mandag den 25. juni 2012

Da Vestager snigløb Thorning


Dagens store samtaleemne i dansk politik er nedfaldet efter skatteaftalen, som blev indgået i fredags. De umiddelbare konsekvenser er tydelige at se: regeringen vakler, regeringspartiet SF er truet af nedsmeltning – og statsministeren er blevet gjort til grin. Samtidig fremstår Lars Barfoed som den store, borgerlige sejrherre der fik Venstre tilbage til bordet.

Efterhånden som røgen letter og forløbet tydeliggøres, står det tiltagende klart at den radikale leder Margrethe Vestager har snigløbet både statsministeren og sine regeringspartnere – og at hun ønsker at hele verden skal have kendskab hertil.

Først vil jeg gerne opfordre til at man læser Trine Nebels blogindlæg her. Trine Nebel fremlægger forløbet kort, kontant og lidenskabsløst. Herunder ikke mindst forløbet omkring de nu berømte SMS-kontakter mellem Vestager og Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjorth.

Hvorefter hun så stiller de to væsentlige spørgsmål: For det første: hvordan kunne Dagbladet Politiken så hurtigt opnå aktindsigt i SMS-beskederne – faktisk bragte avisen jo historien allerede lørdag. Det andet spørgsmål lyder så hvordan Politiken kunne vide at der ’var noget at komme efter’ på SMS-fronten.

Senere i går fandt der så en udveksling sted på Twitter mellem Trine Nebel og journalist på DR, Mette Mayli Albæk. I denne offentlige udveksling mellem de to, udtalte Albæk at hun VIDSTE at sagsbehandlingstiden i ministeriet var på under tre timer. Hvilket er helt vildt ekstrem kort tid for en ansøgning om aktindsigt. Den slags plejer ellers at kunen tage uger, men ikke i dette tilfælde. Mette Mayli Albæk oplyste, at anmodningen om aktindsigt blev registreret i ministeriet fredag klokken 14.46. Klokken 17.15 lå SMS-korrespondancen der fra ministeriet.

For de politisk musikalske er det tydeligt, at Politiken som minimum har fået et tip fra en højtstående kilde i Økonomiministeriet og at samme højtstående kilde har haft en interesse i at få korrespondancen frigivet i en fart. Denne højtstående kilde må nødvendigvis være enten Vestager selv eller hendes spindoktor.

Med denne ekstra viden i baghånden, vil jeg opfordre læserne til at vende tilbage til Trine Nebels blog og læse den sidste del – dén, med deloverskriften ’konspirationsteori’. Ganske som Trine Nebel tror jeg nemlig heller ikke på tilfældigheder i politik – og med dét i baghovedet mener jeg faktisk, at Nebels konklusion om hvad der virkelig skete i fredags giver god mening.   


onsdag den 20. juni 2012

Jeg - en konservativ hippie!


Dette blogindlæg begyndte med en tegning på Facebook. Én af den slags, som vi FB-brugere ser nogle stykker af dagligt.

To personer sidder ved et bord. Den ene spørger den anden: ’Hvad laver du så?’. ’Jeg er bogholder’, lyder svaret. Hvortil den første kommenterer: ’Det var ikke det jeg mente. Jeg mente: Hvad gør du for at redde verden?’

Så enkelt kan det siges. Personligt er jeg både træt af og bekymret over hvor meget mange mennesker definerer sig selv via de krumspring de gør sig for at tjene til dagen og vejen. Som om det skulle være noget særligt! For sandheden er jo, hvis vi skal være helt ærlige, at langt de fleste mennesker arbejder i det jeg kalder ’luderjobs’. 


Luderjobs, forstået på den måde at man har sit arbejde fordi man har brug for pengene – og uden sentimentale følelser vil kunne droppe det den dag det er økonomisk muligt. For de fleste af os er den ikke længere end det.

Tag ikke fejl: Vi er alle nødvendige for at samfundet kan hænge sammen. Men det er sjældent derfor vi går på arbejde. De fleste af os gør det, fordi bankrådgiveren kender vores telefonnummer.

Selv har jeg det som den første i historien ovenfor. ’Hvad gør du for at redde verden?’. Personligt vurderer jeg andre menneskers eventuelle placering i mit liv ud fra svaret på spørgsmål som ’hvad tænder dig? Hvad gør livet værd at leve? Hvad begejstrer dig? Og selvfølgelig: hvad er du engageret i?’

Men når jeg så møder et menneske, som har fundet den perfekte balance: som tjener penge på noget de brænder for og synes er sjovt, så glæder jeg mig inderligt på deres vegne.

Tidligere i år mødtes jeg med en af mit partis toppolitikere. Han fortalte om en gang han var ude i selskabelig sammenhæng, og blev spurgt om hans baggrund uden for politik. Svaret var en eller anden handelsuddannelse – jeg husker ikke hvilken. Og han fortalte om sin samtalepartners chok over svaret – denne dygtige, talentfulde konservative toppolitiker – med en ’sølle’ handelsuddannelse?!?? Hvortil han så, vel tilbage i partiforeningens sikre skød, udbrød: hvad pokker tror folk at vi konservative er for nogen?!??

I virkeligheden er sandheden den, at toppolitiker bliver man hverken i kraft af uddannelse eller evnen til at tjene mange penge i erhvervslivet. Toppolitiker bliver man i kraft af en række menneskelige egenskaber.

 
Personligt forsøger jeg at undgå at spørge andre om hvordan de skaffer deres penge. Faktisk gider jeg ikke vide det. I stedet forsøger jeg at finde frem til hvad der driver dem. Hvorfor er det bedre at leve end at kaste sig i havnen? Se, dét er værd at kende svaret på.

Og her er det så at jeg ofte har spekuleret på om min indstilling til disse ting gør mig til en konservativ hippie? For sandheden er, at jeg faktisk har større lyst til at fortælle om min spadseretur i en nærliggende skov end snakke arbejde i min fritid. Og at jeg, hvis det absolut SKAL være, foretrækker at blive defineret ud fra min trang til skovens stille ro, min blogvirksomhed og mit engagement på tidsskriftet Sappho, Trykkefrihedsselskabet og Det Konservative Folkeparti.

I min verden er det nemlig vores engagement der tæller. Og i nogle menneskers øjne gør det mig vel til en slags hippie. En konservativ hippie, endda. 


tirsdag den 5. juni 2012

Konvertitter fra islam slagtes


Hvis man følger udviklingen i Mellemøsten, herunder særligt forholdene mellem de forskellige religioner, står flere ting lysende klart.

Den ene er at i samtlige muslimske lande bliver kristendommen og jøderne kraftigt forfulgt af islams tilhængere. Således undertrykkes mindretalsreligioner i varieret grad i de forskellige muslimske lande. Dette er for øvrigt helt i overensstemmelse med Muhammeds befaling om at disse skal føle sig undertrykte (Sura 9:29).

Men som det jo altid er med religion, så betyder det også noget andet. Nemlig en styrkelse. Kristendommen har historisk set altid været stærkest i katakomberne. Derfor undrer jeg mig ikke over de historier, der af og til kommer fra de muslimske lande i området. Om et Iran, hvor befolkningen har fået nok af islams perverse styre og hundredtusindvis har ladet sig døbe i hemmelighed. Af og til hører vi historierne via medierne: om præster der henrettes, om husmenigheder der bliver stormet og netværk af hemmelige undergrundsmenigheder der optrevles.

Vi husker også den nu berømte Neda, der blev skudt under urolighederne efter sidste valg og som havde et kors omkring halsen. Det var selvfølgelig ikke derfor hun blev skudt, men alligevel.

Denne bølge finder sted på trods af shariaens klare dødsdom til apostater fra islam. Som religionsstifteren Muhammed gør det klart i hadithen Sahi al-Burkhari 9:57: Whoever changes his islamic religion, kill him. I lande som Saudi Arabien og Iran tages denne befaling endog særdeles bogstavligt, og straffen for apostasi således er døden. Det samme er tilfældet i de nye, ’befriede’ lande som Libyen og Afghanistan.

Personligt er jeg ganske imponeret over mennesker, der trodser den slags straffe for at følge deres samvittighed.

Men det er ikke kun i Iran at de her ting sker. I hele Afrika er det et milliontal, der årligt forlader islam til fordel for kristendommen. Langt de fleste i landene syd for Sahara, men de islamiske lande i Nordafrika er dog stadig ganske godt med. I Egypten, eksempelvis, har jeg set pressehistorier om aftenskolekurser i hvordan man modstår kristne ’missionærer’.  Dette indikerer mindst to ting for mig: dels at nogen har en koncentreret missionsindsats i gang – dels at ’problemets’ omfang er stort nok til at blive taget alvorligt.

Samme tendens har været kendt i Tunesien og Algeriet, hvor der dog hidtil ikke har været straffesanktioner for apostasi fra islam. I Algeriet alene, har jeg et eller andet sted set at 1,5 millioner muslimer over en årrække er konverteret til kristendommen.

Problemet med den slags historier er, at de i sagens natur er vanskelige at få bekræftet.  For uanset regeringernes officielle linje overfor apostasi, er det stadig et farligt farvand at arbejde i. Udover lokale lovgivninger, er der nemlig også Muhammeds drabsbefaling at tage hensyn til – og dermed også diverse voldelige, islamiske grupper.

At konverteringer fra islam ikke er ufarligt for konvertitten, kender vi også til i Danmark. Således har flere kristne konvertitter på landets asylcentre oplevet at blive både chikaneret, overfaldet og truet med drab fra muslimer på grund af deres konversion. Det kan man blandt andet læse om i denne artikel fra tidsskriftet Sappho.dk, som siden er taget op af mainstreammedierne.

Senest er der dukket en video frem fra det forårsramte Tunesien, hvor en islamisk gruppe har fanget en konvertit fra islam og eksekveret Muhammeds drabsbefaling. Hvis ellers læserne har mave til den slags, kan man se videoen og en nærmere indholdsbeskrivelse her. Takket være det arabiske forår, kan vi forvente at komme til at se temmelig mange af den slags historier fremover.

Og her er det så at man kan undre sig. Når danske journalister og politikere konfronterer islamiske repræsentanter her i landet, sker det oftest med relativt sekundære emner som slør og badeforhæng i skolerne. Hvis bølgerne går højt bliver muslimerne måske stillet spørgsmål om eksempelvis steninger af utro kvinder – men så er spørgeren også sikker på at blive stemplet som racist. Men islams krav om drab på de der forlader religionen, diskuteres stort set ikke herhjemme.

Det synes jeg ærlig talt at vi skulle se at komme i gang med.