lørdag den 26. maj 2012

Kan Europarådet tages alvorligt?


Hvis man går hen på gaden og spørger en tilfældig person hvad ’menneskerettighederne’ egentlig er for en størrelse, lyder svaret som regel noget i retning af  ’retten til at tænke, tale og tro frit’. 

Og det er sådan set rigtig nok. I den danske grundlov har vi yderligere valgt at beslutte, at borgerne har ret til at forsamle sig i foreninger – såvel religiøse som sekulære, efter smag, behag og interesser.

Ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er således to af de frihedsrettigheder, der er med til at definere hvem vi er og hvilken type samfund vi lever i. Der er gennem tiden blevet skrevet lange tirader omkring disse frihedsrettigheders betydning for civilsamfundet, vores velstand og behagelige, relativt rige livsstil. Jeg har selv bidraget hertil, og kommer nok til at gøre det igen i fremtiden. 

Og hvis man så går hen på gaden én gang til, og spørger vores tilfældige offer fra før om hvilke opgaver der burde pålægges et internationalt institut for menneskerettigheder, tør jeg vædde på at de fleste svar vil falde over temaet at det er at overvåge at disse rettigheder bliver tilgodeset rundt omkring i landene. 

Det er sådan set også min opfattelse af hvordan det burde være.  Men sådan er det åbenbart ikke.

I den forløbne uge udkom Europarådet nemlig med en rapport omkring menneskerettighederne i Danmark, sådan som Rådet jævnligt udgiver rapporter om medlemslandene. Det er der såmænd ikke så meget at sige til – Menneskerettighederne er en del af Europarådets grundlag, og det er som sådan ikke unaturligt at udgive statusrapporter om medlemslandene.   

Den slags rapporter udkommer naturligvis med en række mere eller mindre gode råd, det gjorde rapporten fra Europarådet såmænd også. Intet mystisk ved dét. 

Ikke desto mindre er Europarådets rapport yderst bemærkelsesværdig. Bemærkelsesværdig, på grund af de råd som rapportørerne giver Danmark. 

Regeringen skal udstede retningslinjer for mediernes omtale af islam og muslimer, lyder det.

Der bør vedtages lovgivning der forbyder holocaust-benægtelse, nazistiske foreninger og foreninger der beskæftiger sig med islamkritik. 

Politi og domstole skal holde op med at videregive voldsmænds og andre kriminelles etnicitet. 

Med andre ord er det efter Europarådets opfattelse nu en forudsætning for menneskerettighedernes implementering i Danmark, at vi fjerner pressens frihed, forbyder ikke-voldelige foreninger og slører hvem der begår kriminalitet her i landet. I praksis en opgivelse af offentlighed i retsplejen, som de fleste af os i parentes bemærket betragter som så stor en selvfølge at det knap er værd at nævne. 

De synspunkter som Europarådet giver udtryk for, er ikke nye. Vi har tidligere hørt tilsvarende toner fra diverse imamer – ikke mindst i kølvandet på Muhammedkrisen. 

Men at det ligefrem skulle være en hindring for menneskerettighedernes frie udfoldelse i Danmark at islam kritiseres, at medierne redigerer sig selv uden statslig indblanding eller at borgerne ikke længere informeres om hvem forbryderne er, er dog en radikal nyskabelse. 

Personligt har jeg svært ved at tage Europarådets anbefalinger alvorligt. De er et indslag i debatten, javist. Men en indskrænkning af friheden til at tale frit, forsamle sig i ikke-voldelige foreninger eller retten til at bedrive medievirksomhed uden redaktionel indblanding  fra staten, er ikke udtryk for at ville menneskerettighederne det godt.  

Menneskerettigheder handler naturligvis ikke om mindre frihed til at ytre sig, mindre frihed til at lave foreninger – eller mindre pressefrihed. Rent faktisk er menneskerettighedernes kernebudskab netop det stik modsatte. Derfor risikerer Europarådet at gøre sig selv til en ligegyldig stemme i debatten om menneskerettighedernes stilling i Europa. 

Den underliggende præmis er naturligvis nogle muslimers påstand om at kritik af visse aspekter af deres religion opleves som en krænkelse. Den påstand behandler folketingsmedlem Marie Krarup ganske glimrende i hendes blog i Berlingske, som kan læses her. 

I øvrigt er jeg ganske overbevist om, at det store flertal af folketingets medlemmer heller ikke tager rapportens konklusioner særlig alvorlig. Dertil er rapportens konklusioner dels alt for vidtrækkende, dels i al for høj grad i direkte modstrid med de frihedsrettigheder som diverse menneskerettighedskonventioner netop handler om at beskytte og bevare.



Ingen kommentarer: