist enten helt at gifte sig med etniske danskere eller, som den seneste for en uge siden, afvise at gifte sig med en ikke-muslim. 

Sidstnævnte holdning er for øvrigt helt i tråd med Muhammeds befaling til muslimerne: at mænd må gerne gifte sig med en ’vantro’, mens kvinder kun kan være sammen med en muslim. Teknisk set kan man således argumentere for at Mersiha Cokovic sådan set er en frafalden fra islam, og dermed forfalden den straf som shariaen tildeler sådanne.

Men det er ikke min hensigt med dette indlæg. Mersiha Cokovic er et sjældent eksempel på en integreret muslim. Integreret, fordi hun forstår at der er forskel på Guds love og menneskenes forordninger, som den svenske krimiforfatter Jan Guillou har skrevet. Det er nemlig en forståelse som er en forudsætning for at kunne kalde sig integreret her i landet, når man kommer med en muslimsk baggrund. At man forstår og erkender forskellen på Guds love og menneskenes forordninger. 

Ikke nok med at Mersiha Cokovic er en smuk pige, hun giver også håb. Håb for integrationen. Og håb om at jeg har haft ret, alle de gange jeg i ’gamle dage’ ude i Gellerup fortalte de fortabte indvandrerdrenge at deres verden har forandret sig, de vidste det bare ikke selv, når de undrede sig over at deres søstre uddannede sig og brugte så meget tid ved bøgerne.  

Men håbet er nu ikke større, end at der er plads til en vis skepsis. For som Mersiha Cokovic’s navn antyder, er hendes familiebaggrund i Bosnien.  Og i det tidligere Jugoslavien var det sådan inden borgerkrigen, at den muslimske befolkningsgruppe havde opnået en vis grad af sekularisme, hvilket naturligvis styrkede forholdet mellem befolkningsgrupperne. Det er selvfølgelig gået fløjten nu, men det er en anden historie.

Den baggrund må man formode, at hende forældre har haft med sig, da de ankom til Danmark. 

En historie som den Mersiha Cokovic beretter om, vil således ikke kunne fortælles af en kvinde med arabisk, pakistansk eller tyrkisk baggrund uden at den pågældende og hendes mand risikerede livet. Der er således stadig lang vej igen. Men Mersiha Cokovic’s eksempel viser vejen. 

Vejen til muslimernes integration i det danske samfund, er nemlig først og fremmest ikke at se sig selv som et herrefolk og danskerne som dhimmier. Dernæst at omfavne en samfundsstruktur, der stille alle sine borgere lige. Og til slut erkende, at religion hører til i hjertet og at det er moralsk forkasteligt at ville tvinge andre til at leve efter egne religiøse forskrifter. 

Alt dette har Mersiha Cokovic forstået, og derfor er hendes historie historien om en succes. 
Mersiha Cokovic har på Facebook fortalt, at hun har modtaget mange ’intolerante’ henvendelser fra herboende muslimer i anledning af sit indlæg i Politiken. Det kunne i den anledning være et interessant studie for os alle, såfrent Politiken ville tage skridtet fuldt ud og foretage et rundspørge til landets imamer om, hvorvidt de velsigner parrets forhold og den kendsgerning, at Cokovic stadig betragter sig som muslim. 

Ingen kommentarer: